Jorden set fra rummet. Foto: Freepix/pixabay.com.

Det kan sikkert være sjovt at gå ud og male byen rød – noget Liste A rundt om måske har overvejet gennem de sidste valghektiske uger. Men vil man yde et bidrag til at imødegå den globale opvarmning, skulle man hellere male byen hvid. Hvad kommer det så lige af?

Carbondioxid, CO2, er en drivhusgas. Synligt lys, med relativt korte bølgelængder, anslår ikke CO2-molekylets egne vibrations-frekvenser, og passerer derfor uhindret gennem CO2. Infrarødt lys, det samme som varmestråling, med relativt lange bølgelængder, har derimod resonans med CO2-molekylets egenfrekvenser. Det svækkes derfor, hvorefter det anslåede CO2-molekyle afgiver varmestråling i alle retninger. Herved varmes atmosfæren og jorden op, medens kun en mindre del undslipper videre opad. Klodens klima er derfor bl.a. bestemt af CO2-koncentrationen i atmosfæren og planetens såkaldte albedo, et mål for graden af hvidhed. Vignet: Ian Heilmann

Jo, det har at gøre med verdens i disse tider mest omtalte molekyle: CO2, også kaldet kuldioxid. Som kendt af alle fra de ikoniske fotos taget fra rummet, er jordkloden en betagende smuk solbeskinnet kugle i blå, grønne, gule, brune og hvide farver, hængende i det tomme, kolde og bælgsorte verdensrum. Atmosfæren – en tynd hinde af forskellige luftarter, inklusive en knivspids CO2 – svøber sig som en beskyttende og delvis gennemsigtig hud om planeten. Og faktisk kan kloden betragtes som én samlet organisme – med et stofskifte af stråling, snarere end stof. Der er blot én fødekilde: solens ødsle stråling af synligt lys, en energiform af høj værdi, som atmosfæren lader passere næsten uhindret. Når lyset bliver absorberet i planetens primære ”mave”, i form af grøn plantevækst og andet liv, oceanerne, jord og klipper, så skal planeten, ligesom alle andre organismer, udskille noget af lavere værdi: i dette tilfælde infrarød stråling, også kaldet varme. For at holde organismens temperatur (læs: klimaet) på et stabilt og behageligt niveau, skal en nøje balanceret brøkdel af varmestrålingen kunne slippe ud gennem atmosfæren og afleveres til verdensrummet. Herudover er der en mindre del af sollyset, der ikke deltager i dette stofskifte, nemlig den, som rammer sne, is, hvide skyer og andre hvide eller hvidlige overflader. I stedet for at blive absorberet, bliver det straks reflekteret i uændret skikkelse: som synligt lys. Og den energi forlader kloden ligeså nemt som den kom ind.

Ian Heilmann

To fysiske forhold er i særdeleshed bestemmende for energiregnskabet og dermed et stabilt globalt klima: Fordelingen af lyse og mørke farver på klodens overflade, samt indholdet af CO2 i atmosfæren. I mere end 100 år har det være kendt, at CO2 har en molekylær struktur, som gør det til et strålingsfilter: ”gennemsigtigt” for synligt lys og ”uigennemsigtigt” for infrarødt lys – som glasset i et drivhus. Vigtige elementer af det yderst komplekse bogholderi er altså: Jo mere hvidhed på klodens overflade, desto koldere, og jo mere CO2 i atmosfæren, desto varmere klima.

Forstyrrer man de fin-tunede balancer ud over visse grænse, kan det hele tippe over til en helt ny, anderledes og yderst uønsket ligevægt – lidt ligesom når man vipper på en stol: Det kan være behageligt nok med små vip, blot stolen atter kan falde tilbage til udgangspositionen. Men passerer man et kritisk punkt, mister man kontrollen til tyngdekraften, falder bagover og havner på gulvet med en bule i nakken, et knækket stoleben, eller det der er værre. Man har passeret et såkaldt tipping point, ude af stand til at vende tilbage.

Klodens klimaligevægt kan ligeledes passere iboende tipping points. FN´s seneste klimarapport fokuserer på især fem såkaldte tipping-elementer. Blandt dem er de polare iskapper, havis og gletsjere, som ved smeltning gradvis gør hvidt til mørkt og dermed selvforstærker den opvarmning og dermed afsmeltning, der er sat i gang fra de stadigt øgende CO2 udledninger.

Den del af sollyset, som rammer sne, is, hvide skyer og andre hvide eller hvidlige overflader, deltager ikke i jordklodens stofskifte og bidrager ikke til opvarmningen. I stedet for at blive absorberet, bliver dette sollys straks reflekteret i uændret skikkelse: som synligt lys. Og den energi forlader kloden ligeså nemt som den kom ind.

Der er nok at se til, på alle niveauer, fra det individuelle til den overnationale COP. Lykke til for de nye byråd i landet – man kunne jo foreslå lokalplaner om flere hvide tage i byerne, nogle grønne også, og ellers solceller på øvrige ledige overflader. Og NB: forsigtighed, hvis der vippes på stolene.

Bannerfoto: Det kunne ligne tundraen i Nordsibirien, men det er blot en solskinsdag i februar i år på strandengen Monnet på Tåsinge og Rudkøbing i horisonten. Det er på frysepunktet, og jorden er kold efter let nattefrost og snefald. Snedækket reflekterer sollyset og returnerer energien. Men omkring engmyretuerne har snedækket ikke fået fat – her absorberes sollyset i det mørke jordsmon, som derved varmes lidt op, som så får omkringliggende sne til at tø. Hermed absorberes mere sollys, med yderligere opvarmning og mere afsmeltning til følge, og pludseligt går det stærkt – og en time efter var al sneen væk og engen skiftet farve fra hvid til brungrøn. Et lille lokalt tipping fænomen, udrullet for ens øjne. Når virkning bliver til årsag, driver dynamikken sig selv og har det med at løbe løbsk. Det synes at være ved at ske i det helt store format i de polare egne. Foto: Ian Heilmann

Kommentarer

  1. Jan Østergaard

    …..gentagne bratte klimaændringer under den seneste istid skete samtidig i både Sydamerika, Sydøstasien, Europa og Grønland.
    I Grønland steg temperaturen med omkring 20 grader brat i alt 53 gange under den seneste istid.
    Uden menneskeskabt CO2!!!
    https://science.ku.dk/presse/nyhedsarkiv/2020/bevist-fortidens-klimaaendringer-skete-samtidig-i-flere-verdensdele/

  2. Ian Heilmann

    Jeg refererer udelukkende til IPCC´s sixth assessment report (AR6). Heri kan man læse (s.38), at det vurderes meget sandsynligt til næsten sikkert, at menneskeskabte påvirkninger (læs drivhusgas-udledninger) forårsager tab af arktisk havis, tab af snedække på nordlige halvkugle, afsmeltning af grønlandsk indlandsis, havstigninger, forsuring af havene og havtemperaturstigning. På de følgende sider vurderes diverse tipping-elementer og deres potentiale til at skabe abrupte klimaforandringer. Med vurderingen “high confidence” hører bl.a. Vest-antarktiske isdækker og arktisk vinter-havis.
    Hvis Jan Østergaard mener, at Sune Olander Rasmussens anerkendte paleo-klimatiske studier ikke indgår med tilstrækkelig vægt i IPCC-rapporten, må han rette henvendelse til rette vedkommende.

  3. Da 1oC stigning i temperatur øger hastighed af alle kemiske processer med en faktor 10 og 2oC med en faktor 100 og så fremdeles eksponentielt, skal temperaturstigningen tages dybt alvorligt ved mangeårige anlæg. Det har By & Havns konsulentfirmaer glemt, da de anbefalede anlæg af Lynetteholm. Det vil tage 30-50 år og kan blive noget nær en apokalypse, når der går iltsvind og udvikling af i de mængder af jord i Kongedybet lige udenfor København.

  4. Ian Heilmann

    Tak til Jan Østergaard for lige at bringe mig ud af den vildfarelse at opfatte hans første kommentar som et udtryk for, at IPCC ikke har læst ordentligt på lektierne. Og tak for ovenstående link. Ja, tanken om en domino-effekt af overskridelse af flere tipping-points kan godt ødelægge nattesøvnen. Selv avanceret modelberegning har det med at komme til kort over for stærk ikke-lineær og kaotisk dynamik. En kæmpe udfordring.

    PS: Også jeg synes, at Lynetteholmen lyder som det glade vanvid – alene tanken om CO2-udledningen forbundet med anlægsfasen…

  5. Jan Østergaard

    Ja, der er ikke grænser for hvad man kan tænke sig til!
    Men undrer du dig ikke over at et politisk organ som IPCC, også i deres sidste rapport lader Michael Manns hockeystavskurve være fremtrædende, selvom den i den grad er debunked adskillige gange.
    Hvis ikke, så forstår jeg bedre din nervøsitet.

Leave a Reply to Jan ØstergaardCancel reply