Fødevareminister Rasmus Prehn (S) stillede beredvilligt op til “nytårskur” med Sønderjysk Landboforening, men blev taget ved næsen. Screendump af video fra mødet

Fødevareminister Rasmus Prehn havde sagt ja til at deltage i den såkaldte nytårskur hos Sønderjysk Landboforening for at skabe bedre relationer mellem ministeriet og landbruget ovenpå minkskandalen. Landmændene gengældte ministerens tillidsfulde imødekommenhed ved at forfalske hans tale og udsende den som en pressemeddelelse

Den såkaldte nytårskur i Sønderjysk Landboforening blev afholdt som et digitalt møde mandag den 4. januar, kl. 1830 i Vojens. Ud over ministeren deltog også den nyvalgte formand for Landbrug & Fødevarer, svineproducent Søren Søndergaard, og EU-parlamentariker og landmand Asger Christensen, der er valgt til parlamentet for Venstre.

”Man kan sidde på Østerbro eller inde på Politiken og mene om landbruget og om jer landmænd, hvad man vil. Men dumme er I ikke

Mødet blev indledt af formanden for Sønderjysk Landboforening Christian Lund, og straks derefter fik den nyvalgte fødevareminister Rasmus Prehn ordet i et studie.

Prehn oplæste derefter sin tale, der varede 15 minutter. Ministeren takkede først varmt for invitationen og indrømmede derefter ydmygt, at efter den katastrofale håndtering af minksagen ville der være behov for at få genopbygget tilliden og styrket samarbejdet og relationerne. Det betragtede han som en af sine vigtigste opgaver som ny minister.

Formanden Christian Lund havde ansvaret for mødet med ministeren, men han vil ikke oplyse, om han havde godkendt forfalskningen af ministerens tale. Screendump af video fra mødet

Skyd dem ned

Prehn roste erhvervet gang på gang, men kom også ind på den udbredte kritik af mange forhold. Han sagde bl.a.:

”Jeg læser jo også aviser, og jeg har også noteret mig, hvordan I til tider i landbruget bliver skældt ud for kun at tænke på penge og være ligeglade med miljøet og klimaet. Jeg oplevede det så sent som her i eftermiddags, hvor jeg var med i udsendelsen på P1 Ring til regeringen, hvor flere ringede in

d med urimelige beskyldninger. Det er helt uacceptabelt, det er helt urimeligt, det er forkert og det skal siges imod hver eneste gang. Hvis i virkelig var så ligeglade med miljøet, som det ind i mellem bliver påstået, så ville I jo save den gren over, som I selv sidder på. Jeg tror ikke på det, det skal skydes ned, I holder meget af miljøet. Det giver simpelthen ingen mening med den beskyldning. I lever i naturen, I lever med naturen og I lever af naturen.”

Samme aften udsendte SLF pressemeddelelse om forløbet af mødet og med citater fra ministerens tale. Heri lød referatet af den samme passage således:

”Jeg læser også aviser, og jeg kan godt se, hvordan I bliver skældt ud den ene gang efter den anden for kun at tænke på penge og være ligeglade med miljøet og klimaet. Det er urimeligt. Det er forkert. Og det skal siges imod. Man kan sidde på Østerbro eller inde på Politiken og mene om landbruget og om jer landmænd, hvad man vil. Men dumme er I ikke. Og hvis I virkelig var så ligeglade med miljøet, som det ind imellem påstås, ville I jo save den gren over, I selv sad på. Det giver simpelthen ingen mening.”

(De fremhævede sætninger i fed skrift skyldes redaktionen.)

Her er de tre deltagere i nytårskuren hos Sønderjysk Landboforening

Puster til ilden

Allerede næste morgen kl. 0917 havde landbrugspressen offentliggjort nyheden.

Ifølge Effektivt Landbrug havde Rasmus Prehn sagt, at det er ”urimeligt med skæld ud til landbruget”, og i sin tale bakkede han op bag den aggressive kritik af hovedstaden, som bl.a. lå til grund for de omdiskuterede traktordemonstrationer i november. Ifølge Effektivt Landbrugs journalist havde ministeren udtalt:

Man kan sidde på Østerbro eller inde på Politiken og mene om landbruget og om jer landmænd, hvad man vil. Men dumme er I ikke. Og hvis I virkelig var så ligeglade med miljøet, som det ind imellem påstås, ville I jo save den gren over, I selv sad på. Det giver simpelthen ingen mening.”

(De fremhævede sætninger i fed skrift skyldes redaktionen.)

Her pustede ministeren til ilden hos den gruppe af personer, der står bag det såkaldte ”Oprør fra landet”. Udtalelsen kan ikke læses som andet end en nedladende afstandtagen fra en bestemt gruppe af borgere i København, nemlig beboerne på Østerbro, og en foragtende udpegning af dagbladet Politiken som landbrugsfjendsk. En sådan subjektiv og til dels hadefuld udskamning i al offentlighed er ikke normal adfærd fra en dansk ministers side.

Her er de falske sætninger, som SLF indsatte i fødevareministerens tale for at tage ham til indtægt for en kritik af københavnere på Østerbro og avisen Politiken. Udsnit fra pressemeddelelsen fra SLF

Falsk nyhed

Imidlertid viser det sig, at Rasmus Prehn overhovedet ikke har udtalt sig som citeret.

Redaktionen har gennemgået det 15 minutter lange videobånd og kan konstatere, at det ikke indeholder de tre sætninger: ”Man kan sidde på Østerbro eller inde på Politiken og mene om landbruget og om jer landmænd, hvad man vil. Men dumme er I ikke.”

Redaktionen har henvendt sig til ministeriet og forelagt den forfalskede tekst, og fødevareministerens pressetjeneste bekræfter i en mail, at ”ministeren ikke udtalte sætningen i sin tale til SLFs digitale nytårskur.”

Sønderjysk Landboforening har bevidst forfalsket ministerens tale og udsendt den med de falske bemærkninger som direkte citat i en pressemeddelelse.

I sidste ende ligger ansvaret hos formanden Christian Lund, der selv stod for afviklingen af mødet med Rasmus Prehn. Redaktionen har anmodet Christian Lund om en forklaring, men han er ikke vendt tilbage med et svar.

Bannerfoto: SLF-annonce for nytårskuren med fødevareminister Rasmus Prehn

Kommentarer

  1. Anna Sørensen

    Godt nok vildt at læse om forfalskningen, godt gylle.dk er vågne!!

  2. Jørn From

    Mon ikke det er på tide med en troværdighedskampagne i landbruget.

  3. Karin Christensen

    Rettelse: Ligeglade med naturen, miljøet, klimaet…OG dyrene!

  4. Preben Kofod

    Jeg gad vide hvad det er for urimelige beskyldninger landbruget ifølge Rasmus Prehn har været udsat for,og hvordan kan han rose et erhverv som i den grad har ødelagt vores land. Endnu et bevis på at ingen af vore folkevalgte vil have sandheden om dette destruktive erhverv frem i lyset. Efter min mening er hans tale en hån mod folket som kæmper for at bringe dette vanvid til ophør.

  5. Helle Wisbech

    Selvfølgelig er det et problem, når nogen forfalsker en udtalelse i egen interesse. Så langt, så godt.
    Det, som rammer mig mest i denne artikel og i ministerens tale, er, at han ikke kan skelne mellem kommunikation Til og Om andre mennesker og kommunikation om en sag. Hvis demokratiet skal virke, er det væsentlige, at vi taler om det, sagen drejer sig om altså miljø/klima/bio-mangfoldighed og ikke tillægger andre motiver, gode som dårlige. Rasmus Prehn føler sig tilsyneladende kaldet til at overbevise landmænd om, at de ikke er nogle dårlige mennesker, og han tager ikke fat i selve sagens substans: hvad stiller vi op med at dansk landbrug har udviklet sig til et miljømæssigt kæmpe problem. Det er ikke landmændenes skyld, – de er en del af en udvikling som de også er blevet tilskyndet til fra det officielle Danmark. Vi er blevet klogere, der er rigelig af videnskabeligt materiale, som peger på problemerne i konventionelt landbrug og vi har alle et ansvar for at finde en løsning sammen. Også landmændene, også ministeren. Og ministeren bør være en af dem, som kan holde øjnene på bolden, samtidig med at han ikke negligerer at de mennesker, som bliver berørt af forandringsprocessen skal kompenseres og støttes, når og hvis det bliver nødvendigt og relevant. På den måde kan han tage dem alvorligt og blive tage alvorligt. For – ja. Landbruget er ved at save den gren over, som de selv sidder på og er det bare så enkelt, kan vi jo lukke øjnene og vente til det siger Knæk, men vi andre sidder også på grenen, Rasmus Prehn.

  6. Pingback: Ny database gør os klogere på fødevarers klimabelastning – landbruget afviser den | Gylle.dk

Leave a Reply to Preben Kofod Cancel reply