Hvis tilstrækkelig mange kører offentligt i stedet for i privatbil, bliver det offentlige system udbygget. Spiser du mest planter, ændrer landbruget strategi
Af Gunnar Krogsgaard Christensen, pensionist
DET ER ALMEN viden, at naturen er i ubalance. Det har den af naturlige årsager altid været. Det, der er kommet til i min levetid, er erkendelsen af vores egen arts voksende påvirkning af denne balance. En påvirkning, der udløses af en lang række forhold: overforbrug, rovdrift, overbefolkning, manglende viden og vilje.
I begyndelsen af 1970’erne var bestanden af rensdyr i egnen omkring Søndre Strømfjord i Grønland omkring 100.000. En svir for jægerne i Kangâmiut, der hvert år i september hentede store fangster. Men det fik en brat ende. Ikke på grund af jagten. Men fordi de mange dyr gnavede vegetationen ned, så der pludselig ikke var den store mængde føde. Mange dyr sultede ihjel, og der var ikke mælk til ungerne. Bestanden kom i ubalance.
Sådan går det, når ressourcerne overforbruges. Men rensdyrene var så heldige, at deres ressource fornyr sig selv. Så nu er bestanden igen i balance. Til glæde for både rensdyr og jæger.
Jeg boede i Grønland en hel del år fra sidst i 1960’erne. Da frøs Diskobugten til i begyndelsen af december og var først igen sejlbar i maj. Nu sejles der året rundt.
”Jamen, hvad hjælper det, hvad jeg gør? Ser du, hvis tilstrækkelig mange kører offentligt i stedet for i privatbil, bliver det offentlige system udbygget. Spiser du mest planter, ændrer landbruger strategi. Vi forbrugere har en meget stor magt – brug den”
MIN BARNDOMS eng ned mod Skjold Å var et smukt og næsten uberørt område, der enten blev afgræsset eller indimellem slået med le. Begge dele nænsomt. Afgræsningen gjorde, at jorden ikke blev overgødet, hvorfor engblomsterne kunne vokse. På de sidste meter ned mod åen var der træer – pil og el. Hele området svirrede af insekter og fugle. Som en anden Mogens kunne jeg ligge i hegnet og følge med. Sådan at ligge i ensomhed i hegnet og se på dyr og planter var sjælsstyrkende og satte tanker fri.
Nu er markerne effektivt dyrket. Monokultur, kunstgødet og sprøjtet. Hegnene er væk og engen drænet. Fattig på insekter og fugle. Og gad vide, hvad udsivningen af kvælstof betyder for Skjold Å.
I barndomsårene lige efter krigen var Danmark fattigt. Der var knaphed på det meste. Ting blev repareret, lappet og stoppet. Sparsommelighed var det almindelige. Alle kæmpede for at forbedre levevilkårene. Min far, der var tømrer, arbejdede 48 timer om ugen og ofte mere. Og han cyklede naturligvis på arbejde – sommer og vinter. Arbejdsugen var seks dage og sommerferien to uger. For at strække økonomien og så der kunne spares lidt op, dyrkede han i fritiden et ret stort stykke jord med køkkenurter, så vi en del af året var selvforsynende. Ikke underligt, at der var et ønske om at forbedre forholdene.
OG DEN STRÆBEN gav resultat. Udviklingen tog fart. Så fik min familie hus, bil og alle de goder, der kom til fra 1960’erne og frem. Og ikke blot for min familie. I 1940 var vi 3.844.000 indbyggere. Det tal er vokset til 5.857.000 i 2021. Samtidig er forbruget eksploderet. Husene er blevet meget store, der er tit to store biler i garagen. Og for at udfylde årets længere ferier flyves der til fjerne destinationen. At eje og kunne alt udtrykker personligheden. Se, hvad jeg kan, og hvor godt jeg gør det.
Og nu ser vi så ind i en usikker fremtid. Fordi vi alle har ønsket at gøre det godt for os og vores – og fordi det materielle er blevet et mål for vores evner og sociale position. Ikke et udtryk alene for behov, men også for prestige. Og koste, hvad det vil. Uden tanke for, at vi også er natur og fuldstændig afhængige af vores mednatur – såvel den levende som den ikkelevende. Nu ser vi så ind i en fremtid, der er uvis. Med ændringer så omfattende, at de vil udfordre det fremtidige liv.
Kære ungdom, jeg læser, at nogle af jer ligefrem har opgivet kampen mod det, der ødelægger verden. Men giv ikke op. Gennem mine snart 80 år har jeg prøvet at leve så fornuftigt som muligt uden at skade naturen. Jeg har aldrig ejet en bil, spiser kun planter, flyver ikke, holder ferie ude i skoven hver dag osv., osv. Stemmer på det parti, jeg nu synes bedst imødekommer mine holdninger.
Jamen, hvad hjælper det, hvad jeg gør? Ser du, hvis tilstrækkelig mange kører offentligt i stedet for i privatbil, bliver det offentlige system udbygget. Spiser du mest planter, ændrer landbruger strategi. Vi forbrugere har en meget stor magt – brug den.
Dette indlæg har været bragt i Politiken, 12.12. 2022.
Bare det var sådan med udbuddet af offentlig trafik, det er nu en gang sådan at folk ikke bruger offentlig trafik, når køreplanerne ikke svarer til behovet. Og her oplever jeg en reducering. Så det er ikke kun forbrugerne der skal gøre en indsats, det gælder også trafikselskaberne.
Den offentlige transport er netop skrumpet i takt med at alle, der har råd, anskaffer mindst een bil, osv.