Johan Thomas Lundbyes ‘Efterårslandskab. Hankehøj ved Vallekilde’ fra 1847 er præget af den friske vind, som giver typisk dansk septembervejr, og bøjer træer og buske. Er det naturen, som vi tror på, den skal se ud?

Af Sara Heil Jensen, mag. art i arkæologi

«I dag sætter vi naturen fri” proklamerer miljøministeren ved lanceringen 24. marts af de 10 nye lokationer for det man har valgt at kalde «naturnationalparker». Her skal naturen – behørigt i sikkerhed bag hegn, eksisterer frit og uden menneskelig påvirkning.

Men findes det? Findes det uberørte Terra Incognita i Danmark? Er der et sted uberørt af mennesket?

Sara Heil Jensen

Svaret er nej. Danmark er et kulturland landskab, som begyndte da de første mennesker vandrede ind i det af isen blotlagte landskab for mere end 11.000 år siden. Her påvirkede de – på samme måde som andre store rovdyr, som ulve i Yellowstone Park og løver på savannen – byttedyrenes vandring og derved landskabet.

Temperaturstigninger, oversvømmelse af Doggerland, tømning af den baltiske issø forandrede landskabet, som nu tiltrak andre dyr. Da det første regulære landbrug opstod, var det i et kulturlandskab, påvirket af jægernes udnyttelse af deres miljø.

Siden er det gået slag i slag. Som den yderst succesfulde og omstillingsparate art vi er, har vi indtaget og påvirker hver kvadratcentimeter på kloden. Direkte eller indirekte. Nu så meget, at vores beslutninger dominerer livet på kloden. Den antropocæne æra er trådt i kraft.

Med mindre højtravende ord kan man også sige, at vi er i færd med at skide i egen rede, og er man i tvivl kan man sætte sig ned og læse møde referater fra samtlige klimatopmøder fra 2015 og til nu.

«Brandmandens lov» bliver ofte fremhævet som som en næsten religiøs læresætning, et eksempel på «nødvendighedens politik», hvor man forveksler hypoteser, teorier, antagelser, med naturlove, hvorfra der intet alternativ eksisterer og som ikke bør betvivles. Ens hænder er bundet- hvad kan man gøre, andet end at følge loven?

Tro eller viden?

Vi føler os, med rette, skyldige og søger som man siger «bod og bedring». Men det ene fører ikke nødvendigvis til det andet.

Måske er det ordvalget, som får mig til at tænke på de nye naturnationalparker som en religion?

Forskellen mellem en religion og en videnskab er, at du ikke kan eller skal sætte spørgsmålstegn ved religion. Den behøver intet bevis, og den rummer let paradokser, som et budskab om næstekærlighed i samme åndedrag som anbefalingen om at lade syndere stene til døde.

Eller slippe naturen fri i et indhegnet område, fylde den med udvalgte dyr og fjerne bevoksning som ikke vurderes passende.

Biodiversiteten er i krise og naturnationalparkerne skal være vores redning. Sådan bliver de i hvert fald præsenteret på Miljøministeriets egen hjemmeside. Men i denne redningsaktion er det totale fravær af evalueringsplan, succeskriterier og baseline alligevel overraskende. En videnskabeligt baseret metode har man vel et ønske om at kunne bevise effekten af?

Bliver der oprettet kontrolområder? Hvor lang er tidshorisonten? Hvad afgør, om forsøget er lykkedes eller mislykkedes, hvis dette overhovedet er muligt?

Svaret på det spørgsmål kan man finde på både de sociale og offentlige medier, hvor lærde og lægmænd udtaler sig: nemlig at antal arter eller anden målbar effekt, faktisk ikke er relevant, det handler om «at sætte naturens kræfter fri». Derfor er det i teorien ligegyldigt, hvad der sker indenfor hegnet, for det sker efter naturens (Guds) vilje. Om der kommer flere eller færre arter, er uden betydning, for nu har naturen frie hænder til at blomstre eller gå til grunde. Det som er vigtigt, er at vi ikke blander os.

«At dele verden op i mennesker versus natur er meget karakteristisk for et religiøst verdenssyn. Men også ret forsimplet. Vi er en del af det store økosystem – også selv om vi er i færd med at destruere det. Vi kan ikke adskille os fra det andet liv på kloden, hverken med færiste, hegn eller klaplåger»

Selv den inderste kerne i den fjerneste del af Tranum Klitplantage vil være menneskepåvirket. Og derfor ikke «vild natur», som pr. definition er udenfor menneskets påvirkning. Det gælder for naturen overalt i dette land. Privatfoto

Debatten er ekstremt polariseret, hvor de, som tilhører «den sande tro», har monopol på at bedømme etiske og følelsesmæssige spørgsmål, som eksempelvis konsekvensen ved naturlig populationsudvikling, mens andres følelser og etik negligeres og stemples som værende et «klynkende hylekor«. En ting er, at der findes korrekt og ikke-korrekte svar i naturvidenskab, men taler man om etik og moral, bør man respektere, at modpartens synspunkt også er validt, og man bør huske på, at i etik og moral er vi alle lige kvalificerede til at diskutere.

Natur og kulturlandskab

Naturnationalparkerne bliver præsenteret som at nu, endelig, tager vi mennesker ansvar og giver afkald på at kontrollere alt. Men man kan også se det som den ultimative ansvarsfraskrivelse, hvor man sætter et hegn og knap nok er perifært interesseret i at måle, hvilken effekt det får?

At dele verden op i mennesker versus natur er meget karakteristisk for et religiøst verdenssyn. Men også ret forsimplet. Vi er en del af det store økosystem – også selv om vi er i færd med at destruere det. Vi kan ikke adskille os fra det andet liv på kloden, hverken med færiste, hegn eller klaplåger. Selv den inderste kerne i den fjerneste del af Tranum klitplantage vil være menneskepåvirket. Og derfor ikke «vild natur», som pr. definition er udenfor menneskets påvirkning.

Så spørgsmålet er, om vi har sat naturen fri, eller om vi har sat os selv fri for at forholde os til det faktum, at vores påvirkning er global og selv vildskaben kun findes i den form og udstrækning vi bestemmer.

Brandmandens lov

At dele verden op i mennesker versus natur er meget karakteristisk for et religiøst verdenssyn. Vi kan ikke adskille os fra det andet liv på kloden, hverken med færiste, hegn eller klaplåger”. Foto: David Billings/Unsplash

«Brandmandens lov» bliver ofte fremhævet som som en næsten religiøs læresætning, et eksempel på «nødvendighedens politik», hvor man forveksler hypoteser, teorier, antagelser, med naturlove, hvorfra der intet alternativ eksisterer og som ikke bør betvivles. Ens hænder er bundet – hvad kan man gøre, andet end at følge loven?

Men har man ikke tænkt sig at følge op på parkernes effekt med videnskabeligt anerkendte metoder, så er succeskriteriet, at parkerne bliver opført – altså at man kommer igennem med sin politik. Man må gerne som politiker have en ideologisk sag, politik er bygget op om ideologier. Det handler om ideer, og derfor ikke overraskende at det er en idehistoriker, som beskriver dem bedst.

Her er det med succes lykkedes at begrunde en politisk sag med videnskabelig evidens, som man på den anden side ikke behøver, da beslutningen grundlæggende er ideologisk.

Sådan en tilgang lukker de facto for enhver debat, til trods for at der faktisk er en del at tage fat på. Spørgsmål bliver reduceret til modstand, konsensus bliver et svaghedstegn, pragmatik bliver fjendskab.

Debat er ikke længere en mulighed, for spørgsmålet om parkerne har placeret sig i religionens kategori: Her er du enten troende eller frafalden, og den som er mest dogmatisk, vinder.

Bannerfoto: Debatten om naturen er ganske sprængfarlig som her på vestjyske Kallesmærsk Hede. Privatfoto

Kommentarer

  1. Bjørn Rohde

    Et af de bedste indlæg jeg har læst i debatten om naturnationalparkerne

  2. Robert Olesen

    Tak for et befriende klarsyn på en Påskedag. I kølvandet på den frelste biodiversitets-vækkelse af et snævert politisk flertal vil der følge ny synd og et nyt behov for bodsgang – I form af vort ansvar for medmennesker andre steder på kloden – der hvor vi – som rigt land – påtænker at købe aflad for vores fortsat stigende forbrug af ressourcer og energi – Første synlige ridse i den ”grønne lak” bliver klimaministerens ”manko” i CO2 regnskabet – Medmindre selvfølgeligt, at også den pris kan negligeres og berettiges af ”Brandmandens lov”

  3. Amen 🙏

  4. Brita Rasmussen

    Herligt indlæg. Tak for det!

  5. Per Bennicke

    Per Bennicke:
    Bravo!

Leave a Reply to Robert Olesen Cancel reply