Hans Jørn Kolmos er selv dedikeret biavler.

Professor Hans Jørn Kolmos, Syddansk Universitet, Odense, har skrevet denne kommentar til debatten om honningbier og vilde bier.

Der kører en sær diskussion mellem miljøfolk og biavlere lige nu. Den handler om, hvorvidt honningbier er årsag til tilbagegangen i bestanden af vilde bier, fordi de stjæler fødegrundlaget fra dem. Derfor skal honningbier formenes adgang til naturområder, f.eks. Nationalpark Thy, for at give de vilde bier nogle hårdt tiltrængte fristeder. Naturligvis kan honningbier og vilde bier konkurrere om fælles nektarkilder i områder, hvor der er få blomster, og artsrigdommen er lav. Men det er forkert at beskylde honningbier for at være årsag til de seneste års massive tilbagegang for de vilde bier. I mellemkrigsårene var der flere honningbier end nu, og dengang var der stadig masser af vilde bier.

Industrilandbrugets dyrkningsmetoder er en meget mere nærliggende forklaring.

En mark med honningurt er mad for både honningbier og vilde bier. Foto: Hans Jørn Kolmos.

De industrielle dyrkningsmetoder ødelægger eksistensgrundlaget ikke bare for insekter, men også for fugle og krybdyr. I effektivitetens navn har man fjernet stendiger og levende hegn, som var bosteder for bl.a. vilde bier, og det dyrkede land sprøjtes stadig mere intensivt med ukrudts- og insektgifte, som ikke bare fjerner fødegrundlaget for bier og andre insekter, men som også slår mange af dem ihjel.

Resultatet er, at de fleste landbrugsarealer i dag fremstår som store grønne ørkener uden en blomst til bierne. Rapsmarkerne er en undtagelse, men her bruger man til gengæld insektgifte, som ikke bare dræber skadedyrene, men også skader de bier, som besøger blomsterne.

Industrilandskabets kemisk rensede marker byder ikke på levemuligheder, hverken for honningbier eller vilde bier.

Det er paradoksalt, at biavlere og miljøforkæmpere skal hidses op mod hinanden, fordi honningbier og vilde bier presses til at konkurrere om de få tilbageværende arealer med vilde blomster. I landbrugets interesseorganisationer vil mange gnide sig i hænderne, fordi det for en stund afleder opmærksomheden fra industrilandbrugets rolle i sagen. Ikke desto mindre er det her man skal fokusere, hvis man vil vende udviklingen.

Det er på tide, at industrilandbruget begynder at betale af på den enorme miljøgæld, som man har oparbejdet med de stadigt mere intensive dyrkningsmetoder. Det kunne til en start være et krav om, at landmænd, som fortsat vil anvende plante- og insektgifte i deres drift, skal udlægge en vis procentdel af deres areal til naturgenopretning i form af stendiger, levende hegn, blomsterstriber, og arealer som afgræsses og skaber plads til vilde blomster. Det vil være en passende modydelse for den milliardstore støtte, som landbruget hvert år modtager fra resten af samfundet.

Kommentarer

  1. Anton Bentzen

    Underlig kommentar. Kolmos kloger sig ikke fagligt på biodiversitets området. Hvilket ikke er noget videre komplekst område, hvorfor han sikkert sagtens kunne, uden at fremstå som ‘amatør’, med hans baggrund.

    Han skriver om, at såfremt landbruget ønsker fortsat statsstøtte, kunne de passende kvittere med at udlægge arealer til diversitet et al.. Du understøtter netop hans pointe ved at harcelere imod biavlere, fremfor at fokusere på det konventionelle landbrugs monokulturdrift med gift.

  2. Hans Jørn Kolmos

    Lektor Hans Henrik Bruun strør om sig med skældsord og beskyldninger, men forholder sig ikke til min hovedpointe, at det er industrilandbrugets dyrkningsmetoder, som er hovedårsagen til tilbagegangen for de vilde bier.
    Jeg vil ikke afvise, at der i visse situationer kan være et konkurrenceforhold mellem vilde bier og honningbier, hvis floraen er sparsom og artsrigdommen lav. Den problemstilling blev udmærket beskrevet af Dupont og medarbejdere i en oversigtsartikel i Tidsskrift for Biavl 1/2015 (https://socialevolution.ku.dk/papers/Dupont_et_al__2015_-_Konkurrence_mellem_vilde_.pdf). Det fremgik dog også klart, at evidensgrundlaget er sparsomt.
    Jeg vil heller ikke afvise, at der kan være en pointe i at holde igen med honningbier i visse naturområder og lade tvivlen komme de vilde bier til gode, indtil vi ved noget mere. Men det er at stikke politikere og andre beslutningstagere blår i øjnene, hvis man tror, at man dermed har løst problemerne. Det er og bliver en lappeløsning på det egentlige problem: at det er industrilandbrugets dyrkningsmetoder, som har forarmet det åbne land, så der ikke længere er eksistensgrundlag for vilde bier. Det er her man skal sætte ind med massiv naturgenopretning, hvis man vil løse problemerne med faldende biodiversitet.
    Jeg er ligesom de fleste andre biavlere dybt engageret i miljøspørgsmål og føler et klart medansvar for at sikre biodiversiteten. Jeg respekterer Hans Henrik Bruun for hans engagement, men savner at han skaber proportion i tingene og fører en lige så energisk kampagne mod industrilandbrugets dyrkningsmetoder, som han hidtil har ført mod honningbier og biavlere. Tør man det på Københavns Universitet?

  3. lars falk petersen

    Kampagnen mod biavlere og honningbier , for en stor del, ført af Plan-bi , der er meget professionelt ledet af journalist Nina Launbøl.
    Plan Bi har mange aktiviter, blandt andet tager de rundt på landets skoler og deler bihoteller ud, betalt af ”Dansk Planteværn,” der producerer plantegifte.
    Jeg ser dette lobbyarbejde for genialt.
    Man ønsker opmærksomheden drejet væk fra plantegiftenes virkning på insektlivet med den meget forsimplede påstand, ”honningbierne spiser de vilde biers mad, samtidigt forsøger man at isolerer biavlerne fra debatten, for vi kan levere de beviser, de ikke vil se.
    Vi kan vise de store områder på landet hvor biavl er gjort umuligt på grund af de gennemsprøjtede monokulturer og vi kan vise vores tomme bistader frem, når bierne har mistet deres orienteringsevne. Vi kan også, ved at veje vores bier, vise at bistriber og lignende ikke virker, at der skal en total omlægning af landbrugsproduktionen til, for at naturen kan overleve.
    Del og hersk, har altid været en god strategi.

    • Lars Falk Petersen.
      Intet sted på PLAN Bi´s hjemmeside/FB-side finder du en påstand om, at tilbagegangen for vilde bier skyldes honningbier!
      Men det siger sig selv, at når blomsterne bliver færre og færre – så bliver der mere og mere kamp om dem – hvilket gør menneskets hold af honningbier til et større og større problem for de vilde bier, som ikke bliver fodret med sukkervand og kørt rundt efter blomsterne, når der er lavvande i madkassen.
      Man skal vist være biavler, for ikke at kunne se denne indlysende sammenhæng. Fremadrettet bliver vi nødt til at tænke på, om vi vil knokle for at redde vilde dyr eller husdyr.

      Der er INTET, der forhindre en biavler i at eje eller forpagte et areal, og fodre sine husdyr selv.
      Hvorfor skal vi fodre jeres husdyr (med tilskud!) i vores allesammens naturområder?
      Hvad laver 375 millioner flyvende husdyr i vores §3- og Natura2000-områder?

      Og ja. Dansk Planteværn har givet penge til Skolepuljen, så 25 skoler har fået gratis bi-hotel-observatorium med tilhørende vejledning i undervisning om vilde bier og biodiversitet.
      Bivalerforeningen har givet 0,-! Og samtidig har man truet og presset private virksomheder til IKKE at støtte Skolepuljen – mens man samtidig proklamerer, hvor meget man bekymrer sig om vilde bier.
      Jeres dobbeltmoral driver ned ad væggene, klistret som honning!

      Put your money where your mouth is – eller stik piben ind.
      https://planbi.dk/bi-hotel-observatorier-udsendes/

      MVH/Nina, PLAN Bi

Leave a Reply to Nina Launbøl HansenCancel reply