Den hvide stork går frem overalt i Europa undtagen i Danmark. Alligevel jubler vi over en håndfuld ynglepar, fordi vi helt glemmer, at for få årtier siden var der hundredvis af storke i landet. Foto: Henrik Hansen/Unsplash

Intro: De gode gamle dage findes

Begejstringen over syv par ynglende storke i 2020 illustrerer på tankevækkende vis det såkaldte ”shifting baseline syndrome” (SBS), der gør det muligt at overse, at der så sent som i 1940 havde været mere end 1.000 storkepar i Danmark, og at bestanden i 1800-tallet talte 10.000 par. Det er et begreb, der i psykologien kaldes ”miljømæssigt generationshukommelsestab,” og det sætter ofte sit præg på debatten om landbrugets påvirkninger af klimaet, vandmiljøet og biodiversiteten. Både blandt landmænd og naturvenner.

Kort fortalt står ”shifting baseline syndrome” for en gradvis ændring af de accepterede (evt. juridisk gældende) normer for tilstanden i det naturlige miljø. Ændringerne sker på grund af ringe erfaring, svigtende hukommelse eller manglede kendskab til miljøets tidligere tilstand, selv hvis den er velbeskrevet i litteraturen. Hvad vi anser for at være et sundt miljø i dag, ville tidligere generationer betragte som forurenet, og hvad vi vurderer som forringet natur i dag, vil den næste generation huske som sund eller normal, hvis naturtilstanden bliver endnu værre.

Derfor er det så vigtigt at fastholde og beskrive, hvad der var engang, både på godt og på ondt. En af det 20. århundredes store samtidsvidner, hvad angår naturens deroute, var lægen og ornitologen Lorenz Ferdinand. Han blev født i 1921 og fejrede sin 19 års fødselsdag i 1940 – samme år som Rigsdagen vedtog den katastrofale landvindingslov, der bl.a. finansierede ødelæggelse af Ferdinands elskede Filsø i Vestjylland og 1700 andre natursteder landet over – og han fyldte 50 år, da landvindingsloven endelig blev afskaffet i 1970. Han levede hele sin ungdom som lidenskabelig ornitolog, men også som samtidsvidne til den helt store ødelæggelse af Danmarks natur.

I 1971 blev han valgt som formand for Dansk Ornitologisk Forening, som han fornyede og moderniserede til en slagkraftig naturhistorisk organisation, der kom til at sætte sit præg på den genopbygning af naturen, der så småt gik i gang hen mod århundredets afslutning. Ferdinand gik af som formand i 1988 og nedenstående kronik fra Politiken, den 26. april 1988, er en af hans sidste store advarsler mod den fortsatte degradering af naturen i agerlandet. Læs den og lær!

Politiken, den 26. april 1988

Plads til fugle og kornblomster

af LORENZ FERDINAND

Det bærer mod et Danmark uden lærkesang, insekternes summen og det vilde blomsterflor, hvis ikke den grønne lovpakke gennemføres i sin helhed. Hvis beskyttelsesbræmmerne ved vandløb og søer skal være en frivillig sag, er naturslaget tabt. Kronikøren er læge, dr. scient. og nys afgået formand for Dansk Ornitologisk Forening.

Kornblomsten er også blevet sjælden. Foto: Niels Riis Ebbesen

ALLE NATURHISTORISKE specialer har registreret, at der er sket negative ændringer i et helt uset omfang i vores landbrugsområder og de nærliggende omgivelser i de sidste tyve år. Næsten alle de negative faktorer kan relateres til omlægningerne af landbrugsdriften – fra gammeldags landbrug til det moderne landbrug med øget kornavl, større gårde og mindre dyrehold.

Størst betydning har det haft, at der er færre græsningsområder, at man er ophørt med vekselbrug, at der er nedlagt mange levende hegn, stengærder og lignende, at mange små naturområder er blevet opdyrket, og at der er sket en øget brug af insekt- og ukrudtsdræbende midler. De store maskiner kan i løbet af få timer pløje store arealer med jomfruelig jord igennem og fjerne stengærder og hegn.

Alle disse forhold har medført dybe indgreb i de økologiske kredsløb. Der er færre fødemuligheder for fugle og pattedyr, en ændret smådyrsfauna i muldlaget, færre vilde plante- og insektarter, færre mus. F.eks. er antallet af ynglende viber, lærker og landsvaler fra 1976-1986 aftaget med henholdsvis 60, 61 og 42 pct.

Hvis man lavede det tankeeksperiment, at alle levende hegn, smålunde, moser m.v. fjernes over store områder, så det blev kæmpeflader med kornmarker, ville disse områder blive ‘ørken’ for dyr og fugle. Måske kunne der trives enkelte lærker og fasaner, men hovedindtrykket ville blive den næsten trøstesløse goldhed uden lærkesang, insekternes summen og det vilde blomsterflor. Så galt er det ikke endnu, selv om vi er godt på vej i mange landsdele. De små naturområder, der findes spredt i landbrugsområderne, kan derfor beskrives som de sidste oaser fra de oprindelige plante- og dyrearter.

KAN FORARMNINGEN standses? Ja, men kun hvis man laver en aktionsplan, der skal virke gennem årtier med gendannet natur i stor stil, konsekvent beskyttelse af de sidste naturområder og brug af færre kemikalier i landbruget. En sådan aktionsplan synes at være på vej i form af den grønne lovpakke der for nylig er forelagt Folketinget.

Landbrugets dominans gennem første halvdel af det 20. århundrede kostede dyrt for naturen, og vi betaler stadig af på gælden.

Udgangspunktet for disse ændringer er et notat fra 1985 udarbejdet af den daværende fredningsstyrelse, om hvad de naturbeskyttelsesmæssige konsekvenser bliver, hvis betydelige landbrugsarealer tages ud af drift, så overproduktionen i EF-området begrænses. Det blev sandsynliggjort i rapporten, at det i særlig grad er jorder med lavt udbytte (marginaljorder), der skal tages ud af drift, og man beskriver de muligheder, der er for at anvende jorden til andre formål: skovtilplantning, naturgenopretning, nye driftsformer og mere ekstensiv landbrugsdrift.

Folketinget drøftede allerede i vinteren 1985-86 disse komplekse problemer, og det konstateres, at der var en meget betydelig sympati for miljøministerens naturvenlige oplæg. Det blev besluttet, at miljøministeren fik bevilget 10 millioner til at iværksætte en række projekter, der nøjere skulle belyse problemerne. Resultaterne fra disse grundige undersøgelser blev i marts 1987 offentliggjort i en række interessante rapporter på hundreder af sider. Rapporterne omfatter bl.a. kortlægning af potentielle marginaljorder, drifts- og samfundsøkonomiske analyser, landbrugeren og de marginale jorder, ådale, ferske enge og strandengenes naturværdier, retablering af tørlagte søer og fjorde og friluftsliv og turisme i marginaljordsområder.

Bynkefuglen er gået voldsomt tilbage i takt med opdyrkningen af næsten alle overdrev og enge. Foto: Natalino Fenech

På dette grundlag har Skov- og Naturstyrelsen i 1987 udgivet en meget læseværdig bog ‘Marginaljorder og Miljøinteresser*, hvori rapporterne er resumeret. Bogens udgangspunkt er regeringens overordnede natur- og marginaljordsstrategi:

  • At bevare uopdyrkede eller ekstensivt dyrkede arealer
  • At beskytte særligt miljøfølsomme områder som vandløb, søer, naturarealer og ferske enge m.v.
  • At afbøde konsekvenserne af marginaliseringen i tilfælde hvor en opgivelse af dyrkningen betragtes som uacceptabel af landskabelige årsager eller af hensyn til lokalsamfundene.

I bogen påpeges det bl.a. at der er stor forskel på, om marginaliseringsproblemerne vurderes ud fra den enkelte landmands eller fra samfundets synspunkter. Den enkelte landmand vil forsøge at få udnyttet marginaljorderne ud fra privatøkonomiske synspunkter, medens man fra samfundets side bør være interesseret i at fremme en udvikling med differentierede hensyn (bl.a. til den vilde fauna og flora) ved genetablering af natur, større træproduktion samt til landbrugserhvervets langsigtede trivsel.

De gode hensigter med en konsekvent naturstrategi svækkes dog i høj grad ved, at det anføres, at marginaljordstiltag ‘helt overvejende skal bygges på frivillighed’.

Lorenz Ferdinand var ornitologernes formand fra 1971 til 1988, hvor han inspirerede en hel generation af fuglekikkere til at gøre en indsats for at bevare og genskabe landets natur. Foto: DOF

I bogen gives der et væld af faglige oplysninger om, i hvilken grad naturen er blevet forarmet af det moderne landbrug. Nogle tal fra bogen belyser problemerne:

  • Siden århundredeskiftet er 69 pct. af alle vandhuller og småsøer forsvundet i landbrugsområderne.
  • I 1956 blev der kun anvendt 1500 tons kemiske hjælpestoffer. I 1985 var antallet blevet til 8000 tons. Kemikalierne omfatter først og fremmest insekt-, svampe- og ukrudtsdræbende stoffer.
  • Af de 40.000 km vandløb, der findes i Danmark, løber kun de 2 pct. i deres oprindelige leje.

I maj 1987 debatterede Folketinget igen marginaljorderne. Resultatet blev, at miljøministeren på regeringens vegne lovede at fremsætte lovforslag med følgende målsætning:

  1. Udlægning af beskyttelsesbræmmer ved vandløb samt moser, søer og heder.
  2. Sikring af strandenge, ferskenge og mindre biotoper på over 4000 kvm og beskyttelse af søer og vandhuller over 250 kvadratmeter.
  3. Genskabning af større samlede naturområder ved ændring af erhvervelsesloven (‘lov 230’), så den omfatter både natur-, skovplantning og friluftsformål.

Folketingets grønne flertal (S, SF, R og VS) tilsluttede sig denne linje, men korrigerede oplægget på flere punkter, idet det pointeredes, at lovgivningen på miljøområdet skulle være ‘offensiv og først og fremmest tage udgangspunkt i natur og miljømæssige krav’. Det grønne flertal lagde især vægt på, at der skulle etableres seks meter brede bræmmer omkring vandløb, og at der ikke må gødskes, anvendes ukrudtsmidler eller foretages jordbehandling på disse.

”En uhyre vigtig del af det grønne flertals forslag er, at der skabes bræmmer af natur og vegetation omkring vandløbene. I regeringsforslaget bestemmes det, at bræmmerne skal være en frivillig sag, som bestemmes af den enkelte landmand. Det er ud fra et naturmæssigt synspunkt en umulig ordning”

DET GRØNNE KONTAKTUDVALG (et koordinationsudvalg mellem alle de biologisk orienterede naturorganisationer) har siden 1985 arbejdet med marginaljordsproblemerne. Man har bl.a. over for miljøministeren påpeget, at det er strengt nødvendigt, at der sker vidtgående ændringer i vores forvaltning af det åbne land for at stoppe forarmningen af den vilde fauna og flora.

Udvalget har i denne henseende først og fremmest peget på nødvendigheden af, at der laves dyrkningsfrie og kemikaliefrie zoner på 10 meter ved alle vore vandløb samt naturgenopretning og vådområderne.

I bogen ‘Marginaljorder og Miljøinteresser’ er der givet nogle meget vægtige begrundelser for, hvorfor bræmmerne langs vandløbene skal være obligatoriske.

Det kan sandsynliggøres at bræmmerne vil få enorm betydning for dele af den vilde fauna og flora. For fugle og pattedyr vil bræmmerne både give bedre fødetilbud og ynglemuligheder og det kan forudses, at bestanden af visse fuglearter på landsbasis vil øges betragteligt.

Når bræmmerne ad åre er groet til, vil de syne meget i landskabet og vil give dette både nye æstetiske proportioner foruden meget store oplevelsesmuligheder, både for almenheden, jægere og fiskere. I det lange løb vil bræmmerne blive præget af krat, træer og høj urtevegetation og derved vil der blive skygget over vandløbene. Dette vil give mindre tilvækst af grøde, og derved bedre levevilkår for fiskebestandene.

Bræmmerne kommer til at fungere som bufferzone omkring vandløbene, der opfanger tilledningen af gødningsstoffer samt forskellige typer af materialer.

Bræmmerne langs vandløb blev aldrig en realitet undtagen hvor jordejere etablerede dem på eget initiativ og for egen regning. Privatfoto

Regeringen forelagde i februar en ‘grøn lovpakke’ med forslag til ændringer af en række love der berøres af marginaliseringen. En af dem er Naturfredningsloven, hvor der er sket vigtige ændringer.

Men regeringen har ikke levet op til sit løfte om udlægning af beskyttelsesbræmmer ved vandløb, søer, moser og heder – og slet ikke rettet sig efter folketingsflertallets pålæg om dette. Hvis det grønne flertals intentioner bliver indarbejdet i lovkomplekset, og der bliver bevilget tilstrækkelige midler, vil en vedtagelse af disse love være udtryk for en epokegørende nytænkning inden for naturbeskyttelsesområdet. I bedste fald kan ændringer ad åre blive lige så betydningsfulde for landets udseende, flora og fauna, som da Skovforordningen i 1805 fik opdelt landet mellem landbrug og skovbrug og man derved i sidste øjeblik fik reddet de sidste skovrester. Det grønne lovkompleks vil kunne præge landskabsudviklingen meget mere end alle de foregående naturfredningslove tilsammen.

Med lovkomplekset bryder man delvist med det princip som hidtil har været gældende – nemlig, at der er en ‘juridisk’ pligt (iflg. Landbrugsloven) til at dyrke al jord udenfor skovene og byerne.

Det vestjyske landskab stod kronikøren nært, fordi det rummede de sidste pletter af ureguleret natur. Foto: Susanne Possing

En uhyre vigtig del af det grønne flertals forslag er, at der skabes bræmmer af natur og vegetation omkring vandløbene. I regeringsforslaget bestemmes det, at bræmmerne skal være en frivillig sag, som bestemmes af den enkelte landmand. Det er ud fra et naturmæssigt synspunkt en umulig ordning. Den vil blive kostbar og vanskelig at administrere. Selv om det lykkedes at få nogle landmænd til at gå ind på ordningen, vil man ikke få nogen helhedsløsning ud af det.

I DET oprindelige oplæg fra Skov- og Naturstyrelsen går man ind for ‘tvungne’ bræmmer på seks meter. Det er beregnet at det kan koste en gennemsnitslandmand mellem 100 og 500 kroner i årligt indtægtstab. Skov- og Naturstyrelsen har endvidere beregnet, at det samlede egentlige landbrugsområde, der ville gå ud af produktion med seks meter bræmmer, ville blive omkring 12.000 hektar.

Bræmmerne i sig selv dækker et samlet areal på 34.000 hektar, men den overvejende del af disse ligger allerede i dag hen som naturområder. Hvis man lavede det tankeeksperiment at sammenligne dette areal med de kolossale naturområder, som tidligere er blevet inddraget til landbrugsjord ved opdyrkning og afvanding, så udgør bræmmerne kun en lille del af dette areal. I årene 1940-1962 blev der alene opdyrket 148.000 hektar vådområder (‘landvindingssager’). Disse afvandinger er for en væsentlig del betalt af offentlige midler, og hvis landbruget i dag kunne føle en ‘moralsk’ forpligtelse til at betale levesteder tilbage til naturen, så er der nu en chance – ved at støtte oprettelsen af bræmmer langs vore vandløb. Det vil kun være en meget beskeden tilbagebetaling i sammenligning med det, landbruget tidligere har vundet ind af natur.

Desværre må vi konstatere, at landbrugets politiske talsmænd har evnet at overtale regeringen til at gå ind for frivillige bræmmer. Samt få reduceret beløbet der er afsat til naturgenopretning. Baggrunden for denne holdning er vel både den traditionelle jordejers ønske om selv at bestemme samt en manglende forståelse for, at der bør være andre hensyn end de erhvervsøkonomiske, der skal være medbestemmende omkring landskabets indhold.

Kronikøren i felten. Foto: DOFT

I et indlæg i Politiken den 12.7. 1986 har en af landbrugets trofaste advokater Svend Haugaard klart givet udtryk for den traditionelle erhvervsøkonomiske holdning, idet han i et svar til Leif Hermann om dennes ønske om at kunne opleve kornblomster, henviser Leif Hermann til at købe nogle frø og så disse i haven. Gudskelov er der i de sidste år sket en enorm holdningsændring i store kredse også på landet. Flertallet i Folketinget har klart forstået dette budskab.

Foruden at beskytte og genoprette natur skulle man også formindske forbruget af landbrugskemikalier meget væsentligt. De nyeste undersøgelser fra Dansk Ornitologisk Forening har således klart påvist, at de sprøjtede landområder næsten ingen føde- og ynglemuligheder giver for småfugle og rovfugle.

Folketinget skal i de kommende måneder reelt afgøre hvilke oplevelsesmuligheder vores børn og børnebørn skal have i landskabet. De skal afgøre, om der fremefter bliver plads både til landbrug, kornblomster, frøer, guldsmede, sommerfugle, snoge og selvfølgelig fugle, så naturens mangfoldighed fortsat kan opleves. Det man fra grøn side må anbefale, er en så restriktiv lovgivning som muligt.

Blandt det allervigtigste er bræmmer langs vandløbene på 10 meter som de grønne naturorganisationer har anbefalet. Det er en dyrekøbt erfaring fra bl.a. fredningssager at kompromiser omkring økologiske stridsspørgsmål – der umiddelbart ser meget acceptable ud – i det lange løb ofte vil medføre, at fauna og flora bliver langt mere belastet, end selv ‘eksperter’  mener på det tidspunkt kompromiset foretages.

KONKLUSIONEN af alt dette er, at det grønne lovkompleks’ intentioner kan blive et godt værktøj til at få udviklingen vendt i landskabet, hvis Naturfredningsloven bliver ændret efter de grønne partiers ønsker, og der stilles tilstrækkelige midler til rådighed. De midler, det drejer sig om, er pebernødder i sammenligning med, hvad der skal anvendes til en Storebæltsbro, naturgasprojekter og TV2 – og der forbruges ikke fremmed valuta.

LORENZ FERDINAND

LITTERATUR:

‘Marginaljorder og Miljøinteresser’. Skov- og Naturstyrelsen, 1987.

Lov 213. Forslag til lov om ændring af lov om naturfredning, 1988.

‘Redegørelse til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg om naturbevaring og friluftsliv’, 2. marts 1987.

‘Beretning afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget, 3. juni 1987.

Tak til Annelise Riis Ebbesen for hjælpen med at transskribere kronikken.

Kommentarer

  1. Torben Aagesen

    hvis man har tiltro til at den vil fungere, er man altså for naiv. Hvor gode intentionerne end er, tvivler jeg på at folketinget bliver effektivt enige om at sætte den i værk.

  2. Jeg kan godt huske dengang luften over husene, gårdene og markerne, hver sommer var fyldt med hundredevis af by- og landsvaler, som jagtede mad til deres sultne unger, men de kunne ikke klare landbrugets brug af sprøjtegifte, og nu om stunder, der er en enkelt svale et særsyn, som vi ligefrem snakker om.

  3. Jan Kretzschmer

    Ja man må undre sig over det i øjeblikket stærke fokus på tiltag i skovene (urørt Skov, NNP) som leverer forbedringer på biodiversiteten og samtidig er en uundværlig leverandør af træprodukter og plads til friluftsliv og ikke mindst en sikker vej til CO2 reduktion, når det åbenlyst er på landbrugsarealerne den altoverskyggende naturødelæggelse sker og er sket. Hvordan kan landbruget fortsat have magt og indflydelse til ødelægge så meget for så mange ?

Leave a Reply to Kjeld Hansen Cancel reply