Troværdighed

Fabrikslandbrug beordres til at offentliggøre giftige udslip i USA

En dommer har beordret USA’s miljøstyrelse (EPA) til at lukke et smuthul i lovgivningen, der hidtil har gjort det muligt at undlade at rapportere om farlige stoffer, der frigives til miljøet fra store fabriksanlæg med opdræt af husdyr, de såkaldte CAFO’er (concentrated animal feeding operations). Det skriver EcoWatch, 11. april 2017.

Advokat Jonathan Smith, Earthjustice.

“Vi bifalder rettens klare beslutning om at håndhæve denne afgørende miljømæssige sikkerhedsforanstaltning for at beskytte den offentlige sikkerhed,” sagde Earthjustice-advokaten Jonathan Smith, der havde argumenteret for afgørelsen i for retten i begyndelsen af april 2017.

Læs resten

FN-eksperter fordømmer ‘myten’ om pesticider som nødvendige for at brødføde verden

Rapport fra FN advarer om katastrofale konsekvenser og bebrejder producenterne for ’systematisk benægtelse af skader’ og ’uetisk markedsføringstaktik’.

Det globale pesticidmarked er $ 50 mia. værd og producenter driver aggressiv lobbyvirksomhed for at imødegå reformer og kontrolregler.

Tanken om, at pesticider er afgørende for at fodre en hurtigt voksende globale befolkning er en myte, ifølge FN mad og forurening eksperter. Det skriver den ansete britiske avis The Guardian, 7. marts 2017.

Ifølge FN-rapporten dør der 200.000 mennesker om året af akutte sprøjteskader.

En ny rapport, der er præsenteret for FN’s menneskerettighedsråd, er alvorligt kritisk over for de globale selskaber, der fremstiller pesticider. I rapporten beskyldes de for ”systematiske benægtelser af skader”, ”aggressiv, uetisk markedsføringstaktik” og ”vedholdende lobbyvirksomhed overfor regeringer”, hvilket har resulteret i, at der er ”blokeret reformer og lammet restriktioner overfor globale pesticider”.

Læs resten

Fuglevenner hjælper Vadehavets terner i akut bolignød

Ternernes nye hjem på Esbjerg Havn med Vestkraft i baggrunden.

Med “OPERATION TERNEFLYTNING” har en håndfuld fuglevenner i og omkring Esbjerg gjort en forbilledlig indsats for at løse et akut boligproblem for omkring halvdelen af den samlede bestand af havterner i Nationalpark Vadehavet.

Læs resten

Seneste nyt om havdambrug: Eksperter skal høres!

Maria Reumert Gjerding er Enhedslistens miljøordfører. Hun har æren for, at eksperter nu skal høres om øget forurening af Kattegat.

Et flertal i Folketinget har besluttet, at der skal gennemføres en ekspert-høring, inden lovforslag nr. 111 om tilladelse til flere havdambrug kan behandles. Det var ellers planlagt, at loven skulle 2. og 3. behandles henholdsvis den 20. og den 27. april. Det er nu udsat på ubestemt tid.

Det er Maria Reumert Gjerding fra Enhedslisten, der har fået presset igennem, at der skal gennemføres en ekspert-høring:

-Vi vil høre, hvad eksperterne siger til de kompenserende virkemidler. Altså, at f.eks. muslingeopdræt kan kompensere for den forurening, som havdambrug vil medføre, siger Maria Reumert Gjerding. – Miljø- og fødevareminister Esben Lunde-Larsen mener, at der er et miljømæssigt råderum i f.eks. Kattegat til de forurenede udledninger fra havdambrug. Det mener vi ikke.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) vil fylde det “miljømæssige råderum” i Kattegat med forurening fra en stribe nye havdambrug.

Hvis de havdambrug ved Djursland, som der søges om tilladelse til, bliver anlagt, vil det svare til en forurening fra udledning af urenset spildevand fra samtlige indbyggere på hele Djursland. Dermed vil de milliarder, der er investeret i rensning af spildevand fra Djursland være total spildt. Det siger modstanderne af de eventuelt nye havdambrug.

Desuden anvender havdambrugene næsten dobbelt så meget antibiotika pr. kg. fisk som svineproducenterne. En undersøgelse, som lektor Bent Halling Sørensen lavede allerede i 2003, viser, at der bruges 79 mg pr. kg produceret fisk i havdambrugene, mens svineproducenerne bruger 41 mg pr. kg produceret slagtesvin.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Miljø- og Fødevareministeriet på grund af påskeferien.

Biogas på Samsø er en fuser

De tager også gas på Samsø-færgen. Foto: HØM.

I et åbent brev til borgmester Marcel Meijer i Samsø kommune skriver Holger Øster Mortensen, Odder, 11. april 2017:

Der har i flere år været planer om at skabe et biogasanlæg på Samsø for at mindske brugen af fossilt brændstof til transport – og ikke mindst færgedrift. Således har der længe været et hedt ønske om, at Samsø Kommunes eget rederi kunne bruge fordråbet biogas (LNG) til driften af færgen mellem Samsø og Jylland.

Borgmester Marcel Meijer (S) er hollænder, men søger nu om dansk statsborgerskab.

Tilhængerne af dette vidtløftige projekt vil samtidig yde en hjælpende hånd til et kuldsejlet landbrug på øen.

Samsø har cirka 25 aktive bønder – heraf kun ganske få med husdyrbedrifter. Planen er således at bruge husdyrgødning (gylle og dybstrøelse) og overskydende planterester fra en ganske betydelig grøntsagsproduktion på øen i et eventuelt kommende biogasværk. For at kunne bruge denne biogas til motorer – herunder skibsmotorer – skal biogassen fordråbes og nedkøles (160 gr.) til flydende gas (LNG). Et sådant anlæg til fordråbning er meget dyrt at etablere og kostbart at drive, og denne del af projektet på Samsø ser da også ud til at være opgivet. Og dermed falder bunden ud af hele biogasprojektet. Hvis ikke færgen Sælvig – Hov kan aftage gassen fra et samsk biogasværk, bliver økonomien i den vidtløftige plan helt håbløs dårlig.

Læs resten

Levende Hav bag aktion: ”Havbrug er mord på havet”

Opdateret kl. 17:04 – Læs nederst på siden!

Den store folkelige modstand mod nye havdambrug ved Djursland resulterer nu i en aktion på vandet ud for Rygaard Strand. Inden 3. behandlingen i Folketinget af lovforslag L 111 den 27. april, der åbner for etablering af nye havdambrug, aktionerer organisationen ”Levende Hav” med bl.a. sin kutter ”Anton”.

En indsamling til finansiering af aktionen er i fuld gang. Det vil koste omkring 15.000 kr. at sejle ud med ”Anton” og en følgekutter. Derfor beder ”Levende hav” sympatisører om at indbetale 100 kr. på konto  8401  15 25 718, mærket ”Havbrug”.

Flemming Seiersen vil rapportere senere om turen.

På kutteren ”Anton” vil der mellem masterne være udspændt et stort banner med teksten ”Havbrug er mord på havet”. En to meter høj bronzeskulptur, der forestiller en havfrue med en kniv i hånden, vil trone midt på dækket. Den er skabt af kunstneren Jens Galschiøt. Havfruen får stemme via en højtaler med en yngre og gennemtrængende kvindestemme. Havfruen vil begræde, at regeringen og miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) vil besudle vores hav, og hun vil kritisere folketingsmedlemmernes kyniske ligegyldighed over for havmiljøet.

Et sangkor fra Djursland vil synge gamle, danske sange om vort moderlige hav. Arrangørerne håber også at få borgmestrene fra de to kommuner på Djursland med på vandet. Det oplyser skipperen på kutteren ”Anton”, Knud Andersen fra Hemmet ved Bønnerup. Desuden vil pressen blive inviteret til at overvære hele aktionen fra en følgekutter.

Sidste nyt!

Loven om nye havdambrug er pillet af Folketingets dagsorden!

Anden og tredje behandlingen af lovforslag 111, der åbner for etablering af nye havdambrug, er pludselig blevet pillet af Folketingets dagsorden. Vi har forgæves forsøgt at få en begrundelse i Miljø – og Fødevareministeriet. Vi fortsætter vores jagt onsdag.

Det omstridte lovforslag skulle have været til 2. behandling den 20. april og 3. behandling den 27. april. Begge behandlinger er nu fjernet fra Folketingets mødeliste.

Knud Andersen, skipper på Levende Havs kutter, ”Anton”, har fået den forklaring, at lovforslaget i stedet for behandlingen i Folketinget nu er i noget, man kalder ”betænkning”. Når tænkningen er overstået, vil der blive fastsat nye datoer for 2. og 3. behandling, har han fået at vide. Det betyder, at aktionen med ”Anton” og en følgekutter i forbindelse med den oprindeligt planlagte 3. behandling den 27. april ud for Rygaard Strand på Djursland også er udsat. En ny dato vil blive fastsat, når man ved, hvornår loven så kommer til behandling i Folketinget.

Økologer kræver erstatning for sprøjteskader på deres høst

Er det rimeligt at kemilandbruget kan ødelægge naboens æblehøst uden at skulle bøde for det? Økologisk Landsforening mener nej.

Økologisk Landsforening vil bl.a. have indført en erstatningsordning til frugtavlere, der får ødelagt deres afgrøder af sprøjtegifte fra konventionelle marker. Det er et af hovedkravene til det kommende pesticidforlig i Folketingen skriver Henrik Hindby Koszyczarek for Økologisk Landsforening i en pressemeddelelse 7. april 2017.

En udvidelse af de økologiske arealer for at beskytte grundvandet og erstatning til økologer, der får forurenet deres afgrøder med prosulfocarb. Disse tiltag står højt på ønskelisten hos Økologisk Landsforening i forbindelse med det nye pesticidforlig, som Folketinget lige nu forhandler om.

Læs resten

Miljøministerens argumenter for flis til den grønne omstilling holder ikke

Kæmpestak af træer, der venter på flisning i Gribskov. Umiddelbart kan det ses, at det ikke drejer sig om “..en efterladt trætop” men om store træer, som efterladt i skoven ville gavne biodiversiteten.

Biolog Søren Wium-Andersen skriver 4. april 2017:

I statens skove ligger der mange meter høje bunker af træer, som i de kommende måneder skal flises, inden de køres ind på biomasseværkerne og omdannes til fjernvarme. Fint for miljøet hører jeg ofte. Men den påstand er ikke rigtig.

Flis øger den danske CO2 udledning. ”Afbrændingen af biomasse fra træer frigiver i de fleste tilfælde mere CO2 til atmosfæren, per energienhed, end det fossile brændsel, som biomassen erstatter”, er budskabet i en rapport fra EU-Kommissionen. Men den kendsgerning forholder miljøministeren sig ikke til i et svar på spørgsmål 524 til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg. I svaret om bæredygtigheden i at afbrænde flis fra statens skove, meddeler ministeren, at regeringen vil have tid til at analysere EU-Kommissionens allerede nu fire måneder gamle rapport før ”der kan fastlægges en konkret holdning her­til”! Læs resten

Miljøforskere skal steges i Folketinget

Lunde Larsen (V) opfører sig som landbrugs-erhvervsminister, skiftevis arrogant, giftigt eller pedantisk – vel vidende at det er lige meget, hvad han siger, for han er beskyttet af Folketingets flertal.

”Forskerne siger…”. Mindst ti gange dækkede miljøminister Esben Lunde Larsen sig ind under, hvad AUs vandmiljøforskere har skrevet i NOVANA-rapporten, og hvad chefkonsulent Poul Nordemann har sagt til ALTINGET: Der har ikke vist sig en signifikant stigning i kvælstofudledningen i de senere år, og der er intet som peger på at merudledning skyldes landbruget. Og så tilføjede ministeren, for at afværge oppositionens gentagne spørgsmål, at miljøordførerne jo selv kan spørge forskerne. Det skriver forskerforum.dk, 6. april 2017.

Alternativets ordfører Christian Poll takkede ja, hvis ministerens opfordring er en indbydelse til NOVANAs forskere og andre vandforskere til at deltage i en høring i Miljøudvalget. Så nu kan AUs NOVANA-forskere se frem til en stegning i Folketinget. Det er i hvert fald, hvad oppositionen – med Simon Kollerup (S), Maria Gerding (EL) og Christian Poll (Alt.) i spidsen – vil anmode om. De ønsker et åbent samråd, så offentligheden kan være med. Men måske ønsker minister Lunde Larsen lukkede døre. Sidste gang forskere var indkaldt som fakta-vidner kostede det som bekendt minister Eva Kjer Hansen ministertaburetten.

Læs resten

Dansk Botanikpris uddelt for første gang

Modtageren af Botanikprisen Jens Chr. Schou er uden sammenligning den mest kyndige nulevende botaniker. Altid på vej ud i felten og altid parat til at yde en hjælpende hånd til søgende sjæle. Vi siger også tillykke herfra!

For en fremragende indsats for bevarelse af den danske flora uddeles Botanikprisen i sit første år til forfatter og tegner Jens Chr. Schou og til plejegruppen i Allindelille Fredskov. Den nystiftede pris på 2 x 10.000 kroner blev overrakt ved  Dansk Botanisk Forenings årsmøde 31. marts.

Læs resten

fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.