Ian Heilmann

Nedtur og optur for småfuglene

Tornirisker i afblomstret rapsmark på Thurø, med den smukt farvede han i fokus. Rapsplanternes olieholdige frø synes at have fået en betydelig rolle som erstatning for torniriskens oprindelige ”ukrudtsmenu”, i takt med den fortsatte nedgang for den vilde flora. Foto: Ian Heilmann

Tornirisken hører til blandt de mange fuglearter i det åbne agerland, som har været i tilbagegang i mere end et halvt århundrede. Men inden for det sidste tiår er kurven vendt for arten og afløst af nogen fremgang. Forklaringen ligger i en vis omstillingsparathed, hvad føde angår.

Tornirisken er en lille brunlig fugl. Den går oftest nærmest i ét med sine omgivelser, med mindre man i godt lys og tæt på får kig på den flerfarvede han: Den har gråt hoved og kort gråt næb, rosenrød pande og bryst, den er brun på ryggen, har sort og hvidt vingepanel og hvide yderhalefjer. I dens traditionelle menu indgår et bredt spektrum af frø fra den vilde flora, typisk fra plantearter, som blandt mange mennesker går under betegnelsen ”ukrudt”.

I takt med, at agerlandets vilde flora er blevet trængt tilbage af sprøjtning og gødskning af produktionsarealerne, er det gået ned ad bakke for tornirisken. For 60 år siden var tornirisken faktisk Danmarks næst-almindeligste fugl. Det er den langt fra mere, men den har fundet på et alternativt haps: – raps!

Når rapsmarkerne i maj afblomstrer og slukker for det blændende gule blus, udvikler skulperne med de olieholdige frø sig. Det lader til, at tornirisken er begyndt at udnytte dette som erstatning for vilde planters frø. Den seneste fremgang for fuglen er sket i takt med, at dyrkningsarealet for raps er steget. Omvendt er det gået i England, hvor rapsarealet er faldet, og hvor tornirisken fortsætter nedturen. Sammenhængen synes klar – og det er til torniriskens fordel at kunne fouragere på planter af en vis højde. Det kan sanglærken til gengæld ikke – som oprindelig steppefugl søger den udelukkende frø i jordhøjde. Den kan ikke slå sig på raps, og Danmarks førhen almindeligste fugl fortsætter ræset mod bunden.

Den farvestrålende stillits er i fremgang. Foto: Mike Pennington / Goldfinch (Carduelis carduelis), Craigleith, Edinburgh / CC BY-SA 2.0

Stillits er en anden frøspiser, i slægt med tornirisken. Bestanden af den lille farvestrålende fugl er mangedoblet i samme periode som sanglærke og tornirisk er gået tilbage. Stillitsen har et langt, spidst næb, tilpasset frø fra tidsler og andre kurveblomster. Og der er er i disse år knald på tidslerne overalt – det er høje og næringsbegunstigede planter, der har det med at bemægtige sig vejsider, brakarealer og tilgroede enge. Det er skidt for mange, men godt for stillitsen – udover at den som standfugl også besøger foderbrætter om vinteren. Det kan tornirisken så ikke – den er trækfugl og tilbringer vinteren langt nede i Europa, hvor den må klare ærterne uden kunstigt fuglefrø.

Biblomsten kommer flyvende

Nyborgs gamle færgehavn i aftensol. I dag lokalitet for usædvanlig flora og dyre lejligheder med fjordudsigt. Foto: Ian Heilmann

Nogle planters frø tager toget – mens andre flyver. Og det er ganske vist.

Lad os starte på den gamle færgehavn i Nyborg. Med fjorden som baggrund står et hejseværk til togfærgernes tunge broklapper tilbage som et sort stålmonument over en forgangen epoke. Foran ligger sparsomt bevokset grussteppe, hvor der førhen var skinner, skiftespor, sveller, skærver, grus, perroner med rungende højttalere, vognstammer og hektisk mylder.

Togvogne fra kontinentet har gennem tiden haft planterester med som blinde passagerer, hist og pist fastklemt i vanger og bremseklodser, og ved rangering er der så drysset frø ned på underlaget. Således har forskellige plantearter fra syd fundet rodfæste i Nyborg – og lignende andre steder. På Høje Tåstrup stationsarealer findes tæpper af plante-migranten Bregnegræs, som er ankommet til Vestegnens golde sporarealer fra solsvedne skråninger i gamle olivenplantager på Balkan.

Nærbillede af den sjældne Liden sneglebælg. Naturligt forekommende nogle få steder i Danmark, men ved den gamle Nyborg station ankommet med toget sydfra. Bælgen er spiralsnoet som et sneglehus. Foto: Ian Heilmann

Naturen har det med at pible frem overalt, også i revner og sprækker, mellem fliser og sten, brokker og skærver, cement og asfalt – menneskeskabte levesteder, som botanikere kalder ruderater.

Læs resten

Skal vi genskabe Jurassic Park i Vestjylland?

Nærkontakt mellem den “vilde” elgtyr og en uforfærdet kvinde i Portlandsmosen i Lille Vildmose. Foto: Jan Skriver

Rewilding af naturen går ud på at få noget af fordums urtilstand fra jægerstenalderen genskabt. Ifølge de mest ihærdige fortalere skal det ske i store naturzoner, fortrinsvis i mere tyndt befolkede egne i Vestjylland, hvor der i dag er kulturlandskaber som heder og granplantager. Her skal der indføres elg, bison, m.m., og så skal man ellers lade tiden og naturens dynamik gå sin gang. Men problemerne tårner sig op, når man ser mere nærgående på de storslåede visioner

Af Ian Heilmann

Der er god grund til at bekymre sig om den trængte natur her i landet – hvad et stort flertal af befolkningen også gør. I den aktuelle naturdebat er der megen fokus på begrebet ”rewilding”, båret frem bl.a. af Danmarks Naturfredningsforening, flere biodiversitetsforskere og ikke mindst idéhistoriker og naturfotograf Rune Engelbrecht Larsen. Dette synspunkt har Larsen for nylig luftet i et interview ”Lavthængende Vildskab” i Weekendavisen den 15. maj 2020.

Rewilding dækker over idéen om at overlade større områder til naturens egen autentiske dynamik, i så høj grad som overhovedet muligt afkoblet menneskelig påvirkning. Det er et ambitiøst mål i betragtning af, at mennesket som art gennem de sidste 90.000 år har påvirket økosystemerne i forbløffende massiv grad og udryddet spektakulær megafauna i en ubrudt række, kontinent for kontinent, i takt med menneskets spredning fra Afrika.

Nu kan vi ikke lige genskabe mastodonten eller uldhornsnæsehornet – barren må sættes lavere. Man sigter så mod en naturtilstand, som den så ud nogle årtusinder inde i den indeværende mellemistid. Her var landet overvejende dækket af løvfældende urskov med en tilhørende fauna med bl.a. store græssere og i toppen af fødekæden ulv, bjørn, los og ørne – foruden grupper af jægerstenalderfolk.

Forestillingen i det hele taget om, at større indhegninger med udsatte græssere overladt til sig selv vil bevæge sig hen mod en form for økologisk balancetilstand med stor biodiversitet inden for en overskuelig tid, savner dokumentation.

Siden hen, for ca. 7000 år tilbage, formåede bondestenalderfolket at rydde store dele af urskoven for at give plads til agre, græsgange og enge. Skovenes økosystemer svandt ind, koen afløste uroksen – men til gengæld vandt en flora og fauna knyttet til åbent land indpas, som såkaldte kulturledsagere.

Læs resten

Skærsommer på Hjortø

Vådområder og strandenge langs Hjortøs sydkyst er hjemsted for et rigt fugleliv. Foto: Ian Heilmann

Med sine mange forvildede dådyr burde det være Drejø, der hed Hjortø. Hjortø, helt uden hjorte, kunne så tage navneforandring til Fugleø. Det er nemlig ikke mindst de vingede væsener, der tegner billedet på denne juvel af en lille, flad og grøn ø i øhavet vest for Tåsinge. Med kun ca. fem fastboende mennesker på øen tipper balancen i antal levende væsener helt ubesværet til naturens fordel.

Det gælder også selv for de eksklusive og orangeplettede klokkefrøer, som fra små og lune damme ringer solen ned på stille skærsommeraftener. Hvis de da ellers kan få ørenlyd for de mere talstærke og mindre musikalske ensembler af kvækkende, knirkende og gnæggende grønne frøer, der giver den gas årle og silde.

Fra behørig afstand er her fotograferet rugende strandfugle: I baggrunden den sortbrogede klyde med skomagernæbbet, og forrest den fåtallige lille og fe-agtige dværgterne, med hvid pande og gult næb. Den og den større havterne er langdistancetrækfugle med vinterkvarterer i Afrika, henh. Sydpolarhavet. Foto: Ian Heilmann

Men tilbage til fuglene. Hjortøs sydflanke er præget af våde enge, og strandsøer og loer som følge af et udramatisk digebrud mod sydvest. Her folder en mangestemmig strandengskoncert sig ud forår og forsommer, fra et sortiment af især vadefugle: Viiuh-viuhh, fra viber, tyll-tyll-tyll- lya-lya-lya, diiyhh- diyhh fra rødben, kly-kly-kly-kly-kly fra klyder og tju-ip – tjuip fra stor præstekrave. Og fra rytmesektionen grove gak-gak-gak fra de store sølvmåger og kt-kt-kt-krrrr-kt fra den elegante rødnæbbede havterne. Alt sammen på en kontinuerlig baggrund i diskantlejet fra et svæv af syngende lærker.

Hør klydens stemme

https://www.fuglestemmer.dk/klyde/


Stier fører fra gårdene i byen forbi frøernes vandhuller ned til alt dette liv. Hvis man lejrer sig ved den gamle mølle ved stranden, nu omdannet til sommerhus udenfor kategori, kan man på hensynsfuld afstand af de rugende fugle være i første parket til herlighederne. Klyder og terner ruger på sandbanker mod vest, og det meste af strandodden, som rækker tæt ud mod færgernes sejlrende og Drejø bagved er lukket for adgang og reserveret fuglenes velbefindende fra foråret til højsommer.

Ian Heilmann

Hjortøs højereliggende arealer, som kulminerer ved svimlende 5 meter over havet, har i forgange tider været drevet mere traditionelt. Der er blevet pløjet, harvet, sået, høstet og malket ud fra de fire gårde. Kornet er blevet kørt til mølle og mælken bragt til øens eget lille mejeri, etableret i 1910. Det indeholdt både osteri og en hestetrukken smørkærne, alt i en tid hvor forsyningskæderne ikke just havde global karakter. Der suppleredes med fiskeri af ål og torsk i lokalt farvand. Indlagt vand og strøm kom først til Hjortø i 1960’erne.

Et nænsomt restaureret fiskeredskabsskur på havnen mod nord er blevet omdannet til det fineste lille museum og lokalarkiv. På væggene er udstillet en række historiske fotografier fra livet og samfundet på Hjortø, foruden slægtstavler fra øens familier og gårde tilbage fra 1600-tallet. Et sug af lokalhistorie fodrer eftertanken, eventuelt indtaget sammen med en ispind fra museumsrummets kummefryser, øens eneste forsyningsfacilitet. To daglige forbindelser med båden ”Hjortøboen”, med kapacitet til op mod et dusin rejsende samt én bil, forbinder Hjortø med Svendborg.

Ugler – u-u-u-Uhuuooh

Majnatten har svøbt sig omkring en beboet natuglekasse i et træ et sted på Thurø. Kameraet afslører en stor ugleunge, der kigger ud i den store verden med to fremadrettede blitz-øjne. Hør stemmen her. Foto: Ian Heilmann

Det kræver ingen ornitologisk forkundskab at genkende en ugle. Og alle vil vist gerne have oplevelsen af at se en ugle i øjnene, måske fordi det er lidt som at kigge i et spejl og se noget man genkender: et ansigt med to fremadrettede øjne. Problemet er blot, at det er så sjældent, man får lejlighed til det i naturen, fordi ugler helt overvejende er skumringens og nattens væsener.

Høgeugle, en tilfældig gæst fra nordlige fjeldskove – på besøg i Skagen Klitplantage i 2013 – her som udsøgt juletræspynt. En utypisk ugleart, med høgelignende fjerdragt, hørbar flugt og dagaktiv levevis. Foto: Ian Heilmann

Få andre fugle er så ekstremt tilpasset et speciale som uglerne er det i deres levevis som natlige rovdyr. De fremadrettede øjne er store og meget lysfølsomme optiske organer, fast ophængt i deres huler. Det giver et snævert binokulart synsfelt til optimal afstandsbedømmelse, men medfører at uglen må dreje hele hovedet for at skifte synsretning. Hovedet kan så til gengæld dreje næsten hele vejen rundt. Øreåbningerne sidder over øjnene, tilsvarende store og fremadrettede, og omgivet af drejelige hudfolder som på et rovpattedyr. Dette specielle stereofoniske høreorgan er dog usynligt, gemt bag to mere eller mindre fuldstændige kranse af fjer, centreret om hvert sit øje, tilsammen kaldet sløret. Det former uglens umiskendelige ansigt og fungerer som akustisk forstærkende paraboler for ørerne.

Uglearter, som tilmed har fjertoppe på hovedet, får alt i alt en vis lighed med katte. Med til udstyret hører skarpe, krumme klør og et krumt næb, samt en løs fjerstruktur, der gør uglens flugt lydløs. Det er ikke mindst den unikt retningsfølsomme høresans, der gør uglen til en formidabel fjende for især små dyr, som er sent ude om natten.

Læs resten

Læs og lær: Nyt fra oliebillefronten

Blå oliebille i færd med at forcere et vissent egeblad i en stor og righoldig naturhave på Thurø. Den gule forårsblomst, vorterod, er de små oliebillelarvers foretrukne springbræt til deres videre særegne færd hen mod voksenstadiet året efter. Foto: Ian Heilmann

Så er det blevet sæson for oliebiller. Det er store, vingeløse og iøjnefaldende biller, som især holder af varme steder på skrænter og overdrev – men også gerne større haver, som har et vist naturpræg og er absolut giftfri.  

Blå oliebille er den, man oftest støder på, den mindst sjældne af landets i alt fire arter. Som en del andre insektarter udstiller blå oliebille naturens nærmest bizarre formrigdom. Det skinnede blåsorte dyr har en stor ægformet bagkrop, som ligner et kæmpetornyster påspændt en spinkel ryg med et fladt lille tværstillet hoved forrest. To store og buklede følehorn og de tre par lange og sært leddeløse ben synes at være tilvirket at små afrundede plastikmuffer trukket på snore.

Forfatteren Ian Heilmann

Blå oliebille har en livscyklus, der er omtrent ligeså bizar som dens fremtoning. Uden vinger har den hverken bestøvende funktion over for blomster eller evnen til at komme vidt omkring. Men så kan den noget andet. Efter parringen lægger hunnen æg i jorden, i fordelte portioner af tusinder. Hurtigt udklækkes bittesmå, gullige larver med ivrige ben, hvormed de hurtigt kravler op i blomster, gerne forårets gule vorterod. Her sidder de og venter, indtil der kommer et insekt for at besøge blomsten. De griber resolut fat i dets ben og får lidt efter en gratis flyvetur ud i den store verden.

Livet ender hermed for langt de fleste oliebillelarver, undtagen for de ganske få, der har været så heldige at komme til at følge med hjem i reden hos en vild bi. Det er så mindre heldigt for bien. Oliebillelarven æder nemlig først biens æg og udvikler sig dernæst til en tyk maddikelignende larve, som så i to stadier guffer bihonningen i sig. Således opfodret på grum gøgeungemanér forpupper oliebillen sig hen på efteråret, og næste forår er ringen sluttet: En ny oliebille kravler ud af sin puppe, som regel langt fra det område, hvor dens forældre traskede rundt det forgangne år.

Læs resten

”Det er lærkernes tid” *)

To ud af tre danske sanglærker er forsvundet gennem de sidste fyrre år. I al sin enkelhed er det et spørgsmål om mangel på fugls føde. Foto: Poul Brugs

Det hører til de umistelige naturoplevelser at se og høre en lærke lette fra jorden og stige syngende til vejrs.

Straks efter at have fået luft under sine svirrende trekantede vinger slipper den lille gråbrune fugl en uophørlig og jublende koncert af gnistrende fløjtekvidder løs fra sin strube og ud gennem det åbne næb. Alt i mens det går op og op i den klare forårsluft, i en støt stigende spiral mod himlen, indtil fuglen kun anes som en prik i det blå. Så er luften fuld af lærkesang, svagere nu og svært at retningsbestemme – indtil det så pludselig stopper, og fuglen nu tavs daler ned som en lille faldskærm mod sit udgangspunkt på marken eller engen. Det er ikke så sært, at lærkesangen gennem tiderne har inspireret til så megen poesi og musik. Og den er tillige et lille sindbillede på påskens beretning om glædesfyldt opstandelse.

I faglig sammenhæng taler man om territoriehævdende sangflugt, en adfærd som mange fugle, knyttet til åbent land, benytter sig af. I mangel på trætoppe eller husgavle må man løfte sig op ved egen kraft for at få budskabet ud. Det er den velkendte og folkekære sanglærke, der her er beskrevet. For en menneskealder siden at betragte som Danmarks almindeligste fugl.

Læs resten

Kodrivere lyser op i skovbunden

Med sine fem brede og lysegule kronblade med mørkegult centrum ligner den enkelte blomst et motiv fra et barns malebog. Foto: Ian Heilmann

Sydøstfyn og Langeland er et epicenter for noget så ufarligt som storblomstret kodriver. Her blomstrer den imødekommende gule forårsbebuder hyppigere end i de fleste andre af landets egne.

Fladkravet kodriver, Vejstrup ådal. Foto: Ian Heilmann

Dens latinske slægtsnavn er Primula, og under den betegnelse og i form af udplantningsplanter i mange fremavlede farvevarianter er havefolk og andre over hele landet fortrolige med arten. Men i vild dressur kræver storblomstret kodriver let alkalisk moræneler i skove, stubhaver og på skrænter og står netop nu og lyser op som større eller mindre solskinsplamager i det stadigt brunvisne underlag. Med sine fem brede og lysegule kronblade med mørkegult centrum ligner den enkelte blomst et motiv fra et barns malebog. Hver blomst sidder for enden af en stængel – sådan ser er en rigtig blomst ud. Og kodriverens spatelformede blade er som klippet ud af blødt, lysegrønt krep-papir.

Der findes to andre arter gule kodrivere i den danske natur, også her på vores kanter. Begge har en klase af mindre blomster udgående fra hver stængel. Kronbladene på den enkelte blomst danner her en lille skål, dyb hos hulkravet kodriver og mere åben hos fladkravet kodriver.

Melet kodriver. Foto: Jens Chr. Schou

Med lidt almuefantasi i behold kan disse blomsterstande ligne patterne på et koyver – og den etnobotaniske sagkundskab er tilbøjelig til at mene, at det er herfra navnet kodriver stammer. Men det passer også med, at køerne i sin tid blev drevet på græs, når der var gult af blomstrende kodrivere på overdrevene.

Med til primula-slægten hører tillige en stor sjældenhed og absolut skønhed i den danske flora. Melet kodriver hedder den. Fra en grundstillet bladroset vokser en opret lodden og lidt melet stængel op og bærer en kuppelformet skærm af lysviolette primulablomster med gult og sort øje i midten.

Udover nogle bornholmske forekomster vokser melet kodriver kun på et par lokaliteter nordvest for København. Denne kræsne kodriver kræver kalkholdige kær og enge, hvor øvrig vegetation bliver holdt i passende balance af høslæt eller afgræsning. Visse velassorterede planteskoler fører denne specialitet som afrettet haveplante.

Naturens ”grønne omstilling” er i fuld gang

Tiden er svanger med rekorder, især de varme: Hvid anemone i blomst den 10. februar i Hallindskov ved Svendborg. Dens grønne blade er sammen med alle andre planter med til at indfange atmosfærens kulstof. Flerårige planter, som f.eks. træer er særlig nyttige. Foto: Ian Heilmann

Lyset er på fremmarch og lægger nu omkring fem minutter til dagslængden – hver dag. Det er godt nyt for alle med hang til vinter-nedsat stemningsleje eller ligefrem depression. Januar var som bekendt rekordvarm, både herhjemme, i Europa og globalt set.

I disse år nærmest falder varmerekorderne over hinanden, medens kulderekorder udebliver. Aldrig har man vist før kunnet synge ”Grøn er vårens hæk” allerede her midt i februar – noget urovækkende er det.

Ian Heilmann

Men der er grund til at heppe på alt det grønne. Det er nemlig naturens egne biokemiske fabrik, der allerede har indledt produktionen. Det er lys og varme, der driver værket, som topper hen over sommeren, aftager igen og klinger ud sidst på efteråret.

Råmaterialerne er vand fra jorden, kuldioxid fra luften og energi i form af lys fra solen. Det er alt levende grønts mageløse forvandlingsnummer: Kæmpemolekylet ved navn klorofyl (græsk for ”gulgrønt blad”), som gør planter grønne, løfter ved sollysets energitilførsel de uorganiske molekyler vand og kuldioxid op på et organisk niveau, i sammenkoblet tilstand som energirige sukker- og stivelsesmolekyler. Som bonus følger frie ilt-molekyler.

Processen hedder som bekendt fotosyntese (græsk for ”lys-sammenkobling”), og kun grønne planter og visse alger kan kunsten. Hvad de ikke bruger selv, bliver der så dækket op med til dyr og mennesker: med føde og med ilt til at trække vejret og omsætte energien til bevægelse, forplantning, sang, dans, musik, sport og meget mere. Før eller senere vender det organiske atter tilbage til det uorganiske og ringen er sluttet. Det er naturen med alt det levendes eget geniale soldrevne stof- og energimøllehjul.

Fotosyntesen spalter vand for at frigøre H2 og binder CO2 i sukker. Figur: Wikipedia

Begrebet bæredygtighed i snævreste og oprindelige forstand går ud på at indordne sig dette cirkulære princip. Men det har vi gennem de sidste 200 år i stigende grad bevæget os væk fra. Først og fremmest ved at hente kulstof og kulbrinter op fra klodens fossile underetage, hvor det har ligget afsondret fra biosfæren i de sidste 100 mio. år. Det har ved afbrænding givet bekvem energi i ufattelige mængder, men nu kommer den ubekvemme regning i form af global opvarmning.

På en målestation på en af øerne i Hawaii-gruppen i Stillehavet, fjernt fra lokale udledninger, har man fulgt atmosfærens kuldioxid-indhold i snart mange årtier. Kurven fortsætter desværre med overordnet at kravle støt opad.

Stigningen udviser små savtakker som følger årets gang. Fordi langt det meste af klodens plantedække findes på den nordlige halvkugle, går kurvens takker ned i årets første halvår og op igen i andet halvår. Når det grønnes på nordlige breddegrader, suger fotosyntesen kuldioxid ud af atmosfæren, og om efteråret går det den anden vej, når det visner og fotosyntesen lukker ned. Det haster derfor med mere skov og anden flerårig vegetation til at hive mere kulstof mere permanent ned på jorden igen.

Og så forskes der ellers intenst i metoder til at kopiere naturens fotosyntese i koncentreret udgave ved hjælp af vindmøllestrøm til erstatning af sollys. En resulterende lagring af sol- og vindenergi i stor skala i form af flydende såkaldt electro-fuel vil være et tigerspring i den rigtige retning.

De kloge kragefugle

De fleste kragefugle går ikke af vejen for mere kulturprægede habitater… Fra udstillingen ”Fugl 2019” på Johannes Larsen Museet i Kerteminde: Jens Brink: Lunch time, Allike/Burger, Helsingør 2019. Gengivet med venlig tilladelse fra museet

Det er de færreste mennesker, som ikke har set – og hørt – de velkendte kragefuglearter som krage, råge, allike og husskade. De forekommer almindeligt de fleste steder og året rundt, fordi de er konkurrencedygtige. De er nemlig stort set altædende og behøver derfor ikke at skulle trække til og fra fjerne himmelstrøg to gange årligt. Og kragefugle er relativt intelligente. F.eks. etablerer skovskader og nøddekriger depoter af agern og nødder på udvalgte steder, som de husker nøje på gennem vinterens trange tider.

Ian Heilmann

Zoologisk set udgør kragefugle én blandt utallige andre familier inden for fugleverdenens suverænt artsrigeste orden: spurvefugle. De hører blandt de største i denne orden, som ellers er domineret af småfugle som sangere, finker, lærker, drosler og – spurve.

Kragefugle har fra gammel tid og af flere grunde appelleret til mennesker, måske særligt her i Norden. Deres folkelige navne vidner om dette: kragen siger ”kraah”, rågen siger ”råh” og alliken siger ”kaija”. Og den musvågestore, blanksorte ravn med det mægtige næb udsender et klangfuldt og vidtlydende ”korrrrp”, med rulle-r, en fuglelyd, man ikke lige glemmer, når først man har hørt den.

Læs resten
fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.