Ian Heilmann

Det kosmiske urværk

Den næstsidste solnedgang i det gamle år, fotograferet den 30. december 2019 fra Fyns sydligste punkt vest fra Rantzausminde, ud over øhavet med Skarø i det fjerne. Der hersker usikkerhed om næsten alt, hvad det nye år vil bringe. Men sikkert er det, at hver solnedgang følges af en solopgang næste morgen, nøje fastlagt af det kosmiske urværks forudsigelige gang. Foto: Ian Heilmann

Så kulminerede mørketiden. Det gamle år pakkede sammen, og et nyt er i fuld gang med dage, der langsomt men støt og glædeligt atter bliver længere. Det er sæson for profetier for det kommende år, baseret på mere eller mindre kvalificerede gæt. Det kommer sig af, at de fænomener, vi måtte interessere os for næsten alle er uforudsigelige blot et lille stykke ud i fremtiden: – det være sig aktiekurser, boligrenten, resultater af fodboldkampe, præsidentvalg, jordskælv, kjolelængden, vulkanudbrud, vejrudsigten, mm.

Men så er der de lysende undtagelser, der er hævet over gætterier: F.eks. kan vi med fuldstændig sikkerhed forudsige, at solen den 13. maj står op i København kl. 05.02 og at der er nymåne den 15. november kl. 06.07. Og længere ud i fremtiden: at der bliver total måneformørkelse den 16. maj 2022 og total solformørkelse af en varighed af 2 minutter og 18 sekunder, på et nøjagtigt forudsigeligt klokkeslet i en smal zone i det nordlige Australien, den 26. december i år 2038.

Ian Heilmann

Disse skudsikre forudsigelser er i grunden ret forbløffende og har det tilfælles, at de er afledt af den kosmiske dynamik, eller ”himmeldynamikken”, dvs. bevægelserne af planeterne, måner og kometer i deres baner omkring solen. Det er tyngdekraften, der driver denne kosmiske karussel, og det er kun fordi solen har så enorm stor masse i forhold til systemets øvrige komponenter, at forløbet kan beregnes ud i lang fremtid, som et urværk af højeste præcision.

Forestillede man sig derimod et solsystem med tre kloder, hvor jorden og månen var overladt til en lilleputsol af nogenlunde samme størrelse, og meget nærmere, ville man ikke ønske at være til stede. Den samme tyngdekraft som før ville her give komplet uforudsigelige indbyrdes bevægelser. Dage, måneder, år, årstider, solopgange efter nætter, endsige et stabilt klima ville ikke eksistere, alt ville hele tiden ændre sig hulter til bulter, i et rent kaos – og liv ville være udelukket.

Fysikeren Henri Poincaré (1854-1912). Foto: Wikipedia

Det var den store franske matematiker og fysiker Henri Poincaré, der i slutningen af 1800-tallet påviste den principielle ”uløselighed” af det såkaldte tre-legeme problem. Og er der fire eller flere legemer, bliver problemet endnu mere uløseligt og kaotisk. Hans resultater gav mange år senere afsæt for den moderne gren af matematikken, der betegnes kaos-teori, udviklet i 1970´erne og frem. Her må man ty til rå computerkraft for at opnå resultater.

Lad os derfor være evigt taknemmelige over, at vores kære sol er så enorm stor og så tilpas fjern, at vi effektivt kun er involveret i et venligt, passende tempereret og forudsigeligt kosmisk to-legeme problem. Og at vi derfor ikke blot må nøjes med at gætte på, men derimod véd og kan glædes over, at dagene længes og efter vinter kommer vår og siden en dejlig sommer. Godt Nytår!

Velkommen i svampenes superliga

Det kan godt være, at man først kommer til at tænke på kantarel, trøffel, morkel, spiselige rørhat, mm. – men så taler vi om den gastronomiske superliga. Og den kan da også få pulsen og mundvandet i omdrejninger. Selv mere videnskabeligt anlagte personer på tur med svampekurv siges at kunne falde på knæ med tårevædede øjne ved synet af en flok spiselige morkler i aprils lysegrøntflimrende skovbund.

På de tørre dele af Thurø Rev vokser flere arter iøjnefaldende vokshatte: Blandt de knap så sjældne ses her nærbilleder af: Snehvid vokshat – som lever op til sit navn.

Men mange mykologer, som de mere seriøse svampekyndige betegnes, har andre og mere subtile favoritter. F.eks. vokshattene. Bortset fra en enkelt art, har de omtrent 50 danske arter vokshatte ingen værdi i køkkenet. Men så kan de noget andet. De fleste har smukke farver og rigt varierede former, og næsten alle er relativt sjældne. Sjældne skønheder – det har altid haft fascinationskraft, tænk blot på f.eks. orkidéer og vandrefalke.

Læs resten

Efterår ved Langelandsbæltets kyster

Elsehoved fyr er en sværttilgængelig destination på Sydøstfyn. Foto: Ian Heilmann

Ligeså utilnærmeligt som Kap Horn er det vel lige knap, men nemt er det ikke at runde Elsehoved på Sydøstfyns kyst på traveturen. Begrænset af kystnære sommerhuse med ugæstfrie tilkørselsveje og andre private strandgrunde på landsiden og strandkanten modsat, så er man på længere stræk tvunget til at skulle op og balancere på store og ofte glatte kampesten for at nærme sig det rød-hvide lilleputfyrtårn ude på pynten.

Forleden lå der en godt og grundigt afdød sæl skyllet i land i strandkanten som en slags påmindelse om, at ikke alle klarer pynten. Men så må man holde et hvil, samle kræfter og falde i staver over, hvad Langelandsbæltets opskyl ellers har at byde på.

Ian Heilmann

Tang, for eksempel – som der findes allevegne langs strandene i de indre danske farvande. Det er nemt at se, at der både er blæretang og bændeltang. Førstnævnte er navnet på de velkendte brunlige og forgrenede, gelatineagtige vandplanter med de tydelige luftblærer. De hører til algerne, en uensartet gruppe af livsformer, som i størrelse varierer fra mikroskopisk encellede til meterlange organismer.

De store røde, grønne og brune alger i opskyllet har haft repræsentanter på kloden i op til en milliard år. Mange af dem har i frisk og fin tilstand stor kulinarisk og ernæringsmæssig værdi, med højt indhold af vitaminer, mineraler og proteiner. Det nyder japanerne og efterhånden mange vesterlændinge godt af.

Læs resten

Grøftekantsfloraen har brug for al din hjælp

Varieret flora på vejskråning: Gult af Prikbladet perikon og violet af Alm. knopurt

Rabatter, grøfter og skråninger langs vejene hører til den mere ydmyge hverdagsnatur og er samtidig ganske iøjnefaldende. Både bløde og hårde trafikanter kan nå at få botaniske indtryk i forbifarten, og holder man rast, kan man rigtigt nyde floraen og eventuelt plukke en buket. Altså hvis man da lige er heldig at standse et af de stadigt færre steder, hvor der er andet end brændenælder, tidsler og højt græs.

Går man tættere på grøftekanten, kan man finde den dueblå Blåhat (her med besøg).

Den forgangne sommer har ellers været usædvanlig blomsterrig, som følge af forrige sommers ekstreme varme og tørke, hvor især mange af de høje og dominerende græsarter visnede væk. Det har i år givet et løft til en række arter, som normalt er trængt tilbage. Men det rykker ikke ved det generelle billede af vejsiderne: lange stræk af ensformig og kedelig vegetation, begunstiget af rigeligheden af næringsstoffer.

Læs resten

Kæledyr og kælderdyr

Der eksisterer en menneskeskabt og komplet uvidenskabelig hitliste for vilde dyrearter, som mange har tilbøjelighed til at anvende. Den baserer sig på projektioner, som psykologer nok ville kalde det.

Øverst på skalaen befinder sig de virkeligt ”søde dyr”, vel kun mulehår fra kategorien kæledyr. Her har vi f.eks. pandaen, den sortbrogede sindige bambusædende teddybamse, med de sørgmodige øjenomgivelser, som man får ubændigt lyst til at give en krammer. Eller den Svendborg-relevante hasselmus med de store, sortplirrende bambiøjne, som ikke gør en kat fortræd og i øvrigt sover syv måneder i træk, sammenrullet i sin lille, lune rede – syvsover som den er, snarere end mus.

Andre skabninger henvises derimod til bunden af skalaen. F.eks. vortesvinet, hyænen, rotten, skorpionen og krokodillen. De er enten skadevoldende, farlige, har udseendet imod sig – eller det hele på en gang. Blandt fuglene forekommer skarven at være med i dette tvivlsomme bundskrap af arter, som man snarere kunne kalde ”kælderdyr”.

Læs resten
fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.