Spættet Sæl er et af de havpattedyr i danske farvande, som ikke er ramt af plastforurening i nævneværdig grad. Foto: Kristin Jarvis/Unsplash

Dette studie har undersøgt forekomsten af plast i maver og tarm fra danske havpattedyr. Studiet har set på 86 maver, der fordeler sig på 26 marsvin, 50 spættede sæler og 10 gråsæler. I alt er 4 stykker plastpartikler fundet, som allesammen blev fundet i maver fra spættet sæl. Der blev ikke fundet plast i maverne fra marsvin eller gråsæl. Tre af de fire stykker plast var identificerbare og blev identificeret som hhv. to fragmenter af plastpolymererne PVC og nitril-gummi samt fibre af polyamid (nylon) og akryl (i en fiberklynge)

Marint affald er allesteds nærværende i havmiljøet. Det består overvejende af plast og anses globalt for at være en alvorlig trussel for havmiljøet og dyrelivet (UNEP 14). Marint affald forekommer på listen over deskriptorer i Havstrategidirektivet, hvor opnåelse af god miljøtilstand fremkommer under beskrivelsen ”marine litter does not cause harm to the coastal and marine environment”.

Læs rapporten.

Direktivet er implementeret i dansk lovgivning via Danmarks Havstrategi (Danmarks Havstrategi II), og marint affald overvåges som en fast del i det danske overvågningsprogram (Miljøstyrelsen 2020).

Plast dræber store og små dyr

Plast i havmiljøet kan udgøre en risiko for dyrelivet. Større dyr som havfugle og havpattedyr kan risikere at vikles ind i makroplast, men kan også risikere at indtage det, hvilket kan have negative konsekvenser ved eksempelvis ændret fødeindtag, forstyrret fordøjelse og andre ændringer i fysiologiske processer.

Mikroplast kan indtages af både små og store dyr, enten ved optagelse fra eller filtration af vandsøjlen eller gennem indtagelse af fødeemner, som indeholder mikroplast, hvilket dermed ophobes i fødekæden.

En lang række studier har dokumenteret at arter som havfugle, fisk, skildpadder og havpattedyr kan indtage og ophobe plast i maven. I det danske overvågningsprogram er der overvågning af havfugles indtag af marint affald. Her er mallemukker valgt som den primære indikatorart, da den lever på havet og søger føde på vandoverfladen, hvor mindre stykker af marint affald forveksles med dens normale føde.

Havpattedyr søger føde i vandsøjlen og ved havbunden og har dermed risiko for at indtage plast, der forekommer her. De kan også indtage mikroplast indirekte via byttedyr, her særligt fra fisk, men evt. også via muslinger, krebsdyr og blæksprutter.

”Samlet set blev der fundet plast i 5% af alle analyserede maver. Hvis man alene fokuserer på de spættede sæler, blev der fundet plast i 8%”

Tandhvaler anvender ekkolokalisering til at finde og fange deres bytte. Ekkolokalisering er en højt udviklet sans, hvor dyrene anvender information i ekkoer for at fastslå om et givent objekt skal fanges eller ej. Marsvin og delfiner kan kende forskel på objekter af præcis samme størrelse, men af forskelligt materiale.

Der er stor forskel på ekkoer fra plastobjekter og ekko fra fisk og blæksprutter, som tandhvaler normalt fanger. Det forventes derfor ikke, at raske tandhvaler tager fejl af plast og deres normale fødeobjekter.

Sæler jager ved hjælp af syn og knurhår. Det vurderes derfor, at raske sæler nemmere vil kunne tage fejl af fisk og plast end ekkolokaliserende hvaler. Syge dyr fra begge grupper, der for eksempel er forhindrede i at jage aktivt, vil muligvis i højere grad indtage immobile effekter fra vandsøjlen, som f.eks. plast der flyder rundt.

Mikroplast flyder overalt på den jyske vestkyst

Plast i maven

I dette studie er der foretaget en screening af forekomsten af plast og mikroplast i danske havpattedyr. Her er formålet at undersøge forekomsten af plast (> 1 mm) i maver af arterne spættet sæl, gråsæl og marsvin, samt foretage en karakterisering af polymerbestanddelene i plastken ved hjælp af metoden Fourier-Transform Infrared (FTIR) spektroskopi. Der er ligeledes blevet undersøgt forekomst af en mindre fraktion af mikroplast (0,3-1 mm) i tarmindhold fra sæl og marsvin. Til sammenligning er der inddraget maver og tarm fra ringsæl fra Østgrønland, som antages at være et mere pristint miljø end danske farvande.

Ud af de 86 analyserede danske sæl- og marsvinemaver, blev der i alt fundet og karakteriseret 4 stykker plast i størrelsesfraktionen > 1 mm. Disse kunne identificeres til at bestå af polyamid (nylon) og akryl (i en fiberklynge), PVC og nitril-gummi, og én partikel kunne ikke identificeres.

Til sammenligning fandt vi ingen plast i de 20 grønlandske ringsæler (0 %). En prøvestørrelse på 20 stk. er dog muligvis ikke stor nok til at detektere meget lave niveauer af plast i havmiljøet.

En forekomst af plast på 5 % (eller 8 % i de spættede sæler alene) antyder, at plast ikke udgør et væsentligt problem for danske havpattedyr i de indre danske farvande ift. forstyrret fødeindtag eller forstyrret fordøjelse. Især da det drejer sig om meget små stykker plast. Det skal dog påpeges, at det gule fragment fra 45463 (billede 3), bestående af plastpolymeren PVC, havde en størrelse, der muligvis ville have haft svært ved at passere igennem tarmen.

Det blå stykke elastiske nitril-gummi fra 45493 (billede 4, Figur 1) stammer muligvis fra en nitril-gummihandske. Laboratoriet som dissekerede dyret anvendte lige præcis denne type blå nitril-handske, og det er dermed muligt, at fragmentet stammer fra dissektionen af dyret, og at det ikke blev indtaget i havmiljøet. Dette belyser behovet for det store fokus, der bør være på risikoen for selv-kontaminering under prøvetagning til denne type analyser.

Tarmanalysen bestod af 18 prøver fordelt på 14 spættet sæler, 2 marsvin og 1 gråsæl (fra de indre danske farvande), samt tarmstykker fra 10 østgrønlandske ringsæler. Samlet set fandt vi, at niveauer af syntetiske fibre ikke var højere end kontrolprøver og kunne derfor ikke skelnes fra baggrundskontamination. Vores resultat her er dermed 0 % både for de danske og østgrønlandske tarmprøver. Det skal dog siges, at især for vores danske tarmprøver, så bestod disse kun af en meget lille del af tarmen, og derfor var mængden af analyseret fæces forholdsvis, hvilket kan have påvirket resultatet her.

Dette studie har ikke undersøgt andre fysiologiske aspekter af plasten i form af indholdet af kemikalier eller disses påvirkning på dyrene, og studiet her kan derfor ikke konkludere noget om dette.

På baggrund af resultaterne her, vurderes det ikke nødvendigt at overvåge havpattedyr i de indre danske farvande regelmæssigt for indhold af plast i mave og tarmsystemet. Det anbefales at foretage en ny screeningsundersøgelse om 5-10 år for at undersøge udviklingen. Her kunne man med fordel inddrage dyr fra Nordsøen, da de seneste studier her er på dyr fra 2017.

Bannerfoto: Gråsæl. Foto: Nick Fewings/Unsplash

Kommentarer

  1. Carsten Troelsgaard

    Ideen om de indre danske farvande kan bruges som skraldespand ser ud til at have fortaget sig. Fra min allertidligste ungdom kan jeg illoyalt fortælle, at det var kotyme at smide affald overbord (skoleferie som coaster-dæks).

    https://plast.dk/findes-der-en-oe-af-plast-i-stillehavet/

    Jeg har hørt den strøm-centrale del af Nordsøen omtalt som ‘Bløden’, men jeg kan ikke finde referencer til ordet, overhovedet. I forlængelse af mekanismen antydet i linket er ‘Bløden’ altså hvor finpartikulært materiale kan tænkes af få fred til at sedimentere ud .. og altså også hvor plastik kan samles. Dér kunne man måske lave et virkeligheds-check ved næste undersøgelse.

  2. Torben Aagesen

    Det forekommer mig nu stadig at være et meget usikkert resultat at drage en vurdering på. Det resultater skriver de jo selv er mangelfulde.

Leave a Reply to Torben Aagesen Cancel reply