Når agroproducenter går agurk – har vi set det før i historien?

DetKgl.Bibliotek

Bondetoget mod København i 1935 modsvarer vore dages traktordemonstrationer. Her er et udsnit af de 50.000 deltagere samlet på Amalienborg Slotsplads. Foto: Det Tabte Land 2008.

Flere af de faste gylle.dk-læsere har påpeget, at det ”bondeoprør”, som medierne fortæller om, har sit fortilfælde i 1930’erne, hvor LS – Landbrugernes Sammenslutning – gjorde oprør mod ”systemet” af myndigheder, politikere og traditionelle landbrugstalsmænd. Man havde en forestilling om en sammenspist pamperflok, der melede sin egen kage og red på ryggen af de hårdtprøvede landmænd.

forsideFormålet var det samme dengang som i dag – bedre priser for erhvervets produkter – men forholdene var ganske anderledes. Selvom mange snakker om krisen i dagens landbrug, tåler den overhovedet ikke sammenligning med rammevilkårene dengang. Den politiske situation var også ganske anderledes truende i 1930’erne – især når man ved, hvad den udviklede sig til – men faktisk er der urovækkende tegn på en tilsvarende højredrejning i flere europæiske lande, hvor ikke mindst flygtningeproblematikken udfordrer de demokratiske systemer.

Nedenfor får du mulighed for at læse to kapitler fra bogen ”Det Tabte Land”, som Gads Forlag udgav i 2008. De giver et godt indtryk af ligheder og forskelle mellem uromagerne blandt bønderne dengang og i dag.

God læselyst!

 

Kapitel 16

Ondskabens årti

De brølende 1920’ere sluttede brat den 29. oktober 1929 i New York. På denne ”sorte tirsdag” opstod den økonomiske krise på børsen i Wall Street, der udviklede sig med rivende hast til en verdensomspændende tragedie.

Spekulanter og banker i Wall Street havde skabt et stadig mere risikobetonet hasardspil med aktier, hvis reelle værdier var tvivlsomme, men som udløste store kursgevinster. Da tilliden til dette aktiecirkus pludselig forsvandt, udløstes en række kædereaktioner, der rev alt og alle med sig. På én dag, den 29. oktober, skiftede mere 19 mio. aktier ejere i et panikagtigt forsøg på at redde sig i land.

Men forgæves.

Arbejdsløse_USA

Den verdensomspændende krise begyndte i USA i 1929, hvor millioner blev kastet ud i arbejdsløshed.

Det enorme udbud medførte et gigantisk kurstab, så 50.000 børsspekulanter blev ruineret bare denne ene dag. Kurstabene fortsatte imidlertid, og snart efter fulgte de første fallitter. I deres kølvand fulgte massearbejdsløshed i de amerikanske byer, og snart bredte håbløsheden sig også til folk på landet. En ond spiral var sat i bevægelse.

Børskrakket markerede indgangen til 1930’erne, til angstens og ondskabens årti, der først var helt overstået med Nazitysklands sammenbrud i 1945.

I Europa betragtede man ganske vist krakket som et specielt amerikansk problem, men den analyse holdt kun i nogle måneder. I løbet af 1930 havde børskrisen bredt sig til så godt som alle lande og erhverv; først gik det ud over Tyskland, som i sommeren 1930 bevægede sig ud på fallittens rand. Herfra bredte krisen sig med fallitter og lukning af kendte banker i Wien, Riga og Budapest, og der begyndte at cirkulere rygter om børskrak i Amsterdam. Det påvirkede de engelske firmaer, så den engelske arbejdsløshed bevægede sig opad.

I Danmark havde vi indtil videre tjent på krisen, og 1930 blev et rigtig godt år. De importerede råstoffer faldt stærkere i pris end vore eksportvarer, der var domineret af landbrugsprodukter. Fremgangen fra sidst i 1920’erne fortsatte, som om intet var hændt. Børskrakket i Wall Street betød tilsyneladende ikke noget for de danske landmænd; USA lå jo også langt borte.

Men pludselig var de gode tider forbi. Fra vinteren 1930/31 fik vi alvoren at føle, og intet erhverv gik fri.

Arbejdsløsehed_kurve

Krisen i 1930’erne får vore dages krisesnak til at minde om en skovtur.

Problemerne ramte først landbruget, men derfra bredte krisen sig hurtigt ud i resten af samfundet.

På bare to år faldt priserne på korn til det halve, fordi de amerikanske farmere pumpede millioner af tons billigt korn ud på verdensmarkedet. Dels havde de udvidet produktionen i håbet om at rette deres økonomi op, dels oplevede det meste af verden en kæmpehøst i 1930, og den amerikanske regering turde ikke tvinge en nedskæring af kornarealerne igennem. Danske landmænd reagerede på samme måde, da priserne begyndte at falde, de øgede produktionen af smør og bacon, men det bidrog til, at også disse produkter blev ramt af faldende priser på verdensmarkedet. Hvor et kilogram dansk smør i januar 1929 blev betalt med 321 øre, indbragte det 286 øre i januar 1930, 195 øre i januar 1931, og i januar 1932 var bunden slået helt ud af smørproduktionen med en kilopris på 62 øre.

Værst ramt blev dog svinepriserne. I december 1931 var noteringen for de tre vægtklasser 58, 54 og 50 øre pr. kilo. Det var århundredets laveste pris. Resultatet blev, at man slagtede en mængde søer, også de drægtige. Smågrise slog man simpelthen ihjel og smed på møddingen. Mens folk i byerne kæmpede for at skaffe penge til mad og bolig, havde landbefolkningen helt andre problemer; ude på gårdene svømmede man i madvarer, der ikke kunne sælges. Her drejede de evige spekulationer sig om renter og afdrag til banker og kreditforeninger. Den del af finansverdenens ydelser var ikke ramt af krisen; renter og afdrag var stabile udgifter i en verden, hvor alt andet faldt i pris.

Truslen om tvangsauktion hang over mange gårde og husmandsbrug. Ganske vist var det ikke mange ejendomme, der reelt gik på tvangsauktion (omkring 1 pct. i det værste år, som var 1932), men det store flertal klarede sig kun gennem krisen med nød og næppe og store afsavn. Der måtte spinkes og spares, og ofte var det kun familiens store offervilje, der reddede ejendommen. Tallene for tvangsauktioner var 324 i 1930, 1.214 i 1931, 2.043 i 1932 og 1.332 i 1933.

Den eneste udvej, landbruget kunne se, var en forøgelse af produktionen, men den løsning virkede ikke, snarere tværtimod. De voksende mængder af landbrugsvarer kunne jo ikke afsættes. Alligevel udvidede man hele tiden det dyrkede areal, der toppede i 1938, da 73 procent af landet er inddraget til landbrugsformål. Aldrig nogensinde, før eller senere, har så stort et areal været i omdrift. Samme tendens gjorde sig gældende i de andre lande, som vi konkurrerede med, men intet andet land dyrkede så stor en andel af sit samlede areal som Danmark. Ingen regering turde imidlertid gå imod landbrugets løsningsmodel, ej heller i USA, så afsætningsvanskelighederne trykkede priserne længere og længere mod bunden.

Landbruget marcherer højre om
Ikke bare syd for grænsen skabte krisen grobund for en henrykkelse for den stærke mand. Adskillige danske godsejere fik øjnene op for nazismens danske udgave. Det gjaldt bl.a. greve Tito Wedell, greve F.M. Knuth, greve Axel Juul, baron Rosenørn-Lehn, baron J.O. Raben-Levetzau, greve E.W. Grevenkop-Castenskiold og lensgreve Heinrich Carl von Schimmelmann.

Også den konservative presse, mest tydeligt i Jyllands-Posten og Nationaltidende, sværmede for de hårde meninger. Blut und Boden hed det i Tyskland, hos os blev det til store ord om slægt, instinkt og vilje. Antisemitismen blomstrede, og selv ved de pæne middagsselskaber fortalte man jødehistorier.

Bondetoget_KonservativUngdom

Konservativ Ungdom gik i parade iført skrårem, spidsbukser og blanke støvler i 1934. Med gadekampe bidrog de til den politiske ustabilitet. Foto: Det Tabte Land 2008.

Autoritære tendenser skød op overalt i det danske samfund, som politisk fascisme hos konservative ledere og blandt de unge i Konservativ Ungdom (KU), i Landbrugernes Sammenslutning (LS) og helt rendyrket i DNSAP, Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti. Efter 1932 oplevede Konservativ Ungdom et enormt opsving med over 30.000 medlemmer. I de større byer dannede KU uniformerede korps, med det lidet fornuftige navn Stormtropper, der skulle beskytte KU-arrangementer og angribe møder i andre politiske organisationer.

I den anden ende af det politiske spektrum organiserede kommunisterne (DKP) sig med Sovjetunionen som den store ledestjerne. Partiets ideer om proletariatets diktatur fandt en villig klangbund blandt de mange arbejdsløse, til stigende bekymring for både borgerskab og socialdemokrater. Man frygtede de gudløse kommunister og deres provokerende opfattelse af parolerne om frihed, lighed og broderskab.

I Nakskov kom det til voldelige episoder i 1931, da politiet forbød den nystiftede lokalafdeling af kommunistpartiet at afholde sit 1. maj møde2. Da kommunisterne alligevel trodsede forbudet, trak politibetjentene kniplerne og huggede ind på forsamlingen. Politiets optræden udløste megen harme og kritik fra byens arbejdere, og de samlede sig atter til et offentligt protestmøde den 2. maj i det kommunale Indrefjordsanlæg. Her opstod der igen tumult, da man vedtog at gå i demonstrationstog mod politiet. Da optoget passerede politistationen, kom det til slagsmål med politiet, som nu havde fået ordre på at skyde, hvis nogen forsøgte at trænge ind. De vrede demonstranter smadrede stationens ruder med stenkast, hvorefter politistyrken forskansede sig på stationen.

Den skræmte politimester telefonerede efter forstærkning af politi og militær udefra. Klokken 23 nåede den første politistyrke frem, men også disse betjente måtte søge ly på politistationen. Klokken 01.20 nåede militærstyrkerne endelig frem. Gruppevis og med skudklare geværer samt påsatte bajonetter fik de til opgave at afpatruljere gaderne. På dette tidspunkt var hele byen imidlertid rolig, da alle demonstranter var gået hjem.

Næste dag ankom yderligere 20 betjente, hvorefter politiet begyndte at anholde urostifterne fra en kant af. Der blev uddelt bøder fra 40 til 100 kr. (1.325-3.315 kr.), men dem kunne arbejderne ikke betale. Næsten samtlige bøder blev afsonet med 20 dage på vand og brød. De ni såkaldte hovedmænd fik fra fire måneder til to års fængsel.

Hvor arbejderne i byerne vendte sig til kommunisterne, valgte man på landet at slutte op om det førerskab, der blev tilbudt af Landbrugernes Sammenslutning, LS. Denne bevægelse var oprindeligt en upolitisk, faglig sammenslutning, der skulle skaffe bønderne bedre priser for deres produkter.
Initiativtageren var den stovte gårdejer Knud Bach fra ”Røngegaard” på Randers-egnen. Han havde kaldt til krisemøde den 18. november 1930, hvor den første LS-forening blev dannet med Bach som formand. Det skete to dage efter stiftelsen af DNSAP, det danske nazistparti, som LS snart knyttede bånd til.

LS_mode

LS sværmede for den nordiske mytologi og de gamle guder, så lurblæsere var et fast indslag ved de store bondemøder.

Som en steppebrand spredte bevægelsen sig ud over landet. Knud Bach blev valgt til landsformand, og han rejste land og rige rundt for at tale om den mishandling, landbruget var udsat for fra ”systemets side”. Knud Bach anbefalede, at man skulle tage fagforeningernes metoder i brug. Man skulle vise sammenhold og solidaritet, man skulle aktionere mod ”systemet”, og man skulle bruge strejkevåbnet for at overbevise regeringen og bybefolkningen om, at hjælp til landbruget var en nødvendighed.

Allerede i 1931 kunne LS kalde sig en landsorganisation, og i forhold til DNSAP voksede LS til en anseelig organisation. I første halvdel af 1930’erne opgav man medlemstal på over 100.000. Pålideligheden er stærkt omdiskuteret, men også de mere realistiske tal 30.000-35.000, som LS opgav i slutningen af 1930’erne, var betydelige. Hvis disse medlemstal repræsenterede lige så mange landbrug, var næsten hver sjette landmand organiseret i LS. Til at gennemføre strejker og andre omfattende aktioner var antallet imidlertid ikke tilstrækkeligt; kun én gang lykkedes det at sætte hele landet på den anden ende. Det var i 1935 med bondetoget til København.

Når Knud Bach og LS-folkene til stadighed angreb ”systemet”, var det ikke specielt det parlamentariske system, de tænkte på. ”Systemet” var et af tidens modeskældsord, og det kunne have adskillige betydninger. I LS var det vel i første række rettet mod byerhvervene, dernæst mod de ”gamle” partier og endda ofte tillige mod landbrugets officielle repræsentanter i Landbrugsrådet. Typisk havde man en forestilling om ”systemet” som en sammenspist pamperflok, grænsende til en sammensværgelse, der melede sin egen kage og red på ryggen af de hårdtprøvede landmænd.

Protestbevægelsen var populær, også i andelskredse. Sidst på året 1932 kunne der afholdes et LS-møde i Århus, hvor der deltog repræsentanter for 690 mejerier (ud af landets 1711), for samtlige jyske slagterier og 50 amtsrepræsentanter for LS. Senere afholdtes et tilsvarende møde i København for øerne, og efter de to møder oprettede LS som sin forlængede arm Erhvervsudvalget, der foruden repræsentanter for LS og Danske Landbrugeres Kødforsyning (DLK), der også var oprettet af LS, rummede repræsentanter for flertallet af landets andelsmejerier og -slagterier. Erhvervsudvalgets opgave var at organisere de påtænkte aktioner, men udvalget lagde vægt på at repræsentere en strengt fagligt betonet linie.

Derimod var tanken om at gøre sig politisk gældende mindre fremmed for LS, og chancen kom i 1934, da bevægelsen fik sin politiske pendant. Tre folketingsmænd, der i 1932 var valgt på Venstres liste, men som særlige LS-kandidater, brød med Venstre og dannede deres egen gruppe ”De Uafhængige”. Heraf udsprang ”Det frie Folkeparti” som efter en omdannelse i 1939 antog navnet ”Bondepartiet”. Dets program var så at sige identisk med LS-parolerne; men dets opstilling ved valget i 1935 var en skuffelse. Det blev til fem mandater i folketinget. I 1939 fik det kun fire folketingsmænd og en landstingsmand.

 

Kapitel 21

Bondetoget til København

Det var påstande fra Landbrugernes Sammenslutning om ”stemmekøb, bengnaveri og korruption”, der gav anledning til tre folketingsmænds brud med Venstre og oprettelsen af ”De Uafhængige” i 1932.

På lignende påstande hvilede den resolution, der blev fremsat overfor kong Christian X under den største demonstration, LS iværksatte i sin levetid, bondetoget til Amalienborg i 19351. LS førte an, men reelt var det hofjægermester Jørgen Sehested fra Broholm på Fyn, der var initiativtageren til bondetoget. Som søn af godsejer Knud Sehested, Danmarks første landbrugsminister, og som nevø af konseilpræsident (1900-1901) Hannibal Sehested, stod der en særlig nimbus om hofjægermesteren fra Broholm.

Bondetoget_Talerne

Blandt talerne under bondetoget mod København var fra højre Marcus Knuth fra Knuthenborg, LS-lederen Knud Bach, godsejer Axel Hartel (ved mikrofonen) samt godsejer Thomas Junker (i mørkt tøj). Foto: Det Tabte Land 2008.

Det var samme år en ung skolelærer fra Stevns, Martin A. Hansen, debuterede på Gyldendal med romanen ”Nu opgiver han”. Handlingen udspillede sig mellem bønder i krisens værste år, hvor nogle af bogens personer bukker under for håbløsheden, mens andre bliver desperate og kræver handling. Den unge landmand Jørgen melder sig under fanerne hos LS og holder flammende taler om, at nu må det være slut med blødsødenhed og ævl, med højskole og patriarkalisme. Han agiterede for, at bonden skulle bruge samme midler som arbejderne.

LS valgte dog en anden vej. Man besluttede at gå til kongen for at forelægge ham en redegørelse for landbrugets fortvivlede situation og bede om hjælp til, at den socialdemokratisk ledede regering opfyldte landbrugets retfærdige krav om rentabilitet.

Den dramatiske beslutning blev truffet ”i bevidstheden om, at kun gennem en krænkelse af landets grundlov kan en befolkningsklasse som landbrugerne gennem politisk magt berøves adgang til lige erhvervsvilkaar med hovedparten af den øvrige befolkning”. LS ville genoplive den gamle bondemyte, at kongen i den yderste nød er bondens eneste redningsmand. Kongen sagde ja til at modtage en deputation.

Bondetoget blev Danmarks hidtil største massedemonstration, og ligheden med Mussolinis march til Rom i 1922 og den finske Lappo-bevægelses march til Helsingfors var næppe tilfældig. Ideologisk var LS i familie med både den samtidige Landvolkbewegung i Tyskland og Lappo-rörelsen i Finland.3

På det forberedende møde i Odense formulerede LS landbrugets krav. Skatterne skulle lettes, rentebyrden nedsættes, regeringen garantere bønderne produktionspris for deres varer og sikre erhvervet mod indførsel af korn fra udlandet. Under et vældigt bifald sluttede hovedtaleren godsejer Thomas Junker, Aunsøgård, med denne selvbevidste udtalelse:

”Det samlede landbrugs krav kan ingen regering modsætte sig. Vi har nøglen til spisekammeret og mere end det. Vi har også nøglen til samfundets pengekasse. Vi forlanger, at landbruget skal bruge sin magt.”

Mandag den 29. juli 1935 skulle kravene overrækkes til kongen. I dagene før rejste de første LS-folk til hovedstaden. Nogle kom på cykel, de havde ikke råd til billetten. Søndag aften ankom fire ekstratog med jyske bønder, og natten igennem rullede nye ekstratog ind. Fyens Tidende kunne meddele, at aldrig før havde man set så mange biler ved Storebælt. Færgerne ”Hejmdal” og ” Storebælt” sejlede 600 biler over, mellem kl. 0400 morgen og 2300 aften. Det var rekord.

Fra tidligt mandag morgen strømmede deltagerne ind på Amalienborg Slotsplads. Over 40.000 bønder stod snart opmarcheret, mens et stort orkester spillede, og man sang den ene fædrelandssang efter den anden med en operasanger som korleder.

kongchr.xtilhest-1.preview

Bondetogets krav til Kong Chr. X var højere flæskepriser.

Klokken 10 trådte kong Christian X ud på balkonen og meddelte, at han ville modtage deputationen. Den bestod af Knud Bach, hofjægermester Jørgen Sehested fra Broholm, grev Marcus Knuth fra Knuthenborg, godsejer Thomas Junker fra Aunsøgård, gårdejer Peter Nielsen samt nogle husmænd. LS-ledelsen lagde vægt på at vise, at man favnede både de store og små landbrug.

Efter et kvarters tid vendte deputationen tilbage fra slottet. Kongen havde modtaget den lange resolution fra Odense-mødet, men havde sagt, at han ikke kunne udtrykke nogen mening om de fremførte krav. Som konstitutionel konge måtte han stå neutralt.

Strategien var slået fejl. Kongen så sig ikke i stand til at optræde som bøndernes redningsmand. Han henviste til den folkevalgte regering. Det svar må have været en stor skuffelse, men deputationen bed den i sig. Tilbage på slotspladsen gik godsejer Thomas Junker til mikrofonen og sagde:

”Vi bebrejder ikke Hans Majestæt det svar, vi fik. Men de tager fejl, der tror, at 50.000 danske bønder forlader høstarbejdet for at komme ind og få et intetsigende svar. Vi kræver tilsagn om forhandling om de krav, hvorom det danske landbrug er enigt.”

Heller ikke lensgreve Marcus Knuth kunne skjule sin skuffelse over kongens manglende stillingtagen. Han sagde:

”Vi hilste vor konge med ærbødighed. Det vil vi fortsætte med. Men for Stauning nærer vi hverken ærbødighed eller respekt og får forhandlingerne ikke et tilfredsstillende resultat, går vi over til handling. Vort møde her i dag er ingen familieskovtur. Det er et venskabeligt besøg hos hovedstaden, men et alvorligt varsko til regeringen. Vi undsiger dem, der har bragt os ud i disse forhold.”

Stauning

DFen socialdemokratiske statsminister Th. Stauning modstod også – lige som kongen – LS-ledernes åbenlyse forsøg på afpresning.

LS-formanden Knud Bach havde meddelt forsamlingen, at statsminister Th. Stauning var kommet tilstede (ad en diskret sidedør ind på slottet), og Bach opfordrede alle fremmødte til at blive på slotspladsen, mens deputationen fik en samtale med statsministeren. Heller ikke den kom der meget ud af; Stauning afviste at tage stilling til kravet om en garanteret produktionspris med henvisning til sin manglende personlige indsigt i landbrug. Han lovede dog at forelægge problemerne på et ministermøde samme dag.

Det var alt. Mødet var slut.

Om eftermiddagen afholdt bondetogtets arrangører et storstilet folkemøde på Københavns Stadion. Talerne var omtrent de samme som på Amalienborg Slotsplads, men tonen var blevet både skinger og hadsk. Skældsordene haglede ned over regeringen, og der blev luftet antisemitiske synspunkter. I det kommunistiske partis avis, Arbejderbladet, hed der i referatet fra denne del af festen: ”Der var ikke så få både ældre og unge, som ustandselig demonstrerede deres nazitendenser ved at bruge den oprakte højre arm til hilsen.”

LS mister sin betydning
Bondetoget den 29. juli 1935 blev måske nok en historisk dag for dele af dansk landbrug, men meget kom der ikke ud af de hårde ord og ubøjelige krav. Det tydelige islæt af nazister, både i deputationen og blandt deltagerne, har formentlig forskrækket mange af bønderne. De så ikke sig selv som brunskjortede revolutionære. Både hofjægermester Jørgen Sehested og grev Marcus Knuth var erklærede nazisympatisører; det blev der aldrig lagt skjul på. Knuth havde meldt sig ind i DNSAP allerede i 1934, og Sehested fulgte trop i juni 1940.

Bondepartiet

“Blut und Boden”-retorikken blimstrede også i Danmark i 1930’erne.

LS og DNSAP havde det til fælles, at begge organisationer var stærkt optaget af, hvad der foregik i det nazistiske Tyskland. Der var dog den forskel, at hvor DNSAP især følte sig tiltrukket af nazismen, interesserede LS sig primært for Tyskland. Begreberne var bare ikke lette at skille ad. Heller ikke for Landbrugsrådet.

Da planlægningen gik i gang i 1936 af den store landbrugsudstilling på Bellahøj, hvor dansk landbrug to år senere skulle festligholde 150 årsdagen for stavnsbåndets ophævelse, sendte Landbrugsrådet en officiel delegation til Nazityskland for at hente inspiration på den 3. Reichsnährstand-udstilling i Frankfurt a.M. Blandt deltagerne var cand. agro. Kristen Skovgaard, der fra 1942 blev professor i landbrugsøkonomi ved Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole. Skovgaard rapporterede beundrende om den disciplin og orden, der herskede på det tyske dyrskue. Efter studieturen mente han ikke, at Bellahøjskuet alene burde anlægges ud fra den historiske vinkel, men også med et agitatorisk mål ”visende hvad den danske bonde bærer paa sin ryg af den danske folkehusholdning, hans betydning som folkets ‘ernærer- og blodfornyer’ for at anvende den tyske udtryksform…”

LS følte sig især tiltrukket af det tyske marked, fordi priserne for landbrugsvarer var adskilligt højere end på det engelske. Man var forbitrede over, at England favoriserede leverandører fra det britiske imperium og trykkede priserne på danske varer, hvorimod man nærede en stigende beundring for landbrugspolitikken i Tyskland. Nazisterne betalte ganske vist ikke mere end verdensmarkedsprisen for de danske varer, men tyskerne forstod at tilgodese deres egne landmænd. En effektiv toldbeskyttelse og især statens understøttelse gav tyske landmænd høje afregningspriser. De gode tider under nazisternes førerskab stod for LS som et eksempel til efterfølgelse i Danmark.

Knud

Gårdejer Knud Bach (1871-1948) fra Randers var den højtråbende leder af LS-bevægelsen, men hans sympatier for nazisterne kostede ham tre års fængsel efter besættelsen.

Det kunne ikke undgås, at der også fulgte andet med. I 1934 udpegede Knud Bach som en sidste redning for landbruget ”nationalsocialismen, med et ordentligt program”. Knud Bachs position i LS var også usædvanlig; skønt LS ikke var organiseret efter førerprincippet, gav tilhængerne ham en status, som DNSAP-føreren Frits Clausen måtte misunde. Bachs markante Hindenburgskikkelse var bevægelsens vartegn. Når han trådte op på talerstolen ved de store LS-bondestævner i slutningen af trediverne, udløstes der en spontan begejstring. Et citat fra resolutionen fra det sidste bondestævne, i sommeren 1939, giver et indtryk af denne førerdyrkelse:

”Med beundring og taknemmelighed modtager vi det af Knud Bach i dag givne tilsagn om en for alle at ville tage kampen op mod det system, der har bragt titusinder af danske bønder til tiggerstaven og truer vort erhverv med undergang. – I hvad der sker, står vi samlet bag vor fører.”

Bachs løfte indskrænkede sig dog til, at han personligt ville nægte at betale skat. Resolutionen fik dermed et skær af noget ufrivilligt komisk. Den kom til at understrege, at de store ord fra LS aldrig førte til noget.
Knud Bach var krumtappen i LS, men bag det imposante ydre skjulte der sig en både naiv og rådvild mand, som det meget vel kunne lykkes beslutsomme rådgivere at lede bort fra sin erklærede midterposition.

Før besættelsen havde Bach kunne holde nazisterne på afstand; der var kun tale om et tåleligt forhold mellem LS og DNSAP. Ganske vist regnede de ikke hinanden som hørende med til ”systemet«, men de gjorde heller ikke forberedelser til at forene kræfterne i kampen mod det. Der var optræk til en enhedsfront en kort periode i 1934, da nazister, LS-folk og i øvrigt også de såkaldte JAK-folk holdt nogle fælles møder, og ved bondestævnerne var der ofte nazistiske LS-folk blandt talerne, men man kunne ikke enes.

Knud Bach var udset til at lede det upolitiske erhvervsministerium, som LS krævede i maj 1940, og som DNSAP støttede, men ingen tog kravene alvorligt. Heller ikke den tyske besættelsesmagt. I takt med LS-bevægelsens tilbagegang efter besættelsens første år forsvandt Bach fra offentligheden, men under retsopgøret blev den stoute gårdejer idømt tre års fængsel for at have billiget planerne om sin egen udpegning til regeringsmedlem.

Målt med nutidens alen var de aktioner, LS iværksatte, beskedne, bortset fra bondetoget til København. Én dags mælkestrejke i Sønderjylland i 1933, et mislykket forsøg på at tilbageholde den indtjente valuta hos mejerier og slagterier i 1935 og en uges standsning af svineleverancerne til slagterierne i 1936, det var stort set alt, hvad man fik gennemført af aktioner. Problemet var, at trods udbredt sympati opnåede LS aldrig så stor aktiv tilslutning blandt landmændene, at der kunne gennemføres et blot nogenlunde effektivt produktionsstop.

Knap 30 år senere skulle Landbrugsrådet og den etablerede landbrugsbevægelse opnå helt anderledes kontante resultater – med den samme aktionsstrategi som LS.

Andre populære indlæg:

Comments

comments

En kommentar til Når agroproducenter går agurk – har vi set det før i historien?

Kjeld Hansen, forfatter, journalist, foredragsholder, debattør, landmand

Kjeld Hansen

Debattør, foredragsholder
Forfatter, journalist
Mail til Kjeld Hansen

fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.