Ian Heilmann

Årets svanesang klinger nu

Flyvende sangsvaner. Maleri: Ian Heilmann

Nu er sangsvanerne ankommet til den danske vinter. De er budbringere fra navnløse, blanke og sortvandede søer, utalligt strøet ud i de endeløse vidder af mos- og lavbegroet nåle- og birkeskov fra Nordskandinavien og videre østpå.

I vildmarkens korte, lyse og myggebefængte sommer har de langhalsede og gulnæbbede svaner ruget deres kuld ud, milevidt fra al menneskelig aktivitet. Det er ynglepladser så grundigt forskellige fra de mere hyggelige danske søer, moser, damme og voldgrave, som knopsvanen, den velkendte og folkekære H.C. Andersen-fugl, bebor.

Ian Heilmann

Men nu er sangsvanerne trukket over store afstande til vesteuropæiske breddegrader med isfrit saltvand, bl.a. det sydfynske øhav. Som en giraf rækker sin lange hals op efter højtsiddende blade og kviste på savannens træer, strækker de svømmende svaner deres lange halse ned efter bundvegetation på svanehalsafmålte vanddybder. Eller også flyver sangsvanerne ind på marker, hvor der er dækket op med vinterafgrøder. Det er efterhånden sjældent, at snedække er en forhindring.

Skårupsunds friske vande er vinterkvarter for mange sangsvaner. Det er et privilegium for thurinere og andre at kunne høre svanernes råb til hinanden i stille vinteraftner. Det lyder, som blev der blæst i fjerne lurer, en vildmarkskoncert ikke ulig traners trompeteren. Og eventyret fortsætter: Gennem det sidste halve århundrede har sangsvaner overvundet noget af deres skyhed over for mennesker – der yngler nu sangsvaner så langt sydpå som Skåne – og et og andet par ved nordvestjyske søer.

Sangsvaner. Foto: Wikipedia

Sangsvanerne er med til at fortælle en af tidens gode naturhistorier: føler fugle sig trygge i menneskets naboskab, så trives de. Altså lige under forudsætning af, af der også er noget at spise. Tilstedeværelsen af havørn, kongeørn, trane, rød glente og andre store ikoniske arter i den danske natur bidrager også til fortællingen. Desværre er der fortsat langt flere livsformer, hvis levesteder og fødegrundlag svinder ind som følge af naboskabet med mennesket. En af tidens altoverskyggende opgaver er finde vej til en levevis, som kan vende denne udvikling. Kultur og natur burde ikke være hinandens modsætninger.

Læs resten

Invasive arter skal væk

En gruppe kæmpe-bjørneklo rækker deres visne frøstandere ud mod Langelandsbæltets blå overflade. Når denne invasive art fra Kaukasus først får ordentligt fat, bliver der ikke plads til meget andet liv omkring den. Foto: Ian Heilmann

Ian Heilmann skriver 24. november 2019:

”Naturstyrelsens sortliste over de værste invasive arter”. Drabeligt lyder det – kan det mon passe, at Miljøministeriet er begyndt at beskæftige sig med banderelateret kriminalitet? Nåh nej – den såkaldte dødsliste omfatter såmænd en række dyr og planter: Brun rotte, kæmpe-bjørneklo, vandpest, asiatisk askepragtbille, troldkrabbe, elmesyge, mink, dræbersnegl og en lang række andre levende organismer. De er erklæret krig, fordi de findes, hvor de ikke burde være.

Ian Heilmann

En invasiv art er en levende organisme, som ved menneskets mellemkomst spredes til nye områder, hvor den etablerer sig på bekostning af den oprindelige natur. Næst efter det omsiggribende tab af levesteder udgør invasive arter den største trussel mod den biologiske mangfoldighed. Fænomenet er ikke af ny dato. Tænk blot på f.eks. Australiens unikke pungdyrsfauna, som er blevet trængt voldsomt tilbage efter nybyggerne ankom med deres hunde, kaniner og andre husdyr.

Læs resten

Velkommen i svampenes superliga

Det kan godt være, at man først kommer til at tænke på kantarel, trøffel, morkel, spiselige rørhat, mm. – men så taler vi om den gastronomiske superliga. Og den kan da også få pulsen og mundvandet i omdrejninger. Selv mere videnskabeligt anlagte personer på tur med svampekurv siges at kunne falde på knæ med tårevædede øjne ved synet af en flok spiselige morkler i aprils lysegrøntflimrende skovbund.

På de tørre dele af Thurø Rev vokser flere arter iøjnefaldende vokshatte: Blandt de knap så sjældne ses her nærbilleder af: Snehvid vokshat – som lever op til sit navn.

Men mange mykologer, som de mere seriøse svampekyndige betegnes, har andre og mere subtile favoritter. F.eks. vokshattene. Bortset fra en enkelt art, har de omtrent 50 danske arter vokshatte ingen værdi i køkkenet. Men så kan de noget andet. De fleste har smukke farver og rigt varierede former, og næsten alle er relativt sjældne. Sjældne skønheder – det har altid haft fascinationskraft, tænk blot på f.eks. orkidéer og vandrefalke.

Læs resten
fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.