Ian Heilmann

Nedtur og optur for småfuglene

Tornirisker i afblomstret rapsmark på Thurø, med den smukt farvede han i fokus. Rapsplanternes olieholdige frø synes at have fået en betydelig rolle som erstatning for torniriskens oprindelige ”ukrudtsmenu”, i takt med den fortsatte nedgang for den vilde flora. Foto: Ian Heilmann

Tornirisken hører til blandt de mange fuglearter i det åbne agerland, som har været i tilbagegang i mere end et halvt århundrede. Men inden for det sidste tiår er kurven vendt for arten og afløst af nogen fremgang. Forklaringen ligger i en vis omstillingsparathed, hvad føde angår.

Tornirisken er en lille brunlig fugl. Den går oftest nærmest i ét med sine omgivelser, med mindre man i godt lys og tæt på får kig på den flerfarvede han: Den har gråt hoved og kort gråt næb, rosenrød pande og bryst, den er brun på ryggen, har sort og hvidt vingepanel og hvide yderhalefjer. I dens traditionelle menu indgår et bredt spektrum af frø fra den vilde flora, typisk fra plantearter, som blandt mange mennesker går under betegnelsen ”ukrudt”.

I takt med, at agerlandets vilde flora er blevet trængt tilbage af sprøjtning og gødskning af produktionsarealerne, er det gået ned ad bakke for tornirisken. For 60 år siden var tornirisken faktisk Danmarks næst-almindeligste fugl. Det er den langt fra mere, men den har fundet på et alternativt haps: – raps!

Når rapsmarkerne i maj afblomstrer og slukker for det blændende gule blus, udvikler skulperne med de olieholdige frø sig. Det lader til, at tornirisken er begyndt at udnytte dette som erstatning for vilde planters frø. Den seneste fremgang for fuglen er sket i takt med, at dyrkningsarealet for raps er steget. Omvendt er det gået i England, hvor rapsarealet er faldet, og hvor tornirisken fortsætter nedturen. Sammenhængen synes klar – og det er til torniriskens fordel at kunne fouragere på planter af en vis højde. Det kan sanglærken til gengæld ikke – som oprindelig steppefugl søger den udelukkende frø i jordhøjde. Den kan ikke slå sig på raps, og Danmarks førhen almindeligste fugl fortsætter ræset mod bunden.

Den farvestrålende stillits er i fremgang. Foto: Mike Pennington / Goldfinch (Carduelis carduelis), Craigleith, Edinburgh / CC BY-SA 2.0

Stillits er en anden frøspiser, i slægt med tornirisken. Bestanden af den lille farvestrålende fugl er mangedoblet i samme periode som sanglærke og tornirisk er gået tilbage. Stillitsen har et langt, spidst næb, tilpasset frø fra tidsler og andre kurveblomster. Og der er er i disse år knald på tidslerne overalt – det er høje og næringsbegunstigede planter, der har det med at bemægtige sig vejsider, brakarealer og tilgroede enge. Det er skidt for mange, men godt for stillitsen – udover at den som standfugl også besøger foderbrætter om vinteren. Det kan tornirisken så ikke – den er trækfugl og tilbringer vinteren langt nede i Europa, hvor den må klare ærterne uden kunstigt fuglefrø.

Skal vi genskabe Jurassic Park i Vestjylland?

Nærkontakt mellem den “vilde” elgtyr og en uforfærdet kvinde i Portlandsmosen i Lille Vildmose. Foto: Jan Skriver

Rewilding af naturen går ud på at få noget af fordums urtilstand fra jægerstenalderen genskabt. Ifølge de mest ihærdige fortalere skal det ske i store naturzoner, fortrinsvis i mere tyndt befolkede egne i Vestjylland, hvor der i dag er kulturlandskaber som heder og granplantager. Her skal der indføres elg, bison, m.m., og så skal man ellers lade tiden og naturens dynamik gå sin gang. Men problemerne tårner sig op, når man ser mere nærgående på de storslåede visioner

Af Ian Heilmann

Der er god grund til at bekymre sig om den trængte natur her i landet – hvad et stort flertal af befolkningen også gør. I den aktuelle naturdebat er der megen fokus på begrebet ”rewilding”, båret frem bl.a. af Danmarks Naturfredningsforening, flere biodiversitetsforskere og ikke mindst idéhistoriker og naturfotograf Rune Engelbrecht Larsen. Dette synspunkt har Larsen for nylig luftet i et interview ”Lavthængende Vildskab” i Weekendavisen den 15. maj 2020.

Rewilding dækker over idéen om at overlade større områder til naturens egen autentiske dynamik, i så høj grad som overhovedet muligt afkoblet menneskelig påvirkning. Det er et ambitiøst mål i betragtning af, at mennesket som art gennem de sidste 90.000 år har påvirket økosystemerne i forbløffende massiv grad og udryddet spektakulær megafauna i en ubrudt række, kontinent for kontinent, i takt med menneskets spredning fra Afrika.

Nu kan vi ikke lige genskabe mastodonten eller uldhornsnæsehornet – barren må sættes lavere. Man sigter så mod en naturtilstand, som den så ud nogle årtusinder inde i den indeværende mellemistid. Her var landet overvejende dækket af løvfældende urskov med en tilhørende fauna med bl.a. store græssere og i toppen af fødekæden ulv, bjørn, los og ørne – foruden grupper af jægerstenalderfolk.

Forestillingen i det hele taget om, at større indhegninger med udsatte græssere overladt til sig selv vil bevæge sig hen mod en form for økologisk balancetilstand med stor biodiversitet inden for en overskuelig tid, savner dokumentation.

Siden hen, for ca. 7000 år tilbage, formåede bondestenalderfolket at rydde store dele af urskoven for at give plads til agre, græsgange og enge. Skovenes økosystemer svandt ind, koen afløste uroksen – men til gengæld vandt en flora og fauna knyttet til åbent land indpas, som såkaldte kulturledsagere.

Læs resten

Skærsommer på Hjortø

Vådområder og strandenge langs Hjortøs sydkyst er hjemsted for et rigt fugleliv. Foto: Ian Heilmann

Med sine mange forvildede dådyr burde det være Drejø, der hed Hjortø. Hjortø, helt uden hjorte, kunne så tage navneforandring til Fugleø. Det er nemlig ikke mindst de vingede væsener, der tegner billedet på denne juvel af en lille, flad og grøn ø i øhavet vest for Tåsinge. Med kun ca. fem fastboende mennesker på øen tipper balancen i antal levende væsener helt ubesværet til naturens fordel.

Det gælder også selv for de eksklusive og orangeplettede klokkefrøer, som fra små og lune damme ringer solen ned på stille skærsommeraftener. Hvis de da ellers kan få ørenlyd for de mere talstærke og mindre musikalske ensembler af kvækkende, knirkende og gnæggende grønne frøer, der giver den gas årle og silde.

Fra behørig afstand er her fotograferet rugende strandfugle: I baggrunden den sortbrogede klyde med skomagernæbbet, og forrest den fåtallige lille og fe-agtige dværgterne, med hvid pande og gult næb. Den og den større havterne er langdistancetrækfugle med vinterkvarterer i Afrika, henh. Sydpolarhavet. Foto: Ian Heilmann

Men tilbage til fuglene. Hjortøs sydflanke er præget af våde enge, og strandsøer og loer som følge af et udramatisk digebrud mod sydvest. Her folder en mangestemmig strandengskoncert sig ud forår og forsommer, fra et sortiment af især vadefugle: Viiuh-viuhh, fra viber, tyll-tyll-tyll- lya-lya-lya, diiyhh- diyhh fra rødben, kly-kly-kly-kly-kly fra klyder og tju-ip – tjuip fra stor præstekrave. Og fra rytmesektionen grove gak-gak-gak fra de store sølvmåger og kt-kt-kt-krrrr-kt fra den elegante rødnæbbede havterne. Alt sammen på en kontinuerlig baggrund i diskantlejet fra et svæv af syngende lærker.

Hør klydens stemme

https://www.fuglestemmer.dk/klyde/


Stier fører fra gårdene i byen forbi frøernes vandhuller ned til alt dette liv. Hvis man lejrer sig ved den gamle mølle ved stranden, nu omdannet til sommerhus udenfor kategori, kan man på hensynsfuld afstand af de rugende fugle være i første parket til herlighederne. Klyder og terner ruger på sandbanker mod vest, og det meste af strandodden, som rækker tæt ud mod færgernes sejlrende og Drejø bagved er lukket for adgang og reserveret fuglenes velbefindende fra foråret til højsommer.

Ian Heilmann

Hjortøs højereliggende arealer, som kulminerer ved svimlende 5 meter over havet, har i forgange tider været drevet mere traditionelt. Der er blevet pløjet, harvet, sået, høstet og malket ud fra de fire gårde. Kornet er blevet kørt til mølle og mælken bragt til øens eget lille mejeri, etableret i 1910. Det indeholdt både osteri og en hestetrukken smørkærne, alt i en tid hvor forsyningskæderne ikke just havde global karakter. Der suppleredes med fiskeri af ål og torsk i lokalt farvand. Indlagt vand og strøm kom først til Hjortø i 1960’erne.

Et nænsomt restaureret fiskeredskabsskur på havnen mod nord er blevet omdannet til det fineste lille museum og lokalarkiv. På væggene er udstillet en række historiske fotografier fra livet og samfundet på Hjortø, foruden slægtstavler fra øens familier og gårde tilbage fra 1600-tallet. Et sug af lokalhistorie fodrer eftertanken, eventuelt indtaget sammen med en ispind fra museumsrummets kummefryser, øens eneste forsyningsfacilitet. To daglige forbindelser med båden ”Hjortøboen”, med kapacitet til op mod et dusin rejsende samt én bil, forbinder Hjortø med Svendborg.

At leve på en sten

Luften er god på Drejø: På en stor sten i præstegårdsindkørslen har hele tre arter af lav fundet sig til rette, her i nærbillede: Den gule lav er væggelav og den grågrønne en kvistlav, begge med bladformet løv. Alt med forbehold. En sortbrun lav danner bunddække og har skorpeformet løv. Nøjere artsbestemmelse overlades hermed til den ærede læser. Der er i alt omkring 900 arter lav at holde rede på, alene i Danmark. Foto: Ian Heilmann

Af Ian Heilmann

Store rovdyr skal have råt kød med jævne mellemrum for at overleve, andre levende organismer kan leve på en sten – i hel bogstavelig forstand. Forskellen mellem en løve og en pude gult væggelav er da også himmelvid og er med til at demonstrere den overvældende og nærmest mirakuløse mangfoldighed af livsformer på Jorden. I udviklingens ufattelige spand af årmillioner har succeskriteriet for levende organismer stedse været at finde en livsstrategi og en niche, man kunne have for sig selv. Der har gennem de geologiske perioder været en kommen og en gåen af arter, og at være stor, stærk og hurtig har sjældent været garanti for overlevelse. Det darwinistiske fyndord ”survival of the fittest” skal forstås i bredeste forstand.

Flotte gule bevoksninger af almindelig væggelav på en kampesten på Drejø – det er næsten som ”at suge honning af klippen” (Femte Mosebog, kap. 32, v. 13). Foto: Ian Heilmann

Lav er et eksempel på en urgammel livsform med en særdeles langtidsholdbar strategi. Lav er nemlig en dobbeltorganisme, et symbiotisk partnerskab mellem svampe og alger. Ud fra devisen ’sammen er vi stærke’ (også kendt fra det multinationale erhvervsliv) får de to parter gensidig fordel, der bringer dem til at kunne trives under forhold, hvor andre levende organismer må give op. Svampen får sin næring fra algernes fotosyntese, og algerne får porøst og beskyttende værtskab fra svampen, ofte med et farvet lag med ’solfaktor’ på toppen.

Men det er et liv på vågeblus: Algecellernes produktion er lav, og svampen optager vand fra sin overflade, sammen med en smule næringssalte fra nedbør og støv. Disse nøjsomme behov giver til gengæld laver en suveræn evne til at vokse på en sten, en klippeside, en tagsten, en sandoverflade eller barken på et træ. Under tørke eller kulde tørrer laven ind til et inaktivt pulver, som så igen svulmer op og vækkes til live, når vejret bedres. Den årlige tilvækst er følgelig meget beskeden, den skal måles i få, og for nogle arktiske arters vedkommende i hundrededele af millimeter. Alt i alt ikke just nogen sprudlende livsudfoldelse.

Ian Heilmann

Laver optager i deres væv stort set alt, hvad der kommer flyvende, inklusive miljøfremmede stoffer, som normalt ikke gavner det nøjsomme dobbeltdyr. På den måde kan forskellige lav-arter spille rollen som indikatorer for luftforurening. God luftkvalitet og rigelig vækst af lav følges som regel ad. Efter reaktornedsmeltningen på kernekraftværket i Tjernobyl i 1986 drev en stor sky af radioaktive stoffer mod nord og forårsagede betydeligt nedfald i de skandinaviske fjelde. Store områder med de jordboende og velkendte rensdyrlaver (juledekorationer!) måtte tage imod og sendte den farlige radioaktivitet videre til de lavspisende rensdyr. Det var ikke godt for hverken rensdyrlav, rensdyr eller rovdyr – eller mennesket.

Ugler – u-u-u-Uhuuooh

Majnatten har svøbt sig omkring en beboet natuglekasse i et træ et sted på Thurø. Kameraet afslører en stor ugleunge, der kigger ud i den store verden med to fremadrettede blitz-øjne. Hør stemmen her. Foto: Ian Heilmann

Det kræver ingen ornitologisk forkundskab at genkende en ugle. Og alle vil vist gerne have oplevelsen af at se en ugle i øjnene, måske fordi det er lidt som at kigge i et spejl og se noget man genkender: et ansigt med to fremadrettede øjne. Problemet er blot, at det er så sjældent, man får lejlighed til det i naturen, fordi ugler helt overvejende er skumringens og nattens væsener.

Høgeugle, en tilfældig gæst fra nordlige fjeldskove – på besøg i Skagen Klitplantage i 2013 – her som udsøgt juletræspynt. En utypisk ugleart, med høgelignende fjerdragt, hørbar flugt og dagaktiv levevis. Foto: Ian Heilmann

Få andre fugle er så ekstremt tilpasset et speciale som uglerne er det i deres levevis som natlige rovdyr. De fremadrettede øjne er store og meget lysfølsomme optiske organer, fast ophængt i deres huler. Det giver et snævert binokulart synsfelt til optimal afstandsbedømmelse, men medfører at uglen må dreje hele hovedet for at skifte synsretning. Hovedet kan så til gengæld dreje næsten hele vejen rundt. Øreåbningerne sidder over øjnene, tilsvarende store og fremadrettede, og omgivet af drejelige hudfolder som på et rovpattedyr. Dette specielle stereofoniske høreorgan er dog usynligt, gemt bag to mere eller mindre fuldstændige kranse af fjer, centreret om hvert sit øje, tilsammen kaldet sløret. Det former uglens umiskendelige ansigt og fungerer som akustisk forstærkende paraboler for ørerne.

Uglearter, som tilmed har fjertoppe på hovedet, får alt i alt en vis lighed med katte. Med til udstyret hører skarpe, krumme klør og et krumt næb, samt en løs fjerstruktur, der gør uglens flugt lydløs. Det er ikke mindst den unikt retningsfølsomme høresans, der gør uglen til en formidabel fjende for især små dyr, som er sent ude om natten.

Læs resten

Læs og lær: Nyt fra oliebillefronten

Blå oliebille i færd med at forcere et vissent egeblad i en stor og righoldig naturhave på Thurø. Den gule forårsblomst, vorterod, er de små oliebillelarvers foretrukne springbræt til deres videre særegne færd hen mod voksenstadiet året efter. Foto: Ian Heilmann

Så er det blevet sæson for oliebiller. Det er store, vingeløse og iøjnefaldende biller, som især holder af varme steder på skrænter og overdrev – men også gerne større haver, som har et vist naturpræg og er absolut giftfri.  

Blå oliebille er den, man oftest støder på, den mindst sjældne af landets i alt fire arter. Som en del andre insektarter udstiller blå oliebille naturens nærmest bizarre formrigdom. Det skinnede blåsorte dyr har en stor ægformet bagkrop, som ligner et kæmpetornyster påspændt en spinkel ryg med et fladt lille tværstillet hoved forrest. To store og buklede følehorn og de tre par lange og sært leddeløse ben synes at være tilvirket at små afrundede plastikmuffer trukket på snore.

Forfatteren Ian Heilmann

Blå oliebille har en livscyklus, der er omtrent ligeså bizar som dens fremtoning. Uden vinger har den hverken bestøvende funktion over for blomster eller evnen til at komme vidt omkring. Men så kan den noget andet. Efter parringen lægger hunnen æg i jorden, i fordelte portioner af tusinder. Hurtigt udklækkes bittesmå, gullige larver med ivrige ben, hvormed de hurtigt kravler op i blomster, gerne forårets gule vorterod. Her sidder de og venter, indtil der kommer et insekt for at besøge blomsten. De griber resolut fat i dets ben og får lidt efter en gratis flyvetur ud i den store verden.

Livet ender hermed for langt de fleste oliebillelarver, undtagen for de ganske få, der har været så heldige at komme til at følge med hjem i reden hos en vild bi. Det er så mindre heldigt for bien. Oliebillelarven æder nemlig først biens æg og udvikler sig dernæst til en tyk maddikelignende larve, som så i to stadier guffer bihonningen i sig. Således opfodret på grum gøgeungemanér forpupper oliebillen sig hen på efteråret, og næste forår er ringen sluttet: En ny oliebille kravler ud af sin puppe, som regel langt fra det område, hvor dens forældre traskede rundt det forgangne år.

Læs resten

Kodrivere lyser op i skovbunden

Med sine fem brede og lysegule kronblade med mørkegult centrum ligner den enkelte blomst et motiv fra et barns malebog. Foto: Ian Heilmann

Sydøstfyn og Langeland er et epicenter for noget så ufarligt som storblomstret kodriver. Her blomstrer den imødekommende gule forårsbebuder hyppigere end i de fleste andre af landets egne.

Fladkravet kodriver, Vejstrup ådal. Foto: Ian Heilmann

Dens latinske slægtsnavn er Primula, og under den betegnelse og i form af udplantningsplanter i mange fremavlede farvevarianter er havefolk og andre over hele landet fortrolige med arten. Men i vild dressur kræver storblomstret kodriver let alkalisk moræneler i skove, stubhaver og på skrænter og står netop nu og lyser op som større eller mindre solskinsplamager i det stadigt brunvisne underlag. Med sine fem brede og lysegule kronblade med mørkegult centrum ligner den enkelte blomst et motiv fra et barns malebog. Hver blomst sidder for enden af en stængel – sådan ser er en rigtig blomst ud. Og kodriverens spatelformede blade er som klippet ud af blødt, lysegrønt krep-papir.

Der findes to andre arter gule kodrivere i den danske natur, også her på vores kanter. Begge har en klase af mindre blomster udgående fra hver stængel. Kronbladene på den enkelte blomst danner her en lille skål, dyb hos hulkravet kodriver og mere åben hos fladkravet kodriver.

Melet kodriver. Foto: Jens Chr. Schou

Med lidt almuefantasi i behold kan disse blomsterstande ligne patterne på et koyver – og den etnobotaniske sagkundskab er tilbøjelig til at mene, at det er herfra navnet kodriver stammer. Men det passer også med, at køerne i sin tid blev drevet på græs, når der var gult af blomstrende kodrivere på overdrevene.

Med til primula-slægten hører tillige en stor sjældenhed og absolut skønhed i den danske flora. Melet kodriver hedder den. Fra en grundstillet bladroset vokser en opret lodden og lidt melet stængel op og bærer en kuppelformet skærm af lysviolette primulablomster med gult og sort øje i midten.

Udover nogle bornholmske forekomster vokser melet kodriver kun på et par lokaliteter nordvest for København. Denne kræsne kodriver kræver kalkholdige kær og enge, hvor øvrig vegetation bliver holdt i passende balance af høslæt eller afgræsning. Visse velassorterede planteskoler fører denne specialitet som afrettet haveplante.

Fugle i farver

Dompap er i godt lys umiskendelig med sine stærke farver. Også den smækre kropsform er noget for sig. Som ynglefugl indvandrede fuglen til Danmark for godt hundrede år siden. Den yngler i blandet træbevoksning, ikke sjældent også i haver. Foto: Leif Bisschop-Larsen

Disker man op med solsikkekerner på foderbrættet, kan man få vidunderet at se på præsenterbakke

Piyuu – liyuu lyder det dæmpet oppe fra grenværket på træer i haver, parker, kirkegårde og skove. Bogstaveringen prøver at gengive, at det er et blidt og kort fløjt, som falder i tonehøjden, lidt vemodigt og forsigtigt lyder det. Får man op mod en martsgrå himmel øje på én eller flere af lydgiverne, vil man oftest ikke kunne skelne andet end en kompakt og tyk fuglekrop med lang hale og et rundt hoved, der via en tyrenakke nærmest vokser ud af ryggen. Næbbet er kraftigt og kort, som en lille sort næsetip. Men hvis vinklen skifter og sollyset falder rigtigt ind på fuglen, tændes der for blusset og man ser på en af de mest farvestærke og brogede fugle i den danske natur: dompappen. Kalotten er sort og resten af oversiden er mønstret i stålgråt, sort og hvidt. Og så sætter undersiden trumf på: nærmest ubeskriveligt lysende cyklamen-rød, fra kinderne og helt ned til den hvide undergump. Det er dog kun hannen, der pranger, hunnen har de samme mønstre, men i nedtonet udgave.

Ian Heilmann

Dompappen hører til finkerne, små og velproportionerede spurvefugle med koniske næb tilpasset frø og kerner, og ofte med appetitlige mønstre og farver. Den mest almindelige og bedst kendte er bogfinken, som i tegningerne kan minde om en lille og afbleget dompap. Som langt de fleste andre fugle på vores himmelstrøg klæder bogfinken sig ud fra almue-palettens spektrum af de jernholdige jordfarver: umbra, beige, okker, rustrød, mm., foruden sort og hvidt. Det nøjes dompappen så ikke med: dens underside udstiller pigmenter, som hører til de mere kostbare i malerkassen, udvundet af mineraler med sjældnere grundstoffer, som f.eks. her cadmiumrødt. På samme måde giver det et frydefuldt gib i én, når man får et gunstigt kig på isfuglens koboltblå ryg eller den kromgule pirol. Hvor får de lige de farver fra, spørger man sig selv?

I denne tid er der rigeligt med dompapfløjt rundt om. Bliver man først opmærksom på de diskrete og bløde toner, opdager man at der udover i skovene også er en del dompapper i villahaver og parker. Man møder den på traveturene, med eller uden hund. Og disker man op med solsikkekerner på foderbrættet, kan man få vidunderet at se på præsenterbakke. Dompappen er nemlig ikke særligt sky og ofte ligefrem lidt træg i sin adfærd. Den bygger gerne rede i tæt nålebevoksning.

Og det særegne navn hentyder til de katolske dompateres røde messetøj og sorte kalot. Englænderne kalder den bull-finch på grund af tyrenakken, og dens videnskabelige navn pyrrhula, er afledt af det græske ord for ild: pyros. Ja, ildrød er fuglen – men heldigvis ikke rødlistet.

Se, lyt og lær!

Naturens ”grønne omstilling” er i fuld gang

Tiden er svanger med rekorder, især de varme: Hvid anemone i blomst den 10. februar i Hallindskov ved Svendborg. Dens grønne blade er sammen med alle andre planter med til at indfange atmosfærens kulstof. Flerårige planter, som f.eks. træer er særlig nyttige. Foto: Ian Heilmann

Lyset er på fremmarch og lægger nu omkring fem minutter til dagslængden – hver dag. Det er godt nyt for alle med hang til vinter-nedsat stemningsleje eller ligefrem depression. Januar var som bekendt rekordvarm, både herhjemme, i Europa og globalt set.

I disse år nærmest falder varmerekorderne over hinanden, medens kulderekorder udebliver. Aldrig har man vist før kunnet synge ”Grøn er vårens hæk” allerede her midt i februar – noget urovækkende er det.

Ian Heilmann

Men der er grund til at heppe på alt det grønne. Det er nemlig naturens egne biokemiske fabrik, der allerede har indledt produktionen. Det er lys og varme, der driver værket, som topper hen over sommeren, aftager igen og klinger ud sidst på efteråret.

Råmaterialerne er vand fra jorden, kuldioxid fra luften og energi i form af lys fra solen. Det er alt levende grønts mageløse forvandlingsnummer: Kæmpemolekylet ved navn klorofyl (græsk for ”gulgrønt blad”), som gør planter grønne, løfter ved sollysets energitilførsel de uorganiske molekyler vand og kuldioxid op på et organisk niveau, i sammenkoblet tilstand som energirige sukker- og stivelsesmolekyler. Som bonus følger frie ilt-molekyler.

Processen hedder som bekendt fotosyntese (græsk for ”lys-sammenkobling”), og kun grønne planter og visse alger kan kunsten. Hvad de ikke bruger selv, bliver der så dækket op med til dyr og mennesker: med føde og med ilt til at trække vejret og omsætte energien til bevægelse, forplantning, sang, dans, musik, sport og meget mere. Før eller senere vender det organiske atter tilbage til det uorganiske og ringen er sluttet. Det er naturen med alt det levendes eget geniale soldrevne stof- og energimøllehjul.

Fotosyntesen spalter vand for at frigøre H2 og binder CO2 i sukker. Figur: Wikipedia

Begrebet bæredygtighed i snævreste og oprindelige forstand går ud på at indordne sig dette cirkulære princip. Men det har vi gennem de sidste 200 år i stigende grad bevæget os væk fra. Først og fremmest ved at hente kulstof og kulbrinter op fra klodens fossile underetage, hvor det har ligget afsondret fra biosfæren i de sidste 100 mio. år. Det har ved afbrænding givet bekvem energi i ufattelige mængder, men nu kommer den ubekvemme regning i form af global opvarmning.

På en målestation på en af øerne i Hawaii-gruppen i Stillehavet, fjernt fra lokale udledninger, har man fulgt atmosfærens kuldioxid-indhold i snart mange årtier. Kurven fortsætter desværre med overordnet at kravle støt opad.

Stigningen udviser små savtakker som følger årets gang. Fordi langt det meste af klodens plantedække findes på den nordlige halvkugle, går kurvens takker ned i årets første halvår og op igen i andet halvår. Når det grønnes på nordlige breddegrader, suger fotosyntesen kuldioxid ud af atmosfæren, og om efteråret går det den anden vej, når det visner og fotosyntesen lukker ned. Det haster derfor med mere skov og anden flerårig vegetation til at hive mere kulstof mere permanent ned på jorden igen.

Og så forskes der ellers intenst i metoder til at kopiere naturens fotosyntese i koncentreret udgave ved hjælp af vindmøllestrøm til erstatning af sollys. En resulterende lagring af sol- og vindenergi i stor skala i form af flydende såkaldt electro-fuel vil være et tigerspring i den rigtige retning.

Årets svanesang klinger nu

Flyvende sangsvaner. Maleri: Ian Heilmann

Nu er sangsvanerne ankommet til den danske vinter. De er budbringere fra navnløse, blanke og sortvandede søer, utalligt strøet ud i de endeløse vidder af mos- og lavbegroet nåle- og birkeskov fra Nordskandinavien og videre østpå.

I vildmarkens korte, lyse og myggebefængte sommer har de langhalsede og gulnæbbede svaner ruget deres kuld ud, milevidt fra al menneskelig aktivitet. Det er ynglepladser så grundigt forskellige fra de mere hyggelige danske søer, moser, damme og voldgrave, som knopsvanen, den velkendte og folkekære H.C. Andersen-fugl, bebor.

Ian Heilmann

Men nu er sangsvanerne trukket over store afstande til vesteuropæiske breddegrader med isfrit saltvand, bl.a. det sydfynske øhav. Som en giraf rækker sin lange hals op efter højtsiddende blade og kviste på savannens træer, strækker de svømmende svaner deres lange halse ned efter bundvegetation på svanehalsafmålte vanddybder. Eller også flyver sangsvanerne ind på marker, hvor der er dækket op med vinterafgrøder. Det er efterhånden sjældent, at snedække er en forhindring.

Skårupsunds friske vande er vinterkvarter for mange sangsvaner. Det er et privilegium for thurinere og andre at kunne høre svanernes råb til hinanden i stille vinteraftner. Det lyder, som blev der blæst i fjerne lurer, en vildmarkskoncert ikke ulig traners trompeteren. Og eventyret fortsætter: Gennem det sidste halve århundrede har sangsvaner overvundet noget af deres skyhed over for mennesker – der yngler nu sangsvaner så langt sydpå som Skåne – og et og andet par ved nordvestjyske søer.

Sangsvaner. Foto: Wikipedia

Sangsvanerne er med til at fortælle en af tidens gode naturhistorier: føler fugle sig trygge i menneskets naboskab, så trives de. Altså lige under forudsætning af, af der også er noget at spise. Tilstedeværelsen af havørn, kongeørn, trane, rød glente og andre store ikoniske arter i den danske natur bidrager også til fortællingen. Desværre er der fortsat langt flere livsformer, hvis levesteder og fødegrundlag svinder ind som følge af naboskabet med mennesket. En af tidens altoverskyggende opgaver er finde vej til en levevis, som kan vende denne udvikling. Kultur og natur burde ikke være hinandens modsætninger.

Læs resten
fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.