Omme Å, 23. april 1988

I dagens ophedede debat om byggeri på Vestamager og adgangen til de kommende naturdyrehaver rundt om i landet kan det være perspektivrigt at læse, hvad der optog naturfredningens forkæmpere for hundrede år siden. Bondedigteren Jeppe Aakjær tordnede dengang mod naturens svøbe i skikkelse af Det danske Hedeselskab, hvor mange i dag retter skytset mod den ekstreme agroindustri. Vi bringer her Politikens Kronik fra den 11. december 1909, hvor Jeppe Aakjær anmelder den første danske bog om naturfredning, nemlig August Mentz: Naturfredning, særlig i Danmark. G. B. N. F. 1909. 63 Sider, med mange fortrinlige Illustrationer. Kronikken illustreres med billeder fra Jens Gregersens formidable bog ”Den Jyske Hede – I urfuglens tid” med gavmild tilladelse fra kunstneren…

 

Syngende sanglærke

Her ligger foran mig en Bog, som burde kunne vække enhver varmt­følende Dansk til Eftertanke. I et stille, lidenskabsløst, men overbevi­sende Sprog fører den Naturens Flag mod Kulturen og lægger os det så hyggeligt på Sinde at fare var­somt med det danske Land. Det er Røster, vi ikke hører mange af her­hjemme. Enhver er så optaget af sin lille Privat-Menage, at vi alt for let mister Sansen for Helheden, det fælles Fædreland.

Det er nu over en Menneskeal­der siden, at Videnskabsmanden Oluf Winge skrev de smukke Ord:

“Der burde i ethvert Land være Ste­der, hvor den oprindelige Natur kunne træde frem så upåvirket af Kul­turen, som det var muligt og af an­dre Hensyn forsvarligt. Det ville, ikke være for meget forlangt af en Stat, at den skulle have Råd til at undtage enkelte Strækninger fra Dyrkning og lade visse Skove, Mo­ser, Søer, Holme osv. ubenyttede el­ler ikke benytte dem anderledes, end at et fyldigt Planteliv og Dyreliv kunne trives.”

I disse få Ord har vi egentlig hele „Naturfrednin­gens” Program. Hvilken dyb og in­derlig Kærlighed til Naturen og det uberørte røber der sig ikke i disse fordringsløse Linjer; men hvad Opmærksomhed kunne der skænkes denne ene Stemme på et Tidspunkt, da Oberst Dalgas endnu stod bred og sikker midt i Landet med Helgenglorien om Stanley Hat­ten, travlt beskæftiget med at rod­hugge og damptromle alle vore skælvende Barndomsminder i Kær og Hede.

Isenbjerg, august 1998

I mere end 50 År har alle Hæn­der nu været optagne af at ende­vende Landet, få Roden op og Top­pen ned og helst et godt Lag Staldgødning hen over det hele. Og nu kommer her denne lille, fine Bog og spørger: er det nu også nødvendigt at gå så rationelt hårdhændet til Værks? Kunne man ikke skåne i det mindste en Fuglerede her og der, en furet Vandreblok, en Old­tidsrest af gamle Ege, en Holm i Fjorden med Rør og Fugleliv, og kunne Ploven ikke glide uden om én og anden Knold i Mosen, hvor Hjejlen endnu i nogle År kunne gå op og klage sin Nød?

Vi ville just ikke derved blive banebrydende herhjemme, men ville komme med i en Strømning, der for ­længst har taget Gemytterne i Na­bolandene. Og Forfatteren gør nu kortelig Rede for, hvad andre Na­tioner har ment at måtte gøre for at holde Hånden over deres Lands truede Oprindelighed. I Tyskland går således Fredningen af visse sjældne Dyr som Elsdyret så langt som 1000 År tilbage; og 1803 be­gyndte man i Bayern at værne om visse sjældne Skovrester. Det er da ret forståeligt, at det er Tysk­land, som har fostret Nutidens mest varmhjertede Talsmand for Natur­fredning, nemlig Professor H. Con­wentz, der har været Sagens utræt­telige Befordrer ikke blot i sit eget Fædreland, men f. Eks, også her i Danmark, hvor hans Foredrag i Kjøbenhavn 18. April 1905 gav Stø­det til, at der nedsattes et Udvalg for Naturfredning, som siden har arbejdet i hans Ånd.

I Norge og Sverige, i Østrig og Frankrig, i England som Nordame­rika — overalt er Sindene nu vendte imod det samme: at beskytte den uberørte Natur mod Kulturbestræ­belsernes altudjævnende Nivelle­ringslyster.

Klithede med urfugle, udateret

Få Lande i Verden trænger som Danmark til en sådan Beskyttelse. Vort Land er formet af så blødt et Stof, at dets sarte Skønhed let får en dødelig Rift. En enkelt Arbejds­kolonne og et Par Gravemaskiner kan i nogle Uger forvandle en Egns Fysiognomi. Danmark har kun sine grønne Skrænter at byde frem mod Stormen og den skurende Regn. In­gen trodsig Fjældknaus, ingen skær­mende Bjergkæder står Vagt om Sletten. Hertil kommer Landets små Dimensioner. Ingen falder på at regulere Rhinen; det går lettere, når Talen er om Skals Å. Tænk, hvad vort Land tidligere ejede af Skønhed i dets Utal af vævre, slyn­gede Bække; nu er de næsten alle gravede i Jorden eller trukne lige som et Kantebånd langs en Skræd­deralen. Også vore få Dyr og Fugle står så svajende og hjæl­peløse i dette åbne Land, hvor Sky­degalskaben begynder allerede i Sko­leårene; man kommer alt for let Dy­rene til Livs; det meste kan fejes til Jorden fra et Logab. Skal der fort­sættes med Nedslagtningen som hid­til af Markens uskyldige Dyr, da kan den Tid ikke være fjern, hvor der ikke er andre Fugle tilbage end Gårdhønen og så en enkelt Grå­spurv, fordi den nu en Gang er så sejlivet.

Men det samme Udryddelsessind, der har vist sig så grumt mod Dy­ret, er også i kraftig Virksomhed overfor hele den øvrige Natur. Vi kunne måske nok få Lovgivningen med til en Revision af vor Jagt­lov, men hvad vil det alt sammen hjælpe, så længe man river Jorden bort under Dyrenes Fødder; thi vi får jo dog ikke Storken til at fi­ske i vore Mejeriers Afløbsrender eller Hjejlen til at ruge i Bjergfyr­rens pjaltede Kroner.

Hugorm, udateret

Hr. Mentz’ udmærkede Bog har sin Opmærksomhed ligelig for­delt over hele Landet; han er da uden Skyld i den­ne Anmeldelses Ensidighed, og de Bemærkninger, jeg nu agter at gøre, må stå fuldstændig for min Reg­ning. Thi for mig er det ikke nok at få lyst Fred over en eller anden hældende Busk ved Vejsvinget, for mig gælder det om at få skreget et Stop til den Trold, der stjæler os Barnet op af Vuggen og lægger en Skifting i dets Sted. Og Trolden, jeg sigter til, er Det danske Hedesel­skab. Det har samlet hele sin Op­mærksomhed om Vestjylland, og in­gen erobrende Horde kunne have gået mere skånselsløst til Værks mod en Provins’ oprindelige, nationale Skønhedsværdier. Det er et Selskab, der truer på Livet alt det Helligste, vi ejer, alt det, vi har erklæret vor Kærlighed i vort Livs skønneste Øjeblikke: Landskabet,

Udsynet, de milehvælvede Horison­ter. Hvilket Eventyrland var ikke disse vestjyske Egne i vor Barn­dom, da Fåreklokken klang gen­nem den duggede Morgenstilhed mi­levidt hen over Lyng og Lav og Ho­risonten stod i diset Fjernhed ubrudt til alle Kanter, mens Milli­oner Spindeltråde glinsede i Porsen omkring den rygende Hededam. Da fyldtes vort Barnesind af den jublende Bevidsthed, at her endnu var et Sted, hvor en Sjæl kunne være alene med Almagten, ene med Ødet og Stjernerne. Og nu! Ak, har vi ikke snart gjort tilstrækkeligt for at skaffe vore Efterkommere Pindebrænde!

Det danske Hedeselskab har san­delig været det jyske Land en hård Svøbe. Dette Selskab er jysk Naturs „Indre Mission”, lige så kold ufor­stående, lige så doktrinær, nytte­hildet og skønhedsblottet — kun på andre Felter.

Det skal ikke hjælpe dem at møde disse Betragtninger med Råbet: Æstetiker! Thi det er vel en Digters Ret — og det burde være alles — at se med æstetisk Ømhed på sit Land. De Folk vil sandelig få ringe Tak, der for en tvivlsom Nyttefordring har ombragt et Lands oprindeligste Skønhedsskatte. Nyt­ten alene kan aldrig bære et Folk over Afgrunden. De Kartofler, du skal have i Gryden, kan avles lige så gode på den brandenburgske Slette som i Nørrejylland; men gælder det om at bevare Nationens og Landets Karakterejendommelighe­der, de ydre såvel som de indre, da har Bjergfyrs-Apostlene handlet så ukærligt, så lidet nationalt som muligt, idet de nu i 40 År har an­strengt sig for at trække Nord­prøjsen hen over den jyske Halvø. Nåleskovene i Prøjsen og Jylland nikker nu genkendende til hverandre. Hele denne Vegetations stive og stikkende Væsen siger os straks, at den er kommen herind fra Pik­kelhuens Land. Jysk bliver hverken den eller dens Utøj.

Urkokke på spilleplads, udateret

Og skulle vi endelig til at drøfte Nytten af deres Gerning med de Her­rer Lyngforskrækkere, da er det vel ikke aldeles givet, at de kom til at stå med Palmer i Hænderne; jeg tror, de måtte tage til Takke med Bjergfyr.

Hedeselskabet har gennemgående kun været en Kæp i Udviklingens Hjul, en be­vidst og virksom Reaktion mod de store Jordreformer. Det har fået Debatten til at stå om Lyng og Sand og Jyllands fattige Hedebrinker, dér hvor den burde have stået om Muldjorden bag de højgrevelige Pigtrådshegn.

Illustrationerne til Aakjær-kronikken er udlånt fra Jens Gregersens store bog “Den Jyske Hede” fra 2018. Udgivet på Gads Forlag

Nej, Beplantningssagen er noget Tøjeri, der er smuglet ind fra Øer­ne, hvor det var på sin Plads. Plantager klæder Vestjylland lige så slet, som de jyske Lyngheder ville klæde Sjælland. Vestjyden er vant til at løfte sit Hoved i Fjern­syn. Før ham ind i Skoven — og om en Time vil han føle Kvælningsfor­nemmelser.

Hedeselskabet er startet af Øbo­ere og Østjyder, der kom med et fra Vestjyden vidt forskellig Natur­ideal. Øboeren og Østjyden skal gerne have et Par Lindetræer foran Indgangsdøren; Vestjyden fordrer derimod til enhver Tid fri Udsigt gennem Gårdsleddet. Men hvorfor skal Vestjyden påtvinges Øboernes Naturideal i sit eget Land, da vi dog aldrig bar forsøgt at pånøde dem vort? Hvorfor må vi ikke leve i den Barskhed, der tiltaler vor Sjæl?

Nej, vi ikke. Det jyske Land er for længst forrådt. Den vestjyske Bonde har halv modvillig ladet sig slæbe med til det, der var hans Sjæl imod, og sidder nu til Tak med Favnen fuld af Kakkelovnsbrænde. Og Hedeselskabets Mænd smiler lunt i Skægget; thi de har både Privat- og Bevillingsretten i Lommen; og Hedebruget fører sine Mer­gelspor længere og længere ind over Lyngen, og med hver Mergelknold, de spreder, er det som slængte de Jyllands Heder Skedevand i Ansig­tet.

Nu fløjtes der energisk på Dansk-Amerikanerne, at de skal komme og være behjælpelige mod at vælte det sidste Lynglæs. Det er Hjelm Hede mellem Skive og Holste­bro, der nu står for Tur.

Jeppe Aakjær, 1866-1930

Det er uforsvarligt at lokke dis­se intetanende Fremmede, der næp­pe af Selvsyn véd, hvad de gør, til at spolere et så ejendommeligt jysk Landskab; jeg betænker mig ikke på at sige, at her er Tale om det skønneste Stykke Hede i vort Land. Den milelange Række af lyngbevoksede Søbakker, som her skråner ned til Stubbegårds-  Flynder- og Hellesø, er noget af det herligste, et skøn­hedsbevæget Sind kan dvæle i. Jeg glemmer ikke Mylius-Erichsens Be­tagethed, da han i 1899 kom fra He­derne mod Syd til disse Egne. Og jeg var ham så taknemmelig for hans Grebethed og hans bevægede Ord, for det var jo min egen Barn­doms Hede, den fattige Jord, som havde fanget mig ind og blindet mig til sig for Livet. Jeg troede, den var godt gemt for Verden, men nu har mine Fjender fundet den; de hvæs­ser allerede deres Jern imod den og glæder sig til at flænge dens Barm.

Så tungt er det at have fået Sangens Gave blandt et Folk, der uden Suk ofrer alt, hvad der er skønt og helligt og ler os op i vore Øjne, når vi taler om vore blødende Minder.

Jenle, 1. Decbr. 1909. Jeppe Aakjær.

Bannerillustration: Borris Hede, april 2003

One Comment

  1. Jan Stampe Nielsen

    Så smukt og så eftertænksomt.
    Masser af departementer, konsulenter, opponenter, styrelser, ministerier og milliarder har her 112 år senere stort set ikke ændret en dyt.
    Mange har levet af det og lever af, at tale om det, gerne med himmelvendte øjne – iklædt uskyldighedens matte og slørede smil.
    Vi kan vinde VM i håndbold, være nogle er verdens bedste i Badminton og næsten også Fodbold. Men passe og pleje vor natur overstiger vore evner.
    Tillykke endnu en gang til vort stakkels land.
    Vi ses på Amager fælled når den en gang er færdig asfalteret.

Leave a Reply to Jan Stampe Nielsen Cancel reply