Ian Heilmann

Ugler – u-u-u-Uhuuooh

Majnatten har svøbt sig omkring en beboet natuglekasse i et træ et sted på Thurø. Kameraet afslører en stor ugleunge, der kigger ud i den store verden med to fremadrettede blitz-øjne. Hør stemmen her. Foto: Ian Heilmann

Det kræver ingen ornitologisk forkundskab at genkende en ugle. Og alle vil vist gerne have oplevelsen af at se en ugle i øjnene, måske fordi det er lidt som at kigge i et spejl og se noget man genkender: et ansigt med to fremadrettede øjne. Problemet er blot, at det er så sjældent, man får lejlighed til det i naturen, fordi ugler helt overvejende er skumringens og nattens væsener.

Høgeugle, en tilfældig gæst fra nordlige fjeldskove – på besøg i Skagen Klitplantage i 2013 – her som udsøgt juletræspynt. En utypisk ugleart, med høgelignende fjerdragt, hørbar flugt og dagaktiv levevis. Foto: Ian Heilmann

Få andre fugle er så ekstremt tilpasset et speciale som uglerne er det i deres levevis som natlige rovdyr. De fremadrettede øjne er store og meget lysfølsomme optiske organer, fast ophængt i deres huler. Det giver et snævert binokulart synsfelt til optimal afstandsbedømmelse, men medfører at uglen må dreje hele hovedet for at skifte synsretning. Hovedet kan så til gengæld dreje næsten hele vejen rundt. Øreåbningerne sidder over øjnene, tilsvarende store og fremadrettede, og omgivet af drejelige hudfolder som på et rovpattedyr. Dette specielle stereofoniske høreorgan er dog usynligt, gemt bag to mere eller mindre fuldstændige kranse af fjer, centreret om hvert sit øje, tilsammen kaldet sløret. Det former uglens umiskendelige ansigt og fungerer som akustisk forstærkende paraboler for ørerne.

Uglearter, som tilmed har fjertoppe på hovedet, får alt i alt en vis lighed med katte. Med til udstyret hører skarpe, krumme klør og et krumt næb, samt en løs fjerstruktur, der gør uglens flugt lydløs. Det er ikke mindst den unikt retningsfølsomme høresans, der gør uglen til en formidabel fjende for især små dyr, som er sent ude om natten.

Læs resten

Læs og lær: Nyt fra oliebillefronten

Blå oliebille i færd med at forcere et vissent egeblad i en stor og righoldig naturhave på Thurø. Den gule forårsblomst, vorterod, er de små oliebillelarvers foretrukne springbræt til deres videre særegne færd hen mod voksenstadiet året efter. Foto: Ian Heilmann

Så er det blevet sæson for oliebiller. Det er store, vingeløse og iøjnefaldende biller, som især holder af varme steder på skrænter og overdrev – men også gerne større haver, som har et vist naturpræg og er absolut giftfri.  

Blå oliebille er den, man oftest støder på, den mindst sjældne af landets i alt fire arter. Som en del andre insektarter udstiller blå oliebille naturens nærmest bizarre formrigdom. Det skinnede blåsorte dyr har en stor ægformet bagkrop, som ligner et kæmpetornyster påspændt en spinkel ryg med et fladt lille tværstillet hoved forrest. To store og buklede følehorn og de tre par lange og sært leddeløse ben synes at være tilvirket at små afrundede plastikmuffer trukket på snore.

Forfatteren Ian Heilmann

Blå oliebille har en livscyklus, der er omtrent ligeså bizar som dens fremtoning. Uden vinger har den hverken bestøvende funktion over for blomster eller evnen til at komme vidt omkring. Men så kan den noget andet. Efter parringen lægger hunnen æg i jorden, i fordelte portioner af tusinder. Hurtigt udklækkes bittesmå, gullige larver med ivrige ben, hvormed de hurtigt kravler op i blomster, gerne forårets gule vorterod. Her sidder de og venter, indtil der kommer et insekt for at besøge blomsten. De griber resolut fat i dets ben og får lidt efter en gratis flyvetur ud i den store verden.

Livet ender hermed for langt de fleste oliebillelarver, undtagen for de ganske få, der har været så heldige at komme til at følge med hjem i reden hos en vild bi. Det er så mindre heldigt for bien. Oliebillelarven æder nemlig først biens æg og udvikler sig dernæst til en tyk maddikelignende larve, som så i to stadier guffer bihonningen i sig. Således opfodret på grum gøgeungemanér forpupper oliebillen sig hen på efteråret, og næste forår er ringen sluttet: En ny oliebille kravler ud af sin puppe, som regel langt fra det område, hvor dens forældre traskede rundt det forgangne år.

Læs resten

”Det er lærkernes tid” *)

To ud af tre danske sanglærker er forsvundet gennem de sidste fyrre år. I al sin enkelhed er det et spørgsmål om mangel på fugls føde. Foto: Poul Brugs

Det hører til de umistelige naturoplevelser at se og høre en lærke lette fra jorden og stige syngende til vejrs.

Straks efter at have fået luft under sine svirrende trekantede vinger slipper den lille gråbrune fugl en uophørlig og jublende koncert af gnistrende fløjtekvidder løs fra sin strube og ud gennem det åbne næb. Alt i mens det går op og op i den klare forårsluft, i en støt stigende spiral mod himlen, indtil fuglen kun anes som en prik i det blå. Så er luften fuld af lærkesang, svagere nu og svært at retningsbestemme – indtil det så pludselig stopper, og fuglen nu tavs daler ned som en lille faldskærm mod sit udgangspunkt på marken eller engen. Det er ikke så sært, at lærkesangen gennem tiderne har inspireret til så megen poesi og musik. Og den er tillige et lille sindbillede på påskens beretning om glædesfyldt opstandelse.

I faglig sammenhæng taler man om territoriehævdende sangflugt, en adfærd som mange fugle, knyttet til åbent land, benytter sig af. I mangel på trætoppe eller husgavle må man løfte sig op ved egen kraft for at få budskabet ud. Det er den velkendte og folkekære sanglærke, der her er beskrevet. For en menneskealder siden at betragte som Danmarks almindeligste fugl.

Læs resten

Kodrivere lyser op i skovbunden

Med sine fem brede og lysegule kronblade med mørkegult centrum ligner den enkelte blomst et motiv fra et barns malebog. Foto: Ian Heilmann

Sydøstfyn og Langeland er et epicenter for noget så ufarligt som storblomstret kodriver. Her blomstrer den imødekommende gule forårsbebuder hyppigere end i de fleste andre af landets egne.

Fladkravet kodriver, Vejstrup ådal. Foto: Ian Heilmann

Dens latinske slægtsnavn er Primula, og under den betegnelse og i form af udplantningsplanter i mange fremavlede farvevarianter er havefolk og andre over hele landet fortrolige med arten. Men i vild dressur kræver storblomstret kodriver let alkalisk moræneler i skove, stubhaver og på skrænter og står netop nu og lyser op som større eller mindre solskinsplamager i det stadigt brunvisne underlag. Med sine fem brede og lysegule kronblade med mørkegult centrum ligner den enkelte blomst et motiv fra et barns malebog. Hver blomst sidder for enden af en stængel – sådan ser er en rigtig blomst ud. Og kodriverens spatelformede blade er som klippet ud af blødt, lysegrønt krep-papir.

Der findes to andre arter gule kodrivere i den danske natur, også her på vores kanter. Begge har en klase af mindre blomster udgående fra hver stængel. Kronbladene på den enkelte blomst danner her en lille skål, dyb hos hulkravet kodriver og mere åben hos fladkravet kodriver.

Melet kodriver. Foto: Jens Chr. Schou

Med lidt almuefantasi i behold kan disse blomsterstande ligne patterne på et koyver – og den etnobotaniske sagkundskab er tilbøjelig til at mene, at det er herfra navnet kodriver stammer. Men det passer også med, at køerne i sin tid blev drevet på græs, når der var gult af blomstrende kodrivere på overdrevene.

Med til primula-slægten hører tillige en stor sjældenhed og absolut skønhed i den danske flora. Melet kodriver hedder den. Fra en grundstillet bladroset vokser en opret lodden og lidt melet stængel op og bærer en kuppelformet skærm af lysviolette primulablomster med gult og sort øje i midten.

Udover nogle bornholmske forekomster vokser melet kodriver kun på et par lokaliteter nordvest for København. Denne kræsne kodriver kræver kalkholdige kær og enge, hvor øvrig vegetation bliver holdt i passende balance af høslæt eller afgræsning. Visse velassorterede planteskoler fører denne specialitet som afrettet haveplante.

Naturens ”grønne omstilling” er i fuld gang

Tiden er svanger med rekorder, især de varme: Hvid anemone i blomst den 10. februar i Hallindskov ved Svendborg. Dens grønne blade er sammen med alle andre planter med til at indfange atmosfærens kulstof. Flerårige planter, som f.eks. træer er særlig nyttige. Foto: Ian Heilmann

Lyset er på fremmarch og lægger nu omkring fem minutter til dagslængden – hver dag. Det er godt nyt for alle med hang til vinter-nedsat stemningsleje eller ligefrem depression. Januar var som bekendt rekordvarm, både herhjemme, i Europa og globalt set.

I disse år nærmest falder varmerekorderne over hinanden, medens kulderekorder udebliver. Aldrig har man vist før kunnet synge ”Grøn er vårens hæk” allerede her midt i februar – noget urovækkende er det.

Ian Heilmann

Men der er grund til at heppe på alt det grønne. Det er nemlig naturens egne biokemiske fabrik, der allerede har indledt produktionen. Det er lys og varme, der driver værket, som topper hen over sommeren, aftager igen og klinger ud sidst på efteråret.

Råmaterialerne er vand fra jorden, kuldioxid fra luften og energi i form af lys fra solen. Det er alt levende grønts mageløse forvandlingsnummer: Kæmpemolekylet ved navn klorofyl (græsk for ”gulgrønt blad”), som gør planter grønne, løfter ved sollysets energitilførsel de uorganiske molekyler vand og kuldioxid op på et organisk niveau, i sammenkoblet tilstand som energirige sukker- og stivelsesmolekyler. Som bonus følger frie ilt-molekyler.

Processen hedder som bekendt fotosyntese (græsk for ”lys-sammenkobling”), og kun grønne planter og visse alger kan kunsten. Hvad de ikke bruger selv, bliver der så dækket op med til dyr og mennesker: med føde og med ilt til at trække vejret og omsætte energien til bevægelse, forplantning, sang, dans, musik, sport og meget mere. Før eller senere vender det organiske atter tilbage til det uorganiske og ringen er sluttet. Det er naturen med alt det levendes eget geniale soldrevne stof- og energimøllehjul.

Fotosyntesen spalter vand for at frigøre H2 og binder CO2 i sukker. Figur: Wikipedia

Begrebet bæredygtighed i snævreste og oprindelige forstand går ud på at indordne sig dette cirkulære princip. Men det har vi gennem de sidste 200 år i stigende grad bevæget os væk fra. Først og fremmest ved at hente kulstof og kulbrinter op fra klodens fossile underetage, hvor det har ligget afsondret fra biosfæren i de sidste 100 mio. år. Det har ved afbrænding givet bekvem energi i ufattelige mængder, men nu kommer den ubekvemme regning i form af global opvarmning.

På en målestation på en af øerne i Hawaii-gruppen i Stillehavet, fjernt fra lokale udledninger, har man fulgt atmosfærens kuldioxid-indhold i snart mange årtier. Kurven fortsætter desværre med overordnet at kravle støt opad.

Stigningen udviser små savtakker som følger årets gang. Fordi langt det meste af klodens plantedække findes på den nordlige halvkugle, går kurvens takker ned i årets første halvår og op igen i andet halvår. Når det grønnes på nordlige breddegrader, suger fotosyntesen kuldioxid ud af atmosfæren, og om efteråret går det den anden vej, når det visner og fotosyntesen lukker ned. Det haster derfor med mere skov og anden flerårig vegetation til at hive mere kulstof mere permanent ned på jorden igen.

Og så forskes der ellers intenst i metoder til at kopiere naturens fotosyntese i koncentreret udgave ved hjælp af vindmøllestrøm til erstatning af sollys. En resulterende lagring af sol- og vindenergi i stor skala i form af flydende såkaldt electro-fuel vil være et tigerspring i den rigtige retning.

De kloge kragefugle

De fleste kragefugle går ikke af vejen for mere kulturprægede habitater… Fra udstillingen ”Fugl 2019” på Johannes Larsen Museet i Kerteminde: Jens Brink: Lunch time, Allike/Burger, Helsingør 2019. Gengivet med venlig tilladelse fra museet

Det er de færreste mennesker, som ikke har set – og hørt – de velkendte kragefuglearter som krage, råge, allike og husskade. De forekommer almindeligt de fleste steder og året rundt, fordi de er konkurrencedygtige. De er nemlig stort set altædende og behøver derfor ikke at skulle trække til og fra fjerne himmelstrøg to gange årligt. Og kragefugle er relativt intelligente. F.eks. etablerer skovskader og nøddekriger depoter af agern og nødder på udvalgte steder, som de husker nøje på gennem vinterens trange tider.

Ian Heilmann

Zoologisk set udgør kragefugle én blandt utallige andre familier inden for fugleverdenens suverænt artsrigeste orden: spurvefugle. De hører blandt de største i denne orden, som ellers er domineret af småfugle som sangere, finker, lærker, drosler og – spurve.

Kragefugle har fra gammel tid og af flere grunde appelleret til mennesker, måske særligt her i Norden. Deres folkelige navne vidner om dette: kragen siger ”kraah”, rågen siger ”råh” og alliken siger ”kaija”. Og den musvågestore, blanksorte ravn med det mægtige næb udsender et klangfuldt og vidtlydende ”korrrrp”, med rulle-r, en fuglelyd, man ikke lige glemmer, når først man har hørt den.

Læs resten

Det kosmiske urværk

Den næstsidste solnedgang i det gamle år, fotograferet den 30. december 2019 fra Fyns sydligste punkt vest fra Rantzausminde, ud over øhavet med Skarø i det fjerne. Der hersker usikkerhed om næsten alt, hvad det nye år vil bringe. Men sikkert er det, at hver solnedgang følges af en solopgang næste morgen, nøje fastlagt af det kosmiske urværks forudsigelige gang. Foto: Ian Heilmann

Så kulminerede mørketiden. Det gamle år pakkede sammen, og et nyt er i fuld gang med dage, der langsomt men støt og glædeligt atter bliver længere. Det er sæson for profetier for det kommende år, baseret på mere eller mindre kvalificerede gæt. Det kommer sig af, at de fænomener, vi måtte interessere os for næsten alle er uforudsigelige blot et lille stykke ud i fremtiden: – det være sig aktiekurser, boligrenten, resultater af fodboldkampe, præsidentvalg, jordskælv, kjolelængden, vulkanudbrud, vejrudsigten, mm.

Men så er der de lysende undtagelser, der er hævet over gætterier: F.eks. kan vi med fuldstændig sikkerhed forudsige, at solen den 13. maj står op i København kl. 05.02 og at der er nymåne den 15. november kl. 06.07. Og længere ud i fremtiden: at der bliver total måneformørkelse den 16. maj 2022 og total solformørkelse af en varighed af 2 minutter og 18 sekunder, på et nøjagtigt forudsigeligt klokkeslet i en smal zone i det nordlige Australien, den 26. december i år 2038.

Ian Heilmann

Disse skudsikre forudsigelser er i grunden ret forbløffende og har det tilfælles, at de er afledt af den kosmiske dynamik, eller ”himmeldynamikken”, dvs. bevægelserne af planeterne, måner og kometer i deres baner omkring solen. Det er tyngdekraften, der driver denne kosmiske karussel, og det er kun fordi solen har så enorm stor masse i forhold til systemets øvrige komponenter, at forløbet kan beregnes ud i lang fremtid, som et urværk af højeste præcision.

Forestillede man sig derimod et solsystem med tre kloder, hvor jorden og månen var overladt til en lilleputsol af nogenlunde samme størrelse, og meget nærmere, ville man ikke ønske at være til stede. Den samme tyngdekraft som før ville her give komplet uforudsigelige indbyrdes bevægelser. Dage, måneder, år, årstider, solopgange efter nætter, endsige et stabilt klima ville ikke eksistere, alt ville hele tiden ændre sig hulter til bulter, i et rent kaos – og liv ville være udelukket.

Fysikeren Henri Poincaré (1854-1912). Foto: Wikipedia

Det var den store franske matematiker og fysiker Henri Poincaré, der i slutningen af 1800-tallet påviste den principielle ”uløselighed” af det såkaldte tre-legeme problem. Og er der fire eller flere legemer, bliver problemet endnu mere uløseligt og kaotisk. Hans resultater gav mange år senere afsæt for den moderne gren af matematikken, der betegnes kaos-teori, udviklet i 1970´erne og frem. Her må man ty til rå computerkraft for at opnå resultater.

Lad os derfor være evigt taknemmelige over, at vores kære sol er så enorm stor og så tilpas fjern, at vi effektivt kun er involveret i et venligt, passende tempereret og forudsigeligt kosmisk to-legeme problem. Og at vi derfor ikke blot må nøjes med at gætte på, men derimod véd og kan glædes over, at dagene længes og efter vinter kommer vår og siden en dejlig sommer. Godt Nytår!

Velkommen i svampenes superliga

Det kan godt være, at man først kommer til at tænke på kantarel, trøffel, morkel, spiselige rørhat, mm. – men så taler vi om den gastronomiske superliga. Og den kan da også få pulsen og mundvandet i omdrejninger. Selv mere videnskabeligt anlagte personer på tur med svampekurv siges at kunne falde på knæ med tårevædede øjne ved synet af en flok spiselige morkler i aprils lysegrøntflimrende skovbund.

På de tørre dele af Thurø Rev vokser flere arter iøjnefaldende vokshatte: Blandt de knap så sjældne ses her nærbilleder af: Snehvid vokshat – som lever op til sit navn.

Men mange mykologer, som de mere seriøse svampekyndige betegnes, har andre og mere subtile favoritter. F.eks. vokshattene. Bortset fra en enkelt art, har de omtrent 50 danske arter vokshatte ingen værdi i køkkenet. Men så kan de noget andet. De fleste har smukke farver og rigt varierede former, og næsten alle er relativt sjældne. Sjældne skønheder – det har altid haft fascinationskraft, tænk blot på f.eks. orkidéer og vandrefalke.

Læs resten

Efterår ved Langelandsbæltets kyster

Elsehoved fyr er en sværttilgængelig destination på Sydøstfyn. Foto: Ian Heilmann

Ligeså utilnærmeligt som Kap Horn er det vel lige knap, men nemt er det ikke at runde Elsehoved på Sydøstfyns kyst på traveturen. Begrænset af kystnære sommerhuse med ugæstfrie tilkørselsveje og andre private strandgrunde på landsiden og strandkanten modsat, så er man på længere stræk tvunget til at skulle op og balancere på store og ofte glatte kampesten for at nærme sig det rød-hvide lilleputfyrtårn ude på pynten.

Forleden lå der en godt og grundigt afdød sæl skyllet i land i strandkanten som en slags påmindelse om, at ikke alle klarer pynten. Men så må man holde et hvil, samle kræfter og falde i staver over, hvad Langelandsbæltets opskyl ellers har at byde på.

Ian Heilmann

Tang, for eksempel – som der findes allevegne langs strandene i de indre danske farvande. Det er nemt at se, at der både er blæretang og bændeltang. Førstnævnte er navnet på de velkendte brunlige og forgrenede, gelatineagtige vandplanter med de tydelige luftblærer. De hører til algerne, en uensartet gruppe af livsformer, som i størrelse varierer fra mikroskopisk encellede til meterlange organismer.

De store røde, grønne og brune alger i opskyllet har haft repræsentanter på kloden i op til en milliard år. Mange af dem har i frisk og fin tilstand stor kulinarisk og ernæringsmæssig værdi, med højt indhold af vitaminer, mineraler og proteiner. Det nyder japanerne og efterhånden mange vesterlændinge godt af.

Læs resten

Grøftekantsfloraen har brug for al din hjælp

Varieret flora på vejskråning: Gult af Prikbladet perikon og violet af Alm. knopurt

Rabatter, grøfter og skråninger langs vejene hører til den mere ydmyge hverdagsnatur og er samtidig ganske iøjnefaldende. Både bløde og hårde trafikanter kan nå at få botaniske indtryk i forbifarten, og holder man rast, kan man rigtigt nyde floraen og eventuelt plukke en buket. Altså hvis man da lige er heldig at standse et af de stadigt færre steder, hvor der er andet end brændenælder, tidsler og højt græs.

Går man tættere på grøftekanten, kan man finde den dueblå Blåhat (her med besøg).

Den forgangne sommer har ellers været usædvanlig blomsterrig, som følge af forrige sommers ekstreme varme og tørke, hvor især mange af de høje og dominerende græsarter visnede væk. Det har i år givet et løft til en række arter, som normalt er trængt tilbage. Men det rykker ikke ved det generelle billede af vejsiderne: lange stræk af ensformig og kedelig vegetation, begunstiget af rigeligheden af næringsstoffer.

Læs resten
fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.