Blå anemone i blomst i Hestehave Skov ved Kalø, 19. februar 2023 – i typisk selskab med vedbend. Det lysegrønne, leverformede blad er anemonens. Foto: Peter Holm

Vi begynder lige med at botanisere lidt i sangskatten: Den første dag i marts er rundet, men vinterfrossent nåede hjertets kvarts aldrig at blive. For den kedsom vinter gik sin gang, og mere våd og varm, grøn og grå har det sjældent været. Blå anemone var i blomst på en sydvendt skråning ved Kalø så tidligt som 19. februar, den ikoniske og de fleste steder sjældne blomst kan som regel genkendes med et halvt øje.

I det hele taget er selve blomsten langt oftest den del af en plante, som bruges som identitetsmarkør når arten skal bestemmes. For de fleste botanikere er vinteren derfor en relativ stille tid med hjemlig hygge over en kop varm urtete. Men ikke for alle.

Her kommer den Blå Anemone med DR Pigekoret på Dronning Louises Bro over Søerne i København. Skærmbillede

Den 28. januar havde femten opvakte medlemmer af Dansk Botanisk Forenings yderst aktive fynske fraktion ”Fynskredsen” sat sig på skolebænken i SDUs smukke lokaler i Svanninge Bjerge for at blive klogere på ”Vinterbotanik”, en rimelig nørdet disciplin. Hvis man pudser briller og lup, kan en gråbrun og tilsyneladende vinterdød kvist fra en vedplante aflures sit artsmæssige tilhørsforhold. Udfordringen ligger i at kunne navigere gennem såkaldte nøgler, dvs. en hierakisk forgrening af spørgsmål, som det gælder om at besvare korrekt fra først til sidst. Metoden er et velkendt ”nøglebegreb” i botanik, men uden blomster ved hånden bliver spørgelegen virkelig for voksne. Det er nemt at afgøre, om der er torne eller ej og om grenen er stedsegrøn eller løvfældende, men så strammer det til: Der skal kigges nøje efter indbyrdes positioner af arene efter sidste års blade såvel som deres eventuelle fodflige, hvordan de nyanlagte knopper afløser de gamle, hvordan knoppernes taglagte dækskæl er arrangeret, og man skal helst være klar på, om en knop har tænkt sig at blive til et skud, et blad eller en blomst. Og der er mere.

Ved at gå i detaljer med denne kvist, afsløres det, at den sidder på en avnbøg. Foto: Ian Heilmann

Med kyndig vejledning nåede man igennem flere end ti opgaver, f.eks. en gren fra avnbøg. Her skal man notere sig såkaldt sympodiale (medfører ofte, men ikke altid zig-zag-agtige) langskud, spredte blad-ar og tydelige ar efter fodflige, knopskæl i 2-4 rækker og forskel på blad- og blomsterknopper. Lykkeligt sluppet igennem nøglernes krydsforhør belønnes man med facit: avnbøg, i hel figur ofte et stort og stateligt løvtræ med et karakteristisk bugtet og knudret stammetværsnit. Men navnet er vildledende, avnbøg har intet med bøg at gøre, den tilhører derimod hasselfamilien – træer med énkønnede blomster, af hvilke hanblomsterne sidder i rakler. Avnbøgen springer først ud i maj, mens haslen allerede fra januar har gjort sig bemærket med sine dekorativt hængende rakler, som var den pyntet ødselt op til højtid med loddent og gulgrønt englehår.

Gamle avnbøge som vejtræer på Thurø. Foto: Ian Heilmann

P.S. Nysgerrig efter mere? Anskaf: Signe Frederiksen og Bo B. Johansen: ”Vinterbotanik” – og skynd dig at blive medlem af ”Fynskredsen”, ved formand Carsten Hunding, hunding@sydfynsmail.dk

Bannerbillede: Mere vinterbotanik i skikkelse af Vintergækker. Privatfoto

One Comment

  1. Ziff Hansen

    Wow, som du altså kan skrive. Tak for en lækker og tekst, en nydelse!

Leave a Reply to Ziff HansenCancel reply