Biblomsten kommer flyvende
Nogle planters frø tager toget – mens andre flyver. Og det er ganske vist.
Lad os starte på den gamle færgehavn i Nyborg. Med fjorden som baggrund står et hejseværk til togfærgernes tunge broklapper tilbage som et sort stålmonument over en forgangen epoke. Foran ligger sparsomt bevokset grussteppe, hvor der førhen var skinner, skiftespor, sveller, skærver, grus, perroner med rungende højttalere, vognstammer og hektisk mylder.
Togvogne fra kontinentet har gennem tiden haft planterester med som blinde passagerer, hist og pist fastklemt i vanger og bremseklodser, og ved rangering er der så drysset frø ned på underlaget. Således har forskellige plantearter fra syd fundet rodfæste i Nyborg – og lignende andre steder. På Høje Tåstrup stationsarealer findes tæpper af plante-migranten Bregnegræs, som er ankommet til Vestegnens golde sporarealer fra solsvedne skråninger i gamle olivenplantager på Balkan.
Naturen har det med at pible frem overalt, også i revner og sprækker, mellem fliser og sten, brokker og skærver, cement og asfalt – menneskeskabte levesteder, som botanikere kalder ruderater.
Læs restenL&F opfordrer til kamp mod den sidste natur
Folketinget vedtog den 25. juni 2020 lovforslaget om forbud mod gødskning, sprøjtning og omlægning af arealer, som er beskyttet efter Naturbeskyttelseslovens § 3.
Selv om man skulle tro, at alle danskere kan bakke op om denne indlysende beskyttelse af de sidste stumper naturarealer i agerlandet, så er der en gruppe og et erhverv, der er lodret imod. Ejendommeligt nok er det netop det erhverv, der altid gør et stort nummer ud af, at det ”lever i og af naturen” og derfor er de fornemste beskyttere af naturen. Men fri for sprøjtegifte og gødskning og oppløjning – nej, det er at gå for vidt, mener formanden for Landbrug & Fødevarer, minkavler Martin Merrild fra Struer.
I sin ugentlige belæring af de danske landmænd, så de kan vide, hvad de skal tro og mene, opfordrer Merrild til kamp mod naturen. Læs her her hans egen begrundelse:
”Forslaget vil kunne få meget store konsekvenser for mange landmænd. Det er helt urimeligt, at regeringen nu sætter en række lodsejere i en situation, hvor de i værste fald vil opleve et markant tab uden nogen form for erstatning.
Vores argumenter mod forbuddet kender I. Lad os i stedet vende os mod, hvad vi nu gør. For vores løfte til landbruget er, at kampen ikke er forbi. Ligesom med randzoneloven i sin tid vil vi arbejde for at omstøde beslutningen, om det så skal tage flere år.
Vi oplever i dag i samfundet et stigende fokus på natur og biodiversitet. Landmænd vil meget gerne gøre en indsats, men forbuddet på § 3 arealer kan blive en alvorlig kæp i hjulet for dette.
Juridisk spor
Læs restenSkærsommer på Hjortø
Med sine mange forvildede dådyr burde det være Drejø, der hed Hjortø. Hjortø, helt uden hjorte, kunne så tage navneforandring til Fugleø. Det er nemlig ikke mindst de vingede væsener, der tegner billedet på denne juvel af en lille, flad og grøn ø i øhavet vest for Tåsinge. Med kun ca. fem fastboende mennesker på øen tipper balancen i antal levende væsener helt ubesværet til naturens fordel.
Det gælder også selv for de eksklusive og orangeplettede klokkefrøer, som fra små og lune damme ringer solen ned på stille skærsommeraftener. Hvis de da ellers kan få ørenlyd for de mere talstærke og mindre musikalske ensembler af kvækkende, knirkende og gnæggende grønne frøer, der giver den gas årle og silde.
Men tilbage til fuglene. Hjortøs sydflanke er præget af våde enge, og strandsøer og loer som følge af et udramatisk digebrud mod sydvest. Her folder en mangestemmig strandengskoncert sig ud forår og forsommer, fra et sortiment af især vadefugle: Viiuh-viuhh, fra viber, tyll-tyll-tyll- lya-lya-lya, diiyhh- diyhh fra rødben, kly-kly-kly-kly-kly fra klyder og tju-ip – tjuip fra stor præstekrave. Og fra rytmesektionen grove gak-gak-gak fra de store sølvmåger og kt-kt-kt-krrrr-kt fra den elegante rødnæbbede havterne. Alt sammen på en kontinuerlig baggrund i diskantlejet fra et svæv af syngende lærker.
Hør klydens stemme
https://www.fuglestemmer.dk/klyde/
Stier fører fra gårdene i byen forbi frøernes vandhuller ned til alt dette liv. Hvis man lejrer sig ved den gamle mølle ved stranden, nu omdannet til sommerhus udenfor kategori, kan man på hensynsfuld afstand af de rugende fugle være i første parket til herlighederne. Klyder og terner ruger på sandbanker mod vest, og det meste af strandodden, som rækker tæt ud mod færgernes sejlrende og Drejø bagved er lukket for adgang og reserveret fuglenes velbefindende fra foråret til højsommer.
Hjortøs højereliggende arealer, som kulminerer ved svimlende 5 meter over havet, har i forgange tider været drevet mere traditionelt. Der er blevet pløjet, harvet, sået, høstet og malket ud fra de fire gårde. Kornet er blevet kørt til mølle og mælken bragt til øens eget lille mejeri, etableret i 1910. Det indeholdt både osteri og en hestetrukken smørkærne, alt i en tid hvor forsyningskæderne ikke just havde global karakter. Der suppleredes med fiskeri af ål og torsk i lokalt farvand. Indlagt vand og strøm kom først til Hjortø i 1960’erne.
Et nænsomt restaureret fiskeredskabsskur på havnen mod nord er blevet omdannet til det fineste lille museum og lokalarkiv. På væggene er udstillet en række historiske fotografier fra livet og samfundet på Hjortø, foruden slægtstavler fra øens familier og gårde tilbage fra 1600-tallet. Et sug af lokalhistorie fodrer eftertanken, eventuelt indtaget sammen med en ispind fra museumsrummets kummefryser, øens eneste forsyningsfacilitet. To daglige forbindelser med båden ”Hjortøboen”, med kapacitet til op mod et dusin rejsende samt én bil, forbinder Hjortø med Svendborg.
At leve på en sten
Af Ian Heilmann
Store rovdyr skal have råt kød med jævne mellemrum for at overleve, andre levende organismer kan leve på en sten – i hel bogstavelig forstand. Forskellen mellem en løve og en pude gult væggelav er da også himmelvid og er med til at demonstrere den overvældende og nærmest mirakuløse mangfoldighed af livsformer på Jorden. I udviklingens ufattelige spand af årmillioner har succeskriteriet for levende organismer stedse været at finde en livsstrategi og en niche, man kunne have for sig selv. Der har gennem de geologiske perioder været en kommen og en gåen af arter, og at være stor, stærk og hurtig har sjældent været garanti for overlevelse. Det darwinistiske fyndord ”survival of the fittest” skal forstås i bredeste forstand.
Lav er et eksempel på en urgammel livsform med en særdeles langtidsholdbar strategi. Lav er nemlig en dobbeltorganisme, et symbiotisk partnerskab mellem svampe og alger. Ud fra devisen ’sammen er vi stærke’ (også kendt fra det multinationale erhvervsliv) får de to parter gensidig fordel, der bringer dem til at kunne trives under forhold, hvor andre levende organismer må give op. Svampen får sin næring fra algernes fotosyntese, og algerne får porøst og beskyttende værtskab fra svampen, ofte med et farvet lag med ’solfaktor’ på toppen.
Men det er et liv på vågeblus: Algecellernes produktion er lav, og svampen optager vand fra sin overflade, sammen med en smule næringssalte fra nedbør og støv. Disse nøjsomme behov giver til gengæld laver en suveræn evne til at vokse på en sten, en klippeside, en tagsten, en sandoverflade eller barken på et træ. Under tørke eller kulde tørrer laven ind til et inaktivt pulver, som så igen svulmer op og vækkes til live, når vejret bedres. Den årlige tilvækst er følgelig meget beskeden, den skal måles i få, og for nogle arktiske arters vedkommende i hundrededele af millimeter. Alt i alt ikke just nogen sprudlende livsudfoldelse.
Laver optager i deres væv stort set alt, hvad der kommer flyvende, inklusive miljøfremmede stoffer, som normalt ikke gavner det nøjsomme dobbeltdyr. På den måde kan forskellige lav-arter spille rollen som indikatorer for luftforurening. God luftkvalitet og rigelig vækst af lav følges som regel ad. Efter reaktornedsmeltningen på kernekraftværket i Tjernobyl i 1986 drev en stor sky af radioaktive stoffer mod nord og forårsagede betydeligt nedfald i de skandinaviske fjelde. Store områder med de jordboende og velkendte rensdyrlaver (juledekorationer!) måtte tage imod og sendte den farlige radioaktivitet videre til de lavspisende rensdyr. Det var ikke godt for hverken rensdyrlav, rensdyr eller rovdyr – eller mennesket.
Nyt projekt skal skabe overblik over Grønlands natur og klima
Et nyt projekt skal indsamle og formidle viden om Grønlands natur og klima gennem udgivelsen af en guidebog og digitale produkter. Naturguiden vil indeholde beskrivelser og nyeste fakta om Grønlands natur, geologi, klima, biodiversitet, dyre- og planteliv m.v. En tilhørende hjemmeside vil bestå af emneopdelte sider og en søgbar guide for dyr og planter
Projektet gennemføres i et samarbejde mellem flere organisationer, og baserer sig på den nyeste viden fra grønlandske, danske og internationale universiteter. En redaktionsgruppe med eksperter fra bl.a. Grønlands Naturinstitut (Pinngortitaleriffik), DTU og Aalborg Universitet bidrager til bogens faglige indhold. Bogen vil blive udgivet på Gyldendals Forlag.
Bo Normander er projektleder og hovedforfatter til bogen. Han arbejder som selvstændig i NaturTanken og har mange års erfaring med forskning og formidling om natur og miljø. Han siger om projektet:
”Der er i dag et stort behov for at indsamle viden om den værdifulde men også sårbare grønlandske natur. Grønlands samfund er i en rivende udvikling, og det er vigtigt at denne sker under hensyntagen til naturen og en bæredygtig udnyttelse af ressourcerne. Projektet skal skabe overblik og bidrage med den nyeste viden.”
Visit Greenland er en af de partnere, der støtter projektet, og direktør Julia Pars siger om baggrunden for at deltage:
”Naturen og kulturen er de primære grunde til, at turister besøger Grønland. Viden om naturen og om hvordan landet vil blive påvirket af klimaforandringerne er meget vigtig viden for vores gæster. Med udsigt til en voksende turisme i Grønland har branchen et ansvar for at udvikle en bæredygtig turisme, der tager hensyn til natur og miljø og sørger for en positiv udvikling i landet.”
Flere andre
grønlandske virksomheder støtter projektet. En af dem er dagligvarekæden
Brugseni. Susanne Christensen, direktør for Brugseni, udtaler:
”Den grønlandske natur er meget vigtig at beskytte. Hos Brugseni er vi stolte over at kunne støtte op om sådan et godt projekt. Det at oplyse og værne om naturen i Grønland er noget, der ligger os nært som virksomhed. Vi har alle et ansvar for at sikre Grønlands fremtid, og hvis der kan skabes debat i samfundet og i skolerne om, hvordan vi kan gøre dette bedst, så er vi nået nærmere målet.”
Grønlands
natur er storslået og barsk. Der findes vel næppe noget sted på kloden,
hvor naturens kræfter og plante- og dyrelivets tilpasning til de
strenge klimatiske forhold fremstår mere kontrastfuldt og mangfoldigt
end i Grønland.
Samtidig står Grønland over for særlige udfordringer, da det især er i de arktiske egne, at de globale klimaforandringer kan mærkes med markante temperaturstigninger og smeltende havis. Øget international interesse for landets ressourcer og geopolitiske betydning samt en stigende turisme bidrager også til, at viden og formidling omkring Grønlands naturværdier og ressourcer er stærkt efterspurgt.
Bog og hjemmeside ventes at udkomme i foråret 2021. Bag projektet står NaturTanken, Grønlands Naturinstitut, Visit Greenland, Gyldendal m.fl. Projektet er støttet af 15. Juni Fonden, Aage V. Jensens Fond, Bestles Fond, Brugseni (KNB), Disko Line, Blue Ice Explorer, World of Greenland og Hotel Arctic m.fl.
Grønne organisationer: Sprøjte-, gødsknings-og pløjeforbud i §3-områder er en håndsrækning til den trængte natur
Det bedste må ikke blive det godes værste fjende, mener en række grønne organisationer i Det Grønne Kontaktudvalg og tager til genmæle over for landbruget og forskeres kritik af regeringens forbud mod at sprøjte, gødske og pløje i §3-beskyttet natur
Af: Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening/BirdLife, Dansk Botanisk Forening, Dansk Pattedyrforening, Friluftsrådet, Rådet for Grøn Omstilling, Danmarks Sportsfiskerforbund, Svampeforeningen, Dyrenes Beskyttelse, Natur & Ungdom, Dansk Geologisk Forening, Biologiforbundet, Greenpeace, Jydsk Naturhistorisk Forening
PRESSEMEDDELELSE – Der er behov for en stor målrettet indsats for at forbedre Danmarks natur, og det er glædeligt, at miljøminister Lea Wermelin har taget et første vigtigt skridt med fremsættelse af lovforslaget om forbud mod sprøjtning, gødskning og omlægning af alle §3-beskyttede arealer.
Naturen i strandenge og ferske enge har i årevis ventet på, at et sådant forbud endelig blev realiseret. For det er indiskutabelt en vigtig håndsrækning til den trængte natur i det åbne land, at det nu bliver forbudt at sprøjte, gødske og pløje beskyttede naturområder.
Det har alligevel ikke forhindret, at både landbrug, visse forskere og dele af oppositionen har været ude med en hård kritik af forslaget.
Landbruget og dele af oppositionen mener, at forslaget ikke har nogen effekt for biodiversiteten, at tiltaget omfatter de forkerte arealer, og at det vil føre til forringet natur og er unødigt byrdefuldt for landbruget. Dertil har et par forskere beskyldt forslaget for at være symbolpolitik, som ikke reelt gavner biodiversiteten.
Det er alt sammen indvendinger mod forbuddet, som vi på vegne af vore respektive organisationer finder det nødvendigt at tage til genmæle overfor.
Kritikkerne fremhæver, at urørt skov er det vigtigste levested for sjældne arter, og hvis man skal gøre noget for at stoppe tabet af biodiversitet, er det netop her, at indsatsen skal være, fremfor at gennemføre restriktioner for landbruget på den §3-beskyttede natur.
Læs restenSprøjte- og gødeforbud er et stort skridt i den rigtige retning
I et notat, der torsdag 30. april 2020 er sendt til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, støtter Dansk Ornitologisk Forening op om regeringens lovforslag om bedre beskyttelse af enge, der allerede i dag er beskyttede af Naturbeskyttelsesloven
Formanden for DOF, Egon Østergaard, skriver:
“Naturbeskyttelseslovens § 3 beskytter heder, moser, strandsumpe, biologiske overdrev, ferske enge og strandenge. Det er en rigtig god paragraf, der gennem årene har betydet, at mange af også de mindste områder med disse naturtyper har undgået ploven og er blevet bevaret.
Der er udkæmpet hundredvis af kampe mellem naturorganisationer og foretagsomme landmænd om disse rester af fordums store vidder med samme naturtyper. Områderne ligger derude, nogle gemt og glemt, andre plejet og i fin naturmæssig stand.
En del af engene og strandengene er gennem årene blevet forandrede til ukendelighed på grund af intensiv landbrugsdrift, og arterne er trængte eller helt forsvundet trods formel beskyttelse. Det er trist, for vi har brug for, at områdernes naturværdi i stedet for øges.
I et notat til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg støtter DOF Regeringens lovforslag. Det vil give mulighed for, at nogle af de mest intensivt dyrkede enge og strandenge på sigt igen kan udvikle en rig flora og fauna. Det tager tid, jovist, men ekstensivering er nøgleordet, og plads til naturens udvikling efterlyses igen og igen.
Forskerkritik undrer
Forslaget alene redder ikke alle Danmarks misligholdte naturtyper, men det er en begyndelse sammen med de tiltag, som regeringen har lovet i forståelsespapiret.
Der er al mulig grund til at bakke op om alle politiske initiativer, der tilvejebringer mere plads til natur, så derfor undrer det mig, at to forskere, Rasmus Ejrnæs fra Aarhus Universitet og Hans Henrik Bruun fra Københavns Universitet, er kritiske over for forslaget.
Det virker som om, at selvsamme Ejrnæs undsiger sit eget oplæg sammen med professor Carsten Rahbek Københavns Universitet til folketingets Miljø- og Fødevareudvalg i februar i år, hvor et af punkterne fra deres fælles liste over de mest effektive værktøjer til at nå biodiversitetsmålene netop var: ”Bevarelse også af de små naturområder (fx paragraf 3) især i det åbne land.”
Jeg glæder mig over, at Rahbek – som vel nok Danmarks førende biodiversitetsforsker – forleden dag offentligt har problematiseret Ejrnæs’ og Bruun’s kategoriske affejning af §3-områdernes betydning for biodiversiteten ved at sige, at: ”Naturligvis er urørt skov vigtigt, men det gør ikke det åbne land ligegyldig for naturen og biodiversiteten”, og videre: ”Selvfølgelig vil det tiltag, der foreslås, have en positiv effekt på den bredere biodiversitet (ikke så meget de mest sjældne arter, og dog). De mere almindelige arter er også biodiversitet – og at have et godt naturindhold i det åbne land er også vigtigt.”
Rahbek tager også afstand fra den fejlkonklusion, som ligger i, at hvis man mener, de sjældne arter er det eneste vigtige … at så er tiltag til at sikre den mere almindelige natur ligegyldig, og at der er frit slag for naturødelæggelser i agerlandet. Biodiversitetskrisen handler ikke kun om de mest truede arter. Det handler også om tilbagegange i antal individer for alle de andre arter.”
Akut behov for indsats i det åbne land
Læs restenSejr for rødben og vibe: Det bliver forbudt at pløje og sprøjte beskyttet natur
Det er rigtig godt, at det endelig bliver forbudt at ødelægge beskyttet natur, men indfasningen af forbuddet er alt for lang, mener DOF
Af Anton Gundersen Lihn, Dansk Ornitologisk Forening, den 24. april 2020
Et forbud mod at sprøjte, gøde og pløje beskyttet natur som enge og strandenge bliver i dag førstebehandlet i Folketinget.
Forbuddet er en mærkesag for Dansk Ornitologisk Forening, der har været med til at presse på for at få forbuddet på regeringens dagsorden. Derfor er beskyttelsen af de 37.000 hektar enge og strandenge en rigtig god nyhed, siger formand Egon Østergaard.
– Det er utrolig glædeligt, at vi langt om længe får den retmæssige beskyttelse af en række områder, der huser en lang række af vores fugle, insekter og planter.
– Lovforslaget er også blevet skærpet med et forbud mod pløjning, siden det sidst blev fremsat. Det er rigtig godt, siger Egon Østergaard.
Alt for lang indfasning
Læs restenLæs og lær: Nyt fra oliebillefronten
Så er det blevet sæson for oliebiller. Det er store, vingeløse og iøjnefaldende biller, som især holder af varme steder på skrænter og overdrev – men også gerne større haver, som har et vist naturpræg og er absolut giftfri.
Blå oliebille er den, man oftest støder på, den mindst sjældne af landets i alt fire arter. Som en del andre insektarter udstiller blå oliebille naturens nærmest bizarre formrigdom. Det skinnede blåsorte dyr har en stor ægformet bagkrop, som ligner et kæmpetornyster påspændt en spinkel ryg med et fladt lille tværstillet hoved forrest. To store og buklede følehorn og de tre par lange og sært leddeløse ben synes at være tilvirket at små afrundede plastikmuffer trukket på snore.
Blå oliebille har en livscyklus, der er omtrent ligeså bizar som dens fremtoning. Uden vinger har den hverken bestøvende funktion over for blomster eller evnen til at komme vidt omkring. Men så kan den noget andet. Efter parringen lægger hunnen æg i jorden, i fordelte portioner af tusinder. Hurtigt udklækkes bittesmå, gullige larver med ivrige ben, hvormed de hurtigt kravler op i blomster, gerne forårets gule vorterod. Her sidder de og venter, indtil der kommer et insekt for at besøge blomsten. De griber resolut fat i dets ben og får lidt efter en gratis flyvetur ud i den store verden.
Livet ender hermed for langt de fleste oliebillelarver, undtagen for de ganske få, der har været så heldige at komme til at følge med hjem i reden hos en vild bi. Det er så mindre heldigt for bien. Oliebillelarven æder nemlig først biens æg og udvikler sig dernæst til en tyk maddikelignende larve, som så i to stadier guffer bihonningen i sig. Således opfodret på grum gøgeungemanér forpupper oliebillen sig hen på efteråret, og næste forår er ringen sluttet: En ny oliebille kravler ud af sin puppe, som regel langt fra det område, hvor dens forældre traskede rundt det forgangne år.
Læs restenBilleder fra Nationalpark Kongernes Nordsjælland
Hvad er Nationalpark Kongernes Nordsjællands næste initiativ?
Biolog Søren Wium-Andersen, Hillerød, skriver 8. april 2020:
I starten af 2020 udsendte Nationalpark Kongernes Nordsjælland en 182 sider lang og rigt illustreret og sikkert meget kostbar publikation med titlen: >>Forslag til Nationalparkplan 2020-2026<<. Høringsperioden er afsluttet, og om nogle uger kommer der en reaktion på alle de planer og forslag, der blev indsendt til nationalparkens kontor.
Men det betyder ikke, at tiden står stille.
Den 31. marts kunne jeg se, at et shelter fra grillpladsen ved Strødam Engsø lå som en stor bunke affaldstræ ved broen ved Fruebjergvej. Dagen efter blev bunken øget med de meget populære borde og bænke, der har stået på diget ved Strødam Engsø. Grillarrangementet af jern lå også i bunken i dag.
En venlig skovarbejder fra Naturstyrelsen kunne oplyse mig om, at det var for dyrt at vedligeholde disse publikumsfaciliteter, hvorfor de nu er fjernet.
Kan nationalparken ikke oplyse mig om, hvad de ellers har i posen af overraskelser, inden høringssvarene om nationalparkens fremtid fremlægges for offentligheden?
Læs resten
|
|
