Skjernaa
Genskabelsen af ren natur i Skjernå-dalen er et af de store resultater af 30 års fremsynet miljø- og landbrugspolitik. Foto: Hans Hunderup.

Tredive års indsats og store investeringer har markant reduceret forureningen og øget biodiversiteten i vandmiljøet. Det er regeringen nu villig til at sætte over styr, skriver professor Kaj Sand-Jensen, KU, Politikens kronik 7. december 2015. Læs et uddrag her:

KajSand_orkideerne
Professor Kaj Sand-Jensen peger på den markante forskel på vandmiljøets fremgang og den fatale tilbagegang for landjordens natur – ikke mindst orkideerne er på retur.

Forureningen af vandmiljøet med kvælstof, fosfor og iltforbrugende organisk stof er faldet meget markant efter en vedholdende indsats gennem perioden. Som samfund har vi fået fuld valuta for milliardinvesteringerne. Alt imens vi burde fejre fremskridtene, har den smalle V-regering sat magt bag en modbevægelse, der vil sætte naturforbedringer og økonomiske investeringer over styr.

Derfor er der grund til at minde alle om, hvorfor og hvordan vi genrejste Danmarks vandmiljø, når vi i fremtiden, når nødvendigheden atter presser sig på, skal gentage den langvarige indsats.

For 30 år siden under Poul Schlüters (K) borgerlige regering tog forureningsbekæmpelsen fart under indtryk af møgbeskidte vandløb, mørkegrønne søer samt omfattende iltsvind og fiskedød i Kattegat.

Først kom NPO-planen i 1985, der forbød direkte udledninger og udbringning af husdyrgødning på frossen jord. Dernæst vedtog man ’Vandmiljøplan I’ i 1987, der opstillede konkrete reduktionsmål for kvælstof og fosfor, især med spildevandet. I 1991 kom der også mål for udnyttelse af kvælstof i husdyrgødning og regler for gødningsmængden.

Lobelie
De klarvandede lobelie-søer har ikke rigtig fået det bedre, men ellers er der god fremgang for vandløb og søer.

Da man stadig ikke var i mål, fulgte ’Vandmiljøplan II’ i 1998, som indeholdt krav om etablering af efterafgrøder, skærpede krav til udnyttelse af husdyrgødning og reduktion af gødningsnormer, men også gav tilskud til miljøvenlig jordbrugsdrift, økologisk jordbrug og genskabelse af vådområder. Endelig i 2004 med ’Vandmiljøplan III’ kunne der på frivilligt grundlag etableres beskyttelseszoner omkring særligt følsomme naturområder. Fra 1991 indgik landbruget således for alvor i den nationale genrejsning af et sundt vandmiljø.

På trods af millionudgifter stod ledende industrifolk og lokalpolitikere tidligt fast på opgaven: at reducere miljøbelastningen af vandmiljøet, og de skosede kolleger, der forsøgte at knibe udenom. Udbygningen af rensningsanlæggene under ’Vandmiljøplan I’ kom til at koste omkring 11 mia kr. i nutidspriser, men den samlede investering i spildevandsanlæggene løber op i flere hundrede milliarder.

Døgnflue
Uden rent vand er der ingen vandinsekter, og uden dem ingen laksefisk.

Dagens drifts- og kapitaludgifter til spildevandssektoren er omkring 10 mia. kr. årlig. Udgifterne skal med i vurderingen, når regeringen nu åbner op for øget landbrugsforurening på bekostning af disse investeringer.

I de senere år har landbrugets lobbyister gentagne gange udtalt, at de tre vandmiljøplaner ikke har nyttet en pind for miljøet. At pengene var smidt ud ad vinduet. Det passer overhovedet ikke. Tværtimod. Tallene viser det stik modsatte, og i øvrigt kan enhver overbevise sig selv om den positive effekt ved at bevæge sig ud i naturen.

Det har i den grad nyttet, at industrien og landets borgere var stålsatte og investerede de mange milliarder i at bygge avancerede anlæg til effektivt at rense spildevandet – og at landbruget efterfølgende fulgte trop.

(forts.)

Læs hele kronikken her.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Redningen af Skjernå-laksen er lidt af et mirakel, som private naturvenner skabte i løbet af 1990’erne, hvor alle ellers troede at den værdifulde fisk var tabt for altid.

Comments are closed.