Udsatte gråænder i andemad. Fotografen spørger, om det mon er denne simple naturoplevelse jægerne søger, når de udsætter og fodre gråænder alene til jagt? Foto: Næstved Kommune 2019/Arne Hastrup

Af Finn Watson, Karresbækminde

I debatten om udsætning af skydefugle, som er aktuel på baggrund af uenighed i Vildtforvaltningsrådet (VFR) om udsætning af gråænder, hører man ofte jægere påberåbe sig lange traditioner for jagt på udsatte fugle.

Nu mener jeg ikke, at traditioner per se fordrer en forlængelse ind i evigheden: Der var formentlig en del mennesker i Vest-og Centraleuropa, navnligt kvinder, der var lettede over, at traditionen for afbrænding af personer, mistænkt for hekseri, aftog omkring år 1700. Uden sammenligning i øvrigt naturligvis, men blot for at illustrere, at enhver tradition, barbarisk  eller naturstridig, har sin tid. …

Finn Watson, medlem af Danmarks Jægerforbund og formand for Karrebæksminde Strandjagtforening 

I spørgsmålet om den specifikke udsætning af et voldsomt stort og ikke korrekt indberettet antal gråænder, har en række organisationer i VFR som bekendt indstillet til miljøministeren, at udsætning af gråænder ophører næste år. At der udsættes langt flere gråænder, end der indberettes, kan man alt efter sin formodning kalde slendrian eller svindel. Jeg er desværre ikke i tvivl…

Enhver naturelskende jæger bør støtte indstillingen, ikke blot fordi de indstillende ikke-merkantile organisationer nyder stigende opbakning i befolkningen, men også fordi udsætning af fuglevildt er inderligt overflødig i dansk jagt.

Er udsætning af fuglevildt en lang ’jagttradition’?

Det er sandsynligt, at mange af de traditionshævdende jægere, som i det mindste i hele deres tid mener at have kendt til jagt på udsatte fugle, enten er forholdsvis unge eller har en meget kort hukommelse. Eksempelvis mener skribent Jens Ulrik Høgh på Altinget.dk den 1. september i år, at udsætning af skydefugle er en mere end 100-årig jagtkulturel praksis.

”Jeg tror, jægerne må indse, at de store kommercielle jagter på bl. a. fasaner og ænder er en torn i øjet på mange naturvenner. Selv har jeg også svært ved at forstå, at en god jagtdag kræver hunderede- eller tusindvis af nedlagte fugle. Vildt, som tilmed ofte er er opdrættet med nedskydning for øje. De steder, hvor det går heftigst til, kan man vel sige, at den primære fornøjelse for jægerne og deres sociale samlingspunkt er nedskydningen af bunkevis af fugle.

Miljøminister Lone Dybkjær, 1989

Jeg synes, at Høgh og meningsfæller mangler det kultur- og tidsperspektiv, der er nødvendigt for at forstå alvoren i den radikale omkalfatring af jagten i Danmark, som den massive udsætning af fuglevildt indebar. For omkring 100 år siden var der ganske få jægere, som havde adgang til større jagtterræner. Disse var forbeholdt ejerne, typisk proprietærer og godsejere, der gik på jagt hos hinanden, og for det meste afholdtes blot 2-3 selskabsjagter pr. terræn i sæsonen. Udsætning af fasaner var kun få steder organiseret og yderst beskedent i omfang sammenlignet med vor tids voldsomme industriudsætninger.

Dengang var det ofte en ødelagt eller nyligt forladt fasanrede, hvor man tog de intakte æg og lod dem udruge af en høne, der så passede kyllingerne, indtil de kunne sættes ud. Sådanne fasankyllinger havde tillige instinktet for yngelpleje at give videre – i modsætning til mange af de overlevende fra nutidens industrijagter, der sandsynligvis går en trist fremtid i møde. Man ser dem i det mindste ikke med kyllinger næste forår. Min barndoms erindringer fra tiden omkring 1960 om vilde fasankyllinger langs de levende hegn, er et afsluttet kapitel.

Specifikt vedrørende gråanden skrev Danmarks Miljøundersøgelser i Faglig rapport nr. 687, 2008: ”Mellem 1980 og 1990 voksede jagtudbyttet af gråand imidlertid fra knap 400.000 til godt 700.000 årligt, utvivlsomt fordi udsætningerne tog til i omfang. […] Resultaterne viser, at omkring 85% af ællingerne er leveret til Fyn, Sjælland og Øst- og Midtjylland. Foto: Jonathan Cooper/Unsplash
Udsætning af gråænder og fasaner tog nemlig først for alvor fart i løbet af 1970’erne som følge af den ulyksalige og omsiggribende kommercialisering af jagten i Danmark. Tendensen til at gøre både jagt og vildt til varer på et marked var først og fremmest en følge af udviklingen i land- og skovbruget, hvor mange større ejendomsbesiddere af forskellige årsager motiveredes til helt eller delvis selv at afstå jagten for til gengæld at udleje den til talstærke konsortier, pengestærke selskaber eller enkeltpersoner som enkelte jagtdage. Så skal der naturligvis ligge noget på vildtparaden, og da fasaner og gråænder er forholdsvis lette at opdrætte, var den etiske deroute begyndt.

I 1989 skrev den radikale, nu afdøde miljøminister Lone Dybkjær, derfor via jagtpressen til jægerne:

”Jeg tror, jægerne må indse, at de store kommercielle jagter på bl. a. fasaner og ænder er en torn i øjet på mange naturvenner. Selv har jeg også svært ved at forstå, at en god jagtdag kræver hunderede- eller tusindvis af nedlagte fugle. Vildt, som tilmed ofte er er opdrættet med nedskydning for øje. De steder, hvor det går heftigst til, kan man vel sige, at den primære fornøjelse for jægerne og deres sociale samlingspunkt er nedskydningen af bunkevis af fugle.

Det kan I ikke forvente, at andre skal have forståelse for. Jeg tror, I vil gøre jer selv en stor tjeneste ved at søge tilbage til tidligere tiders mere naturlige afskydning.”

Foderplads for udsatte ænder. Bemærk mængden af korn ift jollen. Der er tale om et egentligt foderdepot, hvilket er i strid med de jagtetiske regler. Der fodres både i søen (orange) og på søbred ( beige). Begge dele er en overtrædelse af Miljøbeskyttelsesloven. Foto. Sø i Køge Kommune 2020/Arne Hastrup

32 år efter denne markante udtalelse fra en særdeles central aktør udsættes årligt omkring 1 million skydefugle i Danmark. Man må vel undre sig: Hvilke ’handler’ er monstro indgået i VFR for at sikre først og fremmest velbeslåede jægere muligheden for skydning af udsat fuglevildt? Og hvorfor præsenterer VFR på Miljøstyrelsens hjemmeside fremdeles et natursyn fra 1998, der blåstempler udsætning af fasan, agerhøne og gråand, når flere af rådets medlemmer i dag er imod udsætning?:

”Der bør som udgangspunkt ikke udsættes andre arter end de arter, der må udsættes uden særlig tilladelse efter lov om jagt og vildtforvaltning, nemlig fasan, gråand og agerhøne. Det accepteres, at disse arter udsættes primært med henblik på jagtlig udnyttelse under forudsætning af, at den fauna, der findes på udsætningsstedet, ikke påvirkes eller kun påvirkes i ringe grad af udsætningen.” (Kilde: Vildtforvaltningsrådets natursyn, Miljøministeriet).

Der er ikke mange faktuelle oplysninger om udsætninger, da en del formentlig foregår mere eller mindre skjult, men specifikt vedrørende gråanden skrev Danmarks Miljøundersøgelser i Faglig rapport nr. 687, 2008:

”Mellem 1980 og 1990 voksede jagtudbyttet af gråand imidlertid fra knap 400.000 til godt 700.000 årligt, utvivlsomt fordi udsætningerne tog til i omfang. […] Resultaterne viser, at omkring 85% af ællingerne er leveret til Fyn, Sjælland og Øst- og Midtjylland, og i sammenligning hermed er omfanget af udsætning i det sydlige, vestlige og nordlige Jylland meget begrænset. Ca. halvdelen af ænderne udsættes på ejendomme med udlejning af jagt (jagtvæsen), dvs. typisk i større partier og i kommercielt øjemed.”

Jægere bryster sig ofte af at ’høste af naturens overskud’. Det er næppe tilfældet, når vi årligt tilfører ’naturen’ jagtbare individer i størrelsesordenen et godt stykke over millionen. Foto: musicfox/Unspalsh

Jagtlitteraturen som kilde

Jagtlitteraturens bedste skribenter er en god kilde til at forstå udviklingen i dansk jagt.  Baron Carl Haxthausen (1901-1993), som i en periode var vicepræsident i Danmarks Naturfredningsforening, beskrev i 1991 sine fyldige jagterindringer i bogen ’Hen og hjem’ (Gyldendal 1991). Haxthausen nåede, hvad der bliver få forundt, at være aktiv jæger og naturelsker i adskillige årtier – fra slutningen af 1910’erne til op i 1980’erne.  De dominerende vildtarter i hans jagtjournal var agerhøns, skovsnepper, rigtige vildænder, skovduer, harer, ræve og råvildt – fasanen var et sjældent, men ikke uvelkomment bytte. Fasanerne omtales mest som ’vilde fasaner’, hvilket fortæller, at der på de store ejendomme, som forfatteren enten selv ejede, eller hvor han blev (gen)inviteret på jagt, ikke var tale om udsætninger. Bondejagterne havde stort set samme arter på vildtparaderne, dog i mindre målestok råvildt i årtierne op til 1980’erne.

Der var ikke mange penge i jagt tidligere. Myten om en hare eller to til bonden som årlig jagtleje har rod i virkeligheden. Et godt stykke op i min barndom i 1960’erne var en sådan praksis almindelig, men er i dag generelt afløst af rent pekuniære relationer.

Tradition eller fornyelse i jagtpolitikken?

Fremtidens jagt

Vi jægere bryster os ofte af at ’høste af naturens overskud’. Det er næppe tilfældet, når vi årligt tilfører ’naturen’ jagtbare individer i størrelsesordenen et godt stykke over millionen.

Jeg skal gerne indrømme, at hvis der alene drives jagt på naturligt forekommende vildtbestande, vil den samlede vildtudbyttestatistik blive mere end halveret. Det gør heller ikke noget, for til gengæld vil jægernes omdømme nyde godt af det, og den enkelte jægers oplevelser vil få præg af kvalitet fremfor kvantitet. Den enlige strandjæger, der i sin skydepram sidder en times tid eller to i træktiden morgen eller aften og skyder sig en vildand eller to, hvorefter han eller hun roligt stager hjem igen, er i min optik det tætteste, vi i dag kommer på det, afdøde overjagtkonsulent Egon Sørensen (1921-2012) i sin såkaldte Elverumtale i 1982 kaldte ’den grå jæger’: Ham eller hende, der ikke gør meget væsen af sig, omgås naturen stilfærdigt og er skånsom med hensyn til forstyrrelse og udtag af vildt, idet jagten kun drives i passende vejr og med fornuftige intervaller. Sådan jagt vil aldrig være for de mange. Dertil er den for lidt rig på udbytte, men til gengæld rig på anstrengelser og naturoplevelser.

Det vil også få vidtrækkende og på sigt positive konsekvenser for hele ’jagtmarkedet’, når muligheden for det, der bedst kan betegnes som industrijagter, forsvinder. Jægerne bør naturligvis fortsat være motiveret for at yde naturpleje i form af plantninger og lignende naturforbedringer – og ikke mindst udtrykke forventninger til politikere om at stille krav til land- og skovbrug om langt mere skånsomme omgangsformer med arealerne.

Kun i det perspektiv kan det ad åre måske lykkes at gøre naturen til fornyet hjemsted for vores oprindelige kernevildtarter: Agerhønen og haren. Vildænderne klarer sig jo fint uden udsætning og vil også nyde godt af fraværet af unaturlige fæller og de vandmiljøforringelser, de medfører.

Kommentarer

  1. Carsten Troelsgaard

    Som ny veganer har jeg besluttet, at fritage mit lystfiskeri og nydelsen af friskfanget fisk fra listen. Det blev mærkbart for mig, at jeg altid har levet i drømmen om den store fisk og den store natur-oplevelse associeret med at fange den. Motivet for at tage ud i naturen var grundlæggende for at fiske .. og den motivation er mærkbart borte.
    Jeg har aldrig fisket put & take, og kommer ikke til det. Lidt underfundigt kan man sige, at fraværet af fangede fisk på tur er en evig kilde til spekulation og omfattende overvejelser over, hvordan dét problem kan takles. De overvejelser folder ud i en beskytter-trang omkring vores vandløb så langt som til at spare på det private vandforbruget for at yde lidt til de tørlagte kilder der omdirigerer vandet til byerne. Der er altid lidt man kan gøre.

    Det er forstemmende at tænke på, hvilket alternativt verdenbillede ´put & take’ fangerne lever i.

  2. Preben Kofod

    Såfremt man fik landbruget til at genoprette den natur og det miljø det har ødelagt vil der være vildt nok at skyde,og fisk nok at fange.

  3. Carsten Troelsgaard

    Endnu værre, og grundlæggende samme problem: Der er ~20000 kunstige befrugtninger/år mod barnløshed i Danmark.

Leave a Reply to Carsten Troelsgaard Cancel reply