Sådan ser han helst sig selv, den nye formand for Landbrug & Fødevarer Søren Søndergaard, selvom han tjener sin løn som direktør for en svinefabrik med 15 ansatte  og 1100 grisesøer ved Vejle. Pressefoto/Torben Worsøe

KOMMENTAR  Tik-tok, tik-tok, tik-tok – hvert 3. sekund dør en pattegris på de danske svinefabrikker. I løbet af et år skaber svineproducenterne en kæmpehøj af lidelse og død, når 9,6 mio. døde pattegrise sendes til destruktion.

Næsten hver 4. pattegris dør, inden der er gået 28 døgn, og sendes til destruktion. Trods løfter om det modsatte stiger dødeligheden år for år. Privatfoto

Det problem har den nye formand for Landbrug & Fødevarer arvet fra sin forgænger. Søren Søndergaard hedder formanden og er selv svineproducent, så han kender alt til den manglende dyrevelfærd på svinefabrikken. Nu er ansvaret hans for at få stoppet disse dyrs lidelser og det uhyrlige spild.

For seks år siden underskrev Landbrug & Fødevarers daværende formand en højtidelig erklæring, der lovede, at dødeligheden blandt pattegrisene ville være nedbragt til 16 pct. i 2020. Det lykkedes aldrig. De seneste år er dødeligheden tværtimod steget. Den udgør nu 23,5 pct. Tik-tok, tik-tok – næsten hver 4. pattegris dør stadig i den højeffektive danske svineindustri.

En anden møgsag, som den nykårede formand har arvet, er baconkampagnen mod børn og unge.

Siden slutningen af 1990’erne har flere og flere unge fravalgt svinekødet på menuen. Det har foruroliget lobbyisterne i Landbrug & Fødevarer, til trods for at det både med hensyn til sundhed og klima er det eneste rigtige valg. Men nej – de unge bør og skal spise mere flæsk. Derfor søsatte Søndergaards forgænger en kampagne, hvor voksne mænd med alle midler prøver at lokke mere svinekød i børn og unge.

Et eksempel fra bacon-kampagnen Love Pork, som Landbrug & Fødevarer spenderer 22 mio. kr. på for at få børn som på billedet til at spise mere svinekød. Screendump fra Tulip/facebook

Kampagnen, der faktisk hedder ”Love Pork”, har et budget på 22 mio. kr. og benytter sig af alle de nyeste værktøjer for psykologisk markedsføring. Børnene og deres familier bombarderes på de sociale medier med konkurrencer, spil, strikkeopskrifter, T-shirts, bankospil og skjult påvirkning gennem de såkaldte influencere, ofte i skikkelse af populære børneTV-værter. Alt sammen under det samme dumme motto ”Jeg elsker bacon”.

Her er Søndergaards forgænger gået langt over stregen for ordentlighed og anstændig optræden overfor børn og unge. Jeg er sikker på at kunne tale på rigtig mange familiers vegne, når jeg skriver det højt og tydeligt til Søren Søndergaard og hans marketingsfolk: Fingrene væk fra vores børn!

Tre eksempler på landbrugets usmagelige nazihetz mod danske politikere i forbindelse med demonstrationerne for “folkestyret” i november 2020. Screendump fra tweeter

Den nye formand kommer heller ikke udenom at forholde sig til de nazistbilleder, som hans proselytter fabrikerede op til traktordemonstrationen i november. På vegne af landbruget skylder han en uforbeholden undskyldning til statsminister Mette Frederiksen, sundhedsminister Magnus Heunicke og daværende fødevareminister Mogens Jensen. De har alle tre været iført brune naziuniformer med hagekors og det hele på flere smagløse fotomontager, som landmænd spredte overalt på de sociale medier.

Ingen politikere har fortjent en sådan tilsvining. Det er simpelthen under lavmålet for enhver demokratisk samtale, så kom nu med den undskyldning. Så vi kan vide, hvor du står.

I sin første pressemeddelelse til offentligheden skriver Søren Søndergaard (4.11), at han mener, at de danske agroproducenter skal ”række hånden frem til resten af samfundet og håbe, vi får en lige så fremstrakt hånd tilbage”. Umiddelbart er det tvetydigt, hvad han rækker hånden frem efter, og hvad han forventer at inkassere, men hvis det er accept og respekt, så skal han altså selv levere først.

Respekt skal man gøre sig fortjent til, Søren Søndergaard. Begynd med at håndtere de tre møgsager. Så kan vi tales ved om resten.

Søren Søndergaard har ikke magtet at besvare denne kommentar, men overladt det til Landbrug & Fødevarers nye pressechef Morten Nielsen. Læs svaret her.

Kommentarer

  1. Jan Stampe Nielsen

    Prøv at læse DRs hjemmeside i dag den 24.12. om samme emne og læg mærke til hvor Skævredet artiklen er = hvem citerer man, hvem har artiklens forfatter haft fat i for at sikre en bred orientering om emnet?
    “Postulat-Dan” (Dan Jørgensen) er sikkert glad for den, han bliver jo næsten frikendt for sin sædvanlige laden-stå-til.
    Glædelig flæskesvær til alle.

  2. Vinnie Holm

    Det svar tyder ikke ligefrem på, at LogF rækker hånden frem med noget som helst😡
    Skam jer!

  3. perry jørgensen

    man kan jo se hvad landmændene efterlader på vejene hvert forår når markerne skal sås

  4. Anders Grankvist Schou

    Hvilke populære børnetv-værter drejer det sig om?

  5. 9,6 mill smågrise om året tager fabrikkerne livet af – er der lovhjemmel til det? hvorfor svarer L & F mon ikke på det spørgsmål? er det, fordi de ikke kan trække nazi-kortet der?

  6. Når landbruget rækker hånden frem er det vel med håndfladen opad.

  7. Leif Iversen

    Ja det er det med alle de milliarder, vores forstokkede politikere bliver ved med at fylde i dyremishandling og massemord på vores medskabninger.

Leave a Reply to Jan Stampe Nielsen Cancel reply