En jordbrugsfond kunne opkøbe og udstykke store bedrifter til mindre bæredygtige bedrifter og samtidig skabe flere arbejdspladser. Den løsning er imidlertid ikke omtalt med et eneste ord i landbrugsudspillet. Foto: Robert Wiedemann/unsplash

Forleden præsenterede regeringen sit længe ventede udspil til en klimaplan for landbruget med brask og bram. Det rummer da også flere gode elementer, men ret beset svigter udspillet os alle, især de unge

Det skriver Tonny Hansen, Ole Færgeman og Anne Rehder for Frie Bønder – Levende Land

Regeringen foreslår ganske vist at bruge en del af EU’s landbrugsstøtte til en etableringsordning på 129 mio. kr. årligt til hjælp til yngre landmænd under 40 år, som kan modtage et engangsbeløb på maks. 745.000 kr. til at etablere sig. Problemet for de unge, som vil have ben under eget bord, er imidlertid, at bedrifterne er blevet så store og så dyre, at der her er tale om småpenge.

“Regeringen svigter ikke blot de unge, som trods vanskeligheder forsøger at skabe et nyt klimaansvarligt dansk landbrug. Regeringen svigter også de langt flere unge og børn, som med rette frygter for deres fremtid i en verden på vej til 3 eller 4 graders global opvarmning.”

En ordentligt finansieret statslig jordbrugsfond kunne være med til at løse netop det problem. En jordbrugsfond kunne opkøbe og udstykke store bedrifter til mindre bæredygtige bedrifter og samtidig skabe flere arbejdspladser. Den løsning er imidlertid ikke omtalt med et eneste ord i udspillet, selvom en detaljeret udformning af en sådan fond så sent som i 2001 blev udarbejdet af netop en socialdemokratisk regering. For halvandet år siden fremlagde Frie Bønder Levende Land sammen med andre organisationer en opdateret version af forslaget. I vores version indgik en grundkapital på 1 mia. kroner.

Der er i regeringens udspil heller ikke et ord om uddannelse af unge landmænd i andet end konventionelt landbrug. Alle danske landbrugsskoler, herunder de få økologiske, skal i dag i henhold til bekendtgørelsen undervise i landbrug baseret på anvendelse af pesticider og kunstgødning. Unge der vil lære om fremtidens klimavenlige regenerative landbrugsformer, må søge til udlandet.

Regeringen svigter ikke blot de unge, som trods vanskeligheder forsøger at skabe et nyt klimaansvarligt dansk landbrug. Regeringen svigter også de langt flere unge og børn, som med rette frygter for deres fremtid i en verden på vej til 3 eller 4 graders global opvarmning.

Greenpeace-rapporten dokumenterer behovet for at reducere antallet af landbrugsdyr, hvis klimaforandringerne skal bekæmpes.

De fire ministre, som præsenterede udspillet, er alle så kvikke og oplyste, at alt dette ved de godt. De er endvidere alle på det rene med, at de og vi alle systematisk undervurderer vores udledninger af drivhusgas. Det er jo derfor, at det går langt hurtigere med klimaforandringer, end vi har forventet.

Vi undgår eksempelvis at medregne den internationale skibsfarts og flyindustris bidrag til global opvarmning, og ikke mindst i diskussioner om landbruget snyder vi så vandet driver. Vi fastholder forestillingen om biobrændslernes klimaneutralitet, selvom vi ved, at den er falsk. Hvis CO2 frigjort ved forbrænding af træ i det hele taget indgår i nye træer ved fotosyntese, sker det så langsomt, at det er stort set ligegyldigt.

Hertil kommer, at medregnede vi det kulstof, som kunne være bundet i den skov eller savanne, som nu er brasiliansk landbrugsjord til fremstilling af soja til danske svin, ville svinenes klimaeffekt være dobbelt så stor. Den beregning videreformidlede Frie Bønder Levende Land i Altinget sidste efterår.

Og, som om det ikke er nok, og som fornylig påpeget af Greenpeace, ville metan, bl.a. fra drøvtyggere, have mere end dobbelt så stor klimaeffekt, hvis man valgte en relevant tidshorisont på 20 år fremfor, som vi gør det nu, 100 år. Det skyldes metans relativt korte opholdstid i atmosfæren (8-9 år).

 

Tonny Hansen

Den animalske dyreproduktions påvirkning af klimaet er således langt større end deni forvejen meget store påvirkning, som vi almindeligvis regner med. Regeringen er naturligvis fortrolig med disse forhold, og regeringen er under alle omstændigheder fuldstændig på det rene med, at den danske produktion af køer og grise skal mindst halveres, hvis et rettidigt dansk bidrag til arbejdet med at forhindre klimakatastrofen skal tages alvorligt.

Ole Færgeman

Regeringen ved også godt, at lækageargumentet om ”at produktionen flytter til udlandet, hvor man ikke er så dygtig som vi er i Danmark” er falsk. De store producenter af svinekød i Tyskland, Holland og USA er lige så dygtige som de danske. Og verden udenfor Danmark står ikke stille. Svineproducenter i andre lande arbejder også for at reducere klimatruslen, hvorved lækageargumentet svækkes yderligere.

Anne Rehder

Alt dette ved regeringen godt, og vel skal Staten hjælpe landbruget og andre erhverv, men Staten er til for os alle sammen. Hvorfor bringer regeringen ikke de midler i spil, som reelt kan hjælpe unge landmænd til at få ben under eget bord? Hvorfor satser regeringen ikke på at støtte de unge, der skal skabe fremtidens klimaansvarlige landbrug, når halvdelen af de danske landmænd indenfor de næste ti år skal på pension? Og, mest alvorligt, hvorfor vil regeringen ikke foreslå Folketinget de indgreb, som kunne vise verden og Danmarks børn og unge, hvordan et landbrug reelt kan nedbringe sin klimapåvirkning? Hvorfor har regeringen ikke kunnet tage sig mere sammen? For alles skyld, ikke mindst de unges.

Det er afgørende for dansk landbrugs fremtid, for klimaet og for os alle, at unge landmænd og klimaansvarlige landbrugsformer står centralt, når den endelige klimaplan for landbruget skal forhandles på plads i Folketinget.

Bannerfoto: Michael Gabler/Wikipedia

Kommentarer

  1. Anna Lønne Sørensen

    “Forbudt at mødes ud over det allermest nødvendige” læser jeg i artiklen “Sæt dem stolen for døren”-
    Er det vejen frem? At stoppe samtalen? Demokrati er som bekendt samtale, som Hal Koch formulerede det. Ikke den stærkeste, de fleste, flertal, der bestemmer alt, men samtale, argumenter, FØLELSER der fortæller os om rigtig og forkert, om livsklogt og livs-dumt, om resten af naturen

    Det går den rigtige grønne vej, flere og flere fra mange sider vil gøre op med ufattelig dumhed overfor kloden, vores eneste…! Det går bare for langsomt.

    Problemet bliver tydeligere og tydeligere, den ‘almindelige’ borger er ikke med på klimatiltag, ikke naturbevidst nok og det er vildt mærkeligt. Det er HER vi skal spørge og undersøge, finde årsager (en selvdestruktiv civilisation eller dele af den i hvert fald). Politikerne, lederne skal handle, lyder det, men det går begge eller rettere alle veje, vi skal alle handle. Og det er vildt underligt at vi ikke for længst allesammen er blevet gen-bevidste om resten af naturen, ikke for længst har indset at ‘huset brænder’!?!? ALLE prøver selvfølgelig at slukke ilden, hvis de kan se noget brænder og da især ens eget hjem! Så hvorfor ikke slukke den her ild?

    Fordi for mange ikke ser den!!! Det er for langt væk, kanontorden meget meget langt væk, så vi lukker øjnene. ‘Villet blindhed’, kalder Mickey Gjerris det. Det er en nødvendig biologisk teknik vi har, når noget bliver for stort, for uoverskueligt, for skræmmende: Vi kan lukke øjnene for det. Klimaproblemer bliver altid serveret som ofre, det modsatte af det gode liv og naturen bliver ringeagtet, latterliggjort, folk i store gummistøvler…

    Det er medierne vi skal have øjnene rettet mod! Medierne er ikke gode nok til deres opgave folkeoplysning, talerør for samfundets strømninger, udvikling, tendenser. DR har som eneste formål at sikre en god folkeoplysning og de svigter nærmest totalt.

    Ja, de bringer godt nok en dokumentarfilm i ny og næ om klima- og andre naturproblemer, men det ligger som et programpunkt i oversigten, så det er hurtigt glemt igen. Det kommer ikke med i Nyhederne, reklamerne, anbefalingerne, det bliver ikke taget særligt alvorligt hos en medarbejder på DR. For her tæller seertal, der måles hele tiden og ses som en konkurrence mellem mediehuse, der er spændende at deltage i…

    Så vores medier er ikke gode nok! Vi skal sætte ind her, alle os, der prøver at råbe alle andre op, gøre alle bevidste om hvad det gode liv egentlig er og at det på alle måder er truet!

    Hvordan gør vi det?

    • Kjeld Hansen

      Du undervurderer den bevægelse, der er sket, og som fortsætter. Hver fjerde dansker er i dag klimainfluencer og
      27 pct. af den danske befolkning og 45 pct. af de unge har det seneste år forsøgt at påvirke venner og familie i en mere grøn retning. Det kan medføre ændrede sociale normer, der får befolkningen til at forbruge mere klimabevidst og dermed udlede færre drivhusgasser. Man kan dog næppe forlade sig på, at ændrede sociale normer alene kan sikre den grønne omstilling. Kilde: https://sgnation.dk/analyser/Hver-fjerde-dansker-er-klimainfluencer – læg især mærke til den sidste konklusion: “Man kan dog næppe forlade sig på, at ændrede sociale normer alene kan sikre den grønne omstilling.” – der ligger hunden begravet. At skyde på medierne er at rette bager for smed. Som så mange gange før er politikernes flertal eller rettere regeringens flertal under indflydelse af grupper, der vil blæse på klimaet, hvis det koster dem så meget som blot en enkelt krone. Lobbyisterne hos landbrug & Fødevarer er blandt de værste til at sidde på bagbremsen, mens medierne gør, hvad de kan. Det er den analyse, der ligger til grund for vores fokus på det konventionelle landbrug.

Leave a Reply to Anna Lønne Sørensen Cancel reply