Forfatteren Rune Engelbreth Larsen har skrevet denne tankevækkende klumme om det nye natursyn, som kræver både ulv, elg og elefanter i den danske natur. God fornøjelse!

Rune_BirteKreie
Rune Engelbreth Larsen er aktuel med den debatskabende bog “Den danske naturs genkomst”. Foto: Birte Kreie.

Det har været undervejs i en årrække, og det spreder sig – et nyt natursyn, der kan være begyndelsen til et vigtigt retningsskifte. Du har måske ikke hørt om det, men du har muligvis bemærket de første spæde følger af det forskellige steder i landet?

Det er det natursyn, der bl.a. har spillet en rolle i forhold til beslutningen om at udsætte bævere ved Klosterheden i Nordvestjylland i 1999 og i Nordsjælland i 2009, hvor dæmninger og afgnavede træer ikke lader nogen i tvivl om tilstedeværelsen af de arbejdsomme, men sky dyr.

Det er det natursyn, der betyder, at vi siden 2003 har kunnet møde vildheste (Exmoor ponyer) ved Gulstav Mose på sydspidsen af Langeland, ved Skjern Å’s floddelta siden 2010 og i Saksfjed Inddæmning på Sydlolland siden 2013. Og at der på en strandeng mellem Dokkedal og Øster Hurup er blevet udsat en anden slags vildheste (Konik) og en slags urokser (Heckkvæg) i 2005. Samme ‘urokser’ er udsat i Grønnestrand Fredningen ved Jammerbugt i 2012.

Vildsvin
Vildsvinet lever både nord og syd for Danmark, og hvis man undlod at udrydde alle “indvandrere”, ville der også findes en dansk bestand.

Det er det natursyn, der betyder, at der siden 2010 har været europæisk bison (vicent) på Vorup Enge syd for Gudenåen ved Randers og siden 2012 i Almindingen på Bornholm – hvor Naturstyrelsen ganske visionært overvejer at lade dem færdes frit over hele øen. Det er det natursyn, der betyder, at der i 2012 kunne mødes et par vandbøfler ved Furesø, og at man overvejer vandbøfler i Geding-Kasted Mose ved Aarhus.

Det er også det natursyn, der betyder, at der i 2016 udsættes elge i Lille Vildmose, og at Randers Regnskov planlægger at etablere BioPlanet RewildingPark for bl.a. at eksperimentere med endnu flere og større planteæderes potentielle betydning for at løfte naturkvaliteten i Danmark.

Der er i alle tilfældene tale om dyr, som lever året rundt ude i det fri, selv om de fleste er bag hegn. Det er med andre ord en spæd begyndelse på lidt vildere natur i Danmark, men måske en begyndelse med momentum, der kan få stor betydning i de kommende år. Hvis vi tør tænke visionært til gavn for naturen.

Og det bliver ikke mindre spændende af den kendsgerning, at en del andre dyrearter af sig selv er vendt tilbage til Danmark og på forskellig vis har bidraget til den naturgavnlige vildskab de seneste årtier.

Det gælder ulven, der indvandrede fra Tyskland i 2012, og hvor det i dag er DNA-dokumenteret, at der allerede er (eller har været) 17 forskellige individer i Jylland. Det gælder vildsvin, der ligeledes krydser grænsen fra Tyskland i større tal i disse år, og selv om Danmark desværre opretholder en naturfjendtlig politik om at jage dem ihjel, er der alligevel kommet så mange, at de er genetableret som dansk art.

Ulve-rejser
De første genindvandrede ulve i Midtjylland vakte stor opmærksomhed.

Både ulv, vildsvin og bæver er nøglearter, det vil sige, at deres adfærd er særlig gavnlig for mange andre arter og dermed bidrager til at løfte kvaliteten af den trængte danske natur. Gratis.

Bæveren ommøblerer f.eks. terrænet, efterlader afgnavede stammer og skaber nye vådområder, der giver dynamik og afveksling, som bryder dens ensformige natur og udvider grundlaget for artsvariationen. Ulven efterlader ådsler, der har betydning for et større antal arter, og dens tilstedeværelse kan præge hjortenes adfærd, så de græsser anderledes og igen øger naturens dynamik. Vildsvinet roder rundt i skovbunden, spreder frø og skaber spirebed til mange slags planter.

I en tid, hvor naturforarmelsen og artstabet desværre tegner udviklingen (afviklingen), kan genkomsten af disse arter betyde meget. Når vi giver dem plads.

Og selv om der stadig verserer myter, som f.eks. voldsomt overdriver de ekstremt sky ulves farlighed, er der også sket en gradvis mentalitetsændring, der er mere åben for en vildere natur i Danmark, hvor ulven altså nu er en realitet igen efter tæt ved 200 års fravær.

Og så kan vi jo også glæde os over havørnen, der var udryddet som ynglefugl af gift og kugler i 1916-1995, men nu er tilbage og i stærk fremgang med over 60 danske ynglepar. For slet ikke at nævne kongeørn, trane, skestork, glente og vandrefalk, der også har været bortjaget som ynglefugle herhjemme, men ligeledes er kommet tilbage til landet de seneste årtier.

Genkomsten er forårsaget af forskellige faktorer, bl.a. har en ændret jagtpolitik, forbuddet mod insektgifte og en generel mentalitetsændring gavnet rovfuglene, og ulvene har f.eks. kunnet sprede sig som følge af en generel affolkning af landområder i Europa og Østblokkens kollaps. Derved forsvandt jerntæppets fysiske forhindringer mange andre steder end i Berlin, så ikke bare mennesker, men også rovdyr kunne krydse lettere fra Østeuropa til Vesteuropa. Også elgen spreder sig op gennem Tyskland, og hvis udviklingen fortsætter, er det vel ikke umuligt, at vi vil få lossen at se i Danmark i løbet af nogle årtier.

Havørn_unge
De genindvandrede havørne overvåges med videokamera til stor glæde for titusinder af fugleinteresserede. Foto: DOF.

Men en ændring i natursynet er også ved at slå igennem i forhold til den måde, vi aktivt forsøger at løfte naturkvaliteten forskellige steder i landet ved at eksperimentere med mere vildskab – som eksemplificeret indledningsvis.

Flere er nemlig blevet bevidste om naturens behov for den variation, uforudsigelighed og ravage, som f.eks. en bredere vifte af større planteædere skaber, når de på forskellig vis tramper løs, roder rundt i jordbunden, spreder frø, knækker grene og vælter træer. Det bidrager alt sammen til at skabe lysninger og rum til mange andre planter og insekter.

Det handler kort sagt om et natursyn, der sigter på mere naturforvildelse og mindre naturforvaltning. Det indebærer selvfølgelig ikke at afvikle kulturen, genfinde fortidens tabte natur eller fastfryse nutidens natur i en statisk ’tilstand’, som ser idyllisk ud, men om at tilvejebringe nogle udgangsbetingelser for, at naturen i højere grad kan udvikles frit, dynamisk og artsrigt – med så få indgreb fra os som muligt.

Det historiske artstab, vi desværre oplever i dag, skyldes bl.a. naturens fragmentering og manglen på fritlevende større planteædere og rovdyr, der jo historisk har kendetegnet naturens balance. Det kræver som nævnt større dyr og større plads at rode rundt og ‘forstyrre’ naturen på en måde, der genskaber den nødvendige afveksling og mangfoldighed.

Modsætningen hertil er det ‘natursyn’, der kendetegner landbrug og skovbrug, hvor man netop tilstræber at udrydde al forskellighed for at sætte turbo på nogle enkelte og udvalgte arter, der er penge i. Monokultur. Eller antinatur, om man vil, hvor vildskabens ravage, dynamik og mangfoldighed er af det onde – i den fri natur er det af det gode.

I Danmark er der rigeligt plads til begge dele, men desværre begynder vores egentlige naturarealer også at ligne landbruget og skovbruget i den forstand, at de gror til i ensformighed, isoleres og fragmenteres, hvorved art efter art forsvinder.

Vilde Heste 2011_langeland.dk
De vilde heste på Sydlangeland er blevet en kæmpemæssig turistattraktion. Foto: langeland.dk.

Store planteædere, der får lov til at gå frit i naturen året rundt, kan hjælpe med at vende denne udvikling, og større sammenhængende naturarealer kan modvirke naturens fragmentering og dermed forhindre, at flere bestande af vore truede arter bliver for små og isolerede, til at de kan overleve i Danmark.

Dansk natur har simpelthen brug for fritgående bisoner, vildsvin, ‘vild’heste og ‘vild’kvæg, der supplerer hjortenes græsning, så græsningstrykket på vegetationen afveksles, og jordlaget trampes op, og træer og buske molestreres mere. Deres tilstedeværelse og adfærd øger simpelthen livsgrundlaget for endnu flere arter, bl.a. et væld af forskellige blomster og insekter.

Derfor kan vi lære af de mange, men endnu isolerede bestræbelser på at inddrage bl.a. vildheste og bisoner i bestræbelserne på at forbedre naturkvaliteten, så det kan ske i større skala, mange flere steder.

Løser en vild(ere) natur i større områder alle den danske naturs problemer? Nej. Der vil fortsat være brug for forvaltning i form af menneskelige indgreb i de talrige små naturperler, der er truede, fordi vi mennesker fylder meget og derfor ikke kan undgå at fragmentere naturen.

Men vi kan fragmentere den mindre. Trods fordomme om det modsatte, har vi rigeligt pladsen til det i Danmark, og staten kunne passende gå foran på de mange offentlige naturarealer. Mere fri natur i større skala er et væsentligt og værdifuldt bidrag til en natur, der er vild(ere), og som kan klare sig selv i højere grad – og som det i øvrigt også er langt mere spændende at opleve. Artsrigdommen forøger oplevelsesrigdommen.

Få selv en lille forsmag på det. Besøg f.eks. vildhestene ved Skjern Å’s floddelta eller bæverne i Klosterheden. Det er i sådanne enklaver, at fremtidens omkostningseffektive naturforvildelse ligger i svøb. Hvis de grønne organisationer presser på. Hvis pressen beretter om det. Hvis politikerne vågner.

Og hvis du forvilder dig lidt mere ud i det fri og fortæller lidt flere om, hvor godt det kunne blive.

Dette link uddyber og konkretiserer problemstillingen.

Comments are closed.