Illustrationen er udført af Asmund Havsteen-Mikkelsen

Kronik af Asmund Havsteen-Mikkelsen

Alt skal forandres, så alt kan forblive, som det er. Ordene bliver sagt af den unge Tancredi til den ældre fyrst Salinas i den berømte roman  ‘Leoparden’ af G.M. Lampedusa fra 1958. Flest kender den nok fra filmatiseringen i 1963 af Luchino Visconti med Burt Lancaster, Alain Delon og Claudia Cardinale i hovedrollerne.

Billedkunstner og kunstteoretiker Asmund Havsteen-Mikkelsen. Foto: Lærke Posselt

Tancredi, inspireret af den franske revolutions idéer, har set, at aristokratiet må vige pladsen for det fremadstormende borgerskab. Hvis aristokratiet ønsker at bevare sig selv, må det forandres ved at give afkald på både sine privilegier og kaste et kritisk blik på sine egne traditioner.

Efter at have genset filmen har Tancredis ord hjemsøgt mig, som et muligt mantra for den enorme grønne omstilling vi som danskere står overfor. Måske gælder det samme for os privilegerede danskere som for den gamle fyrst Salinas?

Udsagnet giver dog kun mening i relation til klimakrisen, hvis vi begynder med den sidste del af udsagnet: Så alt kan forblive, som det er.

Hvad er dette ‘alt’, der skal forblive, som det er?

Til forskel fra fyrst Salinas ‘alt’ – en aristokratisk livsverden stillet overfor en gryende italiensk modernitet med dens nye borgerlige idealer om lighed og frihed, skal vi i klimakrisens tidsalder forstå det som ‘altet’. Dvs. sammensætningen af vores atmosfære, der udgør den geofysiske betingelse for vores egen civilisation, hvilket først og fremmest er det relativt stabile klima, der opstod efter den sidste istids afslutning for ca. 11.700 år siden. Blandt geologer kaldet for den holocæne tidsalder, hvor der opstod regelmæssige årstider med forudsigelige temperaturer, nedbørsmængder og bestemte typer vindforhold. Dette stabile klima mener forskere muliggjorde landbrugsrevolutionen i den frugtbare halvmåne i Mellemøsten, samt i Sydamerika og Asien, og dermed grundlaget for de første civilisationer med bydannelse, religion og tidlige former for skriftsprog, matematik og ingeniørkunst.

Vi er i færd med at sætte vores stabile klima over styr, fordi vi har ændret atmosfærens kemiske sammenhæng. Det rammer landbruget hårdt. Foto: Jasper Wilde/Unsplash

Hvis ikke agerbrugeren ved, at hvert år har nogenlunde lige store mængder nedbør, og at solen varmer om sommeren indenfor et bestemt temperaturspektrum, så kan bestemte afgrøder hverken sås eller høstes. Vi dyrker kornsorter, majs og roer i det fri, men tomater og agurker i opvarmede drivhuse. I Italien og Spanien gror sidstnævnte under åben himmel, sammen med en masse andre afgrøder vi ikke ville drømme om at dyrke på vores breddegrader, såsom oliven og appelsiner.

Klimatologerne ved fra deres iskerneboringer, at mængden af CO2 i atmosfæren har været relativ stabil i hele den holocæne periode (på omkring 280 ppm), og i kraft af denne stabile mængde CO2 har der været dannet et beskyttende lag, der gjorde klodens vejrfænomener forudsigelige.

Selvom vi brændte og fældede skove af, og begyndte at dyrke marker for mange tusind år siden, så var det inden for atmosfærens evne til at regulere sig selv. Der har stadig været vulkanudbrud og andre naturfænomener, der har påvirket atmosfærens indhold af CO2, men ikke mere end at balancen kunne opretholdes. De perioder, hvor der har været uregelmæssigheder, har det ofte medført medført både sultkatastrofer og sociale uroligheder.

Alting er forandret, men prisen har været forandringen af vores ‘alt’. Vi er i færd med at sætte vores stabile klima over styr, fordi vi har ændret atmosfærens kemiske sammenhæng. Billede fra facebook

Men fra 1784 sker der noget med målingerne. Mængden af CO2 i atmosfæren begynder at stige og er ikke stoppet siden. Begyndelsen hænger sammen med patenteringen af James Watts dampmaskine, der muliggjorde en ny mere effektiv udnyttelse af kul. Herefter fulgte den industrielle revolution og med den en hel vifte af nye muligheder for at forbruge energi: fra fabrikker og transportsystemer over opvarmning af huse til elektricitet i lange baner. Læg dertil opfindelsen af dieselmotoren i 1893 og udnyttelse af olien, der muliggjorde endnu flere aktiviteter i kraft af den høje koncentration af carbonmolekyler i den sorte væske.

Hver gang vi forbrænder en 1 liter benzin, svarer det til at sætte ild til en brændestabel på 25m3 træ. Enhver lille personbil kører rundt med en totalt kontrolleret ildebrand inde i sin motor.

I dag lever vi i et moderne landskab gennemstrømmet af energi i alle mulige afskygninger, der gør vores frigjorte moderne eksistens mulig. Enhver, der har stået med en le eller en hakke i hånden, ved hvor hårdt arbejde det er at bearbejde jorden, så den kan dyrkes. I dag har vi traktorer og mejetærskere, pesticider og kødmaskiner, der både pløjer, høster og holder jorden og planterne fri fra både ukrudt, svampe og dyr der spiser afgrøderne, samt står for det besværlige arbejde med at opdele det parterede dyr.

Vores kropslighed og dens behov for energi opretholdes af en global infrastruktur, hvor maden bevæger sig igennem et enormt vidtforgrenet fødevaresystem, der består af steder hvor råvarerne dyrkes og høstes, sendes videre til forarbejdningsfabrikker, derfra til centrale distributionshaller, og endelig videre til os, forbrugerne, i butikkerne.

Infrastrukturen, der muliggør vores madforbrug har i dag usynliggjort sig selv, i den forstand, at jeg ikke længere selv skal dyrke jorden, luge den for ukrudt, høste den eller slå dyret ihjel, for at få dens energi. Jeg kan på google.maps se infrastrukturens manifestationer og hvor meget den fylder: de monokulturelle marker, produktionsstaldene, transportvejene og slagterierne.

Maersk Line passerer Bornholm lastet med containere. Foto: Holger Øster Mortensen

Google.maps viser mig hvad fossile brændstoffer har muliggjort: de store industrihavne med containerskibe; de mange motorveje fyldt med biler og lastbiler; lufthavne hvor fly letter og lande; traktorer der pløjer, harver og sår jorden; store kraftanlæg hvor energi produceres til at holde elektriciteten konstant flydende og tilgængelig på alle tider af døgnet.

Alle disse sammenflettede systemer fungerer på et konkret og abstrakt plan: de holder os, som borgere i den moderne verden, ‘i live’. De er med til at gøre vores liv privilegeret og komfortabelt. Ja, Tancredi fik ret: forandringen betød, at aristokratiets materielle goder og privilegier nu blev bredt ud til den helt almindelige borger.

Alting er forandret, men prisen har været forandringen af vores ‘alt’. Vi er i færd med at sætte vores stabile klima over styr, fordi vi har ændret atmosfærens kemiske sammenhæng.

Overensstemmelse mellem modeller og virkelighed for temperaturstigningerne. Kilde: NASA

I dag er koncentrationen af CO2 i atmosfæren 413ppm og stiger med ca. 2ppm om året.

Den høje koncentration af CO2 i atmosfæren er med andre ord en kemisk krise, fordi den mængde CO2 vi har udledt siden 1784 er akkumuleret og skaber dermed en drivhuseffekt, så jorden varmes op. Allerede i 1896 påviste videnskabsmanden Svante Arrhenius at forøgede mængder CO2 ville forøge klodens temperaturer. Men det har ikke stoppet os som planetarisk kraft af telluriske dimensioner: Menneskeheden har udledt omkring 1.500 milliarder tons CO2 siden 1784.

Hvis altet skal forblive det samme, så skal alting forandres. Men hvorfor bør vi kæmpe for ‘altets’ fortsatte bevarelse, eller de 1,5 graders maksimale temperaturstigning som FN’s klimapanel anbefaler?

For det første vil de ændrede klimabetingelser føre til ekstreme vejrfænomener, der vil udløse kaskader af sociale konflikter med umenneskelige omkostninger til følge. Borgerkrigen i Syrien er et godt eksempel, da den blev udløst af en ekstrem tørke med dårlig høst til følge i ikke bare regionen, men også i Rusland, så sidstnævnte ikke var i stand til at eksportere korn til landet. Priserne på brød steg kraftigt og førte til sociale uroligheder, der i sidste ende udløste krigen og de efterfølgende flygtningestrømme.

Med andre ord, i en verden, hvor klimaet bliver både uforudsigeligt og ekstremt vil vores afgrøder enten drukne i massive nedbørsmængder eller blive svitset i den brændende sol.

For det andet, vil kraftige storme og forøgede vandstigninger skabe oversvømmelser fra havet eller floder, der river huse og mennesker med sig. Eller vedvarende ekstrem tørke vil gøre skove til knastørt brændbart materiale, der antænder ved den mindste gnist. Vi har set det i Tyskland og Grækenland i denne sommer, og det er blot begyndelsen.

Flere kraftige storme vil ramme os i fremtiden. Privatfoto

Vi tror vi er i sikkerhed i Danmark på grund af vores geografi og regionale klima, men vi kan blive ramt af andre type katastrofer knyttet til ekstreme vejrfænomener. Måske er det et massivt antal lynnedslag en fugtig sommerdag, der rammer signalsystemet og afsporer et lyntog på vej over Storebæltsbroen, så flere hundrede mennesker styrter i havet? Eller familier, der en hed sommerdag efter flere ugers stegende sol, brænder op i deres egen bil, fordi karburatoren antænder det tørre græs på parkeringspladsen ved stranden?

Alt skal forandres, så ‘altet’ kan forblive, som det er.

I en vis forstand befinder vi os som priviligerede danskere i samme historiske position som den ældre fyrst Salinas. Hvis vores ‘alt’ skal bevares, så skal alting forandres. Også vi skal til at afgive nogle af vores privilegier, for at altet kan bevares.

For klimakrisen er ikke bare en kemisk krise (for meget CO2 i atmosfæren), det er også en proteinkrise knyttet til en genetisk krise.

De to andre kriser, der er indlejret i klimakrisen, er vores forhold til vores medskabninger på denne enestående planet i kosmos, eller hvad forskerne kalder for den 6. masseuddøen.

Vi er blevet givet et liv på jorden, fordi biosfæren (eller ‘altet’) har skabt betingelser for vores liv: en beskyttende atmosfære, en frugtbar og skabende biosfære og en konstant udvekslende hydrosfære. Luften, jorden, planterne og vandets cyklusser er det som udgør livsgrundlaget ikke bare for os mennesker, men for de 8,6 millioner andre arter, der bebor jorden.

Trods alskens krumspring for at renvaske svineindustrien fravælger forbrugerne svinekødet i stigende grad. Privatfoto

Men i dag står vi overfor en masseuddøen af alle disse andre arter, fordi vi har omdannet tidligere vild natur til monokulturelle landskaber, hvorpå vi dyrker afgrøder til os selv og vores husdyr. Sidstnævnte (grise, køer, høns, heste og får) udgør i dag 64% af alle landlevende hvirveldyr. Mennesker udgør 32%. De vilde dyr – dvs. elefanter, giraffer, næsehorn, rådyr, ræve, pindsvin etc. – udgør blot 4%. I Danmark bruger vi 80% af vores landbrugsjord til afgrøder, der fodres til vores grise, køer og høns. Årligt slagter vi 132 millioner levende individuelle dyr på dansk grund. Vores produktion og forbrug af animalske fødevarer er med andre ord en proteinkrise, der forårsager en genetisk krise (tab af vild natur og ikke-menneskelige arter).

Løsningen af den kemiske krise (global opvarmning) er intimt knyttet til løsningen på disse to andre kriser –  proteinkrisen (vores forbrug af animalske fødevarer) og den genetiske krise (den 6. masseuddøen).

Vi lever som bekendt i den antropocæne tidsalder (den tidsalder, hvor vi som geologiske agenter, har ansvaret ikke bare for os selv, men også for alt liv her på jorden) – hvilket betyder, at den genetiske krise i sidste ende er en etisk krise: det er ikke i orden, at vi forsætligt er ansvarlige for en masseuddøen, der ikke er set de sidste 66 millioner af år.

Så hvordan kan vi løse disse kriser?

Det ‘teknologiske fix’ kan i bedste fald løse energibehovet i en fossilfri verden og måske suge en smule af den ophobede udledte CO2 ud, men den kan aldrig løse biodiversitetskrisen (den genetiske krise) eller hvordan vi etisk forsvarligt behandler vores fælles medskabninger (vores nuværende animalske produktion – proteinkrisen).

Den bedste løsning, jeg kender til, som er mest enkel, teknologisk overkommelig, og samtidig forsøger at give naturen det tilbage, vi har taget fra den, er den videnskabelige beregning, der har vist, at hvis vi globalt beplanter et areal på 10 millioner km2 (på størrelse med Europa) med biodivers skov, så kan vi binde så meget CO2, at atmosfæren stabiliseres indenfor 1,5 graders temperaturstigning. Forudsætningen for, at det kan lykkedes, er selvfølgelig at vi både forsøger at begrænse vores nuværende udledninger (igennem CO2 beskatning) og gør alt hvad vi kan for i 2050 at være fossilfrie økonomier.

Udfordringen er selvfølgelig, at det ville kræve store områder af allerede eksisterende landbrugsjord blev udtaget, og derefter blev beplantet med biodivers skov. Men det ville i første omgang betyde, at to af kriserne kunne løses – den kemiske og den genetiske krise.

Planteproteinerne kommer! Den første fabrik i Danmark ligger i Hedensted og den er leveringsdygtig i et bredt udvalg af plantebaserede proteiner. Foto: OPP

Men hvad så med proteinerne? Vi dyrker jo mad på landbrugsjorden til os selv og husdyrene? Forskning viser, at det er spild af protein at sende foderet igennem dyret, fordi der sker et stort varmetab undervejs. Dertil skal lægges vandforbruget og alle ‘eksternaliteterne’: udledningen af metan, store mængder næringsstoffer fra gødning og afføring, der skaber algevækst og iltsvind, samt luftforurening fra svinestalde.

En plantebaseret ernæring kræver meget mindre plads og kan med kosttilskud og en varieret diæt suppleret med tang og muslinger, opretholde kroppens nødvendige behov.

Klimakrisen er en ny mulighed for Danmark. Vi kan blive et nyt foregangsland, hvis vi viser verdenen, at klimakrisen kan løses igennem et fundamentalt opgør med os selv om animalsk landbrugsnation. Ved udfasningen af det konventionelle landbrug og den animalske produktion ville vi ikke bare skåne utallige væseners liv og dertil lidelse, men også frigøre plads til genskovning, så vi kan igangsætte det store arbejde med hurtigst mulig at binde CO2, så atmosfæren forbliver relativ stabil. Genskovningen vil i sin biodiverse form være med til at sikre levesteder for alle de truede arter.

Samtidig hermed vil et nyt madeventyr begynde for Danmark: de utallige nye produkter, der skal udvikles og dyrkes vertikalt, lokalt og i fællesskab. Et nyt generøst fællesskab, hvor vi ser os selv som en del af naturen, sammen med vores medskabninger. Hvis alt skal forblive som det er, skal vi lytte til Tancredi, og forandre os.

Bannerbillede: Federico Respini/Unsplash

Kommentarer

  1. Anna Lønne Sørensen

    Hej Kjeld Hansen, TAK for den fantastiske artikel, som jo bare siger det hele og har et fantastisk overblik. Samt argumenter, som ingen kan afvise eller diskutere…
    Jeg savner dato for artiklen? Er det den dato, som står under forfatteren på billedet?
    Hvis artiklen er fra 2018 juni 2018 og ikke lige skrevet, så er det en meget vigtig kilde-oplysning, tænker jeg. Som alle kilde-oplysninger er.
    For siden juni 2018 er der sket en masse, som jo kun bekræfter artiklens udsagn, men som også sætter nogle ting i et nyt forhold til det, der er tiden lige nu. Fx har corona jo i den grad sat mange ting i relief, ikke mindst vores forhold til de vilde dyr og naturens ekstreme mangel på plads.

  2. Asmund Havsteen-Mikkelsen

    Hej Anna, tak for din rosende kommentar. Artiklen er skrevet her i oktober 2021.
    Bedste hilsner, Asmund

Leave a Reply to Asmund Havsteen-Mikkelsen Cancel reply