”FRILAND ØKOLOGI er vores økologiske mærke inden for både okse- og grisekød. Hos FRILAND ØKOLOGI tror vi på, at dyrevelfærd giver dig en ekstra god smag i munden. Alt vores kød kommer fra dyr, der er født, opvokset og slagtet i Danmark. Vores grise fødes i hytter på græsmarker i den FRI og åbne natur – hos danske landmænd. Vores kvæg kan græsse FRIt på de grønne marker i sommerhalvåret. Og under hele opvæksten har dyrene adgang til FRIsk luft.”

Bæredygtighedsaktivisten Signe Wenneberg sidder i bestyrelsen for det Danish Crown-ejede kødfirma Friland A/S, men hun ønsker ikke at stå på mål for virksomhedens klimabelastende kødtransporter og udnyttelsen af billig arbejdskraft. Skærmbilledet er fra en video fra september 2020 på Statens Museum for Kunst, hvor Wenneberg fortæller om betydningen af netop klimabevidsthed

Så smukt markedsfører kødproducenten Friland A/S sine produkter, men virksomheden spiller højt spil med forbrugernes tillid, når dens kølevogne kører i fast rutefart med tonsvis af brystflæsk til Tyskland for at udnytte den billige arbejdskraft på de tyske slagterier. Kødproducenten vælger en subtil markedsføring, der skal give forbrugerne det fejlagtige indtryk, at der er tale om et helt igennem dansk produkt, men den lovpligtige mærkning afslører den tyske forbindelse.

Også foreningen til Dyrenes Beskyttelse deltager i blåstemplingen af de økologiske bacontern, som organisationen anbefaler. I bestyrelsen for Friland sidder endvidere den højtprofilerede bæredygtighedsfortaler og forbrugeraktivist Signe Wenneberg, men hun har ikke ønsket at kommentere denne bacontrafik.

Danish bacon er ikke fra Randers

Det drejer sig om produktet ”økologisk bacontern” fra Tulip, der bryster sig af at være ”baconspecialisten siden 1912”. Når man læser den tekst, kan man umiddelbart ikke tro andet, end at produktet er fremstillet af Tulip i Randers. Det er ikke korrekt.

Emballagen er forsynet med flere anbefalinger, hvoraf mærkaten ”DANSK KØD” med et dannebrogsflag kan forlede forbrugeren til at tro, at der er tale om et helt igennem dansk produkt. Også mærkaten ”Af danske ØKOLOGISKE grise fra FRILAND” signalerer, at der er tale om et dansk produkt, hvilket yderligere understreges af tre velfærdshjerter fra Fødevarestyrelsen og kvalitetsstemplet ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse”.

Som prikken over i’et står der, at din bacon er ”røget over bøgeflis” som en klar reference til de danske bøgetræer langs salten Østerstrand. Mere dansk kan det næppe blive.

Her finder du afsløringen. “DE” står for Deutschland

Men så enkelt er det ikke.

Vender du produktet med bagsiden opad, så ser du, at produktet er fremstillet af Danish Crown Foods A/S med adresse i 8940 Randers SW. Kikker du nøje efter, så finder du imidlertid et lille ovalt stempelmærke, der måler 8 x 6 millimeter, umiddelbart ovenover producentens navn. Indeni mærket står der: ”DE NI 17568 EG”. Der er tale om lovpligtigt mærke.

Hvad betyder denne kode? Den afslører, at dine bacontern er fremstillet i Tyskland. “DE” står for Deutschland.

Keine Hexerei, nur Behändigkeit

Vi har spurgt direktør Claus Hein, hvad der foregår her. Han ønskede ikke selv at svare, men overlod opgaven til Heidi D. Kjærgaard, der er ”brand & product manager” hos Danish Crown Foods.

Hvorfor nu det? Jo, Friland A/S har til huse på Tulipvej 21 i Randers og er ejet af Tulip, der igen er ejet af den internationale kødkoncern Danish Crown. Helt tilbage i 1999 opkøbte Danish Crown den idealistiske kødproducent Friland Food og flyttede i 2009 dens hovedkvarter fra Skive til Tulip i Randers.

I en venlig svarmail 21. december 2021 bekræftede ”brand & product manager” Heidi D. Kjærgaard, at ”Det er korrekt, at vi viser flag på nogle af vores produkter, og vi følger naturligvis den lovgivning, der er omkring anvendelse af flag, således informationerne på pakken ikke opleves  som misvisende. For det produkt, du har købt, er grisene født, opdrættet og slagtet i Danmark. Derfor har vi vist et dansk flag på forsiden sammen med teksten ” Dansk kød”. Når grisen er slagtet, køres brystflæsket til vores fabrik Tyskland hvor det saltes, røges, skives og pakkes, og derfor er det angivet på bagsiden, at produktet er produceret i Tyskland.”

Baconspecialisten i Randers røger altså sine produkter over ”bøgeflis” i Tyskland – er det mon dansk eller tysk bøgeflis? Vi spurgte så, hvilken af Danish Crowns fabrikker i Tyskland der producerer de danske økologiske bacontern – og hvorfor vælger Friland den ekstra klimabelastning, der opstår ved at transportere produktet frem og tilbage?

Det ville Heidi T. ikke svare på. ”Du er altid velkommen til at kontakte vores presseansvarlige vedrørende disse spørgsmål, såfremt mit svar ikke er fyldestgørende,” lød afvisningen.

Hvad siger bestyrelsen? Ingenting

Vi valgte dog en anden fremgangsmåde. Vi skrev til bestyrelsen i Friland A/S. Friland ledes af en bestyrelse på 10 medlemmer. 4 af medlemmerne repræsenterer ejeren Danish Crown, og 5 medlemmer repræsenterer de landmænd, som leverer til Friland. Af dem er de fire svineproducenter. Og så er det et ”eksternt” medlem af bestyrelsen. Det er kommunikationsrådgiver og foredragsholder Signe Wenneberg.

Vi bad bl.a. om en kommentar til produktionen af dansk bacon i Tyskland, om økokontrollen i Tyskland og den uklare markedsføring med dannebrogsflag m.v. Endelig henviste vi til virksomhedens erklærede fremtidsstrategi, der hedder ”Pioneering better food”, der bl.a. skal skabe en ”bæredygtig fremtid”. Vi spurgte om en forklaring på det bæredygtige i at transportere baconprodukter hundreder af trafikkilometer på de europæiske motorveje som led i denne bæredygtighedsstrategi?

Der kom aldrig noget svar, hverken fra svineproducenterne eller bæredygtighedsaktivisten. Danish Crowns pressechef Jens Hansen havde overtaget ”sagen”, som han lukkede med en mail 3. januar 2022, hvor han ønskede godt nytår, men afviste at besvare spørgsmålene.

Hør direktør Claus Hein fortælle om Friland A/S og fremtidens bæredygtighedsstrategi i denne julehilsen

En lang rejse

Som nævnte er produktet ”økologisk bacontern” også forsynet med en anprisning fra foreningen Dyrenes Beskyttelse (DB). Vi kontaktede foreningen, der beredvilligt fortalte i detaljer om ordningen. Den koster DB i størrelsesordenen 1,3 mio. kr. om året (2020) ifølge regnskaberne, men direktør Britta Riis mener, at den forbedrede dyrevelfærd for de økologiske svin er pengene værd.

Her ser du den køretur, som din økologisk bacontern må gennem, før den lander på dit bord

Foreningens dyrlæge Søren Kent Pedersen forklarede, at DB-anbefalingen kun omfatter forholdene på de økologiske og frilandssvinefarmene og transporten frem til slagteriet samt opholdet på slagteri og slagtning, som til gengæld kontrolleres mindst en gang årligt af uafhængige kontrolfirmaer. Dyrlægen meddelte også, at alle frilandssvin og økologiske svin fra Friland A/S slagtes under Friland-mærket på Danish Crown-slagteriet i Herning, hvorefter brystflæsket som nævnt køres til slagteriet Danish Crown Germany i Schüttorf nær grænsen til Holland. Her bliver det røget, snittet op og emballeret – og sendt retur til Danmark.

Det betyder, at din pakke med økologisk bacontern har været ude på en køretur på 1240 kilometer, før den overhovedet er parat til at blive solgt i Danmark. Hvorfor dog denne ekstra klimabelastning, kunne forbrugeren måske spørge. Svaret er enkelt: arbejdskraften er billigere i Tyskland end i Danmark.

De tyske slagterier drives i vid udstrækning med migrantarbejderne fra især Østeruopa, og de aflønnes væsentligt ringere end deres danske kolleger, og ofte må de leve under kummerlige forhold, som påpeget af tyske og danske fagforeninger og den fremtrædende præst Peter Kossen. Han har beskrevet udbytningen af migrantarbejdere som et system af ”organiseret uansvarlighed” i en ”mafiøs sump af massivt misbrug af indlejede firmaer og vikararbejde”. Denne sump støttes af CDU/CSU, hvad der gør dem til medskyldige slaveholdere, mener præsten.

”Ikke at tage parti for ofrene er ikke værdigt for et kristeligt folkeparti,” udtalte Peter Kossen, der foranstaltede en enmandsdemo foran CDU-hovedkvarteret i Berlin i november 2020. Parolen lød: ”Forbud mod indlejet arbejde OG vikararbejde. Nej til huller i arbejderbeskyttelsen”.

Læs mere om de uværdige forhold, som også tilbydes arbejderne på Danish Crowns seks slagterivirksomheder i landet.

Uværdige forhold på tyske slagterier – om ”smid-væk-mennesker”

Børn fristes med bacon

Tulip i Randers har tidligere været i søgelyset på grund af virksomhedens markedsføring af bacon til børn og unge. Læs mere her:

EU-tilskud skal lokke mere Tulip bacon i børn og de unge

Kommentarer

  1. Skurken er vel også forbrugeren som vil have det hele for det halve – men jeg bliver nu så træt af vildledende markedsføring….

  2. Holger Mortensen

    Det er absolut GIFT for økologibegrebet når disse uheldige historier kommer frem i lyset, og det kan godt anbefales at være vågen når man køber økologisk. Kan man f.eks. stole på økomærket, hvis en vare stammer fra 3. Verden – eller Italien?

  3. Jan Stampe Nielsen

    Bravo til Signe Wenneberg. Spændende at se om bestyrelsesposten er vigtigere end bæredygtighed.

  4. Carsten Troelsgaard

    @Knud Haugmark
    Her er en god kilde til information. Overskriften er godt nok “regenerative agriculture” men, gør det noget? Jeg mistænker Gabe Brown for at være af dansk/skandinavisk oprindelse .. hans humor er let tilgængelig.

  5. Pingback: Kød skal være rødt – også selvom det er økologisk | Gylle.dk

  6. Pingback: Lange dyretransporter koster danske jobs og svinevelfærd | Gylle.dk

Leave a Reply to Jan Stampe NielsenCancel reply