Selv den sorte panter, der er en melanistisk variant af både leopard og jaguar (billedet), kan ikke skjule sine pletter. Foto: P. Melody/Unsplash

OPINION   Inden Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne kommer alt for godt i gang i den kommende valgkamp med at fremstille sig selv som klimaets frelsermand og den store ven af Danmarks natur, må det være på sin plads at erindre om samme Løkke Rasmussens voldsomme ødelæggelse af den centrale miljøadministration. Som statsminister i sommeren 2015 udviste han en rystende foragt for netop klima- og miljøproblemerne, da han de facto nedlagde miljøministeriet.

Lars Løkke Rasmussen, fhv. statsminister, nuværende leder af Moderaterne. Foto: Wikipedia

For at sætte trumf på udnævnte han årtiers mest naturfjendske fødevareminister til at herske over ruinerne af det, der engang havde været verdens mest fremsynede miljøadministration. Løkke Rasmussens fødevareminister hed Eva Kjer Hansen, og hun kastede sig straks i armene på de rabiate bondevenner. Protestorganisationen Bæredygtig Landbrug fik lov at skrive med på ministeriets bekendtgørelser og bidrage til den kreative bogføring, der skulle bane vejen for ministerens store landbrugsgavepakke.

MF Eva Kjer Hansen (V). Foto: Folketinget/Steen Brogaard

Men efter bare otte måneder måtte en vanæret Kjer Hansen opgive ministertaburetten. I februar 2016 mistede støttepartiet Det Konservative Folkeparti tilliden til hende, fordi hun gentagne gange havde leveret urigtige oplysninger til Folketinget om konsekvenserne af netop landbrugsgavepakken.

Nu kan det da ikke blive værre, var vi mange, der tænkte dengang, men det kunne det.

Atter demonstrerede Løkke Rasmussen en foruroligende mangel på politisk tæft for samarbejde hen over midten, da han udnævnte den unge teologistudent og vestjyske landmandssøn Esben Lunde Larsen til ny fødevareminister.

Fhv. miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen. Foto: Folketinget/Steen Brogaard

Lunde Larsen gjorde sig straks bemærket med en erklæring om, at syge svin har samme ret til antibiotika som syge mennesker, og da han kaldte en kornmark for smuk natur, sprang kæden af for alvor, også hos rigtig mange landmænd. Ufortrødent fortsatte han Løkke Rasmussens hærværk mod miljømyndighederne med beslutningen i januar 2018 om at deportere hele Miljøstyrelsen til provinsen. En forflytning embedsværket endnu ikke er kommet sig over.

Lunde Larsens evner for at finde pragmatiske løsninger på komplekse udfordringer og indgå fornuftige kompromiser var ikkeeksisterende. Til gengæld behandlede han de storpralende fiskekvotekonger så frisindet, at statsminister Lars Løkke Rasmussen måtte fratage ham ministeransvaret for hele fiskeriområdet. Dels for at komme en kritisk rapport fra Rigsrevisionen i forkøbet og dels for at undgå et politisk mistillidsvotum.

Nogen stor overraskelse vakte det da heller ikke, da fødevareminister Esben Lunde Larsen fik sin fyreseddel den 2. maj 2018. Til gengæld udløste det enorm undren, at Larsen allerede i juli kunne offentliggøre, at han også ville stoppe i folketinget, fordi han skulle arbejde for den højt respekterede amerikanske organisation World Resources Institute (WRI).

DOKUMENTATION

Kilde: Aktindsigt hos Udenrigsministeriet, sagsnr. 2020 – 20054/5691005

Umiddelbart var det ikke muligt at se, hvilke kvalifikationer Larsen kunne besidde til det job, og det er da heller ikke senere blevet åbenbaret. Velinformerede kilder vil derimod vide, at Løkke Rasmussen måtte betale 7,5 mio. kr. for at få afsat Lunde Larsen til WRI i Washington DC. Om det er sandt, vides ikke, men en simpel aktindsigt afslører, at den danske regering til og med 2017 støttede WRI med 7,5 mio.kr. om året, mens Løkke Rasmussen-regeringen fordoblede støtten til 15 mio. kr. fra og med 2018. Andre velinformerede kilder dokumenterer også, at Lunde

Et eksempel på “fake news” fra kommunikationsdirektør Jeppe Søe – historien var ikke sand, men bidrog effektivt til at oppiske stemningen mod regeringen i minksagen. Kilde: Twitter

Larsen selv havde forberedt det markante karriereskifte under flere USA-besøg hos WRI, bl.a. i december 2017 hvor han gav et foredrag for WRI-medarbejderne og afholdt møder med WRI-direktøren.

I dag forsøger en veltalende Løkke Rasmussen at neutralisere enhver mistro til sine politiske evner med mantraet ”lad os nu se fremad”. Igen og igen prædiker han bredt samarbejde hen over midten, men kast blot et enkelt blik på rollelisten i det nye parti, og du overvældes af mismod.

En ting er, at Rasmussen har ansat den tidligere kokain-misbruger Jakob Engel-Schmidt som sekretariatsleder hos Moderaterne, men med den omdiskuterede reklamemand Jeppe Søe som partiets ”kommunikationsdirektør” er der lagt op til konfrontation og konflikt i stedet for konstruktiv kontakt henover midten. Søe var bagmanden for de 500 traktorer, der blev sendt ind i Århus og København i november 2020 for at intimidere bybefolkningen.

Leopardens pletter er ikke sådan at slette.

Bannerfoto: Leopardskind. Foto: Erik Mclean/Unsplash

Kommentarer

  1. Holger Mortensen

    Kun tåber stoler på Lars Løkke. Han har gjort ubodelig skade på miljøet.

  2. Ivar+Dahlmann+Olsen

    Forhåbentlig kommer han ikke på tinge ved næste valg…

  3. Karsten Thomsen

    De to dyr på billedet er ikke leoparder, men jaguarer. Der finder også sorte varianter af dén slægt, som kaldes pantere..

  4. Ian Heilmann

    Tak til gylle for de afslørende oplysninger om Moderaterne. Lars Løkke trækker et laaaaaaangt spor efter sig af fup og fidus og ulidelig personlig magtbrynde.
    Det er ikke meget bedre i ministeriet Frederiksen. Tak til Enhedslisten for at have givet Engelbrecht kniven. Løgnagtige Bødskov blev behændigt forflyttet. Mere end nogensinde er der brug for kritisk journalistik.

  5. Jørn From

    Selvfølgelig tænker Lars på miljøet, nærmiljøet inden for sine egne vægge og i hans tegnebog.

  6. Lars Elvstrøm

    Pletter er pletter og Kjeld Hansens arbejde på miljøområdet er vedvarende, indsigtsfuldt og vigtigt.

  7. Holger Øster Mortensen

    Det ser ud til Lars kan blive kongemager efter valget 1. november. Det bliver et uskønt syn, og vil formodentlig vise Løkke som den fusentast han er…Hedtoft gled i smørret. Hvad glider Løkke i?

  8. jan stampe nielsen

    At bruge ordet deportere fordi Miljøstyrelsen ikke lige kunne blive i deres elskede København med kort til arbejde fra Nordsjælland, er lige voldsomt nok og plejer ikke at ligne hr. Hansens retorik. Og jeg kan da fortælle, at der faktisk bor ret mange intelligente og eftertænksomme mennesker udenfor København-strup. Og måske er det en øjenåbner for miljøstyrelsen at komme ud i alle gylletågerne og sprøjtetågerne.
    Det må være tilladt at spørge: Hvem valgte Lars ULykke ind og hvorfor. Ligeledes hvem vil nu vælge ham ind og hvorfor?
    Valgt ind det bliver han, det har DR og TV2 gjort en masse for, med den massive pressedækning de har givet ham det senest årstid.
    Kampen om Svanegården er begyndt.

  9. Torben Aagesen

    Tak – endnu engang kommer nyt frem om moderaterne, nu må borgerne i danmark se ham, som han er!

  10. Pingback: Axelborgministeriet: Hvad bringer S og V i regering sammen? | Gylle.dk

Leave a Reply to Ivar+Dahlmann+OlsenCancel reply