“Taber”-træer i Gribskov

“Taber”-bøgen.

Biolog Søren Wium-Andersen, Hillerød, skriver 3. februar 2017 i Frederiksborg Amts Avis:

Bøgetræet på billedet til venstre viser et typisk tabertræ i den kommende Nordsjællandske nationalpark. Træet har en sidegren. Derfor er det mærket med skrå streger. Om få dage er det væk. Fældet ved roden. For Naturstyrelsen har skønnet, at om mange år vil sidegrenen måske brække af og efterlade et hul i stammen. Det er ikke ønskeligt, for hullet kan ad åre udvikle sig til et potentielt redested for en ugle, en stor skallesluger eller måske en tårnfalk.

Ministeren udpegede kort før jul en arbejdsgruppe, der inden udgangen af 2017 skal tage stilling til hvilke dele af den kommende nationalpark i Nordsjælland, der skal udlægges til urørt skov. Men hvorfor skal træet så væltes nu, inden planlægningen er tilendebragt? Det kunne jo være, at træet stod et sted, der bliver udlagt til urørt skov!

Alene i Nordsjælland skal der skoves 33.000 rummeter store gamle løvtræer i år. Herudover gammel nåleskov samt omfattende maskinskovninger i de yngre nåle- og løvtræsplantager.

Har ”Naturstyrelsen” en forståelse for ”natur”?

Naturstyrelsens hast med her i Nordsjælland at fælde gamle løvtræer strider mod det erklærede mål for den danske regering om at forøge biodiversiteten. Det glemmes i den løbende debat.

Søren Wium-Andersen.

Naturstyrelsen har tilsyneladende glemt, hvad begrebet ”natur” betyder. Det har intet med natur eller naturbevarelse at gøre totalt at fjerne 33.000 rummeter gammelt løvtræ. Det er ren skovdrift, begrundet af økonomien. Det er for mig uforståeligt, at Naturstyrelsen fjerner den ældste og mest interessante del af biomassen fra skovene, mens der foregår forhandlinger om, hvilke dele af skoven, der skal udlægges som urørt skov.

Jeg vil håbe på, at ministeren får stoppet hugsten af gamle løvtræer indtil resultaterne fra den arbejdsgruppe, som ministeren selv har udpeget, foreligger. For det vil være ærgerligt, om der fældes i de afdelinger af skoven, der måske skal udlægges som urørt skov om få måneder.

Andre populære indlæg:

Comments

comments

Kjeld Hansen, forfatter, journalist, foredragsholder, debattør, landmand

Kjeld Hansen

Debattør, foredragsholder
Forfatter, journalist
Mail til Kjeld Hansen

fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.