Miljø

Biomasse i dansk energi gavner hverken klima eller skovnatur

Sådan ser skoven ud, når der produceres biomasse i de amerikanske sydstater (North Carolina). Foto: Dogwood Alliance.

Andreas Petersen, bestyrelsesmedlem, Verdens Skove, skriver 9. april 2018:

Der er ingen tvivl om, at 2018 er et skelsættende år i dansk og international energipolitik. I EU forhandles i disse dage et nyt direktiv om Vedvarende Energi, og i Danmark foregår energipolitiske forhandlinger på Christiansborg. Målet er et nyt dansk energiforlig, som vil kunne skabe rammerne for dansk energipolitik mange år frem. Der er derfor al mulig grund til at beskæftige sig indgående med biomasse, der allerede fylder meget i den danske energiproduktion.

Andreas Petersen, Verdens Skove.

Danmark er verdensmester i vindenergi, fremføres det ofte af energibranchen, og det er rigtigt, at vi i Danmark har været dygtige på det område. Den danske energiaftale fra 2012 satte endvidere turbo på en omlægning i dansk kraftvarmeproduktion til biomasse som led i en “grøn” omstilling. Både kommunale forsyningsselskaber og store kraftvarmeværker som Studstrup- eller Asnæsværket omstiller for fuld kraft til biomasse, især fast biomasse som flis og træpiller. Langt mere af Danmarks samlede energiforbrug kommer nu fra træ end fra vindenergi. Fra årtusindeskiftet til 2016 steg forbruget af træpiller med 754 % og Danmark er langt fra selvforsynende, da over 90 % af træpillerne nu importeres fra udlandet.

Læs resten

Masser af resistente sygdomsbakterier påvist i tyske vådområder – hvad med Danmark?

I badesøer, floder og vandløb i Niedersachsen har medarbejdere fra Norddeutsche Rundfunk (NDR) taget tolv vand- og sedimentprøver og fået dem undersøgt i laboratoriet. Forskerne fandt i alle prøver bakterier, der var delvist resistente over for flere typer antibiotika. Det skriver den tyske avis taz 9. februar 2018.

En mand falder i en bæk og drukner næsten. På hospitalet finder lægerne multiresistente bakterier i hans lunger. Kort tid efter dør manden. Den præcise dødsårsag forbliver uopklaret. Derimod står det klart: Efter dødsfaldet undersøgte sundhedsafdelingen vandløbet og opdagede masser af farlige, resistente bakterier.

Denne rapport fra Frankfurt fra sidste forår var anledning til måneders forskning og en rejse på tværs af Niedersachsen, hvor journalister fra NDR broadcast Panorama-Die Reporter ønskede at finde ud af, om den slags bakterier også kunne findes der.

Læs resten

Miljøstyrelsen svigter borgernes ret til rent vand

»Azolerne er endnu et eksempel på stoffer, som vi stadig bruger, og som kommer ned i grundvandet. Det er ikke sådan, at myndighederne stopper det, når de ser, at der er et problem. Derfor holder argumentet om, at forureningen skyldes fortidens synder, ikke. Det er ikke rigtigt,« siger DTU-professor Hans-Jørgen Albrechtsen.

“Resistens-mistænkt svampemiddel i grundvandet bruges stadig” skriver Ingeniøren.dk 19. marts 2018. Her får du et uddrag af artiklen.

Er forureningen af vores grundvand kun et udtryk for fortidens synder, eller bliver der stadig sprøjtet kemikalier på markerne, som før eller siden ender i vores drikkevand?

Det er essensen af en diskussion om en gruppe omstridte sprøjtemidler, som landbruget benytter til at bekæmpe svampeangreb i hvede- og rapsmarker over hele landet. Midlerne er vel at mærke ikke blot fundet i vandmålinger, men de er også mistænkt for at skabe resistens over for de lægemidler, vi mennesker bruger til at bekæmpe svampeinfektioner.

Fra Miljøstyrelsens hjemmeside, april 2018.

De fleste af vandværkernes pesticidramte boringer bliver forurenet af sprøjtemidler, som for længst er forbudt, senest af desphenyl-chloridazon, et nedbrydningsprodukt fra et middel brugt i roemarker frem til 1996. Men de omstridte svampemidler er stadig tilladt og bliver sprøjtet på markerne i tonsvis.

Læs resten

HVEM BETALER PRISEN FOR DE DANSKE SVINEFABRIKKER?

Greenpeace har kortlagt nogle af de mest problematiske svinefabrikker i Danmark, dvs. dem der generer mennesker, miljø og natur mest. Klik her og se filmen.

“Hvem betaler prisen for de danske svinefabrikker?” spørger Greenpeace 25. marts 2018.

Se med her og mød nogen helt særlige mennesker, der har taget kampen op mod en kæmpe svinefarm klods op ad et beskyttet naturområde på Tuse Næs.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) ser gerne, at der kommer dobbelt så mange svin i Danmark, som der er nu, men vi er mange, der mener, at det den helt forkerte vej at gå.

Vær med til at skabe en fremtid med mindre kød og mere grønt. Se filmen og læs mere her.

Lunde Larsens organisatoriske ændringer begrænser aktindsigt i miljøoplysninger

Den danske statsadministration hører til de mest lukkede i den vestlige verden. Lunde Larsens organisatoriske fif øger problemet…

Offentlighedsrådgiver Oluf Jørgensen skriver om aktindsigt på sin blog, hvor vi har lånt denne artikel fra 13. marts 2018. Har du brug for råd om aktindsigt i konkrete sager – skriv til Oluf Jørgensen (oj@dmjx.dk).

Oluf Jørgensen.

Det bliver ikke hele Miljøstyrelsen, der flytter til Odense. Vigtige opgaver overgår nemlig til departementet i Miljøministeriet. Denne organisatoriske ændring betyder, at grundlag for vigtige beslutninger fremover kan holdes internt i departementet uden aktindsigt. Der er dog stadig visse muligheder for aktindsigt, og det bliver desto vigtigere at bruge disse.

Den organisatoriske ændring betyder ifølge Informations oplysninger, at Miljøstyrelsens opgaver vedrørende EU-regulering, love og bekendtgørelser flyttes til departementet bl.a. regulering af vandmiljø og natur, der har konsekvenser for fiskeri og landbrug.

Artikler i Information 3/3 – 5/3 2018 af journalist Louise Schou Drivsholm har belyst ændringen. I denne blog følger jeg op med nogle juridiske forklaringer.

Læs resten

Nekrolog: Miljøministeriet er afgået ved døden. Dødsårsag: Kvælning

Den brutale ødelæggelse af Sødalen i en sidedal til dalen, hvori Tjele Langsø ligger, er symptomatisk for naturforvaltningen siden 2001. Foto: Peder Størup/naturbeskyttelse.dk

Med venlig tilladelse fra forfatteren John Holten-Andersen og fra avisen Information bringer vi her en indsigtsfuld kronik om ødelæggelsen af Miljøministeriet.

Den seneste amputering af Miljøstyrelsen er kulminationen på mange års systematisk svækkelse af miljøministeriets faglighed. Den vogter af natur og miljø som var den oprindelige tanke bag ministeriets oprettelse i 1971 findes ikke mere. Det må miljøbevægelsen tage bestik af.

John Holten-Andersen er lektor emeritus ved Aalborg Universitet og medlem af NOAH’s bestyrelse. Tidligere blandt andet forskningschef i Danmarks Miljøundersøgelser og sekretariatschef i Naturrådet.

Som purung ingeniørstuderende deltog jeg en sensommerweekend i 1971 i et seminar arrangeret af den forholdsvis nystartede miljøorganisation NOAH. Jeg husker ikke ret meget fra selve seminaret, men jeg husker, at vi i en frokostpause hørte radioavis. Her blev det bekendtgjort at den Socialdemokratiske regering havde besluttet at oprette Ministeriet for Forureningsbekæmpelse.

Resten af den dag blev brugt til at diskutere perspektiverne i den beslutning. På den ene side blev beslutningen set som en klar sejr for NOAH og den øvrige miljøbevægelse. På den anden side var vi også opmærksomme på, at miljøindsatsen nu risikerede at blive pakket ind i et tungt bureaukrati.

Men hovedreaktionen var positiv: Det nye ministerium skulle bydes velkommen, og miljøbevægelsen skulle engagere sig kritisk og konstruktivt.

Der er nu gået mere end 45 år, hvoraf jeg nåede at være ansat i forskellige dele af ministeriet i ca. 15 år. Det var en periode med høj faglighed, stort engagement og mange visioner. Derfor smerter det mig i dag at se, hvordan denne tidligere markante statsinstitution over en længere årrække er blevet systematisk svækket. Den seneste amputering af Miljøstyrelsen og koncentration af magten hos ministeren er blot seneste skud på stammen. Hvad det tog en generation at bygge op ligger i dag i ruiner.

Et barn vokser op
Op igennem 1970’erne og især 1980’erne blev det nye ministerium udviklet administrativt og tankemæssigt. Ret hurtigt blev det omdøbt til Miljøministeriet, som foruden forureningsbekæmpelse også kom til at omfatte naturbeskyttelse samt den fysiske planlægning.

Ministeriet blev bemandet med en skare af unge ildsjæle, der var med til at formulere en ny økologisk tænkning som overordnet faglig ramme for miljøforvaltningen. Den kom til at præge en række nye lovgivningskomplekser inden for miljøbeskyttelse, naturbeskyttelse, kemikalieregulering og fysisk planlægning.

Ministeriets administrative særkende var fra begyndelsen et lille departement suppleret af stærke styrelser. Her var det især folk med indsigt i den faglige substans, der bemandede kontorerne. Disse blev flankeret af ’generalister’, der skulle bistå med at omsætte den faglige indsigt til politik.

Venstre-manden Hans Chr. Schmidt førte en decideret perfid kampagne mod den daværende miljøminister Svend Auken (S), og ved systemskiftet i 2001 blev han belønnet med posten som miljøminister. Hans første handling var at afskedige en tredjedel af alle ansatte i ministeriet.

Et udslag af denne vægt på faglighed var oprettelsen af en række laboratorier inden for for eksempel luftforurening, jordforurening, kemikalier, ferskvandsbiologi og havmiljø. Disse blev senere samlet i Danmarks Miljøundersøgelser, der som en selvstændig forskningsenhed blev set som ministeriets faglige garant. Opbygningen og udviklingen af den centrale statslige miljøadministration blev i øvrigt fulgt op af en tilsvarende faglig oprustning i kommuner og amter.

Under skiftende regeringer voksede miljøadministrationen op igennem 1970’erne og især 1980’erne ret markant på såvel centralt som decentralt niveau. Det ved jeg, fordi jeg selv blev en del af systemet fra 1987 og frem til 2001, hvor jeg senest fungerede som sekretariatschef i Naturrådet. Her blev jeg som mange andre fyret på gråt papir, da Anders Fogh Rasmussen lancerede sit opgør med det han kaldte for ’Aukens imperium’.

Et visionært ministerium
Men, det var ret beset i Poul Schlüters borgerlige regeringsperiode fra begyndelsen af 1980’erne og 10 år frem at ’imperiebyggeriet’ fandt sted. Det skete i øvrigt under engagerede og kompetente ministre som Christian Christensen fra Kristeligt Folkeparti, Lone Dybkjær fra De Radikale og Per Stig Møller fra De Konservative.

I det hele taget var Miljøministeriet under skiftende ministre i perioden frem til og med Svend Auken præget af visionær tænkning. Vi, der arbejdede i systemet i denne periode, så os ikke som nidkære forvaltere af love og paragrafer, men snarere som pionerer i en helt nødvendig grøn omstilling af samfundet. I den ånd engagerede vi os på kryds og tværs med folk fra de grønne organisationer, med forskere på landets universiteter, med amtslige og kommunale forvaltere og med fremsynede virksomheder.

Der blev for eksempel lavet et stort anlagt udviklingsprogram for renere teknologi, hvor virksomheder kunne få økonomisk støtte og faglig rådgivning til at omlægge produktionen i en mere miljøvenlig retning.

Der blev iværksat ambitiøse miljøstrategiske forskningsprogrammer, og med oprettelsen af den Grønne Fond i 1990’erne fik de grønne organisationer mulighed for at få støtte til nyskabende projekter på græsrodsplan. Blot for at nævne nogle enkelte af den myriade af fremsynede initiativer, der voksede ud af ministeriet i denne periode.

Venstremanden Troels Lund Poulsen var miljøminister i perioden 2007-2010. Her ses han sammen med den daværende Venstre-borgmester Poul Arne Nielsen i Stevns Kommune.

Systemskiftet
Alt det tog slut med det såkaldte ’systemskifte’ i 2001. Talmanipulatoren Bjørn Lomborg fik sit såkaldte Institut for Miljøvurdering, hvis opgave var at så tvivl ved hele det miljøfaglige grundlag for den hidtidige indsats til fordel for snævre økonomiske cost-benefit betragtninger.

Bjørn Lomborg forduftede snart igen, og hans institut gik hurtigt i opløsning, men en ny retning var sat. Miljøpolitik skulle nu ikke længere anskues som et værn af natur og miljø mod snævre økonomiske interesser – nej, det skulle tværtimod ses som løftestang for en postuleret ’grøn’ økonomisk vækst.

Hele den natur- og miljøfaglige indsigt, som hidtil havde udgjort nerven i ministeriets forvaltning, blev herefter systematisk nedbrudt til fordel for en økonomisk logik, der blev udtænkt i finansministeriet.

Danmarks Miljøundersøgelser blev lagt under Århus Universitet, hvor det med tiden ophørte som en samlet enhed. Natur- og miljøovervågningen blev voldsomt beskåret, ligesom gentagne omstruktureringer af styrelserne svækkede fagligheden.

Den seneste opsplitning af Miljøstyrelsen i en politisk og faglig del og udflytning af den sidste til Odense er som tidligere beskrevet blot sidste skud på stammen i denne proces. Konsekvenserne af denne udvikling har vi blandt andet set med de senere års gentagne eksempler på misvisende tal og fagligt utroværdige konklusioner. Og tro mig: Den slags vil vælte ud af skabet i de kommende år.

Det afgørende kvælningstag kom dog umiddelbart efter sidste valg, hvor Lars Løkke Rasmussen indlemmede Miljøministeriet i Fødevareministeriet. Hermed fordampede de sidste rester af identitet som naturens- og miljøets vogter op i den blå luft – som varm luft.

Det afgørende dødsstød mod Miljøministeriet betroede statsminister Lars Løkke Rasmussen den unge og uprøvede teolog Esben Lunde Larsen, der på rekordtid lagde sig ud med alt og alle i dansk miljøpolitik. Selv dele af landbruget fik hurtigt nok af den arrogante minister, men det fik ingen indflydelse på hans mission: at ødelægge resterne af Aukens “miljøimperium”.

Miljøbevægelsen ved en korsvej
Efter knap 50 års virke må vi i dag konstatere, at Miljøministeriet er afgået ved døden – i hvert fald hvad hjerneaktivitet angår. Og dødsårsagen er mange års reduceret ilttilførsel bevidst doceret af et politisk flertal med dollartegn i øjnene. Et flertal, der samtidig stadig mere skingert taler om forsvaret for danske værdier uden at have den mindste forståelse for vores mest grundlæggende værdi: Et sundt miljø, et frodigt landskab og en mangfoldig natur.

Denne smertelige kendsgerning må miljøbevægelsen tage bestik af. Det giver ikke længere mening at indgå i den kritisk-konstruktive dialog med ministeriet, som vi har gjort siden 1971. I stedet må vi indtage positionen som kritisk opposition – som vi gjorde det før 1971. Især må vi følge nøje med i de forsøg på politisk spin og talfordrejning, som der vil komme meget mere af fremover. Og så må vi give højere prioritet til det lokale arbejde, for her er der fortsat massevis af muligheder for konstruktive initiativer – ofte i et samarbejde med kommuner, der mange steder fortsat er åbne for grøn nytænkning.

På den lidt længere bane må vi arbejde for at genskabe et visionært statsligt engagement på det grønne område. Vi skal ikke forsøge at genoplive Miljøministeriet, som vi har kendt det. Vi skal snarere arbejde for at skabe et kraftcenter, der har visioner, faglig indsigt og politiske muskler til for alvor at sætte gang i den grønne omstilling af alle sider af samfundslivet. Det er der mere end nogensinde brug for, og det skylder vi mere end noget andet vore efterkommere.

Kronikken bringes med venlig tilladelse fra dagbladet Information, hvor den blev bragt først gang den 12. marts 2018.

Sæsonens fiskeri efter 12.000 tons blåmuslinger i Horsens Fjord går i gang – i Natura 2000-området!

Der smovses i muslinger, men hvad med miljøet i Natura 2000-området?

Fiskeriet efter blåmuslinger er den 1. marts 2018 åbnet på ny kvote i Natura 2000-området Horsens Fjord. Det skriver Landbrugsstyrelsen i en pressemeddelelse 7. marts 2018.

Der er i denne sæson mulighed for at åbne for et fiskeri efter 12.000 tons blåmuslinger i Natura 2000 området ’Horsens Fjord, havet øst for og Endelave’ i den kommende sæson. Fiskeriet åbnes på baggrund af rådgivning fra DTU Aqua, der påstår, at det vil ske “bæredygtigt” uden at ødelægge ålegræs-engene eller stenrev.

De seks muslingefartøjer, som fisker langs Jyllands østkyst, får nye tilladelser til fiskeri i Natura 2000 området. Fiskeriet tillades på særlige vilkår, som skal sikre beskyttelse af bl.a. ålegræs og stenrev i Natura 2000 området. DTU Aqua har udpeget områder, som beskytter ålegræsset og sikrer, at ålegræsset har mulighed for at brede sig endnu mere, ligesom de kortlagte stenrev også beskyttes med en såkaldt bufferzone omkring revene.

Alle fartøjer, der udøver fiskeri efter blåmuslinger er udstyret med et ’Black Box” system til opsamling af GPS data og fiskeriaktivitetsdata.

Muslingefiskeri i Natura 2000 områder forvaltes i henhold til muslingepolitikken, der styres af Fiskeristyrelsen, der er placeret uden Udenrigsministeriet.

Ødelæggelsen af dansk miljøpolitik ligner et hadefuldt hævntogt

Socialdemokraten Svend Auken var en folkeligt elsket miljøminister i årene 1993-2001, men blev udsat for en hadefuld personhetz fra især den senere Venstre-miljøminister Hans Chr. Schmidt, der startede ødelæggelsen af den danske miljøadministration.

Biolog Peter Jørgensen.

Peter Jørgensen er uddannet biolog med tidligere ansættelser i bl.a. Frederiksborg Amt og Miljøministeriet. I denne artikel beskriver han sit indtryk af forandringerne i dansk miljøpolitik siden 2001.

Frem til 2001, hvor Anders Fogh kom til magten, blev Danmark i udlandet set som et forbillede for progressiv miljøpolitik. Blandt andet blev FN’s Rio-konference om Bæredygtig Udvikling i 1992 og EU’s vandrammedirektiv i 2000 tilvejebragt med betydelig dansk indflydelse og penneføring.

Overlærer Hans Chr. Schmidt (V) fra Vojens blev den første miljøminister, der så det som sin opgave af skære ned på miljøindsatsen. Han fik ministerposten som belønning for en usædvanlig hadefuld kampagne mod Svend Auken.

Men med regeringsskiftet i 2001 ændrede dette sig brat. Den nye regering startede et bevidst hævntogt mod det miljøministerie, som man så som et uønsket produkt eller barn af Venstres mest forhadte socialdemokratiske politiker Svend Auken. Alt hvad han havde stået for og gennemført som miljøminister skulle slagtes. Og det blev det.

Kort efter Rio-konferencen fik Svend Auken, da han blev miljøminister i 1993, gennemført MIFRESTA-aftalen (danske bistand til international indsats for MIljø, FREd og STAbilitet), som blandt andet medførte oprettelsen af to danske internationale støtteordninger – ”Dancee”, som ydede miljøbistand til blandt andet øst- og centraleuropæiske lande – og ”Danced”, som ydede miljøbistand i Sydøstasien og det sydlige Afrika.

Hadet til Svend Auken

Læs resten

Miljøministerens mange nye vådområder kan true klimaet

Her skal det nye vådområde ligge.

Biolog Søren Wium-Andersen, Hillerød, skriver:

Biolog Søren Wium-Andersen.

”Nye vådområder fjerner 150 tons kvælstof” var den forførende overskrift på en pressemeddelelse fra miljø- og fødevareministeren først i februar. Alene ti projekter vil hvert år fjerne 150 tons kvælstof, som ellers vil løbe ud i havet og forurene havmiljøet og måske resultere i fiskedød. 29 planlagte projekter forventes yderligere at fjerne måske 270 tons kvælstof hvert år. Alt i alt en positiv nyhed. Men holder den vand? Svaret blafrer i vinden.

Beregningerne bag projekterne bygger på modeller, der blev publiceret i 2014. De projekter, der allerede er blevet gennemført efter den model, er ikke blevet evalueret. Der foreligger kun en enkelt undersøgelse, der viser effektiviteten på oplandsniveau. Men det vil ændre sig nu, for miljøstyrelsen har oplyst mig om, at der er afsat midler til et separat kvælstof overvågningsprogram på op til 50 vådområder. Men om evalueringen vil vise, at den forventede effekt bliver opnået, det ved vi først om nogle år!

Det undrer mig, at ældre projekter ikke er blevet evalueret, inden der hældes yderligere 187 millioner kroner ud på nye projekter, der indgår som et væsentligt led i regeringens Fødevare- og Landbrugspakke. Ifølge denne skal der inden 2021 etableres ikke mindre end 13.000 hektar nye vådområder (Amagers areal er 9.629 hektar).

Læs resten

Svineindustrien forgifter de ferske vande med zink og kobber

Find hele rapporten her.

Zink og kobber er to af de hyppigst målte tungmetaller i danske ferskvandsrecipienter. Nærværende undersøgelse viser, at langt den største kilde (80-90 %) til zink og kobber i de danske jorder stammer fra landbrug primært gennem tilførsel med svinegylle.

Zink måles i relativt høje koncentrationer i danske vandløb. Tidligere undersøgelser har således angivet, at omtrent 2/3 af undersøgte vandløb havde målte årsgennemsnit, der var højere end det gældende miljøkvalitetskrav. Ved denne vurdering var der taget højde for det naturlige baggrundsniveau.

Den gældende bekendtgørelse giver som alternativ til korrektion for det naturlige baggrundsniveau mulighed for at vurdere i forhold til den biotilgængelige koncentration. Der er ikke i de tidligere undersøgelser foretaget en vurdering baseret på indholdet af parametrene opløst organisk materiale, vandets hårdhed, pH eller andre fysiske-kemiske parametre, der påvirker metallers biotilgængelighed.

Nærværende undersøgelse har forsøgt at inkludere disse lokale tilpasninger af miljøkvalitetskravet og finder ved at inddrage lokalspecifikke biotilgængelighedskorrektioner, at der i cirka 25 % af de undersøgte vandløb er målt zinkkoncentrationer, som indikerer en risiko for vandlevende organismer.

Der er kun tale om en indikation, idet undersøgelsen blandt andet delvist baserer sig på enkelte målinger og derved ikke er opgjort som årsgennemsnit, eftersom disse data ikke var tilgængelige for hovedparten af de undersøgte vandløb. For beregning af et sikkert årsgennemsnit, skal der samtidig være målt for alle de nødvendige modelparametre i 12 måneder. Det er ikke muligt at vurdere, hvorvidt årsgennemsnittet i de enkelte vandløb af zink og kobber vil ligge over eller under de data, der er anvendt i denne rapport.

Det relativt høje indhold af zink i ferskvand medfører generelt, at zink kan genfindes i sø- og vandløbssedimenter i koncentrationer, der i mere end 50 % af prøverne vurderes til at udgøre en potentiel risiko for sedimentlevende organismer, selv efter at generelle biotilgængelighedsbetragtninger er inddraget som anbefalet i EU’s risikovurderingsrapport for zink. Omvendt er der ikke noget der tyder på, at koncentrationerne af kobber i sediment og vand udgør en risiko for vandmiljøet. Læs resten

fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.