Cigaretfiltre indeholder plastmaterialet cellulose acetat. Over 5-10 år nedbrydes skod til mikroplast. Det vil sige, at de ikke forsvinder.Foto: Pawel Czerwinski/Unsplash

Cigaretskod forsvinder aldrig fra naturen. Alligevel ender alt for mange i skove og på strande. Fremover skal cigaretproducenter betale regningen for oprydning af cigaretskod. Miljøminister Lea Wermelin er glad for, at ansvaret nu lægges over på tobaksindustrien

Selvom cigaretskod skal i skraldespanden, så ender flere millioner hvert år på fortove, græsplæner og strande i Danmark til skade for vores sundhed og natur. Hidtil har kommuner og andre aktører betalt for oprydningen af de hvide plastikstumper. Men nu får tobaksindustrien regningen. Til januar træder det såkaldte udvidet oprydningsansvar for cigaretskod nemlig i kraft.

Det skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse 15. september 2022.

Cigaretskod er noget af det affald, der bliver fundet allermest af i vores natur. Når et cigaretskod får lov til at ligge på jorden, nedbrydes det i løbet af 10 år til mikroplast. Med andre ord forsvinder det aldrig. Samtidig afgiver cigaretskod tungmetaller som bly og cadmium, tjærestoffer og nikotin.

Miljøminister Lea Wermelin er glad for, at det økonomiske ansvar for oprydningen nu bliver lagt over på tobaksindustrien: – Cigaretskod er det affald, vi finder allermest i naturen, og det forurener med mikroplast og tungmetaller. Vi skal have cigaretskodderne væk fra naturen, og det er kun rimeligt, at tobaksindustrien betaler for at rydde op, siger hun.

Oplysning skal få færre til at smide skod i naturen

Udover at tobaksproducenter fremadrettet skal betale for oprydning af cigaretskod, skal industrien også betale for informationsindsatser om negative konsekvenser ved at skodde cigaretter i det fri.

Jeg tror, at mange ikke nødvendigvis ved, at cigaretskod er lavet af plastik, fordi det for eksempel ligner kork. Men det er plastik, og nu får tobaksindustrien både lov til at betale regningen for, at vi får ryddet op og for en oplysningskampagne, som Miljøstyrelsen står for. Det er mit håb, at det også vil få tobaksindustrien til at tage ansvar for at designe deres produkter på en måde, så de forurenende skod ikke havner i naturen. Det ville være det allerbedste, siger miljøminister Lea Wermelin.

Bekendtgørelsen om oprydningsansvar for cigaretskod er i dag offentliggjort og træder i kraft 5. januar 2023. Oprydningsansvaret for cigaretskod gennemføres i alle EU-lande.

Fakta om cigaretskod

  • Cigaretskod er antalsmæssigt den største fraktion af henkastet affald i Danmark.
  • Den samlede regning, som tobaksproducenterne skal betale for oprydningen, er estimeret til 32 millioner kroner om året. Der er derudover i gebyret til tobaksproducenterne indregnet yderligere omkostninger på i gennemsnit 5 mio. kr. om året. Dette er til administration af ordningen (gebyropkrævning, omkostningsopgørelse mv.) og oplysningstiltag.
  • Cigaretfiltre indeholder plastikmaterialet cellulose acetat. Over 5-10 år nedbrydes skod til mikroplast. Det vil sige, at de ikke forsvinder. Cigaretskod smidt i naturen kan også afgive tungmetaller som bly og cadmium, tjærestoffer og nikotin.
  • Foreløbige analyser indikerer, at cigaretskod henkastet i naturen kan ende i alle former for marine miljøer og udgøre en miljørisiko for vandkvaliteten, ligesom cigaretskod kan afgive stoffer, som kan påvirke marine organismer.
  • Det bliver fortsat kommunerne, som kommer til at køre rundt i fejebilerne og samle cigaretskod, men regningen for oprydningen lander hos tobaksproducenterne.

Kommentarer

  1. Torben Aagesen

    Det har da sandelig også taget sin tid, glæder mig til at se effekten.

  2. Mogens Winther

    Indfør 10kr pant på hvert skod, så skal rygerne nok rydde op efter sig

  3. Jan Stampe Nielsen

    Absurd! Princippet bør være, at den der sviner, er den der betaler. Skal MacDonald eksempelvis nu til at betale for de alt for mange poser, pap kartoner med mere som tilsyneladende kastes ud fra biler.
    Der ligger 350 tons vindmøllevinger gravet ned på Lolland, hvem skal betale for at få dem fjernet og evt. genbrugt?
    Og så videre.
    Men vores såkaldte miljøminister er naturligvis glad for forslaget. Valget nærmer sig og hun har nok brug for lidt sol og medvind.
    I Øvrigt er jeg ganske enig i, at ethvert skod kastet i naturen og på gader og stræder er et for meget.

  4. Ole Roed Jensen

    Cigaretfiltrene og deres plastindhold har ingen betydning for skadeligheden af rygning. De mest skadelige partikler og vanedannende kemiske forbindelser smutter igennem. Rygere er oftest ikke så hensynsfulde at de holder ikke op med at smide skoddene fra sig, så en ny og bureaukratisk ordning med endnu flere ansatte til pseudoarbejde er nok ikke vejen frem. Vi samler ofte skod sammen når vi går en tur, mest af egoistiske grunde fordi det er skideirriterende at se på svineriet i mange måneder. Hvad med mere realistisk at forbyde filtre på cigaretterne, så skoddene nedbrydes og forsvinder efter et par regnbyger, så vi ikke skal være afhængige af andres ansvarsfølelse??

    • Per Christiansen

      Hr. Ole Roed Jensen
      Må jeg informere om det nye patenterede system til opsamling af cigaretskod, snusposer, papir og plastik. Systemet gør op med opsamling via “Haps”. Der blev opsamlet 1080 cigaretskod på 40 minutter.
      Venlig hilsen
      Per Christiansen
      2016 4781

  5. Steen Andersen

    @Jan Stampe Nielsen Jeg tror nu nok at forureneren skal komme til at betale i dette tilfælde. For hvor mon tobaksindustrien finder 37 mill. kr. om året andre steder end hos kunderne, altså rygerne.
    Men får rygerne så noget for pengene? Der er i forvejen lagt ganske ekstreme afgifter på tobak (ca. 10 mia. kr. pr. år – ca 80% af salgsprisen), så dette tiltag, hvor politisk korrekt og miljørigtigt det end måtte tage sig ud, er i min optik ikke andet end symbolpolitik. Det er jo ikke sådan at indsamlingen af skodder på nogen måde bliver anderledes end den er nu, hvilket vil sige at graden af denne forurening ikke ændrer sig en tøddel.
    Og mon alle dem som ryger cigaretter uden filter, cerutter, cigarer, pibe, skrår eller indtager snus slipper for at bidrage? Næppe.
    Så jeg er enig i at det er absurd, men måske af andre årsager. :-)

Leave a Reply to Ole Roed JensenCancel reply