Skudte fugle fra minkfarme skal indsamles efter “hundelortemetoden”, som må formodes at være den, der er illustreret på dette skilt. I stedet for hundelorten skal man forestille sig en død fugl.

Miljøstyrelsen skal hjælpe fødevarestyrelsen med indsamling af materiale til undersøgelse. Der skal installeres vildtkameraer til overvågning af fugle på 30 minkfarme som pt. ikke ligger i områder med smittede mink. Samtidig kan avlerne i Nordjylland få dispensation til at nedlægge fugle ved minkfarmen til undersøgelse. Det skriver Miljøstyrelsen den 4. november 2020.

Der opsættes nu 30 vildtkameraer på minkfarme til at filme fugle. Overvågningen sker ved installation af vildtkameraer, der skal indhente information om, hvilke fuglearter der findes omkring farmene, og hvilken adfærd de har inde på farmen. Optagelserne sendes til DCE ved Aarhus Universitet til analyse.

Miljøstyrelsen har endvidere givet mulighed for, at avlerne kan søge om dispensation til at indsamle op til fem fugle nedlagt ved deres farm. Disse fugle skal sendes til undersøgelse for Covid-19. Det er vigtigt, at fuglene nedlægges uden for farmen, og ikke falder på farmområdet, for at undgå forurening med virus på overfladen af fuglene. Fuglene indsamles med ”hundelortemetoden” og forsegles enkeltvis i pose lukket med strip eller knude. Dispensationen til indsamling af fugle ved minkfarme gælder frem til d. 1 december 2020. Ved ansøgning om dispensation fremsendes yderligere information.

Allike, Gråkrage, Hættemåde, Stormmåge og Sølvmåge er i farezonen, hvis de nærmer sig en minkfabrik. Foto: Tolga Ahmetler/Unsplash

Det er håbet, at indsamle 100 fugle. På nuværende tidspunkt er dispensationen givet til at indsamle individer af følgende arter: Allike, Gråkrage, Hættemåde, Stormmåge og Sølvmåge. Miljøstyrelsen har desuden anmodet Dansk Jægerforbund om at bidrage med sølvmåger og gråkrager fra områder væk fra minkfarmene. Her er det ligeledes fem individer fra hvert område, der kan nedlægges.

Ansøgning om dispensation til indsamling af fugle skal sendes til Miljøstyrelsen. Ansøgningen skal indeholde navn, adresse, telefonnummer samt CHR-nr. for den farm, der skal nedlægges fugle ved.

Ved yderligere information og ved ansøgning om dispensation, kontakt venligst: Mariann Chriel, Specialekonsulent, 21577075, machr@mst.dk.

Bannerbillede: Hasan Destici/Unsplash

One Comment

  1. Rene' Dahl

    Så er det bare med at komme i gang.

Leave a Reply to Rene' DahlCancel reply