PoulErikJørgensen
Bankdirektør Poul Erik Jørgensen, Nykredit.

Chefredaktør Henrik Lisberg, Landbrugsavisen: “Det gode, gamle argument, om at vi bliver nødt til at se sølle ud for at få politisk opbakning, dur ganske enkelt ikke mere”.

Landbrugsavisen, 23. oktober 2015

 

Alle de professionelle sortseere og negative landbrugspolitikere fik tørt på af Nykredits landbrugsdirektør Poul Erik Jørgensen, da han talte på svinekongressen i Herning, 23. oktober 2015. “Landbruget er ikke i krise”, fastslog landbrugsdirektøren, ifølge landbrugsavisen.dk.

Og det er svineproducenterne heller ikke generelt. Priserne er måske nok på et lavt niveau, men det er normalt, at priserne svinger, påpegede Poul Erik Jørgensen. »Jeg har svært ved at kalde det krise, det kan jeg ikke,« understregede han.

Poul Erik Jørgensen pegede på, at en tredjedel af svineproducenterne tjener så meget, at lønmodtagere er misundelige. Dertil kommer en betydelig gruppe, som klarer sig og ikke er konkurstruet. »Og så endda i en prisbund,« tilføjede han. Der er landmænd, som er i krise, men sådan er det også i andre erhverv. Landbruget som sådan er ikke i krise, fastslog Nykredits landbrugsdirektør.

Erik-Larsen
Gårdejer Erik Larsen, L&F.

Bankdirektøren langede især ud efter svineproducent Erik Larsen, der er formand for den private interesseorganisation Landbrug & Fødevarers sektion for Svineproduktion. Erik Larsen havde traditionen tro i sin beretning på årsmødet tirsdag kaldt svineproducenternes økonomi for “katastrofal”.

»Det kan man ikke sige, men det går hen og bliver overskriften i medierne,« påpegede Poul Erik Jørgensen. Han advarede mod denne klagesang, da den ikke kommer til at gavne landmændenes muligheder for at låne penge til udvikling. »Hvordan tror de, vi reagerer, når nogen kommer og siger, at de har en katastrofal økonomi?« spurgte bankdirektøren.

Under debatten om bankdirektørens tale forsvarede svineproducent Peter Kjær Knudsen den negative kommunikation og fokusering på den dårlige økonomi i et indlæg fra salen. “Det er nødvendigt at fortælle negative historier, fordi der er brug for et politisk pres”, hævdede Peter Kjær Knudsen, der samtidig afslørede, at han havde været med til at formulere denne del af formand Erik Larsens formandsberetning. Peter Kjær Knudsen er tidligere næstformand i protestbevægelsen Bæredygtigt Landbrug, som han i samme uge forlod i vrede.

Karen-Haekkerup-
Direktør Karen Hækkerup, L&F, forsømmer sjældent en lejlighed til at kræve statens økonomiske støtte til sine proselytter.

Ifølge Landbrug & Fødevarers såkaldte faglige center SEGES, har 15 procent af erhvervet et fundamentalt problem med økonomien, men det er dog ikke spor enestående, ifølge bankdirektøren.
»Det gælder også andre erhverv,« sagde Poul Erik Jørgensen. Han mente ikke, det er erhvervets problem, men noget mellem den enkelte kunde og hans finansieringspartner.

Martin Merrild_snakkersort
L&F-formanden Martin Merrild har sit på det tørrre med milliongagen fra bønderne, men det forhindrer ikke, at han kræver flere generelle støtteordninger, der også vil gavne hans egen privatøkonomi.

Ofte fokuserer landbrugslobbyisterne på landbrugets store gæld på 364 mia. kr., som enten EU eller den danske stat skal hjælpe med at reducere. Poul Erik Jørgensen understregede, at landbruget ikke er insolvent. 364 mia. kr. svarer nogenlunde til jordværdierne, men dertil kommer værdien af 120.000 boliger, driftsbygninger, sommerhuse, værdipapirer, investeringer i vindmøller, privatfly og jordbesiddelser i Østeuropa med mere. Gælden skal ses i forhold til værdier på 500-600 mia. kr.

»Når vi går ind i et kundeforhold, er det ikke vigtigt, hvad landbrugets samlede gæld er. Så ser vi på, om de kan og vil betale renter og afdrag. Der er også landmænd, der kan investere og udvikle bedriften nu,« siger Poul Erik Jørgensen.

OlaiMilhoj
Danske Bank-økonomen Mikael Olai Milhøj afviste også myten om landbrugets “katastrofale” økonomi allerede i september 2015.

Nul kollektiv panik
Bankdirektørens opsang blev en udfordring til erhvervets to fremmeste klynkere, redaktørerne af henholdsvis Maskinbladet og Landbrugsavisen. Hvad skulle de nu mene?

RasmusDalsgaard
Chefredaktør Rasmus Dalsgaard.

I sin leder “Inden vi går i kollektiv panik” fastslog Maskinbladets redaktør Rasmus Dalsgaard 30. oktober 2015, at “der er masser af sunde landbrugsbedrifter i landet – det skal vi huske at glæde os over midt i en hård krisetid”.

Dalsgaard fortsatte med at fremhæve, at “som Poul Erik Jørgensen dokumenterede, går det faktisk udmærket for mange landmænd. Og han sagde også, at man selvfølgelig skal håndtere midlertidige udsving, som eksempelvis de aktuelt lave mælkepriser. Det skal ske i samarbejde med den finansielle partner. Og det er ifølge Poul Erik Jørgensen ikke de midlertidige udsving, som lukker veldrevne landbrug. Med andre ord er der masser af fremtidsperspektiv i de mange sunde, danske landbrugsbedrifter. Det skal vi trods alt huske at glæde os over midt i en landbrugskrise, som er rigtig hård ved mange.”

HenrikLisberg
Chefredaktør Henrik Lisberg.

På Landbrugsavisen forsøgte chefredaktør Henrik Lisberg en tilsvarende balancegang mellem den sorte afgrund og den strålende fremtid. Lisberg skrev bl.a.:

“Selvfølgelig kan man ikke som formand for landets svineproducenter se bort fra, at så stor en andel har en elendig indtjening. Det er modigt og rigtigt, når Erik Larsen så håndfast råder de hårdest ramte til at finde en vej ud af erhvervet – hellere selv tage beslutningen end at slide sig selv op i en kamp mod økonomien, man er dømt til at tabe.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Palæagtige stuehuse som dette på 400 kvadratmeter er der også penge til i den rige ende af landbruget. “Lille Amalienborg” ved Holsted blev opført af en lokal svinefabrikant i 2004.

Men omvendt er det helt klart nødvendigt at opruste på selvtilliden og fokusere langt mere på den del af erhvervet, der lever videre. Det gode, gamle argument, om at vi bliver nødt til at se sølle ud for at få politisk opbakning, duer ganske enkelt ikke mere. Dels er der lige nu en stor forståelse for, at landbrugets rammevilkår skal forbedres, dels er virkeligheden, at vi i dagens Danmark elsker erhverv med mod og fremdrift – vi gider ikke høre om tabere.
Og der er da også rigtig mange positive signaler at sende. Igen i år fremviste kongressen et imponerende opbud af nye forsøgsresultater og succesrige landmænd, der delte ud af deres erfaringer. Det må ikke overskygges af krisesnakken”.

Ikke overraskende vakte landbrugsdirektørens advarsler ingen genklang hos formanden for Bæredygtigt Landbrug, gårdejer Flemming Fuglede. Med sædvanlig stor selvtillid proklamerede Fuglede få dage efter Herning-kongressen, at “den danske landbrugsproduktion vil være halveret om tre år, hvis ikke der sker politiske ændringer”.

PoulErikJørgensenPoul Erik Jørgensen er en af de helt store økonomiske sværvægtere i dansk landbrug. Siden 2009 har han været bestyrelsesformand for Fødevareøkonomisk Institut (FØI) ved Københavns Universitet, og han er anerkendt som en af landets stærkeste kompetencer inden for jordbrugs- og fødevareøkonomi. Han er uddannet landbrugsøkonom og har gæsteundervist økonomistuderende på Københavns Universitet.

Konkurser2009-2015_alle og Landbrug
Alle konkurser i dansk erhvervsliv 2009-2015 med landbrugskonkurserne særskilt markeret. Som det ses, udgør de en forsvindende andel af den store krise. Diagram: Danmarks Statistik.