Dyreværnsforeningen Anima har sammen med den internationale koalition Fur Free Alliance overleveret tæt på 900.000 underskrifter til Italiens G20-delegation kort før G20-topmødet i Rom. Koalitionen opfordrer verdenslederne til at sætte en global stopper for pelsdyravl, efter Covid-19 har spredt sig på hundredvis af minkfarme verden over

Siden april 2020 har over 440 minkfarme været smittet med coronavirus i 12 europæiske lande og Nordamerika, millioner af mink er blevet smittede og derefter aflivet, og tallene stiger fortsat. Sundhedsmyndigheder som WHO har advaret om, at minkfarme udgør en risiko for smitte med Covid-19 for mennesker og vilde dyr1. Derudover har forskere udtrykt bekymring for, om mink-relaterede virusmutationer potentielt kunne påvirke effekten af vacciner.

Det skriver dyreværnsforeningen Anima i en pressemeddelelse den 20. oktober 2021.

Trods advarslerne har de fleste pelsproducerende lande tilladt intensiv minkavl at fortsætte. Men når verdens ledere senere på måneden samles til G20-topmøde i Rom, bør de benytte lejligheden til i fællesskab at anerkende de risici, som pelsfarme udgør, og handle øjeblikkeligt for at gøre en ende på pelsdyravl, mener Fur Free Alliance:

“De mange udbrud af coronavirus på minkfarme har afsløret, hvordan de inhumane og uholdbare forhold på pelsfarmene udgør de ideelle betingelser for, at virus kan sprede sig og mutere. Vi opfordrer verdens ledere til at anerkende den risiko, der er forbundet med denne forfærdelige industri og træffe hasteforanstaltninger for at lukke industrien med det samme”, udtaler Joh Vinding, formand for Fur Free Alliance og direktør for Anima.

En døende industri

Coronakrisen lagde yderligere pres på en industri, der allerede var i kraftig tilbagegang. I de sidste to årtier har tyve lande indført forbud eller restriktioner for at begrænse opdræt af dyr for deres pels, fordi det er grusomt, forældet og unødvendigt. For at imødekomme forbrugeres krav og ønsker om etiske produkter, dropper stadig flere designere brugen af pels i deres kollektioner. De sidste par år har der været kraftige fald i skindpriserne, og mange pelslagre bliver ikke solgt.

På vegne af alle dem rundt om i verden, der ønsker pelsindustrien lukket, opfordrer Fur Free Alliance alle lande med pelsdyravl til at gøre en ende på en allerede døende industri. Når man ser på den enorme lidelse, som dyrene udsættes for på pelsfarme, og på den meget aktuelle trussel om virus-mutationer og spredning af smitte fra dyr til menneske, står det klart, at det er tid til at forvise pelsdyravl til historiebøgerne.

Links

https://www.who.int/publications/i/item/WHO-2019-nCoV-fur-farming-risk-assessment-2021.1

https://www.frontiersin.org/articles/10.3389/fmicb.2021.698944/full

https://www.ssi.dk/aktuelt/nyheder/2021/cluster-5-minkvirus-varianten-er-nu-faerdig-undersoegt

One Comment

  1. Carsten Troelsgaard

    Det er ikke særlig dansk at “du må ikke” (og aktuelt særskilt dyrt).
    Det undrer mig, at der ikke i stedet er udstedt forordninger om ‘sikker drift’ i stedet for. At de så i praksis vil betyde, at faget må lukke er så en helt anden sag.

Leave a Reply to Carsten Troelsgaard Cancel reply