Natur

Lunde Larsen er parat til at ødelægge Europas natur for at beskytte svineindustrien

Afrikansk svinepest truer flere europæiske landes svineeksport. Derfor vil miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen have EU til at opsætte vildthegn mellem landene i stedet for at indhegne svinefabrikkerne. Dermed leverer ministeren et ødelæggende slag til den frie natur i Europa, samtidig med at han udpeger svineproducenterne som den mest forhadte erhvervsgruppe i EU. Billedet af ministeren med en pattegris i favnen er optaget på en af Landbrug & Fødevarers mønsterfabrikker i Nordsjælland, så den er næppe inficeret med andet end ministeriel selvglæde.

Der er mange milliarder eksportkroner på højkant i en række europæiske lande, hvis afrikansk svinepest forsætter med at sprede sig. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen kommer på et EU-rådsmøde i dag med et forslag om at styrke den fælles europæiske indsats med at udrydde afrikansk svinepest. Sammen med Dansk Folkeparti opfordrer ministeren til at opstille vildthegn mellem landene, til trods for den ødelæggende virkning på dyrelivets frie bevægelighed i den europæiske natur.

Det fremgår af Lunde Larsens pressemeddelelse (se nedenfor), som er dagens første (16. april) meddelelse til offentligheden fra den kommunikationsglade minister.

Konkret opfordrer ministeren til, at der nedsættes en international ekspertgruppe til at udarbejde en udvidet plan for, hvordan afrikansk svinepest bekæmpes og udryddes i EU.

– Vi ser fortsat nye tilfælde af afrikansk svinepest i EU. EU er nødt til at reagere nu. Afrikansk svinepest er et fælles problem, som risikerer at ramme mange EU-landes svineeksport. Derfor bør vi i EU udarbejde en plan for, hvordan vi vil bekæmpe afrikansk svinepest på europæisk jord, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Ministeren ser gerne, at bekæmpelsesplanen blandt andet fokuserer på for eksempel udvidet brug af vildthegn, hvordan man forebygger spredning af sygdommen via transport og at der afsættes midler til forskning i afrikansk svinepest. Derudover foreslår ministeren, at EU’s landbrugspolitik rustes bedre til at håndtere dyre- og plantesygdomsudbrud.

Der bliver slået på stortromme for at skabe den nødvendige politiske panik, der kan finansiere symbolpolitikken mod svinepest.

Flere nationale initiativer i EU
Regeringen og Dansk Folkeparti blev den 22. marts 2018 enige om en række initiativer, som skal forhindre afrikansk svinepest i at nå til Danmark. Blandt andet opsættes der et vildsvinehegn langs den dansk-tyske grænse, jagten på vildsvin intensiveres og bødestørrelsen for overtrædelser, som medfører risiko for at bringe afrikansk svinepest til Danmark, hæves væsentligt.

Seneste nyt om smittesituationen i Europa. Kilde: Danish Crown.

– Jeg vil ikke løbe nogen risiko – og det bør EU heller ikke gøre. Hvis vi får afrikansk svinepest i Danmark, vil al eksport til lande uden for EU lukke. Derfor har regeringen og Dansk Folkeparti indgået en aftale for at forhindre, at afrikansk svinepest kommer til Danmark. Men den nationale indsats kan ikke stå alene. Der er behov for at intensivere og igangsætte fælles europæiske initiativer til at udrydde sygdommen, siger Esben Lunde Larsen.

Andre europæiske lande har også iværksat nationale initiativer for at forebygge afrikansk svinepest. I Polen har regeringen meddelt, at de ønsker at opstille et vildthegn langs landets østlige grænse, mens Tjekkiet allerede har opsat et vildthegn, der isolerer vildsvin med afrikansk svinepest i et bestemt område.

Læs også kritikken af den danske import af svinekød fra de pestramte lande.

 

Miljøministerens prispolitik er ikke troværdig

Esben Lunde Larsen lægger ikke skjul på sin leflen for vennerne blandt de danske jægere. Her præsenterer han selv den kommende gavebod på sin facebook-side.

Biolog Søren Wium-Andersen, Hillerød, skriver den 14. april 2018:

En glad miljø- og fødevareminister uddelte for nogle måneder siden 51 gratis jagtdage med hver 20 deltagere på statens arealer. Det var en rigtig flot gave, der her blev uddelt til godt 1000 jægere, der netop havde erhvervet et jagtkort, da en jagtdag på statens arealer ellers koster fra 3-6000 kroner.

Søren Wium-Andersen.

Milliongaven blev ikke fulgt op af justitsministeren, der ellers i samme ånd godt kunne have fulgt miljøministerens eksempel ved at stille en gratis bil tilrådighed – en enkelt dag – for alle nye bilister, der netop havde erhvervet et kørekort?

Læs resten

Lunde Larsens svinehegn er fuld af huller

Danske landmænd driver slagterier i lande, der er ramt af afrikansk svinepest, men alligevel sender de titusinder af tons svinekød hjem til Danmark hvert år. Billedet reklamerer for Danish Crowns slagteri i polske Sokolow.

For at imødekomme højlydte krav fra sønderjyske svineproducenter vil den forkætrede miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) opføre et svinehegn langs den dansk-tyske grænse. Hensigten er at holde tyske vildsvin ude af Danmark. Det er frygten for den smitsomme svinesygdom afrikansk svinepest, der angiveligt driver Lunde Larsen. Alligevel tillader Lunde Larsen hvert år import af store mængder svinekød fra de lande, hvor svinepesten allerede hærger.

Det er disse “forbrydere”, Lunde Larsen vil værne os mod.

Det 68 kilometer lange hegn til en anslået pris på 70 mio. skatteyderkroner skal rejses langs den dansk-tyske grænse, til trods for at smittebærende vildsvin ikke er konstateret i Tyskland. Nærmeste smitteland ligger mere end 1000 kilometer væk. Det er Polen, hvor der siden 2014 er konstateret et stigende antal udbrud af den ødelæggende virussygdom, der også er udbredt i Letland, Estland og Litauen og videre østpå.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) beskyldes for at drive en kostbar men virkningsløs signalpolitik overfor de sønderjyske vælgere.

– Vildsvin spreder svinepest, og derfor skal de væk. De kan blive smittet af madrester, der stammer fra lande med svinepest. For eksempel på rastepladser, hvor chauffører har spist mad, som de har haft med hjemmefra fra pestområder. Og så smitter vildsvinene hinanden. Derfor må de væk, sagde miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i en pressemeddelelse i december 2017.

Import af fersk svinekød agter ministeren derimod ikke at gribe ind overfor, selvom netop kødsmitte betragtes som den helt store trussel af ministerens ekspertgruppe.

I ministeriets ”udbrudsmanual” fra august 2017 hedder det: ”Afrikansk svinepestvirus er meget stabil i ekskrementer fra inficerede svin og i svinekroppe, fersk kød og nogle svinekødsprodukter, som opbevares ved kølerumstemperatur.”

Læs resten

Om hvordan den miljøbevidste forbruger tages ved næsen

Læge Jørgen Saaby, Mors, skriver 3. april om dobbeltmoral i markedsføringen af moler-produkter:

Firmaet ”Champost” har adresse i Thy. Oprindeligt var virksomhedens forretningsgrundlag at dyrke champignons på komposteret hestemøg. Da denne produktion blev afviklet, videreførte man processen med at kompostere hestemøget til et kommercielt produkt, der forhandles under betegnelsen ”Champost jordforbedring”. For netop dette specifikke produkt har firmaet opnået certificering til at benytte det eftertragtede miljømærke ”EU blomsten”.

Men undervejs i forløbet har virksomheden introduceret moler i en række af dets produkter, og det gives et ekstra tillokkende anstrøg ved det sproglige fif at betegne moleret som ”vækstler”.

Der er således tilsat ”Champost vækstler” (moler) til følgende produkter: ”Champost pottemuld”, ”Champost så- og priklejord”, ”Champost planteskolejord”, ”Champost spagnumfri krukkejord” og ”Champost tagjord”.

Såvel fremstillingsfirmaet ”Champost” som én af dets kunder, ”Tagtomat”, anpriser disse moler-holdige produkter med et fristende ordvalg.

Sådan der der ud på naboøen Fur, hvor der er gravet moler i årevis. Foto: Jørgen Saaby.

Eksempelvis skriver ”Tagtomat” på sin hjemmeside (Citat) …Vi anvender trygt deres produkter i vores arbejde og projekter ud fra devisen ”Vi gør det så økologisk, men mest af alt bæredygtigt, som muligt” (Citat slut). Og man fremhæver i særlig grad, at (Citat) ”virksomheden arbejder løbende for at mindske brugen af eksempelvis spagnum i deres produkter” (Citat slut). Læs resten

Breaking News: Fuglede vil naturgenoprette Ingstrup Sø!

Arealerne i den udtørrede Ingstrup Sø er stærkt vandlidende på grund af sammensynkning efter årtiers dræning. De egner sig derfor bedre til et søprojekt end fortsat kamp mod vandmasserne.

Redaktionen har modtaget nedenstående artikel fra “en hæderlig landmand i Nordjylland”, der ønsker at være anonym. Hans identitet er dog redaktionen bekendt.

Den aldrende proprietær Flemming Fuglede Jørgensen har set lyset. “Vi vil bevise, at vi er de bedste naturforvaltere,” udtaler den tidligere hardliner i kampen mod al naturfredning og miljøbeskyttelse.

“Vi har altid været misundelige på Danmarks Naturfredningsforenings ret til at rejse fredningssager, fordi vi mener, at vi passer meget bedre på naturen, end de gør.” Sådan begrunder Bæredygtigt Landbrugs formand Flemming Fuglede Jørgensen sin forklaring på, hvorfor han og foreningen nu vil forsøge at rejse en fredningssag ved et stort anlagt arrangement på årets naturmøde i Hirtshals i dagene 24. – 26. maj. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Bæredygtigt Landbrug, den 1. april 2018.

“Vores mål er simpelthen at bevise, at vi landmænd er de bedste naturforvaltere, så derfor har vi besluttet at genoprette Ingstrup Sø og forsøge at få den fredet efterfølgende”, siger formanden med stolthed i stemmen. Dermed vender den kontroversielle gårdejer på en tallerken – Flemming Fuglede Jørgensen har tidligere været indædt modstander af tanken om at genskabe Ingstrup Sø, hvor han som storlodsejer har forsøgt at få rejst en veritabel vindmøllepark.

Læs resten

Miljøministeren fodrer invasive arter i nationalparken

Dådyr er klassificeret som en invasiv art. Foto: Keld Skytte Petersen.

Biolog Søren Wium-Andersen, Hillerød, skriver 20. marts 2018:

I Gribskov kan alle se, at der fodres dådyr. For en ansat fra skovdistriktet kører rundt med en stor grøn truck og spreder med omhu en balle hø ud på de vildtagre, der nu sent på vinteren ikke længere indeholder meget foder til dyrene. Fodringen er sket gennem de seneste mange år, hvor der er fodret op til 20 forskellige steder i skoven. Læs resten

Nekrolog: Miljøministeriet er afgået ved døden. Dødsårsag: Kvælning

Den brutale ødelæggelse af Sødalen i en sidedal til dalen, hvori Tjele Langsø ligger, er symptomatisk for naturforvaltningen siden 2001. Foto: Peder Størup/naturbeskyttelse.dk

Med venlig tilladelse fra forfatteren John Holten-Andersen og fra avisen Information bringer vi her en indsigtsfuld kronik om ødelæggelsen af Miljøministeriet.

Den seneste amputering af Miljøstyrelsen er kulminationen på mange års systematisk svækkelse af miljøministeriets faglighed. Den vogter af natur og miljø som var den oprindelige tanke bag ministeriets oprettelse i 1971 findes ikke mere. Det må miljøbevægelsen tage bestik af.

John Holten-Andersen er lektor emeritus ved Aalborg Universitet og medlem af NOAH’s bestyrelse. Tidligere blandt andet forskningschef i Danmarks Miljøundersøgelser og sekretariatschef i Naturrådet.

Som purung ingeniørstuderende deltog jeg en sensommerweekend i 1971 i et seminar arrangeret af den forholdsvis nystartede miljøorganisation NOAH. Jeg husker ikke ret meget fra selve seminaret, men jeg husker, at vi i en frokostpause hørte radioavis. Her blev det bekendtgjort at den Socialdemokratiske regering havde besluttet at oprette Ministeriet for Forureningsbekæmpelse.

Resten af den dag blev brugt til at diskutere perspektiverne i den beslutning. På den ene side blev beslutningen set som en klar sejr for NOAH og den øvrige miljøbevægelse. På den anden side var vi også opmærksomme på, at miljøindsatsen nu risikerede at blive pakket ind i et tungt bureaukrati.

Men hovedreaktionen var positiv: Det nye ministerium skulle bydes velkommen, og miljøbevægelsen skulle engagere sig kritisk og konstruktivt.

Der er nu gået mere end 45 år, hvoraf jeg nåede at være ansat i forskellige dele af ministeriet i ca. 15 år. Det var en periode med høj faglighed, stort engagement og mange visioner. Derfor smerter det mig i dag at se, hvordan denne tidligere markante statsinstitution over en længere årrække er blevet systematisk svækket. Den seneste amputering af Miljøstyrelsen og koncentration af magten hos ministeren er blot seneste skud på stammen. Hvad det tog en generation at bygge op ligger i dag i ruiner.

Et barn vokser op
Op igennem 1970’erne og især 1980’erne blev det nye ministerium udviklet administrativt og tankemæssigt. Ret hurtigt blev det omdøbt til Miljøministeriet, som foruden forureningsbekæmpelse også kom til at omfatte naturbeskyttelse samt den fysiske planlægning.

Ministeriet blev bemandet med en skare af unge ildsjæle, der var med til at formulere en ny økologisk tænkning som overordnet faglig ramme for miljøforvaltningen. Den kom til at præge en række nye lovgivningskomplekser inden for miljøbeskyttelse, naturbeskyttelse, kemikalieregulering og fysisk planlægning.

Ministeriets administrative særkende var fra begyndelsen et lille departement suppleret af stærke styrelser. Her var det især folk med indsigt i den faglige substans, der bemandede kontorerne. Disse blev flankeret af ’generalister’, der skulle bistå med at omsætte den faglige indsigt til politik.

Venstre-manden Hans Chr. Schmidt førte en decideret perfid kampagne mod den daværende miljøminister Svend Auken (S), og ved systemskiftet i 2001 blev han belønnet med posten som miljøminister. Hans første handling var at afskedige en tredjedel af alle ansatte i ministeriet.

Et udslag af denne vægt på faglighed var oprettelsen af en række laboratorier inden for for eksempel luftforurening, jordforurening, kemikalier, ferskvandsbiologi og havmiljø. Disse blev senere samlet i Danmarks Miljøundersøgelser, der som en selvstændig forskningsenhed blev set som ministeriets faglige garant. Opbygningen og udviklingen af den centrale statslige miljøadministration blev i øvrigt fulgt op af en tilsvarende faglig oprustning i kommuner og amter.

Under skiftende regeringer voksede miljøadministrationen op igennem 1970’erne og især 1980’erne ret markant på såvel centralt som decentralt niveau. Det ved jeg, fordi jeg selv blev en del af systemet fra 1987 og frem til 2001, hvor jeg senest fungerede som sekretariatschef i Naturrådet. Her blev jeg som mange andre fyret på gråt papir, da Anders Fogh Rasmussen lancerede sit opgør med det han kaldte for ’Aukens imperium’.

Et visionært ministerium
Men, det var ret beset i Poul Schlüters borgerlige regeringsperiode fra begyndelsen af 1980’erne og 10 år frem at ’imperiebyggeriet’ fandt sted. Det skete i øvrigt under engagerede og kompetente ministre som Christian Christensen fra Kristeligt Folkeparti, Lone Dybkjær fra De Radikale og Per Stig Møller fra De Konservative.

I det hele taget var Miljøministeriet under skiftende ministre i perioden frem til og med Svend Auken præget af visionær tænkning. Vi, der arbejdede i systemet i denne periode, så os ikke som nidkære forvaltere af love og paragrafer, men snarere som pionerer i en helt nødvendig grøn omstilling af samfundet. I den ånd engagerede vi os på kryds og tværs med folk fra de grønne organisationer, med forskere på landets universiteter, med amtslige og kommunale forvaltere og med fremsynede virksomheder.

Der blev for eksempel lavet et stort anlagt udviklingsprogram for renere teknologi, hvor virksomheder kunne få økonomisk støtte og faglig rådgivning til at omlægge produktionen i en mere miljøvenlig retning.

Der blev iværksat ambitiøse miljøstrategiske forskningsprogrammer, og med oprettelsen af den Grønne Fond i 1990’erne fik de grønne organisationer mulighed for at få støtte til nyskabende projekter på græsrodsplan. Blot for at nævne nogle enkelte af den myriade af fremsynede initiativer, der voksede ud af ministeriet i denne periode.

Venstremanden Troels Lund Poulsen var miljøminister i perioden 2007-2010. Her ses han sammen med den daværende Venstre-borgmester Poul Arne Nielsen i Stevns Kommune.

Systemskiftet
Alt det tog slut med det såkaldte ’systemskifte’ i 2001. Talmanipulatoren Bjørn Lomborg fik sit såkaldte Institut for Miljøvurdering, hvis opgave var at så tvivl ved hele det miljøfaglige grundlag for den hidtidige indsats til fordel for snævre økonomiske cost-benefit betragtninger.

Bjørn Lomborg forduftede snart igen, og hans institut gik hurtigt i opløsning, men en ny retning var sat. Miljøpolitik skulle nu ikke længere anskues som et værn af natur og miljø mod snævre økonomiske interesser – nej, det skulle tværtimod ses som løftestang for en postuleret ’grøn’ økonomisk vækst.

Hele den natur- og miljøfaglige indsigt, som hidtil havde udgjort nerven i ministeriets forvaltning, blev herefter systematisk nedbrudt til fordel for en økonomisk logik, der blev udtænkt i finansministeriet.

Danmarks Miljøundersøgelser blev lagt under Århus Universitet, hvor det med tiden ophørte som en samlet enhed. Natur- og miljøovervågningen blev voldsomt beskåret, ligesom gentagne omstruktureringer af styrelserne svækkede fagligheden.

Den seneste opsplitning af Miljøstyrelsen i en politisk og faglig del og udflytning af den sidste til Odense er som tidligere beskrevet blot sidste skud på stammen i denne proces. Konsekvenserne af denne udvikling har vi blandt andet set med de senere års gentagne eksempler på misvisende tal og fagligt utroværdige konklusioner. Og tro mig: Den slags vil vælte ud af skabet i de kommende år.

Det afgørende kvælningstag kom dog umiddelbart efter sidste valg, hvor Lars Løkke Rasmussen indlemmede Miljøministeriet i Fødevareministeriet. Hermed fordampede de sidste rester af identitet som naturens- og miljøets vogter op i den blå luft – som varm luft.

Det afgørende dødsstød mod Miljøministeriet betroede statsminister Lars Løkke Rasmussen den unge og uprøvede teolog Esben Lunde Larsen, der på rekordtid lagde sig ud med alt og alle i dansk miljøpolitik. Selv dele af landbruget fik hurtigt nok af den arrogante minister, men det fik ingen indflydelse på hans mission: at ødelægge resterne af Aukens “miljøimperium”.

Miljøbevægelsen ved en korsvej
Efter knap 50 års virke må vi i dag konstatere, at Miljøministeriet er afgået ved døden – i hvert fald hvad hjerneaktivitet angår. Og dødsårsagen er mange års reduceret ilttilførsel bevidst doceret af et politisk flertal med dollartegn i øjnene. Et flertal, der samtidig stadig mere skingert taler om forsvaret for danske værdier uden at have den mindste forståelse for vores mest grundlæggende værdi: Et sundt miljø, et frodigt landskab og en mangfoldig natur.

Denne smertelige kendsgerning må miljøbevægelsen tage bestik af. Det giver ikke længere mening at indgå i den kritisk-konstruktive dialog med ministeriet, som vi har gjort siden 1971. I stedet må vi indtage positionen som kritisk opposition – som vi gjorde det før 1971. Især må vi følge nøje med i de forsøg på politisk spin og talfordrejning, som der vil komme meget mere af fremover. Og så må vi give højere prioritet til det lokale arbejde, for her er der fortsat massevis af muligheder for konstruktive initiativer – ofte i et samarbejde med kommuner, der mange steder fortsat er åbne for grøn nytænkning.

På den lidt længere bane må vi arbejde for at genskabe et visionært statsligt engagement på det grønne område. Vi skal ikke forsøge at genoplive Miljøministeriet, som vi har kendt det. Vi skal snarere arbejde for at skabe et kraftcenter, der har visioner, faglig indsigt og politiske muskler til for alvor at sætte gang i den grønne omstilling af alle sider af samfundslivet. Det er der mere end nogensinde brug for, og det skylder vi mere end noget andet vore efterkommere.

Kronikken bringes med venlig tilladelse fra dagbladet Information, hvor den blev bragt først gang den 12. marts 2018.

EFSA fastslår, at neonikotinoider dræber bier – endnu en gang

Alene i Danmark lever der 288 forskellige arter af bier, hvoraf kun en art er honningbien.

Ifølge en rapport fra den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, udgør de fleste anvendelser i landbrug og fødevarer af neonikotinoide pesticider en risiko for vilde bier og honningbier.

EFSA har opdateret risikovurderingerne af tre neonikotinoider – clothianidin, imidakloprid og thiamethoxam – der har været underlagt restriktioner i EU siden 2013 på grund af den trussel, de udgør for bier. Det meddeler EFSA i en pressemeddelelse 28. februar 2018.

Disse nye konklusioner opdaterer dem, der kom i 2013, og som resulterede i, at Europa-Kommissionen pålagde kontrol med brugen af stofferne. Læs resten

Miljøministerens mange nye vådområder kan true klimaet

Her skal det nye vådområde ligge.

Biolog Søren Wium-Andersen, Hillerød, skriver:

Biolog Søren Wium-Andersen.

”Nye vådområder fjerner 150 tons kvælstof” var den forførende overskrift på en pressemeddelelse fra miljø- og fødevareministeren først i februar. Alene ti projekter vil hvert år fjerne 150 tons kvælstof, som ellers vil løbe ud i havet og forurene havmiljøet og måske resultere i fiskedød. 29 planlagte projekter forventes yderligere at fjerne måske 270 tons kvælstof hvert år. Alt i alt en positiv nyhed. Men holder den vand? Svaret blafrer i vinden.

Beregningerne bag projekterne bygger på modeller, der blev publiceret i 2014. De projekter, der allerede er blevet gennemført efter den model, er ikke blevet evalueret. Der foreligger kun en enkelt undersøgelse, der viser effektiviteten på oplandsniveau. Men det vil ændre sig nu, for miljøstyrelsen har oplyst mig om, at der er afsat midler til et separat kvælstof overvågningsprogram på op til 50 vådområder. Men om evalueringen vil vise, at den forventede effekt bliver opnået, det ved vi først om nogle år!

Det undrer mig, at ældre projekter ikke er blevet evalueret, inden der hældes yderligere 187 millioner kroner ud på nye projekter, der indgår som et væsentligt led i regeringens Fødevare- og Landbrugspakke. Ifølge denne skal der inden 2021 etableres ikke mindre end 13.000 hektar nye vådområder (Amagers areal er 9.629 hektar).

Læs resten

Sådan får vi fuglene tilbage i landbrugslandet

Bestanden af vibe er reduceret med 75 procent over de seneste 40 år. Viben vil først og fremmest bare gerne have adgang til bar jord – jo vådere jo bedre. Foto: Jørgen Dam/DOF.

Hvad skal vi gøre for sanglærken, viben, agerhønen og de andre agerlandsfugle, som har det svært i landbrugslandet? Dansk Ornitologisk Forening har løsningerne, der giver plads til både fugle og korn.

Henrik Wejdling, DOF.

Af Henrik Wejdling, medlem af Dansk Ornitologisk Forenings Hovedbestyrelse

Tre millioner af landbrugslandets fugle er forsvundet inden for de seneste 40 år, kunne DOF vise for nylig.

Det er i særlig grad gået ud over arter som agerhøne, vibe, dobbeltbekkasin, sanglærke, tornirisk og gulspurv.

Til dem kan vi lægge yderligere tre arter nemlig strandskade, rødben og stær, der også udviser klar præference for landbrugslandet, og hvis bestande er i frit fald.

I denne uge kunne den tyske naturbeskyttelsesorganisation, NABU, så fortælle, at 12,7 mio. fugle er forsvundet fra Tyskland på bare 12 år – igen med landbrugslandets arter som dem, det er gået hårdest ud over.

Men hvad er årsagen, og hvordan får vi vendt udviklingen, hvis vi som nation gerne vil sætte et aftryk, der viser overskud og evne til igen at forene godt brød, flæskesteg og culotte med lyden af lærkesang og vibeskrig? Læs resten

fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.