Fra første sætning vælger man at  tingsliggøre grisen som en omvandrende kødreserve. Det er essensen af en dyreetisk kritik af Landbrug & Fødevarers DR2-program “Hele Svineriet”, der blev sendt 16. november. Kritikken er formuleret af journalist og Master i Sundhedsantropologi Inger Anneberg, der er phd-studerende ved Institut for Husdyrvidenskab ved Århus Universitet. Artiklen blev første gang trykt 23. november på www.organictoday.dk.

IngerAnneberg
Inger Anneberg har beskæftiget sig med bl.a. dyreetik i behandlingen af svin. Foto: OrganicToday.

KOMMENTAR – DR2-programmet Hele Svineriet er ikke bare elendig journalistik – det er en måde at se på dyr på, som uden at ville det, bliver ganske afslørende.

Nu har jeg endelig set hele svineriet – og det, som forekommer værst ved det program, er klart alt det, der ikke vises eller tales om med ét ord: Fx. halekupering, kastrering, vanskelighederne ved at rode, hvis man ingen halm får, smågrise, som skal slås ihjel, fordi de har diverse problemer, medicinforbrug, smitterisiko.

Grisen tingsliggøres

I stedet vælger man fra første sætning rent sprogligt og i billeder at mekanisere grisen som en omvandrende kødreserve, og så boltrer de to værter sig i glæden ved den teknik, som grisen kan pakkes ind i – (energiproduktion, gelatine, patroner, sæbe, you name it) ud over at den naturligvis også forvandles til penge.

Så skal vi holde ud at tale om grise i konventionel produktion, må grisene pakkes ind, omskrives til ikke-dyr, som ting.

Det allermest tankevækkende er, at når udsendelsen kommer frem til forsøgsgrisene, som opdrættes til medicinsk brug, til gavn for mennesker, SÅ bliver grisen pludselig et levende væsen, som har en særlig adfærd, og nu bruges der i programmet endelig ord som håndtering, nærhed, tæthed. Grisens adfærd kommer i fokus, og menneske og gris har en nødvendig tæt relation.

Forsøgsdyr i varme hænder

Grise til mad kan mekaniseres, uden at hverken Søren Gade eller den efterplaprende gidsel-kok sætter nogen form for spørgsmålstegn ved det – mens grise til forsøgsdyr kan komme i varme hænder, fordi de skal gavne lægevidenskaben.

Udsendelsen svigter ikke alene ved at insistere på at pakke grisen ind i mekanisering- den svigter faktisk også de konventionelle/økologiske landmænd, som gør et arbejde for at have relationer til deres dyr og fastholde en respekt for deres dyr, undgå at stresse dem og undgå at skade dem, selv om det er svært i en industriel produktion.

Det håndværk findes også derude, men det kan man heller ikke vise i detaljer, når man ikke kan være ærlig om erhvervets skyggesider. Det er ikke bare elendig journalistik – det er en måde at se på dyr på, som uden at ville det, bliver ganske afslørende.

Comments are closed.