Forskellige tolkninger af kvalitetskrav til vandkvalitet giver uens grænseværdier for kemikalier i vand i EU, viser ny rapport, og der er også stor forskel på, hvor mange grænseværdier de enkelte lande har fastsat. Danmark ligger på en 6. plads med 10 ud af de undersøgte 19 grænseværdier, hvor Holland ligger i top med 18 ud af de 19 mulige.
Det fremgår af rapporten EUROPEAN ENVIRONMENTAL QUALITY STANDARDS (EQS) VARIABILITY STUDY, der blev fremlagt af DCE, 26. april 2017.
Flere europæiske lande har forskellige grænseværdier (EQS) for de samme kemiske stoffer i vand, selvom alle i princippet skal benytte de samme vandkvalitetskriterier. En ny DCE-rapport tager udgangspunkt i EU’s fastsatte vandkvalitetskriterier, som er aftalt i det europæiske vandrammedirektiv. I direktivet har landene bestemt, hvor høje koncentrationer af kemikalier som zink, kobolt, sølv og benzener der må udledes i vandet i hele Europa.
En af grundene til forskellene er, at landene kan have særlige hensyn i forbindelse med for eksempel industri, og derfor udleder højere koncentrationer af visse stoffer end andre EU-lande. Det kan give problemer, forklarer en af rapportens hovedforfattere, seniorforsker fra Institut for Miljøvidenskab ved Aarhus Universitet, Hans Sanderson.
”Vand er en international ressource, som flyder over grænser. Hvis et land har fastsat en højere acceptabel forureningsværdi for vandressourcer end et naboland, vil nabolandet nok være utilfreds med, at de kan modtage forurening gennem vandet fra deres nabo. Men det er en følsom diskussion,” siger Hans Sanderson.
For at finde de egentlige forskelle mellem landenes krav til grænseværdier, sendte forskere fra Institut for Miljøvidenskab ved Aarhus Universitet et spørgeskema ud til de europæiske landes miljøstyrelser. Formålet var at finde ud af, hvordan de enkelte lande måler, vurderer og beregner niveauerne af 19 forskellige stoffer, som udledes i vandmiljøet i Europa.
Undersøgelsen har givet et statusbillede over flere EU-lande. Særligt nord- og vesteuropæiske lande, som Sverige, Tyskland og England, har svaret fyldestgørende på undersøgelsen, mens flere øst- og sydeuropæiske lande, blandt andet Bulgarien, Polen og Malta, slet ikke har svaret. De fraværende svar kan ifølge Hans Sanderson skyldes manglende overskud i de respektive miljøstyrelser. Det europæiske vandrammedirektiv sætter fokus på at have et sundt og sikkert vandmiljø i hele Europa, men det overholdes altså ikke af alle, selv om der er udarbejdet en teknisk guide med retningslinjer for risikovurdering af udledte kemikalier.
De individuelle værdier bygger på vurderinger af det enkelte lands beskyttelsesniveauer. Så der er flere ting, der spiller ind, forklarer Hans Sanderson.
Fælles ansvar for vand
”Selv om man benytter retningslinjerne, kan to medarbejdere i en styrelse komme frem til to forskellige kemikalieværdier i vandet, fordi værdierne ikke bare bestemmes gennem en regneøvelse. Der skal også indgå en vurdering, som afspejler den enkelte myndigheds og landets prioritering og vægtning,” siger Hans Sanderson.
Konsekvenserne ved ikke at overholde grænseværdierne kan være bøder til de pågældende lande. Men det er ikke bødestraffe, der skal skaffe renere vand, mener Hans Sanderson.
”Retningslinjerne er ikke primært effektive, fordi lande er bange for at få en bøde. De er effektive, fordi det er noget, vi er blevet enige om at gøre i fællesskab,” siger han.
Det vigtige er ifølge Hans Sanderson, at retningslinjerne bliver forstået og brugt på en så gennemskuelig og videnskabelig måde som muligt.
”Det handler meget om at støtte op om vandrammedirektivet, som beskriver vores fælles ansvar for, at alt vores vand er god af kvalitet. Derfor skal vi belyse, at der forskelle i EU og diskuterer baggrundene for dem, så vi kan blive enige om, hvad der skal til for at minimere forskellene,” siger Hans Sanderson.
Formålet
Rapporten skal indgå i en europæisk diskussion af, hvorvidt vandrammedirektivet bliver overholdt, hvor grænseværdierne overskrides, hvordan man får harmoniseret fastsættelsen af grænseværdier, og om retningslinjerne er klare nok. Der er ingen europæiske lande, som kan sige sig fri for at følge retningslinjerne i vandrammedirektivet, men der er meget forskel på landenes kapacitet i forhold til undersøgelse af vandkvalitet og overholdelse af direktivet.
Derudover skal rapporten også bidrage til en øget udveksling af viden på tværs af grænser.
”Det er en vigtig diskussion, der foregår omkring, hvordan vi sikrer vores natur- og miljøressourcer. Det er ikke bare et europæisk fænomen, det er et globalt fænomen at sikre kvaliteten af vores vandmiljø,” siger Hans Sanderson.
Læs hele rapporten.
