Opdateret kl. 17:04 – Læs nederst på siden!

Den store folkelige modstand mod nye havdambrug ved Djursland resulterer nu i en aktion på vandet ud for Rygaard Strand. Inden 3. behandlingen i Folketinget af lovforslag L 111 den 27. april, der åbner for etablering af nye havdambrug, aktionerer organisationen ”Levende Hav” med bl.a. sin kutter ”Anton”.

En indsamling til finansiering af aktionen er i fuld gang. Det vil koste omkring 15.000 kr. at sejle ud med ”Anton” og en følgekutter. Derfor beder ”Levende hav” sympatisører om at indbetale 100 kr. på konto  8401  15 25 718, mærket ”Havbrug”.

Flemming Seiersen vil rapportere senere om turen.

På kutteren ”Anton” vil der mellem masterne være udspændt et stort banner med teksten ”Havbrug er mord på havet”. En to meter høj bronzeskulptur, der forestiller en havfrue med en kniv i hånden, vil trone midt på dækket. Den er skabt af kunstneren Jens Galschiøt. Havfruen får stemme via en højtaler med en yngre og gennemtrængende kvindestemme. Havfruen vil begræde, at regeringen og miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) vil besudle vores hav, og hun vil kritisere folketingsmedlemmernes kyniske ligegyldighed over for havmiljøet.

Et sangkor fra Djursland vil synge gamle, danske sange om vort moderlige hav. Arrangørerne håber også at få borgmestrene fra de to kommuner på Djursland med på vandet. Det oplyser skipperen på kutteren ”Anton”, Knud Andersen fra Hemmet ved Bønnerup. Desuden vil pressen blive inviteret til at overvære hele aktionen fra en følgekutter.

Sidste nyt!

Loven om nye havdambrug er pillet af Folketingets dagsorden!

Anden og tredje behandlingen af lovforslag 111, der åbner for etablering af nye havdambrug, er pludselig blevet pillet af Folketingets dagsorden. Vi har forgæves forsøgt at få en begrundelse i Miljø – og Fødevareministeriet. Vi fortsætter vores jagt onsdag.

Det omstridte lovforslag skulle have været til 2. behandling den 20. april og 3. behandling den 27. april. Begge behandlinger er nu fjernet fra Folketingets mødeliste.

Knud Andersen, skipper på Levende Havs kutter, ”Anton”, har fået den forklaring, at lovforslaget i stedet for behandlingen i Folketinget nu er i noget, man kalder ”betænkning”. Når tænkningen er overstået, vil der blive fastsat nye datoer for 2. og 3. behandling, har han fået at vide. Det betyder, at aktionen med ”Anton” og en følgekutter i forbindelse med den oprindeligt planlagte 3. behandling den 27. april ud for Rygaard Strand på Djursland også er udsat. En ny dato vil blive fastsat, når man ved, hvornår loven så kommer til behandling i Folketinget.

Comments are closed.