Rabatter, grøfter og skrænter langs vore veje danner et vidtforgrenet ”grønt netværk” af biologiske forbindelseslinjer mellem egentlige naturområder og er den sidste rest af vild natur i det intensivt dyrkede land. Alligevel sprøjtes de igen og igen. Foto: Leif Bisschop-Larsen 

Af Ella Maria Bisschop-Larsen og Ian Heilmann, bestyrelsesmedlemmer i Danmarks Naturfredningsforening Svendborg

Det er for længst påvist, at årsagen til den stadigt fattigere natur i det åbne danske landskab skal findes i det moderne intensive landbrug. Flora og fauna forarmes af det stadigt mere monotone produktionsland og den udbredte brug af diverse kemiske hjælpestoffer. Denne erkendelse er i de seneste år sågar nået frem til landbrugets egne organisationer. Således udtalte viceformand i Landbrug & Fødevarer (L&F), Thor Gunner Kofoed (TGK) i marts 2019 om brug af sprøjtegifte: ”Brug mindre glyphosat nu!”

Ella Maria Bisschop-Larsen. Foto: Woodlarkphotography
Ian Heilmann

Opfordringen bunder også i den stadigt mere velunderbyggede mistanke om stoffets kræftfremkaldende egenskaber, og i, at EU-godkendelsen af glyphosat (fortrinsvis som Round-Up), hviler på et snævert flertal, som med ny viden hurtigt kan skifte, især efter Storbritanniens udtræden af EU. Som TGK fortsætter: ”Det bliver ikke ved med at gå, hvis der ikke sker en radikal ændring omkring brugen af glyphosat.”

Rabatter, grøfter og skrænter langs vore veje danner i det åbne landskab et vidtforgrenet ”grønt netværk” af biologiske forbindelseslinjer mellem egentlige naturområder og er den sidste rest af vild natur i det intensivt dyrkede land. Det er ikke mindst her, der skal sættes ind.

I Svendborg kommune går det desværre flere steder sin skæve gang. Særligt nedslående er det, når man konstaterer, at landmænd sprøjter for at nedvisne i brede baner, helt ud til og tilmed lidt ind i vejkanternes smalle bræmme af græs og urter. Billedet viser, hvordan det kan se ud – og tilmed langs en af de strækninger, som kommunen, sammen med Danmarks Naturfredningsforening i Svendborg, for nylig har udpeget, fordi der stadig her findes bevaringsværdig flora. Disse strækninger er i år blevet markeret med små grøn-hvide skilte med teksten ”Artsrig vejkant” og illustreret med kurvblomsten Blåhat og en Blåhat-jordbi, som bestøver netop denne blomsterart. Det er desværre en sejlivet gammel overtro, at vejkanter er arnested for ukrudtsproblemer på dyrkede marker, men meget få vilde planter udgør et ukrudtsproblem her.

Skiltning er ikke nok, hvis landmanden bare sprøjter løs. Foto: Ian Heilmann

Det strider også mod det budskab L&F´s anden viceformand, Lone Andersen, giver i hæftet ”Landmanden som naturforvalter”, udgivet af L&F – SEGES. I forordet skriver Lone Andersen således: ”Heldigvis mærker jeg, at der er stort ønske blandt landmænd om at gøre en indsats for naturen – og vel at mærke at gøre det rigtigt. Derfor er viden om biodiversitet og naturforvaltning mere end nogensinde blevet en vigtig del af det at være landmand”.

Og i hæftet skriver forfatterne videre: ”Hvis du sprøjter dine markkanter, vil du hurtigt opleve, at de bliver overtaget af besværlige ukrudtsarter, som bynke, tidsler og gold hejre, der kan sprede sig ind på marken. Ved at undgå at sprøjte og gøde i markkanten passer du på de vilde planter, som allerede findes her, og som holder ukrudtsarterne nede. Hold derfor afstand og pas på den vilde flora, der allerede findes i markkanten. Det er godt for både markdriften og biodiversiteten.”

Sprøjte- og gødningsfrie randzoner op til rabatter, grøfter og skrænter langs vore veje giver højst tiltrængte levesteder for planter og dyr. Her vil der være rigere natur, i form af flere plantearter, flere sommerfugle, andre insekter og øvrige dyr og fugle. Disse giver tilmed konstateret en indirekte økonomisk værdi i det dyrkede land ved at være levested for mange naturlige fjender. Undersøgelser viser ifølge SEGES, at udtagning op til 8% af de omdriftsarealer, der er mindst rentable at dyrke, giver et uændret eller endda øget udbytte på bedriften som helhed. Det er en klar win-win.

“En markering med skiltet ”Artsrig vejkant” et sted, hvor landmandens sprøjtegift fra marken har gjort både markkanten og halvdelen af vejkanten gul og vissen – er bare for sørgeligt”

Nu må vi have de landmænd, som åbenbart fortsat er alt for nidkære med sprøjte og gødningsspreder på bedre tanker. F.eks. ved at lytte til og rette ind efter deres egne rådgivere. Og de skal, sammen med alle andre og med kommunens nye tiltag om mere naturnær drift af visse vejsider, bidrage til at bremse det voldsomme naturtab, som agerlandet har lidt, især efter 1950. En markering med skiltet ”Artsrig vejkant” et sted, hvor landmandens sprøjtegift fra marken har gjort både markkanten og halvdelen af vejkanten gul og vissen – er bare for sørgeligt. Nej, som Thor Gunnar Kofoed har sagt det: ”Det bliver ikke ved med at gå, hvis der ikke sker en radikal ændring…”

Bannerbillede: Nedvisnet grøftekant på Sydfyn. Foto: Leif Bisschop-Larsen

Her er et opslag fra bogen “Landmanden som naturforvalter” fra Seges

Kommentarer

  1. Kim Houmøller

    Enhver må da kunne se det er et overgreb både på natur og mennesker. Det har været debateret i årtier om glyphosat skulle forbydes, da det bliver brugt helt uden sund fornuft.

  2. Preben Kofod

    Mange steder i vores land er vejrabatterne udmatrikulerede hvilket vil sige at de er blevet opmålt og afmærket med skelpæle for skatteydernes regning. Det blæser bønderne på og gøder, pløjer, slår, og forgifter dem efter deres forgodtbefindende, uden at der bliver grebet ind overfor det. Det er imidlertid ikke kun bønderne som forgriber sig på vejrabatterne. Mange private ynder at køre med deres plænetraktor og slå rabatterne omkring deres ejendom. Alt dette på trods af at det er kommunerne som ejer rabatterne, men som heller ikke i dette tilfælde griber ind overfor landbrugets totale ødelæggelse af vores land.

Leave a Reply to Kim Houmøller Cancel reply