Kastration
Årligt får 13 mio. smågrise skåret deres testikler af for at forebygge “ornelugt” fra kødet.

Trods en klar plan siden 2009 for afvikling af kastration ved udgangen af 2014, løber lobbyorganisationen Landbrug & Fødevarer nu fra ansvaret. Det skriver Politiken i dag.

– Nej, vi når det ikke til udgangen af 2014. Det er, fordi ophør af kastration er en ualmindelig kompliceret sag, hævder afdelingsleder for veterinærpolitik i Landbrug og Fødevarer, Per Olsen, i Politiken. Han mener, at udviklingen af alternative metoder tidligst kan være klar i 2018 i forbindelse med det varslede forbud på EU-niveau.

Fødevareminister Mette Gjerskov “ærgrer” sig, men agter ikke at gøre noget for at mildne smerten for de mange grise. Det skortede ellers ikke på politisk fordømmelse, da DR for nogle år siden viste billeder af systematiske og smertefulde kastreringer af danske hangrise.

Den negative udmelding får Enhedslistens dyrevelfærdsordfører, Per Clausen, til at kræve handling fra fødevareminister Mette Gjerskov (S).

“Realiteten er, at siden man lavede planen om 2014, er der ikke rigtig sket noget – ud over at landbruget har fundet ud af, at der er forskellige ting, der ikke kan lade sig gøre”, siger Per Clausen.

Også Dyrenes Beskyttelse finder det “ærgerligt, at planen ikke holder”, og for Birgitte Damm Iversen, dyrlæge, ph.d. og projektleder i foreningen, er det en ringe trøst, at der er krav om smertelindring i forbindelse med indgrebet.

Planen om afvikling af kastrationer blev udarbejdet af VK-regeringen i 2009, men der var tale om en såkaldt “frivillig” aftale uden sanktionsmuligheder, når målet nu ikke nås. I planen tilkendegiver Justitsministeriet blot over for svineproducenterne, “at den klare målsætning er, at afviklingen skal være gennemført senest i 2014”.

 

Comments are closed.