Til trods for at Danmarks er verdens største svinenation, så tjener vi kun småpenge på flæsket, uanset hvor mange ekstra svin vi producerer. Foto: Pixabay/free

Danske landmænd praler ofte med at være verdens dygtigste. Det gælder måske nok, når det handler om at trække smågrise ud af en so, men ikke når det kommer til den økonomiske bundlinje. Forklaringen er den, at i modsætning til de fleste andre lande vi normalt sammenligner os med, hvad angår uddannelse, lønninger og velfærd, er Danmark blevet stående på det samme udviklingstrin i de seneste 50 år i den landbrugspolitiske evolutionaf Kjeld Hansen, gårdejer og forfatter

KOMMENTAR – Dansk landbrug er en elendig forretning. Selvom vi har nogle af verdens mest effektive agroproducenter, og de har 62 pct. af landet som produktionsareal, så henter de kun småpenge hjem fra eksportmarkederne. Den kendsgerning er vigtig at holde sig for øje, når politikerne skal forhandle klimaplan med landbrugets lobbyister.

Økonomien taler for at ophøre med en 120 år gammel tradition for at eksportere bacon og smør til lave udsalgspriser. Tankevækkende er det både nationaløkonomisk og landbrugsfagligt at se på, hvor meget mere der kunne tjenes på en eksport med fokus på frugt og grønt, frø og blomster samt specialiserede afgrøder som f.eks. plantebaserede proteiner.

For to årtier siden søsatte hollandsk landbrug en teknologisk revolution under kampråbet ”dobbelt så mange fødevarer med halvt så mange resurser.” I dag er træskolandet verdens næststørste eksportør af landbrugsvarer, kun overgået af USA.

“Vi går til yderligheder, som når Tulip i Randers sender sine svin til Tyskland for at få dem opskåret af østarbejdere på sulteløn, for derefter at reimportere de samme svin, men nu forklædt som Tulip Danish Bacon”

Lad os sammenligne landbrugssektoren i Holland og Danmark. Landene har stort set samme areal, men hvor vi dyrker 62 pct., dyrker hollænderne kun 48 pct. Alligevel scorer det hollandske samfund hele 693 mia. kr. på eksporten af landbrugsvarer (2019), og det er endda efter at have mættet deres egen befolkning på 17 mio. mennesker. De danske agroproducenter haler kun 119 mia. kr. hjem årligt, og det er endda kun, fordi fiskeriets fangster medregnes. Tallene er opgjort af EU-kommissionens statistiske kontor.

Så hvem tilhører fremtiden, må det være relevant at spørge.

Op mod 80 pct. af den danske landbrugsjord anvendes til at dyrke svinefoder. Er det en klog og fremtidssikret strategi? Næppe. Foto: Paz Arando/Unsplash

Umiddelbart er forskellen på dem og os, at hollænderne producerer langt flere højværdiprodukter end dansk landbrug, der stædigt satser på masseproduktion af billige bulkvarer som f.eks. svinekød og mælk, men der gemmer sig mere i forklaringen. Hollænderne er også langt bedre til at udnytte ny teknologi, gødningsstoffer, pesticider, antibiotika og vandresurser.

Danske landmænd praler ofte med at være verdens dygtigste. Det gælder måske nok, når det handler om at trække smågrise ud af en so, men ikke når det kommer til den økonomiske bundlinje. Forklaringen er den, at i modsætning til de fleste andre lande vi normalt sammenligner os med, hvad angår uddannelse, lønninger og velfærd, er Danmark blevet stående på det samme udviklingstrin i de seneste 50 år i den landbrugspolitiske evolution.

Så kan det vist ikke blive billigere? Med den slags priser skal der produceres enorme mængder flæsk for at tjene til dagen og vejen. Det er den blindgyde, dansk landbrug er endt i.

Vi fastholder stædigt masseproduktionen af billigt flæsk, mælk og smør i stedet for at bevæge os opad i værdikæden, som et højtudviklet land som Danmark burde være i stand til. Den blindgyde er der ikke mange andre lande i den vestlige verden, der er endt i. Men det er vi. Det koster dyrt, både for klimaet, naturen, landbefolkningen og samfundets pengekasse.

Skibsværftsindustrien har vi for længst udflaget til lønbillige lande i Sydøstasien, tekstilindustrien har vi overladt til Indien, Bangladesh og Kina, men stædigt fastholder vi en mastodont af en gammeldags fødevareindustri. Den producerer mad nok til fire gange flere mennesker, end der lever i Danmark, men prisen er svimlende høj, mens indtjeningen er lav. Tilsølede landskaber, masseflugt til byerne, elendig dyrevelfærd, etc. Mastodonten står og vakler på sine lerfødder og skal hele tiden stives af med nye milliontilskud.

Til trods for at vi kan importere stort set alle fødevarer til billigere priser end vore egne, så fortsætter vi med at højglanspolere myten om Danmark som et landbrugsland. Og vi går til yderligheder, som når Tulip i Randers sender sine svin til Tyskland for at få dem opskåret af østarbejdere på sulteløn, for derefter at reimportere de samme svin, men nu forklædt som Tulip Danish Bacon.

Planteproteiner er fremtidens landbrugsprodukter. Både ernæringsmæssigt og økonomisk er disse afgrøder langt mere indbringende end svinekød og mælk. Pressefoto: DVF

Lad os slå fast, at erhvervsudvikling på landet ikke er i modstrid med fremtidens grønne omstilling. Den burde landbruget være klar til. Men skal landdistrikterne tage teten på grønne dagsordener, så kræver det politisk vilje. I stedet for nye tilskudsordninger til flere svinefabrikker og kvægstalde, så bør politikerne satse på regulær udvikling. En halvering af den ekstremt store husdyrindustri vil frigøre arealer i størrelsesordenen 1 mio. hektar til fremtidssikre produktioner af proteiner.

Os, der bor herude, vil gerne se ambitiøse investeringer på det grønne område. Landdistrikterne kan blive dem, der leverer de grønne løsninger, der efterspørges så højlydt. Og hvis vi er modige og dygtige, så kan de grønne løsninger blive kimen til et væksteventyr for hele Danmark. Men det kræver, at vi lægger fortiden bag os. Mere flæsk og flere mælkeprodukter er ikke fremtiden, hverken for eksportindtjeningen eller for dansk landbrug.

Dette indlæg har været bragt som kronik den 18. februar 2021 i dagbladet Børsen.

Bannerfoto: Dansk landbrug ligner en ruin. Foto: Holger Øster Mortensen, Bornholm

Opdatering med svar fra landbrug & Fødevarer:

Flemming Nør-Pedersen, direktør, Landbrug & Fødevarer, havde dette svar i Børsen, den 24. februar 2021

“Kjeld Hansen har i Børsen 18. februar et af sine mange indlæg om dansk fødevareproduktion. Det er skåret over den velkendte læst: Tegn et malerisk billede af, hvor ineffektiv og dårlig en forretning, landbruget og fødevaresektoren er, gennem konsekvent cherry picking og forvanskning af virkeligheden. Kikkerten holdes for det bevidst blinde øje, og det er sjældent godt for virkelighedsbilledet.

Direktør Flemming Nør-Pedersen, Landbrug & Fødevarer. Pressefoto

En af pointerne er, at vi skal “ophøre med en 120 år gammel tradition for at eksportere bacon og smør til lave udsalgspriser”. Det er en underlig og decideret uoplyst påstand, eftersom mælk og kød netop er produkter, hvor Danmark ligger øverst i værdikæden og dermed høster de bedste priser. Dansk smør anerkendes i hele verden for at være verdens bedste, og vi er f.eks. også blandt verdens absolut førende, når det handler om mælkeingredienser, som om noget er højværdiprodukter. Et område, hvor Danmark konstant udvikler og værdiforædler.

Vi bør ifølge Kjeld Hansen se til Holland for at drive et mere økonomisk og bæredygtigt landbrug. Det kan man undre sig over alene af den grund, at i Holland er antallet af dyreenheder pr. hektar landbrugsjord langt højere end i Danmark. Det er normalt ikke den vej, Kjeld Hansen ønsker, landbruget skal udvikle sig.

Ser man på den hollandske eksport af “fødevarerelaterede produkter” er den største eksportkategori prydplanter – gartnerierne er en historisk styrkeposition for hollænderne, men det er jo ikke noget, der kan mætte munde. De næste kategorier er kød, mejeriprodukter og æg. I høj grad de samme produkter, som vi har fokus på i Danmark. Kjeld Hansen mener også, at hollænderne er bedre til at udnytte ressourcerne. Han nævner blandt andet pesticider og antibiotika.

Det er svært at se, hvor han vil finde belæg for det. Mens der i Danmark bruges 1,1 kg pesticider pr. hektar dyrket land, så bruger hollænderne 7,9 kg pr. hektar. Det kan man bl.a. se i statistikbasen Worldometer. Med hensyn til antibiotikaforbruget i landbruget ligger Danmark blandt de lande i EU, der bruger mindst, også lavere end Holland. Det viser en opgørelse fra Det Europæiske Lægemiddelagentur. Løse påstande, håndplukkede data og ren spekulation er som altid ammunitionen i Kjeld Hansens krig mod de danske landmænd og fødevareproducenter.”

Kommentarer

  1. Jo mere præcist landbrugsproduktionen bliver beskrevet, jo mere pinligt bliver det. Jeg glæder dog over, at den plantebaserede produktion langsomt vinder frem… Ventetiden er bare svært at holde ud. Selv om en masse kræfter arbejder på at oplyse. Fx som her gylle.dk Tak for denne platform.
    Steen Leithoff

  2. Det er illusorisk at tro, at Danmark igen kan blive et egenligt landbrugsland, med en så stor eksport af landbrugsprodukter, at det vil ha’ en reel betydning for samfundsøkonomien og BNP.

    Her i Danmark bør vi i stedet satse på, at vi kun skal være selvforsynende med økologiske kvalitetsprodukter, og de jorder der evt. måtte blive frigjort, kan blive til skov og natur, så vi i den danske natur, igen kan få den mangfoldighed og biodiversitet tilbage, som det kemiske industrilandbrug næsten har udryddet.

  3. Svend Peters

    Synes det er skævt at påstå at 100 miliarder i indtjening årligt er uden stor betydning.

Leave a Reply to Svend PetersCancel reply