Gylle.dk

Vandløbsloven håndhæves kun lemfældigt i Hjørring Kommune, mener dagens debattør.

Af Mikkel N. Paulsen, jordbrugsteknolog, jurastuderende og tidligere vandløbsmedarbejder ved Hjørring Kommune.

For anden gang på under et år bliver der udøvet selvtægt i Hjørring Kommune. Nu er det kommunen selv, ved politisk tilladelse til vandindvinding. Sidste gang ved Nørlev og Lønstrup førte det til at sommerhusejerne fik deres ønske om kystsikring opfyldt. Nu ønsker politikere ved selvtægt at indføre force majeure i natur- og vandløbslove.

Venstre-politikeren Søren Smalbro er selvstændig agroproducent med slagtesvin og kødkvæg.
Desuden tilhørende markbrug på ca. 130 hektar.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra den 19. juli 2018 fra Hjørring kommune, hvor Søren Smalbro (V), udvalgsformand for teknik og miljø bl.a udtaler:

”Vi vil gerne signalere velvillighed overfor de landbrug med dyrehold, som eventuelt kan afbøde lidt ved at vande fra de forskellige vandkilder som søer, bække, åer osv, hvor det er muligt at hente vand til at vande de marker, hvor foderet til dyrene skal produceres.

Vi ved i Hjørring Kommune godt, at der kan være tale om en beskeden hjælp, og som tilmed kan være forbundet med udfordringer blot at anstille til vanding. Men alligevel – mange bække små…

Når vi modtager en henvendelse med et ønske om indvinding af vand fra søer eller vandløb til vanding af foder til produktionsdyr, vil vi straks gribe til handling, og få sagen ekspederet.

Vi vil konkret tage ud til ansøger og besigtige søen eller vandløbet og her tage en snak om mulighederne, og som sagt er udgangspunktet en positiv vurdering og et ja til ansøgningen.”

Tre problemer

Bør klimaforandringerne åbne mulighed for den slags force majeure, eller skal de imødegås ved rettidig omhu med demokratiske redskaber som planlægning og tilpasninger?

I mine øjne er der tale om tre problemer i denne sag:

1.      At kommunen ikke opfylder hjemmelskravet – et retsprincip, som normalt adskiller Danmark fra bananrepublikker.

2.      Det er problematisk at påberåbe sig force majeure tre måneder inde i en “hændelse” og undskylde sig med lang sagsbehandlingstid. Hvis man havde været åben og sagsbehandlet normalt, kunne man blot have kaldt den manglende fire ugers høringsperiode for force majeure.

Alternativt kunne kommunen have brugt vandløbet som transportvej for kompenseret oppumpet grundvand – eventuelt fra lukkede boringer, der er uegnet til drikkevand. Her er man fritaget for diverse afgifter og skal kun betale el, og det ville hjælpe dyrene i de vandhungrende små bække.

Med disse to realistiske alternativer kan der aldrig være tale om force majeure, og kravene er langt fra opfyldt eller kan bruges i tilfældet. Parterne har alternativer som eksempelvis transport eller kompensationsgrundvand. Derfor har man “kontrol over hændelsen til afværge” og at tørken tre måneder forinden er “forudsagt” og varslet af meteorologer. Citationstegn er krav som skal opfyldes ved force majeure. Normalt bruges force majeure ved købelovens §24 og i forsikringssammenhæng. Således at forsikringsselskaber mfl. ved naturkatastrofer og krig kan rive kontrakten i stykker.

3.      Tredje og sidste problem er, at man ikke er åben over for de høringsberettigede organisationer, foreninger og borgere. End ikke været i dialog med lokale der kender vandløbet bedre end kommunen, forud for udmeldingen om muligheden for tilladelser. Herunder at kommunen ikke præsenterer/offentliggør nogen form for dokumentation eller undersøgelser af fauna, iltniveauer, vandføringer og estimat over vandstanden såfremt tørken forsætter i måneder. Borgerne har ingen sikkerhed for, at dette faktisk er en fornuftig beslutning taget af sagsbehandlere/fagfolk som biologer eller vandløbsteknikere. Ikke en politisk beslutning om kommunal selvtægt med håb om at få stemmer og magt.

Det ene år er der tørke, det næste år for meget vand. Det skyldes bl.a., at landbruget har inddraget en lang række dyrkningsusikre lavbundsarealer i den “normale” omdrift.

Force majeure løser ingen problemer

At tro man kan bruge force majeure, det kan naturen ikke leve med, derfor skal dette spørgsmål afklares med de konsekvenser, det kan have for de involverede politikere. Jeg er bekymret for, om oversvømmede marker bliver det næste, når force majeure vil blive udtalt af politikere, som påskud til akut at lave vandløbet om til en “vandmotorvej”.

Ødelagte vandløbsbrinker er intet særsyn i Hjørring Kommune, mener dagens debattør.

Prøv i højere grad at indtænke genskabelse af naturlig hydrologi i oplandet, så naturen kan gå sin gang, hvor naturlige processer kan udfolde sig.

Tænk hvis landbruget frivilligt eller sammen med kommune og frivillige havde genskabt naturlig hydrologi, hvor det var muligt? Genskabt ådale, lavet vådområder til fjernelse af næringsstoffer og ikke mindst omprioriteret sin dyrkning. Da havde vandløbssystemet haft bufferkapacitet både til skybrud og vandføring under tørke til markvanding og grønne enge.

Hertil om vinteren under lang frost, hvor vandløbet også mangler vand – grundvand! Ikke det overfladevand som spuler og eroderer hele systemet, så vandløbet skal opgraves efter tøbrud. Oplandet/vådområdernes nydannede terrænnære grundvandsmagasiner virker som en svamp.

Normalt er der politisk og landbrugsmæssigt fokus på hurtig afledning af vand, for at kunne opretholde dyrkning af hvede o. lign. på uegnet jord – de ellers våde enge. Her ville græsset have haft bedre betingelser som foder til malkekvæg især i tørre år – ligesom vor farfar gjorde.

Ja, de sidste to store tørkeår var i 1947 og 1952, da farfar fik drænet de sidste moser og enge. I 1970-80’erne fik vi tre mellemstore tørkeår i 1974, 1976 og 1983, men her blev engene med nye dræn og maskiner omdannet til kornmarker – ofte med statsstøtte.

Mikkel N. Paulsen er jordbrugsteknolog, jurastuderende og tidligere vandløbsmedarbejder ved Hjørring Kommune. Det er to pighvarrer, Paulsen har fanget.

Skatteborgerne får regningen

Senest så alle skatteborgere og vandmiljøet i kommunen konsekvenserne ved skybruddet i oktober 2014. Efterfølgende betalte skatteborgerne for en stor infrastrukturel skade – konsekvens af manglende bufferkapacitet i oplandet. Normalt er det “kun” naturen, landbruget og husejerne, som betaler prisen.

Jeg mener de største problemer for vandløbsmiljøet i Hjørring Kommune skyldes unaturlig hydrologi, erosion og sandvandring. Årsagen er impuls overfladeafstrømning grundet svag bufferkapacitet, forårsaget af en uhensigtsmæssig vandløbsforvaltning og vedligeholdelse – både af kommune og landbrug. Herunder nogen uhensigtsmæssig landbrugsdrift og indtil for nylig afledning af regnvand fra byer – der er altså fremskridt.

Lad os håbe det samme for vandløbets måske frie løb ved Uggerby elværk og Mosbjerg dambrug. Her giver det opstemmet vand en iltfattig algeblomstrende sø og påvirker vandløbsmiljøet nedstrøms og opstrøms.

Denne sag afspejler i mine øjne nøjagtig, hvorfor organisationer som Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Sportsfiskerforbund – sammen med frivillige og lodsejere – er nødvendige og legitime for at have et funktionelt demokrati! Noget visse politikere og borgere gerne vil erodere ved, at indføre selvtægt og selvstyre til gavn af egen interesse, mod samfundets fælles interesse.