Fjerlet koreografi hos sydsjællandsk stylteløber. Det er ikke mindst mellemfoden der giver den ekstreme benlængde. Hælen er tættere på kroppen end på tæerne. Alle fotos: Kirsten Jutta Aarestrup

En sydsjællandsk eng med gumlende kvæg, gule kabbelejer strøet over grønne strøg, flader af blankt vand og flaksende og skrigende viber i luften – det ligner et klassisk dansk guldalderlandskab – men så indfanger kikkerten noget mere fremmedartet…

Ian Heilmann

Det er stylteløbere, en eksotisk vadefugleart, som er meget svær at tage fejl af: Kroppen er snehvid, vingerne kulsorte og benene er rosa og helt usandsynligt lange – som tynde, lyserøde stylter. Men der er intet stift og anstrengt i fuglens gangart, ingen har indtil nu set en stylteløber snuble eller vælte. Tværtimod – fuglen bevæger sig som en graciøs ballerina på tåspidser. Der er hele fem af dem, to ligger på rede.

Stylteløberen er knyttet til ferske eller brakke, klarvandede vådområder med rigelige forekomster af insekter, larver og andre smådyr – i varmt og solrigt klima. Den er kosmopolit, spredt og usammenhængende udbredt hele kloden rundt inden for et bredt bælte mellem cirka 50o syd og 50o nord. På alle kontinenter er der stylteløbere, og selv isolerede øgrupper som Galapagos og Hawaii huser sine stylteløbere. Og så er arten opportunist. Kommer der et år med tørke i et yngleområde, trækker fuglene væk for at opsøge andre egne med tilstrækkelige vandstande.

Gennem de sidste årtier har sydeuropæiske stylteløberbestande foretaget fremstød mod nord. Den har snart længe været etableret i Holland, og i de senere år har stylteløber-pionerer med mellemrum nået Danmark. I år er der stylteløbere på Vestamager og ved Næstved, måske flere steder, og man håber på ynglesucces.

Den omtalte sydsjællandske eng er på den indre del fersk og bliver i en glidende overgang til strandeng og yderst til et bælte rørskov ud mod det lavvandede og fredsommelige Smålandshav. Engen er i forvejen artsrig, med et sortiment af engfuglearter, som ellers er hårdt trængte herhjemme. Foruden viber i pæne antal spotter man rødben, skeand, atlingand, gul vipstjert, klyde, strandskade og mere til. Og altså nu også stylteløber, i hvert fald i år.

I fuglesystematikken er klyde og stylteløber placeret i samme familie. De har begge fjerdragter i sort-hvide mønstre og stiller delvis overlappende krav til levestedet. Men forskellene i deres økologiske nicher er alligevel tilstrækkelige til, at man kan opleve de to arter sortbrogede langben i samme kikkertfelt. Klyden er med sit unikt opadbøjede næb specialist i at skumme smådyr fra vandoverfladen, på vanddybder enten afpasset længden af dens lange, lyseblå ben eller betydeligt dybere, hvor den med sine svømmehudsfødder agerer svømmefugl snarere end vadefugl. Stylteløberen kan så til gengæld på sine barbieben vade ud på vanddybder, hvor ingen anden vader kan følge den. Her snapper den med sit lige og sylespidse næb efter proteinrige godbidder, både i overfladen og nede i vandet. Og hvor stylteløberen foretrækker vand i intervallet fra fersk til brak, overtager klyden i intervallet fra brak til salt.

Det er årmillioners evolution, der har resulteret i naturens fint tunede økologiske balancer, forudsætningen for en rig biodiversitet. De er til stede overalt, men ikke altid lige tydeligt.

One Comment

  1. Så er par på Vestamager. Samme Biotop. I det fladvandede område omkring villahøj sø.

Leave a Reply to Knud Cancel reply