Det er en rystende skødesløshed med vores miljø, der sker lige for øjnene af os, mener chefredaktøren på landmandsbladet Effektivt Landbrug.
Chefredaktør Jacob Lund-Larsen

Med tilladelse fra redaktionen bringes her en leder fra Effektivt Landbrug den 23. september 2019.

DANSKE LANDMÆND HAR i flere år råbt op om de kommunale rensningsanlægs miljøsvineri ved de såkaldte overløb. Hidtil uden effekt. 13 gange dagligt løber et rensningsanlæg derfor fortsat over og sender forurenet vand direkte ud i vandmiljøet et sted i Danmark. Det bliver til 5.000 overløb om året.

Ikke én journalist fra Politiken, TV2 eller DR, ikke én miljø-politiker, ikke én naturfredningspræsident løfter en finger, som fører til ændringer. Det fortsætter uhindret, og det er intet mindre end skandaløst.

Hvem sviner mest – landbruget eller rensningsanlæggene, spørger Effektivt Landbrug.

MEN KÆRE VENNER, nu er det på tide, vi kommer til bunds i svineriet. Vi vil derfor gerne høre fra dig og dine kolleger, hvis I har oplevelser af svineriet på jeres ejendom, hvis I har billeddokumentation, og I vil stå frem. 99,5 procent af vandløbene har ukendt miljøstatus, og vi ved derfor intet om, hvor meget kviksølv, bly, medicin og cadmium, der flyder fra landets rensningsanlæg og ud i de vandløb, som danske landmænd yder en kæmpe indsats for at beskytte, mens kommunerne lukker lort ud.

I DAGENS AVIS erkender kontorchef i Miljø- og Fødevareministeriet Peter Østergaard, at man er klar over, der er et problem. Og han tilføjer, at man vil gennemføre en mere dækkende vurdering af flere af vandområdernes kemiske tilstand i 3. vandplanperiode.

KONTORCHEFEN ER SIKKERT undskyldt. For hvad skal den stakkels mand svare? Men tænk sig en gang gylle. Mere dækkende er jo, at man har ukendt miljøstatus på 99,4 procent i stedet for 99,5. Og flere vandområder end de 23 ud af 7.000, man kender i dag, vil sige 24 ud af 7.000. Det er miljø-elastik i metermål.

Hvem er skyldig i denne ødelæggelse af vandmiljøet i havet omkring Danmark? Landbruget eller spildevandsanlæggene? Foto: Sydvestjysk Universitet.

IFØLGE MILJØSTYRELSEN I Danmark er vandområdeplanerne et centralt element i gennemførelsen af EU’s vandrammedirektiv. I direktivet hedder det, at alle EU-landes vandområder – vandløb, søer, den kystnære del af havet og grundvand – skal have »god tilstand« i 2015. Alligevel vælter medicinrester, kviksølv, bly og cadmium ud i vores vandløb fra rensningsanlæg 5.000 gange om året, uden at myndighederne aner det mindste om miljøets status. Men svaret fra den såkaldt ansvarlige miljømyndighed er, at man er i gang med at se på problemet. Samtidig lyder det, at man arbejder på en mere dækkende vurdering i 3. vandplanperiode, der løber fra 2021-2027. Tænk hvis en privat virksomhed ignorerede EU-direktiver og miljø på samme måde, som den danske stat gør her. Samtidig med at den skærper kravene til danske landmænd i selvsamme vandmiljø.

Er det rigtigt, at overløb fra byernes spildevandsrenseanlæg gør mere skade end svineindustriens store mængder af gylle, der spredes direkte ud over landskabet hvert eneste år? Foto: Finn Birkholm-Clausen

DET ER EN rystende skødesløshed med vores miljø, der sker lige for øjnene af os. Skal vi finde os i det, eller skal vi se at komme til bunds i svineriet? Vi synes det sidste. For det kan ikke passe, at dette svineri kan foregå uden konsekvenser for de myndigheder og politikere, der lader tingene ske. Tip os om dine oplevelser, send os dine billeder – så vil vi gøre, hvad vi kan, for at få maksimal opmærksomhed om dette statslige svigt af Danmarks vandmiljø.

Kommentarer

  1. Hans Thiil Nielsen

    Ja, det er rigtigt. Lad os komme alt svineri af vores vandløb til livs, også de 60.000 tons kvælstofnæringssalte, som landbruget leder ud i vores vandløb, og som i sidste ende ødelægger vores kystvande.

  2. Jens Tikær Andersen

    Der har også foregået en længere diskussion om problemet med overløb af spildevand fra overløbsbygværker på Ingeniøren hjemmeside. Det er som oplyst i artiklen korrekt, at det er et væsentligt miljøproblem. Problemet skyldes primært afledning af spildevand og regnvand i et-strenget system (fælleskloakeret område). Men det er samtidigt vigtigt at gøre opmærksom på, at alle kommuner og vandselskaber er i gang med at reducere problemet ved sørge for at spildevand og regnvand i de fælleskloakerede områder adskilles i to separate rørsystemer, så der ikke sker overløb af spildevandet under skybrud. Regningen for denne store opgave, sendes videre til både borgere og virksomheder, der ligger i kloakeret område.

  3. Holger Øster Mortensen

    Det er naturligvis uholdbart, at kommunale rensningsanlæg udleder store mængder spildevand til vores vandmiljø. Men bønderne – herunder ikke mindst de store bønder fra Effektivt Landbrug – er selv skyld i en stor del af problemet. Alle de enge OPSTRØMS, der tidligere hæmmede regnvandets løb NEDSTRØMS er siden krigen stort set forsvundet. Store mængder regnvand kan således stort set frit strømme ned i kloaker og dermed overbelaste mange rensningsanlæg. Kommunerne og private har mange steder delt egentligt kloakvand og egentligt regnvand i to strenge. Nu mangler vi bare, at bønderne tager deres tørn og bremser vandet opstrøms. Det ved f.eks. pens. biolog Bent Lauge Madsen alt om. De giftige og kemiske bønder vasker hænder…

Leave a Reply to Jens Tikær AndersenCancel reply