Den slags veterantræer har vi ikke mange af mere. Så lad dem stå!

Seks ud af ti danskere vil lade døde træer ligge i haven og nærmeste nabolag. Det viser en ny Gallup, skriver Sanne Lembrecht Buggeskov, 2. maj 2017 for Danmarks Naturfredningsforening.

Det er en god nyhed for den lokale biodiversitet, at flertallet af danskerne er villige til at lade døde træer ligge.

En Gallup-undersøgelse foretaget i forbindelse med Danmarks Naturfredningsforenings kampagne ‘Plads til det vilde’, viser, at seks ud af ti er enige eller overvejende enige i, at døde træer skal have lov at blive i naturen.

Nora Skjernaa Hansen.

– Døde træer er ideelle levesteder for mange dyr, planter og svampe, så hver gang, vi fælder et træ i haven eller i den lokale park, så er det bedst for naturen at give træet en ny plads i systemet, og det gør vi bedst ved at lade det ligge, siger Nora Skjernaa Hansen, skovpolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.

Gamle træer giver liv
I dag ser foreningen desværre en tendens til, at der ryddes lige lovligt meget op.

– Mange gamle træer fjernes helt, hvis de vurderes at udgøre en risiko for forbipasserende eller, hvis de ikke æstetisk set passer ind. I stedet for at transportere dem væk, bør vi blive bedre til at skabe plads til dem, så de kan fortsætte med at give liv, siger Nora Skjernaa Hansen.

– Gamle træer har også en stor naturværdi, og derfor kan det som oftest bedre betale sig for naturen, at vi beskærer dem frem for at fælde dem helt.

Start i din have
Har du et gammelt eller dødt træ i haven, haveforeningen eller andelsforeningen, så har du altså også et guldæg for naturen.

pladstildetvilde.dk kan du teste, hvor vild din have egentlig er.

Dødt ved er guld værd for livet i skove og haver, så lad de gamle træer ligge. Billedet er fra Suserup Skov.

Comments are closed.