Sneppeflugt i vinterskoven. Illustration: Ian Heilmann

Den arktiske polarluft mod nord danner en slags iskold kyse over klodens nordlige isse – som på lidt lavere breddegrader afsluttes med en bugtet bort hele vejen rundt, den såkaldte polarfront. Nord for denne hersker kolde nordøstenvinde, medens der syd for polarfronten er friere passage for kolonner af tempererede lavtrykssystemer, som rykker ind fra Atlanten.

Polarfronten har nu i nogen tid strakt en solid lap langt ned i Europa og givet os klassisk vintervejr, som da bedstefar var knægt. Vores mange vintersange og -poesi har fået tiltrængt substans: I sne står urt og busk i skjul og Sneflokke kommer vrimlede. Dagene længes, vinteren strenges.

Så hvem har gået her og stukket sit lange næb ned i sneen? Det har skovsneppen. Foto: Redaktøren

Har man på det seneste gået tur i en af de mange kystnære skove omkring Svendborg, har det utvivlsomt givet røde kinder. Den isnende vind fra øst synes at have sat alt liv på pause. En enkelt solsort i lav flugt afsøger skovbunden for lidt spiseligt, der hvor visne brune blade og lidt mørkegrønt brombærløv titter frem gennem det forblæste snedække. Men så flyver en lidt større skygge i hast forbi mellem stammerne. Den er gråbrun, med afrundede konturer, bortset fra et langt lige næb, der peger skråt nedad. En skovsneppe. Den har nok satset på at kunne ride en almindelig dansk grøn og våd vinter af – og havde så ikke lige fået taget polarfronten med i aftenbønnen.

Her er den – troldfuglen med regnorm og i sommervejr. Foto: Ronald Slabke/Wikipedia

Nu må den så, i stedet for at kunne stikke sit lange, følsomme næb ned i blød og fugtig jordbund for smådyr, søge alternativer. F.eks. hvad der måtte være af kriblekrable i strandens tangdynger. Der er noget mytisk over den sky og skumringselskende skovsneppe, som har noget nær øjne i nakken – og en eventyrligt fint mønstret fjerdragt i samtlige jordfarver.

Søjlehallen af højstammede bøgetræer er jo Frejas sal, som vi synger om i vores nationalsang.  Den er god til at levere solidt tømmer, men har på ingen af vores årstider meget at byde på, hvad angår mangfoldighed af livsformer. I en ny videnskabelig rapport fra Aarhus og Københavns Universiteter om såkaldt ”rewilding” og biodiversitet understreges vigtigheden af ”forøget strukturel heterogenitet i landskabet” På mere jordnært dansk vil det sige: mere afveksling og forskelligartethed. For skov betyder dette: større arealer med træer i alle aldre, flere lysninger, mere stående og liggende dødt ved og nul dræn og gift. Flere skovbryn med mere krøllet og skrånende profil, og i udvalgte områder gerne nogle store dyr til at rode rundt i det hele, som det var praksis før Fredsskovsforordningen fra 1805. Og så i det hele taget mere skov – af en række gode og velkendte grunde. Skovsneppen vil ikke have indvendinger.

Kommentarer

  1. Torben Aagesen

    Nu har jeg så i Vejle ådal oplevet udtynding, og også andre steder, mellem løvtræer. Det kan godt være det er tiltrængt, må jeg erkende – men det der er ikke meget ved sådanne steder i tiden efter den finder sted. Men behovet for træflis, er tilsyneladende stort. Vil nu stadig godt afvente det resultat af en rewilding, når bare det bliver hjemmehørende arter. Men ellers ingen indvendinger fra mig heller.

  2. Nå. Så var det sneppen jeg så i går. Den trykkede sig i en grøft, der endnu ikke var frossen på kanten af Vestskoven, fløj op,
    da jeg stod og gloede for længe efter vandriksen. I glideflugt på afrundede vinger langs hegnet, og ind i det 40 meter væk.
    Vandrikse er fint. Sneppe er bedre. Tak for skildringen.

Leave a Reply to Torben Aagesen Cancel reply