Freja_sundgris
Faktum er, at den lille søde grissebasse hverken smiler eller har nogen form for krølle på halen, faktisk har den slet ingen. Til gengæld er den som lille blevet fyldt op med medicin, for at kompensere for den alt for tidlige adskillelse fra dens fastspændte mor.

Nedenstående blogindlæg er skrevet af Freja Marie Nordby Haarder, 1.y Middelfart Gymnasium. Det berører nogle væsentlige misforhold omkring vores opfattelse af dyr – produktionsdyr versus alle de andre. Her er indlægget i sin fulde helhed med tilladelse fra skribenten:

Freja Marie Nordby Haarder.

Danmark er et griseland. Det ved vi, fordi der hver jul spises massevis af svin, og fordi vi har lært det i skolen.

Det er sært, at der kan være over 25 millioner svin i Danmark, og alligevel ænser man det sjældent. Det eneste tegn på de levende væsener, som løber op i antal på størrelse med indbyggertallet i store lande, er lastbilerne fra motorvejen med den glade gris uden på og de store stalde, for eksempel her hvor jeg bor, i nærheden af Danmarks største svinefarm.

Ellers kender vi dem fra køledisken, hvor leverpostejen er svær at associere med noget, der rent faktisk er andet end en foliepakke fra Tulip.

Den glade gris med krølle på halen fra lastbilen. Det er, hvad man ser, og resten af historien er vi uvidende om, eller vil vi måske ikke tænke på.

Faktum er, at den lille søde grissebasse hverken smiler eller har nogen form for krølle på halen, faktisk har den slet ingen. Til gengæld er den som lille blevet fyldt op med medicin, for at kompensere for den alt for tidlige adskillelse fra dens fastspændte mor. Den ser aldrig den blå himmel, den er skabt til at leve under, dog kan den være heldig på vej til slagteriet.

Grisen er uheldig kunne man fristes til at tænke. Ærgerligt for den, at hunden ikke smagte lige så godt, og derfor med glæde må ligge i sengen. Det kunne umuligt tænkes omvendt, selvom grisen og hunden højst sandsynligt er lige bakteriefyldte, dog er det noget med, at grisen måske er lidt klogere.

Det er forståeligt, at vi gerne vil have mulighed for at købe billigt kød, det vil jeg da også gerne selv, men der er sket en misforståelse under al tilbudsræset. Vi har glemt, at spegepølsen faktisk ikke bare altid var en spegepølse.

Irmagris
Det hører til den absolutte undtagelse, at en dansk gris ser den blå himmel.

Desuden er synes jeg, at der foregår en skæv fordeling af medfølelse. Her tænker jeg på, at det ofte er mere synd for kattekillinger og hundehvalpe end for smågrisene. Selvfølgelig skal de også hjælpes, det er klart. Men det er som om at dyrevelfærd nemt kommer til at handle om de dyr, der i forvejen netop har det bedst. De dyr vi ser til hverdag, de dyr der ikke er gemt væk i store stalde og i lukkede lastbiler. Det er ligesom nemmere at forholde sig til noget, man ser og oplever.

Dyrlægeuddannelsen er så vidt jeg ved, proppet med ansøgere der vil arbejde med smådyr, knap så efterspurgt er dyrlæge ved landbruget, og det er jo præcis her, der er brug for det. Det er skidt at vores grise og landbrug skaber farlige, resistente bakterier, og det er skidt at den glade gris på lastbilen er et glansbillede, som mange ikke sætter spørgsmålstegn ved.

Men selvfølgelig skal vi købe billigt mad, selvfølgelig. Det er billigt rent økonomisk, men jeg ved ikke, om det er det værd, når der er andre skabninger, der skal betale så dyrt for vores vaner med overforbrug og nærighed.

Måske burde lastbilen være dekoreret med en fastspændt gris, uden hale og smil, samt en pil hen til et billede af en leverpostej, bare så vi helt er med på, hvad der rent faktisk er realiteten, så vi måske ville overveje, om vi ville støtte op om industrisvinet eller ej?

Comments are closed.