Vejside med flere arter blomster, bl.a. den lilla knopurt. Den ønsker man flere af. Foto: Ian Heilmann

Den vilde flora i vejsider og grøftekanter har trange kår – i Svendborg kommune som overalt i landet. Det skyldes flere ting, bl.a. en gennemgående natur-uvenlig slåningspraksis. DN-Svendborg og Svendborg Kommune har i år indledt et samarbejde, hvor man forsøger at bremse den kedelige udvikling.

Fra DN´s side har vi sidste år og i år været rundt langs vejene i kommunen for at registrere steder, hvor der stadig findes en smule varieret urteflora. Vi har styret efter forekomsten af mindst to af følgende urte-arter: Liden klokke, Alm. agermåne, Alm. og Stor knopurt, Prikbladet Perikon, Merian, Blåhat og Kællingetand.

Det er blevet til foreløbig 23 lokaliteter, som vi i år har opmålt mere præcist og lagt ind som et lag på kommunens kortinfo-system. I den kommende tid skal vi sammen med kommunens afdeling for Trafik og Infrastruktur finde frem til en mere naturvenlig vedligeholdelsespraksis for de udpegede strækninger. Dernæst skal der regnes på økonomien i forbindelse med en sådan differentieret drift, hvortil der igen skal skaffes politisk opbakning. Der kan også blive tale om besparelser.

Langs denne vej i Svendborg Kommune er der ikke megen flora eller anden natur at komme efter. Foto: Ian Heilmann

Fra en tidligere udsendt pressemeddelelse fra Svendborg kommune har man kunnet få det indtryk, at vejsider og grøftekanter allerede fra i år ville komme til at blomstre i rigt og farvet flor. Og flere borgere har haft forventninger om at se ændringer med det samme. At 2020 rent faktisk har været mere end normalt blomsterrigt, skyldes dog ikke en pludselig ændret slåningspraksis. Det er en følge af relativt tørre sommermåneder de sidste tre år. Det har nemlig rykket konkurrenceforholdet mellem græsser og urter – til fordel for sidstnævnte. For en tid.

Vejsideprojektet kommer til at tage tid – af flere grunde. For det første fortsætter den hidtidige vedligeholdelsespraksis uændret resten af dette år; først næste år vil der komme til at ske ændringer.

Ian Heilmann.

For det andet udgør de udpegede vejstrækninger blot en ganske lille brøkdel af det samlede vejnet. Indtil videre vil alle øvrige vejsider være underlagt den hidtidige driftsform.

Synlige ændringer kommer således ikke lige til at springe i øjnene med det første. Men det er meningen, at de udvalgte vejstrækninger vil blive markeret med tydelig skiltning – til hjælp for personalet, der skal forestå den mere naturvenlige drift og til oplysning for de vejfarende. Man vil således blive gjort opmærksom på, at her bliver der taget hensyn til floraen – og dermed også til insekt- og fugleliv. Det kan forhåbentlig brede sig.

Der er mange skridt på vejen (og dens vejsider). Rom blev som bekendt heller ikke bygget på én dag.

One Comment

  1. jan stampe nielsen

    Antallet af havetraktorer breder sig med lynets hast (hvorfor dog gå bag en plæneklipper, når man kan sidde på sin flade – og Fitness Centrene skal også leve). I takt med udbredelsen synes enhver “Forrest Gump” ejer, at alle vejkanter skal klippes – gerne flere hundrede meter til hver side af den hellige matrikel. Der kan næsten spilles golf og fuglene kan da bare finde deres frø andre steder – eller hvad.

Leave a Reply to jan stampe nielsen Cancel reply