Bevæger Danmark sig væk fra idealerne om demokrati, ytringsfrihed og gennemsigtighed i det politiske og offentlige system? Glider vi – i øvrigt uanset regeringens farve – stille mod en dubiøs og usmagelig politisk forvaltning, som vi kender den fra lande med mere
eksotiske styreformer?
Lektor Jens Borum, Biologisk Institut ved Københavns Universitet har skrevet dette indlæg om den uskønne håndtering af hele høringsfarcen i forbindelse med landbrugspakkens vedtagelse. Indlægget har været bragt i Berlingske 8. marts 2016 og bringes her med forfatterens tilladelse.
Sammen med to kollegaer har jeg udarbejdet et høringssvar om regeringens Landbrugspakke på vegne af det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet. Nu står jeg så her bagefter og ser måbende på den politiske udvikling, på pressens reaktioner og på regeringens håndtering af hele processen omkring Landbrugspakkens tilblivelse, og jeg er efterladt med langt flere spørgsmål end svar.
Hvordan kan de konservative blive udråbt som skurke, fordi de ikke anerkender fiflerier og manipulation af offentlighed og Folketing? Hvordan kan en avis som Berlingske blive angrebet af læsere og dens konkurrent Børsen for at afdække fiflerierne og de reelle konsekvenser af Landbrugspakken? Det er da ikke Berlingske, der fremstår som et statskontrolleret turkmensk medie, og jeg troede ikke at Berlingskes kernelæsere så det som en dyd at dække over statsmagtens forsøg på at sløre virkeligheden.
Er jeg dybt naiv, eller hvor er det jeg tager fejl?
Det er ikke underligt, at landbruget var begejstret for den fratrådte Eva Kjer Hansen (EKH). Hun er begavet, initiativrig og handlekraftig, og så kæmpede hun som en vildkat, og desværre også med alle midler, for sit ene ressortområde. Jeg ville også være himmelhenrykt, hvis jeg havde haft en forskningsminister med tilsvarende kvalifikationer.
Problemet for EKH har helt åbenlyst været at balancere varetagelsen af landbrugets og miljøets interesser. Var det virkelig en god idé, at EKH med sine dybe familie- og følelsesmæssige rødder i landbruget også skulle tage sig af miljøet? Var det med gustent overlæg?
EKH var ikke tilfreds med vores høringssvar. Det er helt fair at stille spørgsmål ved vores faglige vurderinger. Men, udover at være en smule smigret, var jeg forundret over, at EKH på Facebook, i en pressemeddelelse og i interviews meget direkte dumpede os tre forskere for åbent tæppe og rettede en række besynderlige anklager mod os.
Vi skal ikke være sarte, men er det virkelig den måde en minister bør agere på? Er det OK at prøve at skræmme os og andre fra at afdække politisk ubekvemme forhold?
EKHs brug af embedsværk og rådgivere rejser også spørgsmål. Embedsmænds fornemste opgave er at støtte ministeren mest muligt fagligt og taktisk. De må ikke levere dokumenterbare løgne, men det levner dog også et vist frirum. Har EKH og hendes øverste embedsmænd uhæmmet krævet dette råderum brugt for at skjule Landbrugspakkens reelle konsekvenser for offentligheden og EU? Er det demokratisk acceptabelt, at embedsværket i den grad skamrides for at konstruere en politisk bekvem virkelighed?
Fagfolkene i ministeriet gør selvfølgelig, hvad de kan for at understøtte ministeren, men de vil gerne levere et robust og forsvarligt arbejde. Det fremgår klart af høringsdokumenter og notater, at embedsværket har været tvunget til at danse regndans på glasskår. Den nederste del af ryggen er livligt søgt dækket ved at påpege talmæssige usikkerheder og potentielle konflikter med EU i en grad, der sjældent opleves i rapporter og notater. Og når udfordringerne med virkeligheden blev for store, går man over til at tale sort. Er det passende at presse embedsmænd til at sløre realiteterne, så de bliver umulige at gennemskue for offentlighed og Folketing?
De institutioner – herunder universitetsenheder – der yder myndighedsbetjening er tilsvarende under pres, og presset synes at virke. Ikke fordi jeg betvivler forskernes kompetencer, som absolut er i top, men fordi politisk pres og økonomiske incitamenter synes at føre til vurderinger og justeringer, der i relation til Landbrugspakken forekommer mig temmelig optimistiske. Når alle justeringer af tal kun går ministerens vej, ringer alarmklokkerne, og det fremgår da også af dokumenter fremkommet efterfølgende, at forskernes forbehold og usikkerhederne på tallene behændigt er udeladt.
Men hvordan kan dygtige og redelige forskere presses? De kan presses, ved at ministeriet stiller farvede spørgsmål, eller ved at ministeriets øverste embedsmænd kammeratligt og hjælpsomt deltager i møderne og gavmildt hjælper forskerne hen til de ”rigtige” svar. Og så kan det ske, ved at institutionerne tvinges til at lade interesseorganisationer få indflydelse på resultater og konklusioner – og det var vel at mærke ikke Naturfredningsforeningen, der var inviteret i denne sag. Myndighedsbetjeningen ydes efter armslængdeprincippet, men har armene ikke været usædvanligt korte i denne sag?
Økonomiske incitamenter virker! Aarhus Universitet modtager årligt ca. 120 mio. kr for at yde myndighedsbetjening, hvilket giver 120 mio. gode argumenter for ikke at lægge sig alt for meget ud med ministeren. Det var derfor særligt bemærkelsesværdigt og modigt, da forskerne fra Aarhus Universitet klart meldte ud, at ministeriet havde misbrugt deres tal og beregninger.
Som en bekendt, der også rådgiver ministerier, bekræftede overfor mig, så bærer det politiske system nag. Betyder det, at Aarhus Universitetet ved næste forhandling af deres resultatkontrakt kan forvente nedskæringer? Betyder det, at midler i stedet flyttes til mere medgørlige virksomheder, som offentligheden har sværere ved at få oplysninger fra?
Når jeg tænker over de mulige svar på alle de ovenstående spørgsmål, melder det helt overordnede spørgsmål sig, om Danmark gradvist er ved at bevæge sig væk fra idealerne om demokrati, ytringsfrihed og gennemsigtighed i det politiske og offentlige system? Glider vi – i øvrigt uanset regeringens farve – stille og sikkert mod en dubiøs og usmagelig politisk forvaltning, som vi kender den fra lande med mere eksotiske styreformer?
Er det store problem i forbindelse med Landbrugspakken i virkeligheden, at det ikke er markerne, der forsumper på grund af for meget regn men den politiske moral og praksis?
