Danmarks bæredygtige landbrug lugter

Vi har modtaget denne beretning fra Marek Cuhra 20. april 2017 og bringer den med stor glæde! Den har også været trykt i avisen Nordjyske som kronik.

I min barndom samledes vi hver morgen i aulaen på vores nordjyske folkeskole og startede dagen med salmevers, bl.a. følgende klassiker; Kom, maj, du søde, milde! Gør skoven atter grøn, og lad ved bæk og kilde violen blomstre skøn. Hvor ville jeg dog gerne, at jeg igen den så! Ak, kære maj, hvor gerne igen i marken gå.

Marek Cuhra har en doktorgrad i økotoksikologisk risikovurdering af pesticider og GMO. Marek voksede op i Horne ved Hirtshals, med gymnasie-uddannelse fra Hjørring og biologistudier i Århus og København. Han bor og arbejder for tiden i Tromsø, Norge.

Ja, det var fint at gå i marken, den mark som utallige generationer af bønder så kærligt og omtænksomt  har dyrket. Danske landbrug har givet os brød på bordet længe før virksomheder som Lego, Mærsk, Novo og Vestas kom på banen. Landbrugets eksportindtægter fra dansk bacon og lurpak-smør har været medvirkende til at bygge velstanden i det danske samfund og giver fortsat vigtige årlige indtægter i størrelsesorden 30 milliarder kroner.

Men, enkelte fagfolk påstår, at det landbrug som burde være vores vigtigste livsgrundlag, det har samtidig udviklet sig til at blive den største trussel mod vores naturmiljø og mod befolkningens sundhed. Sådanne påstande skal man selvfølgelig tage alvorligt og derfor vil det være vigtigt at se på de argumenter og fakta, som præsenteres for at underbygge påstandene.

Først og fremmest vil jeg give min støtte til de øvrige forskere som hævder, at landbruget i Danmark nyder en beskyttet status og igennem forskningspolitiske prioriteringer i stor grad undgår videnskabeligt funderet kritik, samt konstatere at landbrugets interesseorganisationer fortsat udøver en stærk politisk indflydelse og i mange overordnede og specifikke sager har magt til at overrende miljøinteresser og andre samfundshensyn. Kun sjældent har slige sager haft tilstrækkelig boomerang-effekt til at de ansvarlige politikere har mærket konsekvenserne. Et bemærkelsesværdigt undtag er dog den nyligt absolverede regeringskrise, som havde sit udspring i en landbrugsfaglig-miljømæssig problemstilling (den omstridte ”landbrugspakke”) og som førte til miljøministerens afgang.

Under falsk flag

Her bør man også se lidt mere på interesseorganisationen “Bæredygtig landbrug”, som i den seneste sag har markeret tydelige standpunkter på sine medlemmers vegne. Organisationen har i årevis systematisk modarbejdet miljøministeriets planer om at beskytte miljøet, herunder de danske vandløb, samt planerne om at etablere og opretholde friområder for dyreliv og vilde planter i udkanten af landbrugets produktionsarealer (næsten hele arealet er fortsat opdyrket).

Det er interessant at se nærmere på hvilke medlemmer organisationen “Bæredygtig landbrug” egentlig repræsenterer. Navnet indikerer jo at det skulle være landmænd som dyrker jorden i balance med naturen og på miljøets præmisser, – det er vel det man forstår ved udtrykket “bæredygtighed”. Men nej. Denne organisation sejler mildest talt under falsk flag; få landmænd kan vel siges at være så langt fra “bæredygtige” som netop medlemmerne i “Bæredygtig landbrug”. Her finder vi de største kapitalinteresser, inklusive svineindustrien som uafhængig av landbrugsarealernes naturgivne begrænsninger producerer enorme mængder af grisekød.

En hæslig lugt

Vi har vænnet os til stanken af gylle, og mange accepterer stiltiende at denne hæslige lugt trænger ind i soveværelset og alle husets kroge, fæster sig i vasketøjet på tørresnoren og udgør en allestedsnærværende baggrund i vore liv.

Besøgende til Danmark har ofte givet udtryk over forundring når de stiger ud af toget i Hjørring eller Århus, – hvordan kan det være at det lugter så grimt i Danmark? Det lugter jo egentlig af lort? Ja, sådan har det jo altid været, de som bor midt oppe i elendigheden vil måske hellere sige at gylle lugter af penge, men faktum er at gylle lugter af lort. Det er nemlig lort, nærmere svinelort og der er rigtig meget af det i Danmark. Så meget at der knapt er plads til at sprede det ud over landskabet, så man må finde på andre finurlige løsninger, som at sprøjte det ned i jorden eller opmagasinere det i enorme beholdere, hvor det så rådner og ulmer indtil man på en eller anden måde finder ud af at slippe af med det.

Og den måde man traditionelt har sluppet af med gyllen, har været at dumpe den ud på markerne. Man har kaldt det gødning, men i realiteten drejer det sig om affaldshåndtering. Et stort problem har imidlertid været, at man ikke har haft marker nok. Egentlig skulle Danmark have været mindst tolv gange større og haft tolv gange større landbrugsareal og tolv gange bedre recipient-forhold (som markerer den evne vandløb og kystområder har til at tage imod og omsætte næringsstofferne fra landbruget), for at kunne tage imod alt det gylle som 25-30 millioner svin producerer.

Desværre har man fra landbrugets side ikke haft bedre strategier end at fortsætte med at køre gyllen ud på de arealer som er til rådighed. Men, til sidst sejrede fornuften alligevel og så kunne alle forstå at det var noget værre griseri, med sådan noget knæhøjt lort som bare mugnede og blev skyllet med regnen ud i nærmeste bæk og kystområde, hvor det forårsagede algeopblomstringer, iltsvind og fiskedød. Så det blev heldigvis forbudt at køre ubegrænsede mængder af gylle ud på markerne til alle årstider. Og det overholder landmændene heldigvis, men så er konsekvensen at de samler gyllen i enorme cirkelrunde lagertanke. Og, den løsning er omtrent lige så bæredygtig som at tisse i bukserne når man fryser.

Professor Finn Bro-Rasmussen

Drikkevand

Et andet problem er selvfølgelig drikkevandet. For mange år siden var det en klog og modig forsker ved DTU, professor Finn Bro-Rasmussen, som begyndte at skrive og fortælle offentligheden, miljømyndighederne og beslutningstagerne om sine forskningsresultater, som faktisk viste at grundvandet er vældigt sårbart overfor de aktiviteter som foregår oppe på jordens overflade. Derfor gav Bro-Rasmussen udtryk for, at man burde se både industriudslip og landbrugets brug af gødning og kemikalier, som mulige trusler mod det grundvand som vi i Danmark bruger til drikkevand.

Men dette var tilbage i halvfjerdserne og firserne, dengang var der blandt mange forskere og landbrugskonsulenter en fasttømret overbevisning om at de adskillige meter med sand og ler, som udgør afstanden oppe fra vækstzonen (med de mekaniske og kemiske aktiviteter som inkluderer spredning af gylle og pesticider), ned til drikkevandsressourcerne, – at dette relativt tynde jordlag var rigelig beskyttelse. Man havde en overbevisning om at vandets infiltration ned igennem jorden tog mange år (nogle forskere mente at det ligefrem var tale om århundreder), samt at jorden samtidig fungerede som et biologisk og mekanisk filter for vandet, som hermed blev renset på vejen ned.

Nu ved vi at Finn Bro-Rasmussen desværre havde helt ret i sine advarsler og derfor er vi nu nødt til at rense drikkevandet og bare bruge udvalgte boringer. Alligevel er der mange steder i Danmark at vandet “smager mærkeligt”, næsten sådan lidt salt, fordi næringssalte og forskellige stoffer fra landbrugsaktiviteterne giver smag. Nogle af os er samtidig bekymrede fordi der er så mange tilfælde med kræft og andre alvorlige sygedomme i Danmark, men vi har hidtil ikke kunne påvise en direkte sammenhæng mellem eksempelvis drikkevandkvaliteten og folkesundheden.

Vibe i knibe.

Fuglesving under Herrens himle

I Danmark havde vi på H.C. Andersens og Åkjærs tid en helt anden virkelighed. Det har sikkert ikke bare været idyl alt sammen, men vi havde utvivlsomt mere natur og rigere natur end nu. Vi havde mangefold af vilde blomster på engene, summende insekter, viber og lærker samt tusindvis af storke som stavrede rundt i moser og vandhuller. Nu har vi ingen storke. Vi sætter vognhjul på tagryggen og prøver at lægge til rette for at denne fine fugl skal komme tilbage, men storkene lever godt i Tyskland, Polen og andre lande, – og de har tydeligvis ikke tænkt sig at flytte tilbage til Danmark.

Hvad kan årsagen mon være? Har det mon noget at gøre med at vi i vores iver efter at pine landbrugsproduktion ud af hver eneste kvadratmeter har fyldt vandhullerne op med jord og tørlagt moserne? Hvorfor skulle storken dog flytte tilbage til Danmark når der ikke er levesteder for de frøer og tudser som storken spiser? Og storken er selvfølgelig bare et enkelt, omend markant, eksempel på den forarmelse som er overgået den danske natur.

Megen anden naturrigdom og skønhed er forsvundet under ploven, sammen med gravhøje og kulturskatte fra vores fortid. Det meste af dette er forsvundet gradvist over årtier, uden at vi egentlig har bemærket det. Men vi kan se hvad vi har, hvad vi sidder tilbage med. Naturen i Danmark er reduceret til utallige bølgende firkanter i uendelige sammenhængende landbrugsarealer, som skifter farve med afgrøders modning og årstiders vekslen. Vi har markerne, med vindmøllernes hvide vinger. Samt lugten. Lugten af penge og politik.

Andre populære indlæg:

Comments

comments

Kjeld Hansen, forfatter, journalist, foredragsholder, debattør, landmand

Kjeld Hansen

Debattør, foredragsholder
Forfatter, journalist
Mail til Kjeld Hansen

fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.