Spar-købmanden tilbyder 1 kilo bacon fra den spanske storproducent Ausa til 39 kr. Danish Crowns Tulip-bacon, der produceres i Tyskland, koster typisk 83 kr. for et kilo, så der er lagt op til en blodig priskrig, når EU-borgerne skal spise al det svineflæsk, som de kinesiske forbrugere ikke længere vil købe. Kilde: facebook-opslag

Den ekstremt store svinekødsindustri i EU har bragt sig på katastrofekurs efter flere års ubekymret turbovækst på det kinesiske marked

Helt forudsigeligt har Kina nu slået bremserne i for importen af svinekød, og det betyder, at enorme mængder billigt kød vil blive pumpet ud til forbrugerne i det indre EU-marked i et forsøg på at nedbringe lagrene og lempe den store kødindustri gennem krisen. Også den danskbaserede kødkoncern Danish Crown er hårdt ramt, fordi man ensidigt har satset på eksport til det kommunistiske regimes købmænd i Fjernøsten.

Det er en længe ventet opbremsning for eksporten til Kina, der nu finder sted og oversvømmer de europæiske nærmarkeder med kød og sender hele slagterisektoren til tælling. Men det ønsker ikke alle at erkende.

»Vi og resten af branchen løb for fuld fart direkte ind en mur. Den kinesiske mur. Ingen havde set denne nedtur komme,« påstår Lars Albertsen, global salgsdirektør for Danish Crown i et interview med Finans.dk den 19. august 2021, men det er ikke korrekt.

Dengang alt tegnede lyst for de naive danske politikere og svineproducenter. Pressebillede fra Danish Crown, februar 2018

Opbremsningen har længe været til at forudse, da enhver har kunne følge med i genopbygningen af Kinas egen svinekødsproduktion efter to år med Afrikansk Svinepest. Den hollandske Rabobank, der internationalt betragtes som ekspert i landbrugsprognoser, har da også gennem længere tid advaret om det kommende ragnarok indenfor svinekødsindustrien, som f.eks. i februar i år: ”Forventet reduceret kinesisk efterspørgsel efter import af svinekød vil få konsekvenser for resten af verden i år, især i Europa, ifølge Rabobanks seneste kvartalsvise udsigter til svinekød.”

Jais Valeur, CEO Danish Crown. Pressefoto

For godt tre år siden proklamerede Danish Crown ellers det helt store gennembrud for dansk svinekød på Kinas enormt store marked. I en pressemeddelelse fra februar 2018 hed det, at ”vi har allerede aftaler på plads med partnere, der ønsker at forhandle vores produkter.(..) Adgangen til det kinesiske marked passer perfekt ind i Tulips og Danish Crown-koncernens strategi, der ud over et fokus på hjemmemarkederne i Nordeuropa indeholder vækstplaner for Asien med egen fabrik i Kina og globale satsninger på blandt andet konserves og pepperoni.”

Jais Valeur, Group CEO Danish Crown, lovpriste i samme pressemeddelelse de danske politikeres fremsynede indsats: ”Det har nærmest uvurderlig værdi for os, at de danske myndigheder, anført af miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, og medarbejderne i Fødevarestyrelsen og på ambassaden i Beijing, ukueligt har arbejdet på at få aftalen på plads. Det er deres vedholdende indsats, der har sikret, at danske fødevarevirksomheder endnu engang er helt i front.”

Tredobling af produktionen trods faldende EU-forbrug

Årsagen til, at Danish Crown og de danske svineproducenter har sat kikkerten for det blinde øje, kan skyldes, at eksporten til Kina har været en gylden forretning, som den socialdemokratiske regering støtter både politisk og med generøse støtteordninger til opførelse af endnu flere fabrikker.

Overproduktionen (= selvforsyningsgrad) af svinekød i EU har været voksende i en årrække, selvom EU-borgerne spiser mindre og mindre flæsk pr. indbygger. Kilde: Landbrug & Fødevarer

Danish Crown, der er den største svinekødsslagterigigant i EU, har i perioder sendt 30 pct. af hele sin danske produktion til Kina og til gode priser, men nu må man erkende, at festen er forbi.

EU-borgerne selv spiser mindre og mindre svinekød, bl.a. af hensyn til klimaet, men med EU-kommissionens velsignelse har de store svinekødsnationer Spanien, Tyskland, Danmark og Holland haft turbo på produktionen de seneste 20 år og sendt stadig større mængder svinekød ud på det internationale marked. 2020 oplevede den største eksport nogensinde ud af EU med 6.373.763 tons, og heraf gik mere end halvdelen (53%) til kinesiske opkøbere. Imidlertid signalerer det kinesiske regime nu totalstop for importen, og den beslutning vil få katastrofale følger for forbrugerne i EU, der vil blive oversvømmet med superbilligt svinekød for at få tømt staldene.

Siden 2000 har de europæiske svineproducenter øget eksporten ud af EU fra 2.409.717 tons til 6.373.763 tons i 2020. I cool cash er eksportindtjeningen vokset fra 32,3 mia. kroner til 110,1 mia. kroner, men de gyldne tider er kun opnået takket være de kinesiske opkøb. Det viser helt friske statistikker fra Eurostat.

Statistikken taler sit eget dystre sprog om en løbsk svinesektor, der har noget nær tredoblet sin produktion på bare 30 år. De seneste 10 år skyldes væksten helt udelukkende de kinesiske opkøbere

Støttemillioner til ”Pork Lovers”

I det indre marked tager borgerne det alvorligt, når verdens fremmeste klimaeksperter peger på kødproduktionen som den helt store årsag til de drastiske klimaforandringer, men svineproducenterne har uanfægtet fortsat turboproduktionen af stadig mere flæsk. EU-kommissionen har også støttet udviklingen med årlige millionbeløb til ”Spis mere flæsk”-kampagner overfor borgerne i EU og ikke mindst på de fjernøstlige markeder i Kina, Vietnam, Filippinerne m.fl.

Herhjemme har Landbrug & Fødevarer kørt en 3-årigt baconkampagne ”Love Pork” overfor børn og unge til 22,7 mio. kr., hvor støtten fra EU-kommissionen udgjorde 18,3 mio. kr., mens L&F selv skaffede 4, 4 mio. kr. fra anden side.

EU-tilskud skal lokke mere Tulip bacon i børn og de unge

Det danske svinekødsprojekt Love Pork står ikke alene. EU-kommissionen har tidligere (2016-2019) støttet et spansk projekt med 10,2 mio. kr. med samme formål. Projektet havde titlen ”Pork Lovers” og blev udført af spanske Interporc, der repræsenterer de tolv vigtigste producenter og aktører indenfor spansk svinekød.

Ifølge den spanske projektansøgning var udgangspunktet, at “forbruget af svinekød i Europa er faldet de seneste år. I 2008 havde EU-landene et forbrug pr. indbygger på 41,7 kg. I 2015 faldt dette forbrug til 40,9 kg. Derfor er det meget vigtigt at promovere svinekød for at genoprette forbrugernes tillid”.

Interporc fokuserede på Spanien, Storbritannien (UK), Tyskland, Frankrig og Portugal. Valget af de disse lande var baseret på følgende data: et meget lavt forbrug af svinekød i Storbritannien, 24,5 kg pr. indbygger. Et kraftigt fald i forbruget i Tyskland fra 55,2 kg i 2008 til 53,1 kg i 2015, og i Spanien faldt forbruget fra 56,2 kg i 2008 til 50,6 kg i 2013 – med en genopretning i 2015 til 54,4 kg, takket være en intern salgsfremmende kampagne under ledelse af Interporc.

Det er ganske tydeligt den spanske kødindustri (gul) og delvis den tyske (sort), der har drevet EU-produktionen i vejret i en tid, hvor klimabekymringerne ellers dikterer omfattende nedskæringer af netop kødproduktionen. Den danske eksport (rød) til ikke-EU lande har ikke ændret sig meget de seneste 30 år, men til gengæld har den altid været ekstrem stor

Flere danske svin end nogensinde

Politisk er det kun Holland og til dels Tyskland, der har vovet at tage tyren ved hornene og begrænser svinekødsindustrien, hvorimod den danske regering fortsat yder millionstøtte til at udvide vores ekstremt store svinekødsproduktion. Og det virker. I en dugfrisk prognose fra lobbyorganisationen Landbrug & Fødevarer meldes der om udsigt til rekordproduktion af danske svin i 2021.

De tyske svineproducenter har allerede set skriften på væggen for tre år siden (2017), hvor faldet i svinebestanden satte ind. I Danmark har man valgt den stik modsatte vej, godt hjulpet af milliardtilskud fra skiftende regeringer. Kilde: Statista.com

Selv om priserne de seneste måneder er kollapset, fortsætter de danske svineproducenter med at øge produktionen. Resultatet ventes at nå det højeste niveau nogensinde med en stigning på 1,1 mio. til 33,6 mio. svin. Heri er endda ikke medregnet de knap 10 mio. pattegrise, der dør inden for de første uger af deres levetid.

Aldrig tidligere er der produceret så mange døde pattegrise i de danske svinefabrikker

I de seneste år er det Kina, der har drevet den europæiske udvikling, fordi de 1,4 mia. forbrugere i Riget i Midten har fået forøget deres købekraft, så europæisk svinekød er kommet på menuen. Medvirkende er også, at Kinas egen svinekødsproduktion har været ramt af et enormt bagslag på grund af afrikansk svinepest (ASF), så kineserne har støvsuget verdensmarkedet for svinekød. Den tid er nu forbi.

Samtidig har det kinesiske regime investeret i opbygningen af svinefabriksanlæg i andre verdensdele for at sikre sig billige leverancer, f.eks. fra Argentina, hvor kinesiske statspenge skal næsten fordoble den stående svinebestand fra 8 til 15 mio. produktionsdyr. Det kommer til at gå ud over de relativt dyrere produkter fra EU.

Med politikernes aktive støtte fortsætter den danske svinekødsindustri sin himmelflugt. Tæller man de døde smågrise med (ca. 10 mio.), produceres der i dag 7,5 svin for hver eneste dansker i det yndige land. I intet andet land i verden tillader man dette misforhold

Største prisfald siden 1997 – alligevel vokser produktionen

I løbet af de seneste 10 uger har Danish Crown været tvunget til at sænke svinenoteringen til andelshaverne med i alt 3 kr. pr. kilo. Noteringen afspejler nøje udviklingen i Danish Crowns indtjening, som dermed er faldet 25 pct. siden uge 24. Der er tale om det voldsomste fald siden sommeren 1997. Faldet i eksporten skyldes væksten i Kinas egenproduktion, som fik prisen på svinekød i Kina til at falde 60 pct. på kort tid.

”På det tidspunkt havde vi og andre eksportører en masse containere på vej derud, og det viste sig, at kineserne måske har en lidt anden handelsmoral, end vi er vant til,” fortæller Lars Albertsen, global salgsdirektør for Danish Crown, til Finans.dk.

Kort sagt blev stort set alle eksportører tvunget af det kinesiske regime til at genforhandle priserne – også på de varer, der allerede var på vej mod Kina.

”Der har også været eksempler på europæiske slagterier, som må hente fyldte containere retur fra Kina, fordi køberne er løbet fra aftalen. Det er ikke sket for os, men der er tale om ret store mængder,” oplyser Lars Albertsen.

I nogle tilfælde har de kinesiske importører valgt at afskrive de 30 pct., der typisk er forudbetalt, og har simpelthen ladet de fyldte containere stå på havnene i Kina. De europæiske slagterier har hentet varerne retur og gearet voldsomt ned for eksporten til Kina.

Når spanske Ausa for alvor rykker ind i de danske kølediske med kilopriser helt nede omkring de 40 kr., så får Danish Crowns tyskproducerede Tulip Bacon kærligheden at føle. Og Ausa er allerede landet. Facebook-opslag

”Vores salg til Kina er nu mængdemæssigt i indeks 60 sammenlignet med begyndelsen af året,” fortæller Lars Albertsen.

Tysk og spansk kød trykker prisen

Katastrofeopbremsningen i  Kina vil også kunne mærkes i de danske supermarkeder. På grund af svinepest er de tyske slagterier blevet helt afskåret fra eksport til Kina, og de kinesiske myndigheder har samtidig frataget fem store spanske slagterier muligheden for at sende varer til Kina.

Jeppe Bloch Nielsen, formand Danske Svineproducenter

Resultatet er, at gigantiske mængder af svinekød må omdirigeres til salg på de europæiske nærmarkeder, og det kan allerede ses i danske supermarkeder. For eksempel tilbyder Spar 1 kilo bacon fra den spanske storproducent Ausa til 39 kr. Danish Crowns Tulip-bacon, der produceres i Tyskland, koster typisk 83 kr. for et kilo, så der er lagt op til en blodig priskrig, der først lige er begyndt.

Det dramatiske fald i indtjening og dermed afregningspriserne til Danish Crowns andelshavere vil få konsekvenser for slagtesvineproduktionen i Danmark, hvis nedturen bliver langvarig, vurderer Jeppe Bloch Nielsen, formand i Landsforeningen af Danske Svineproducenter. Det mener han ifølge Finans.dk, og fortsætter:

”Langt de fleste større producenter vil fortsætte, hvis det kun er en kortvarig bund. Omvendt har vi lige nu en giftig kombination af lave svinepriser og høje korn-og foderpriser. Det kan få en del mindre producenter til at tømme staldene og sælge kornet.”

Politisk har ingen fra regeringen kommenteret krisen i svinesektoren, men fortsætter nedturen, vil det formentlig komme på tale med en støtteordning i en overgangsperiode for at bevare industriarbejdspladserne i Danmark.

Bannerfoto: Danish Crown, Horsens. Pressefoto: DC/Red Star Photography

Kommentarer

  1. Jens Fisker - Nordstrandvej 7A - 8592 Anholt

    rettidig omhu og ikke utilsigtet slendrian – Mærsk –Møller citat

  2. Holger Øster Mortensen

    Topfolk fra Folketinget – politikere og embedsfolk – og topchefer og chefdyrlæger fra Danish Crown har brugt enorme kræfter for at booste flæskesalget til Kina. Nu falder det hele på gulvet: Men bare rolig: Hvis svineavlerne kommer i uføre grundet lave svinepriser, får de blot nogle flere tilskud fra de bugnende pengekasser i Brussel. Svin for enhver pris.

  3. Carsten Troelsgaard

    Det er ikke nemt at få luft efter sådan en artikel.

    mvh
    den livslange fattigrøv og nye veganer.

  4. Ian Heilmann

    Tak for detaljeret og velresearched artikel fra myreflittige Kjeld Hansen. Måtte dette blive et tippingpoint hen mod nye perspektiver i dansk fødevareproduktion.

Leave a Reply to Jens Fisker - Nordstrandvej 7A - 8592 Anholt Cancel reply