Solsortehannens gule næb er ene om at bryde gråtoneskalaen en gråvejrsdag i februar. Hundekoldt er det måske lige knap, men den har endnu ikke lukket op for sin strubes ”ømme vellyd, når den gyder sit aftenkvad”, som Johannes V. Jensens beskrev solsortesangen. Foto: Marco Midmore/Unsplash

Digteren Mogens Lorentzen (1892-1953) har skrevet en vidunderlig og børnevenlig sang til tiden netop nu – februar. Man leder forgæves efter den i Højskolesangbogen – og den er vist nok forholdsvis ukendt. Sangen starter lidt vrissent: ”Gråvejr. Hundekoldt.” – men i vers 3 bliver sangens hovedperson hilst velkommen med ordene: ”Tykke solsort-han, med din gule sabel”. Og den elskede sangfugl får en velmenende opfordring til at tage på vinterferie sydpå, ligesom så mange andre foretrækker, fugle såvel som mennesker: Italien, Sicilien, blåt hav og appelsiner. ”Hav det nu godt” – og i sidste vers velkommen hjem igen i april – med ”solskin og dejlige dage”.

Men solsorten er trofast og bliver herhjemme. Den klarer vinteren uden appelsiner og nøjes med halvrådne nedfaldsæbler i vintertrætte haver. Og netop i disse uger er de orangenæbbede solsortehanner ved at stemme deres struber til de næste måneders solsortesang, måske kontinentets smukkeste fuglestemme. I de sene eftermiddages svage lys hører man de sorte drosler lidt krakilsk varsle og kalde: Tjyp-tjyp. tjyp.tjyp.tjyp. Oversat til dansk: her bor jeg.

Mon ikke komponisten Knudaage Riisager har lyttet til det, da han skrev sin herlige melodi, som Carl Nielsen ikke kunne have lavet bedre. De insisterende gentagne noder til sangens første linje: Grå-vejr – hun-de-koldt, lyder som staccato solsortekald. Men så svinger melodien sig smukt og melodiøst op, akkurat som den betagende solsortesang fra husgavle eller trætoppe.

Overfor den fugl måtte også en Johannes V. Jensen lade evolutionens tørre fakta vige lidt for sin uforlignelige poetiske åre. I digtet ”Solsorten” fra samlingen ”Aarstiderne” kalder han fuglen: ”Skabelses-Underets simple Fortolker”. En artskarakteristik, der løfter sig,

Ian Heilmann

Solsorten hører til en gruppe fugle, som klarer sig godt og er i fremgang i naturen. Den er sammen med en række andre arter som munk, skovskade, rødstjert mfl. gået frem gennem de sidste 50 år, i takt med det øgede areal af skov og krat. På europæisk plan er der i denne periode et plus på 300 mio. fugle i denne og andre grupper.

Desværre er der samtidig forsvundet 900 mio. fugle af en lang række andre arter, overvejende knyttet til det, man kalder lysåben natur – ikke mindst agerlandet. Med andre ord blodrøde tal på bundlinjen: et minus på svimlende 600 mio. fugle i Europa. Sanglærke og vibe er ikoniske eksempler på dette smertelige tab. Og de er tilmed rigt repræsenteret i Højskolesangbogen. Det kan ikke blive ved med at gå.

 

GRÅVEJR. HUNDEKOLDT.

(mel. Knudåge Riisager)

 

Gråvejr. Hundekoldt.

Sne på alle tage.

Solen er nede på lave volt.

Ved du, hvad får vi i februar?

Længer og længere dage.

Under frossen hæk,

spinkel som en nerve,

spirer den sødeste vintergæk.

Står den til straf i sin skammekrog?

Nej, den er livets reserve!

 

Tykke solsort-han

med din gule sabel,

flyv dog afsted til et forårsland.

Tænk dig at være ved solnedgang

helt nede over Neapel!

 

Se, Sicilien, se…

hvad syns du det ligner?

Træerne hvide af blomstersne.

Afrikas kyst bag det blå, blå hav

skinner som bar appelsiner!

 

Flyv, flyv, fugleven,

men kom snart tilbage.

Hav det nu godt, til vi ses igen.

Så må du bringe mig søndenfra

solskin og dejlige dage.

 

Mogens Lorentzen

Bannerfoto: Solsorten har en skulpturel krop, ikke mindst når den puster fjerdragten op i koldt vejr. Her stilleben i 3D-træsnit – i stuetemperatur på spisebordet. Foto: Ian Heilmann

 

Kommentarer

  1. Hans Peter Mandrup Nielsen

    Tekst og melodi kan findes i 2. Reviderede udgave af sangbogen “Dansk Sang” som nr. 79.

  2. Jan Stampe Nielsen

    Herligt. Men se til hvorledes den danske sangskat behandles og prioriteres – stort se alle steder.
    Howdy!

  3. Steen Jensen

    …har tit undret mig over hvorfor svanen, der i bund og grund ikke laver andet end duve rundt i vandet og se sur ud og daffer af det halve af året, har formået at blive vores national fugl når man tænker på hvor meget glæde den trofaste solsort spreder med dens sang om foråret og lidt ind i sommermånederne….men det er måske typisk for danskerne, går mere op i form end indhold:-(

Leave a Reply to Jan Stampe Nielsen Cancel reply