En stenbider, her den iøjnefaldende røde han, er kommet lovlig tæt på stranden. En redningsaktion fik den øjeblikket efter så langt ud, at den atter kunne svømme på ret kurs. Foto: Ian Heilmann

Thurø er en frodig og mangfoldig ø. For nylig er det i bedste sendetid blevet rullet ud for det ganske land, at den lille ø har et gunstigt klima og en god jordbund for den meget sjældne og højst eksklusive art ved navn: verdensklasse-håndboldtræner. Bestanden er nu oppe på hele to – hvad kan det ikke blive til?

Ian Heilmann

Og der er mere til: Skovene, Smørmosen, det dejlige guldalderlandskab Thurø Rev – og en lang og afvekslende kystlinje. Det lønner sig at kigge på fugle langs kysterne i denne tid. Overvintrende isfugle drøner forbi som projektiler med blåt blink fra ryggen, hvis ellers man når at se det. Eller de sidder bomstille på en pæl eller i et tagrør og tager sigte til et skråt hovedspring efter en intetanende småfisk. Evolutionen har lært isfuglen at korrigere for lysets brydningsvinkel i overgangen fra luft til vand. Ederfugleandrikker på vandet gør sig lækre med hvide midterskilninger, grønne nakker og sære gutturale lyde. Hvinænder kaster deres trekantede kalvehoveder tilbage over ryggen, hvis de ikke passerer én i luften med hvinende vinger (deraf navnet).

Der er virkelig både fugl og fisk. Stenet havbund på lavt, klart vand med bølgende orangebrune tangskove tiltrækker waders-klædte lystfiskere som hvepse omkring dovent hvidtøl. Forståeligt – man kan selv godt blive kroget bare ved tanken – og ørreder er ædelt vildt. Men nu kommer stenbideren ind på det lave vand for at gyde. Det er en plump og sært kantet fisk; den grågrønne hun er mere end dobbelt så stor som den flot rødbrune han. Hunnen lægger omkring 200.000 æg, og den røde han gyder så sin sæd. Som store hvaler kan også stenbidere komme på for lavt vand – og strande.

Ederfuglepar i fuld ornat. Foto: Andreas Trepke/Wikipedia

En søndag sidst i januar lå en strandet stenbiderhan i stenstrandens skvulp under skrænten på Thurøs sydkyst. Man troede først, at den havde bidt sin sidste sten, men gællen på oversiden bevægede sig i rytme med bølgeslaget. Min bedre halvdel tog med begge hænder varsomt den røde krabat om maven og leverede en præcis og flad aflevering ud til knæhøjt vand. Straks slog stenbideren med sin hale og forsvandt på ret kurs i sit kolde og rette element.

Det er muligt, at lystfiskere og kokke ikke sætter stenbideren synderligt højt. Kødet er vist nok lidt løst og geléagtigt. Men så er der lige rognen – Nordens kaviar, en himmerigsmundfuld, der koster kassen. Og nu er sæsonen lige om hjørnet. Senere på året, efter yngletid, trækker stenbiderne atter mod det dybe vand. Den er oceangående og har hjemmebanefordel i Nordatlanten, på breddegrader med Grønland og Island.

Bannerbillede: Stenbiderrogn med yoghurt, dild og rødløg/Wikipedia

Kommentarer

  1. Steen Ole Rasmussen

    Vinteren er kommet for første gang i flere år. Sneen og kulden er tilsyneladende kommet bag på nogle fugle, som burde være fløjet syd over for længe siden. I går kom der en flok stære og satte sig forvirrede foran mit udsigtsvindue over for det smukkeste overdrev, 4,5 km fra Odense C. Stedet er noget af det rigeste, hvad fugle og dyreliv angår her på Fyn, og sneen sætter det hele i perspektiv, så alt står skærende klart.
    De to viber, som jeg så for 4 dage siden og hørte om natten, er forhåbentligt kommet længere ned syd over nu, ellers ser det lige så slemt ud for dem. Viber og stære gør mig som regel glad, men ikke når de er gået i den danske vinters dødsfælde. Rovfuglene er markant til stede. Den lille falk hænger over sine fortrukne steder, og hvis den er heldig, kan den få lov til at beholde de mus, den fanger. Tit har kragerne dog held med at snuppe falkens bytte fra den. Musvågerne sidder og holder øje med det hele, aner ikke om de nogen sinde får fat i noget, og spurvehøgen sidder og gemmer sig på jorden bag en hæk ind til den i høj fart glider tæt hen over landskabet i haverne bag mit hus. Men det er lige som om, at de små spurvefugle har lugtet lunten, og holder sig tæt til det tætte løv. Det hele er mere stille, der spares lidt på energien. Der bliver brug for den.

  2. Ian Heilmann

    Tak til Steen Ole Rasmussen for indlevet naturrapport til tiden. Jeg tænker, at dit omtalte sted er den skønne dal omkring Odense Å, SV for byen – jeg har lige glemt navnet (præsteengen?). Floraen er også super der. Skønt, at vi får en periode med dagsfrost og sne .Og der er Brorson spot on:
    Trange tider, langsomt skrider/langsomt skrider, det har den art
    Dagene længes, vinteren strenges/vinteren strenges, og det er svart
    Trange tider, langsomt skrider/langsomt skrider, det har den art

    • Steen Ole Rasmussen

      Hej Ian Heilmann Stedet er et surbundsområde nord for Odinsbroen vestligt ned til Odense kanal. Stavids å går igennem, der er rørskov, lavbundsplanter, flader med ferskvand (tørrer nogle gange næsten ud, truer andre gange med at blive oversvømmet med saltvand) og det hele er omkranset af småskov, krat, koloniaver som min. Mit hus udskiller sig fra de andre ved at stå på ni pæle lige ud til det hele. Der har jeg stillet det, for ikke at blive oversvømmet og for at få lidt mere udsigt. Fik 500 kr. for at overtage grunden. Andre anså den for at være ubrugelig.
      I nov. 2017 var havet i kanalen 5 cm fra at oversømme hele herligheden. Jeg var livredder ved Odense Idrætspark, og så også hvordan havet var stod op omkring vores dengang helt nye havnebad. Det var voldsomt. Førstehjælp til padder, insekter og planter ville have været nytteløst. Havet kommer desværre nok periodevis ind over området i fremtiden, så kan jeg fange fladfisk fra huset som plaster på såret!
      Området omkring Odense å fra Bellinge til centrum er mere sammensat, rigt, kuperet, men har ikke helt så mange trækfugle som her, hvor de nogle gange slår sig ned og fouragerer forår og efterår, fordi der er mad til dem i det flade våde områder.
      Jeg har sat min knægt og nogle af hans venner ud på en tømmerflåde i Bellinge nogle gange. Så får de hele herligheden at se i ådalen fra Bellinge ind til papirfabrikken i Dalum. Frem over kan de fortsætte helt ind til Munke mose, fordi dæmningen ved papirfabrikken er væk. De kender og værdsætter det hele, men har nu også nået en alder, hvor det handler om at berige forløbet med et telt og nogle øller!
      Om foråret er der flere ornitologer end krager her ude ved kolonien, hvilket siger en del. Men gæs og måger er der flest af. De indrettede stier bruges mere end nogen sinde i disse coronatider, så man må sige at Odense bys borgere får ufatteligt meget for de ekstremt få penge, som disse rekreative områder koster.

Leave a Reply to Ian Heilmann Cancel reply