Vandrefalken på Monnet. Illustration: Ian Heilmann

Efter en december måned med det mørkeste mulm i mands minde tittede solen atter frem en af de første dage i det nye år. Det var om at smide, hvad man havde i hænderne og komme på græs og få lys i ansigtet

Det er strandengene Monnet på Tåsinge, der på disse kanter leverer den største himmelkuppel med den laveste horisont kompasset rundt. Og hvis man tilmed har en svaghed for vinterens fugle, kan oplevelserne gå hen og bugne – på en heldig dag.

Der var liv overalt, og fra flokke af gæs på vingerne kunne man få gratis anskuelsesundervisning i diverse gåsesprog: Det nasale og umelodiske kjææ-gaga fra de hjemlige grågæs, de smukkere toner en oktav højere kjy-jy-jy fra de arktiske blisgæs, og den hyggelige småsnakken fra de sort-hvide bramgæs. Gravand, pibeand, gråand og krikand fjerede sig i det milde og grønne vintervejr, der var sangsvanesang fra øhavets fladvand, og en flok hjejler med gyldne oversider og hvide buge futtede rundt i engens bleggule græs, som var deres ben erstattet af hjul.

Fuglene findes, hvor der er føde – det siger sig selv. I et økosystem i balance vil kødspiserne altid være fåtallige, typisk i forholdet ét rovdyr til mindst hundrede byttedyr, oftest plantespisere, (en lovmæssighed, menneskeheden passende kunne lægge sig mere på sinde). Monnet bød også den dag på nogle rovfugle, tiltrukket af mængden af ænder og vadefugle: Ude nær spidsen af den østlige odde tronede en havørn på en høj strandvold, sikkert en af de lokale ynglefugle. Den så ud til at have gang i at fordøje, mere end at planlægge jagt. Men skarverne havde helt åbenbart valgt at have ærinder andre steder end lige i ørnens omgivelser.

Strandengene Monnet på Tåsinge leverer den største himmelkuppel med den laveste horisont kompasset rundt. Foto: Ian Heilmann

Og så indfandt sig det fede held, som fuglefolk næsten altid håber på de rette steder: Midt på engen, i en lavning sad en vandrefalk, årvågen og iklædt sin ikonisk grafiske voksendragt i hele gråtoneskalaen fra sort til hvidt. Man kunne slet ikke se sig mæt på denne fuldkomne skønhed – og blikkene gik begge veje. Med ét var fuglen på vingerne, i lav flugt med svirpende slag af de lange og spidse grå vinger. En sky af ænder gik på vingerne, da den passerede stranden, men de slap denne gang med skrækken. Ikke længe efter var falken opslugt af landskabet.

Ian Heilmann

Vinterens fugle er i dag en del forskellige fra vinterens fugle for 50 år siden. Klimanormalen for de tre vintermåneder var i perioden 1961-1990 på 0,5 grader, men er steget til 2,0 i perioden 1991-2020, som vi netop har forladt. Fuglelivet har reageret markant på denne mildning – flere fuglearter overvintrer med fordel i Danmark, hvor de førhen måtte trække mod syd. Og kortere trækruter sparer energi og kan øge bestandene. Vores hjemlige grågås er nærmest eksploderet i antal – det giver så nye problemer i naturen.

Vandrefalken er glædeligvis mindre sjælden nu end for 50 år siden – det skyldes udfasningen af bl.a. kviksølvholdige miljøgifte. Nu skal vi så have smidt det forbudte carbofuran eftertryggeligt på porten, et ekstremt giftigt pesticid, som trods forbud fortsat er i omløb i visse kredse. I løbet af de sidste to år har stoffet kostet syv havørne og flere røde glenter livet. Den er især gal på Tåsinge.

Kommentarer

  1. Torben Aagesen

    Tak for den dejlige beretning, det billede af dit held, er bare så flot.

  2. Anna Sørensen

    “Mørkeste mulm i mands minde” skal nu tages lidt med forbehold, for aldrig har vi haft så meget lys til at ‘lyse op’ om natten. Hele døgnet rundt, også midt om natten…
    Må de mørke steder i Danmark, uden kunstig lys, brede sig her i 2021 og fremover! ;o)

Leave a Reply to Anna Sørensen Cancel reply