Otte ud af ti forbrugere går ind for mere økologi i de offentlige køkkener. Et flertal ville også støtte økologien, selv hvis måltiderne blev lidt dyrere, viser en ny undersøgelse., som præsenteres i en pressemeddelelse 17. marts 2014 fra Fødevareministeriet.
Hver dag serverer det offentlige Danmark omkring en halv million måltider. Og når børnehaverne serverer frokost for de små, eller når de gamle på plejehjemmet skal have aftensmad, så mener næsten fire ud af fem forbrugere, at måltiderne bør være økologiske. Det viser en ny undersøgelse, som forskningsenheden MAPP, Aarhus Universitet, har lavet for Fødevarestyrelsen.
”Det er positivt, at så mange bakker op om vores økologiske projekt”, siger fødevareminister Dan Jørgensen (S). Sammen med regeringen arbejder han for, at minimum 60 procent af alle råvarer, der bliver indkøbt til daginstitutioner, hospitaler og andre offentlige virksomheder, skal være økologiske inden 2020.
”Når 700 offentlige køkkener og private spisesteder i dag har et økologisk spisemærke, dokumenterer det, at der er vilje til at bakke op om økologien, også hos dem der knokler ude ved komfurerne”, siger Dan Jørgensen.