Efter tre udsættelser genoptages straffesagen mod Hjarnø Havbrug – antagelig den 4. oktober. Der er i hvert fald afsat seks dage i retten i Horsens i oktober, november og december, oplyser retten til www.gylle.dk , men indtil nu er det lykkes havbrugets advokater at få retssagen udsat gang på gang i den over halvandet år gamle sag.

Anklagemyndigheden kræver konfiskation af 191 mill. kr. i ulovlig fortjeneste og fængselsstraf til daværende havbrugsejer Anders Østergaard Pedersen. Alt imens fortsætter driften af havbruget. Ganske vist i Østergaard Pedersens hustrus navn.

Havbrugsejeren selv erkendte på et af de første retsmøder, at han havde indgivet 31 falske indberetninger om en meget mindre produktion i burene, end der i virkeligheden var tale om. F.eks. fra Hundshage Havbrug ude for øen Endelave. Her havde han angivet 70.030 kg fisk. Det reelle tal var 418.435 kg, mener anklagemyndigheden. Dermed har der været tale om et lang større foderbrug og forurening end tilladt.

Journalist Flemming Seiersen følger sagen

Den spektakulære sag har som nævnt været udsat tre gange. Først forsvandt 77 ringbind eller 4 reolmeter i politiets varetægt. Ringbind med konfiskeret regnskabsmateriale og meget andet. Derfor krævede havbrugets advokater, at sagen skulle standses. Retten i Horsens afsagde dog kendelse om, at sagen kunne fortsætte, fordi anklagemyndigheden havde et koncentrat af materialet i 11 ringbind.

Forsvarerne kærede kendelsen til Vestre Landsret, men den sagde ja til, at retssagen kunne fortsætte. Forsvarerne ville derefter have afgørelsen til Højesteret. Det afviste procesbevillingsnævnet. Derefter skulle sagen genoptages i Horsens den 25. april. Men så kom der en sygemelding fra Anders Østergaard Pedersen. Så nu prøver retten så for fjerde gang.

De 77 ringbind er stadig ikke dukket op. www.gylle.dk forlangte tidligere i forløbet aktindsigt i, hvordan de 77 ring bind var forsvundet. Det blev først afvist af anklagemyndigheden og derefter af Statsadvokaten i Viborg. Så mysteriet om ringbindene er stadig mørkelagt, inden straffesagen genoptages den 4. oktober. I afvisningen af kravet om aktindsigt hedder det dog, at aktindsigten ikke kan gives, så længe straffesagen kører. Så måske får vi noget at vide, når straffesagen en gang er afsluttet. Vi vil i hvert gentage kravet.

One Comment

  1. Jan Stampe Nielsen

    Tager hatten af for dig/jer. Kæmp videre, men husk at få de rigtige allierede – som sjældent er jurister.

Leave a Reply to Jan Stampe Nielsen Cancel reply